Hjælp, er der noget galt med mit barn?

Hej 

Er mor til en sød og dejlig dreng på 4 år, som skal være storebror til september. 

Min dreng er på mange punkter en rigtig dreng - han er fuld af krudt og elsker at lege udendørs, hvor han rigtig kan bruge sin krop. 

Som barn havde jeg selv et ekstremt stort temperament, og det må man også i den grad sige at min søn har arvet. Han er selvstændig og viljestærk og pt også meget udfordrende. Han vil det han vil, og prøver ofte på om hans vilje gælder mere end os. Det tænker jeg egentligt er ret normalt, og også en del af det at være 4 år, og skulle selvstændiggøre sig. 

Dog står vi engang imellem i situationer vi oplever svære at tