Når man ikke bliver gravid

Anonym skriver:

Jeg er altså enig med dig mortilenengel17, jeg har heller ingen børn og tvivler på jeg nogensinde får nogen. 

Jeg har været i behandling i lang tid, og jeg ville i det mindste kunne stille mig tilfreds med bare 1 barn, selvom jeg gerne ville have flere.

Men når man INTET har overhovedet virker ens liv fuldstændig meningsløst...

Og i øvrigt, når man har 1 barn ved man da at det kan lade sig gøre. Når man ingen har kan man jo ikke vide om det er fordi man bare ikke kan, uanset hvad man får af behandling.

Jeg er mere enig med  Flomama her.... 

Vi er ikke i den samme sted i livet, ja jeg har et barn, og jeg knus elsker mit barn, som næsten alle mødre gøre, men jeg er opvokset i en store børneflok, og det har altid været drømme at få 3 børn, men nu skal det være 2. 

Jeg vil så gerne ha min barn få et søskende, en at dele sin barnedom med, det betyder utroligt meget - Kan virkelig se behovet hos min barn, at ha et søskende 

jeg synes ikke vi skal sammenligne vores "sorge" - Synes virkelig den første tråd  Flomama skriver er virkeligt godt skrevet og rammende. 

Jeg håber vi alle får de børn vi ønsker os. 

Så vil jeg da tilføje noget positivt. ❤

Jeg har PCOS og tre dejlige børn.

Vi kæmpede i over et år for at få den første i 2008. De følgende to år fik jeg min menstruation 3-4 gange og min læge sendte mig videre til gyn, hvor jeg fik diagnosen og fik besked på, at vi skulle i behandling, hvis vi skulle have flere. Min verden brød sammen! Hun sagde at jeg skulle fatte mod og tænker over hvordan jeg sammensatte min kost og købe bogen "Spis dig gravid". På vej hjem fra gyn besluttede jeg ikke at gå i behandling. Jeg er ikke overtroisk, men det kunne simpelthen ikke passe, at det var så håbløst når vi jo havde vores datter. Jeg var indstillet på at det ville tage lang tid, at lave nummer to og så måtte det komme eller lade være.

Jeg lagde min kost fuldstændig om til KISS kost, kom på Metformin, tabte mig 10 kg og motionerede et par gange ugentligt i vores lokale gymnastikforening. Min mens blev pludselig regelmæssig og efter et år blev jeg gravid igen. En dejlig lillebror fik vi i 2012. Jeg læste mig frem til at der var forhøjet risiko for abort og risiko for ikke at kunne amme, hvis ens PCOS ikke var under kontrol! Så jeg fortsatte med at spise fornuftigt - jeg turde simpelthen ikke andet - og det gik bare så fint.

Så besluttede vi at nu var vi lykkelige! En af hver - sunde og raske - hvad mere kan man ønske sig?! Så jeg faldt i gryden igen og begyndte at tage på og min mens forsvandt. Men jeg havde et hul i mit hjerte. Der manglede en brik. Jeg solgte alt vores babygrej og gav tøjet væk. Så var det da ude af øje og måtte forsvinde ud af sind også! ...men det gjorde det ikke... 

I 2015 begyndte jeg at spise efter LCHF. Jeg ville tabe mig og være fri for hovedpine, træthed og dovenskab. I løbet af 4 måneder var de 10 kg der havde sneget sig ind på mig forsvundet som dug fra solen og min mens kom med 33-35 dages mellemrum - noget der ikke var sket siden vi fik vores første barn. Så tog vi snakken - skulle vi prøve igen? Vi var godt blevet 36 og 37 og så siger de kloge jo at chancerne er yderligere forringet. Vi blev enige om at give det et år. Hvis ikke jeg blev gravid, så måtte vi sørge ordentligt over det barn vi aldrig fik i stedet for bare at gå med det her hul, der ikke ville hele.

Vi tog beslutningen i uge 42 i 2015, i starten af februar stod jeg med en positiv test og i oktober - mandag i uge 43 - kom lillesøster.

NU er der ikke flere huller. Jeg skal bare for altid banke min PCOS tilbage og jeg vil kæmpe til den dag jeg dør! Den forbandede møgsygdom kommer ALDRIG til at vinde over mig. Så når lægen siger kostomlægning og motion, så vil jeg virkelig anbefale at lytte. Det er klart federe at gøre det selv. Bare lammetæve den åndssvage sygdom - sig nej til slik, kage osv. For hvert nej kommer man tættere på drømmen. Nej det er ikke altid nok, men hvis man ikke prøver virkelig helhjertet, så finder man aldrig ud af det.

Dette er MIN historie og MINE følelser. Og jeg vil ikke høre at jeg jo har tre børn, så jeg kan ikke sætte mig ind i ikke at have nogen. Jo jeg har faktisk været på begge sider af hegnet flere gange. Og ønsket er faktisk lige så stort og brændende om det er nummer et, to eller tre. Sorgen er altødelæggende, men brug den som benzin på dit bål og KÆMP!! Jeg lover det er det hele værd.

Med ønsket om at PCO/PCOS selv får PCO/PCOS ikke kan give det videre til flere.

Metnie skriver:

Så vil jeg da tilføje noget positivt. ❤

Jeg har PCOS og tre dejlige børn.

Vi kæmpede i over et år for at få den første i 2008. De følgende to år fik jeg min menstruation 3-4 gange og min læge sendte mig videre til gyn, hvor jeg fik diagnosen og fik besked på, at vi skulle i behandling, hvis vi skulle have flere. Min verden brød sammen! Hun sagde at jeg skulle fatte mod og tænker over hvordan jeg sammensatte min kost og købe bogen "Spis dig gravid". På vej hjem fra gyn besluttede jeg ikke at gå i behandling. Jeg er ikke overtroisk, men det kunne simpelthen ikke passe, at det var så håbløst når vi jo havde vores datter. Jeg var indstillet på at det ville tage lang tid, at lave nummer to og så måtte det komme eller lade være.

Jeg lagde min kost fuldstændig om til KISS kost, kom på Metformin, tabte mig 10 kg og motionerede et par gange ugentligt i vores lokale gymnastikforening. Min mens blev pludselig regelmæssig og efter et år blev jeg gravid igen. En dejlig lillebror fik vi i 2012. Jeg læste mig frem til at der var forhøjet risiko for abort og risiko for ikke at kunne amme, hvis ens PCOS ikke var under kontrol! Så jeg fortsatte med at spise fornuftigt - jeg turde simpelthen ikke andet - og det gik bare så fint.

Så besluttede vi at nu var vi lykkelige! En af hver - sunde og raske - hvad mere kan man ønske sig?! Så jeg faldt i gryden igen og begyndte at tage på og min mens forsvandt. Men jeg havde et hul i mit hjerte. Der manglede en brik. Jeg solgte alt vores babygrej og gav tøjet væk. Så var det da ude af øje og måtte forsvinde ud af sind også! ...men det gjorde det ikke... 

I 2015 begyndte jeg at spise efter LCHF. Jeg ville tabe mig og være fri for hovedpine, træthed og dovenskab. I løbet af 4 måneder var de 10 kg der havde sneget sig ind på mig forsvundet som dug fra solen og min mens kom med 33-35 dages mellemrum - noget der ikke var sket siden vi fik vores første barn. Så tog vi snakken - skulle vi prøve igen? Vi var godt blevet 36 og 37 og så siger de kloge jo at chancerne er yderligere forringet. Vi blev enige om at give det et år. Hvis ikke jeg blev gravid, så måtte vi sørge ordentligt over det barn vi aldrig fik i stedet for bare at gå med det her hul, der ikke ville hele.

Vi tog beslutningen i uge 42 i 2015, i starten af februar stod jeg med en positiv test og i oktober - mandag i uge 43 - kom lillesøster.

NU er der ikke flere huller. Jeg skal bare for altid banke min PCOS tilbage og jeg vil kæmpe til den dag jeg dør! Den forbandede møgsygdom kommer ALDRIG til at vinde over mig. Så når lægen siger kostomlægning og motion, så vil jeg virkelig anbefale at lytte. Det er klart federe at gøre det selv. Bare lammetæve den åndssvage sygdom - sig nej til slik, kage osv. For hvert nej kommer man tættere på drømmen. Nej det er ikke altid nok, men hvis man ikke prøver virkelig helhjertet, så finder man aldrig ud af det.

Dette er MIN historie og MINE følelser. Og jeg vil ikke høre at jeg jo har tre børn, så jeg kan ikke sætte mig ind i ikke at have nogen. Jo jeg har faktisk været på begge sider af hegnet flere gange. Og ønsket er faktisk lige så stort og brændende om det er nummer et, to eller tre. Sorgen er altødelæggende, men brug den som benzin på dit bål og KÆMP!! Jeg lover det er det hele værd.

Med ønsket om at PCO/PCOS selv får PCO/PCOS ikke kan give det videre til flere.

Ej! Sidder mere tåre i øjenene 

tusind tak for din besked! Jeg har nu købte bogen Spis din gravid og fik lige en lille suk da jeg ser de opskrifter lidt kompliceret men jeg Skal igang, mit barn skal ikke være ene barn og jeg vild gøre mit for at jeg kan blive gravid ����

Tak for din historie den bliver blod på tanden ����

Den skal bare have en på skallen! Giv det alt hvad du har! Og prøv evt. LCHF istedet. Det har jeg haft meget større effekt af end KISS, som "Spis dig gravid" er bygget op om. Bogen er dog rigtig god som en blød overgang fra almindelig kost til PCO-venligt og den forklarer hvad PCO/PCOS er for en størrelse. Men hvis du virkelig vil skrue ned for kulhydraterne, så vil jeg anbefale LCHF. Og nej - det er ikke rent fedt. Det er meget lidt kulhydrater, lidt flere proteiner, mere fedt og MANGE grøntsager af dem der vokser over jorden.

Jeg håber virkelig det lykkedes jer at skabe endnu et mirakel. Den lede sygdom skal bare ikke vinde og knuse alle vores drømme. Masser af klem og kampgejst til dig.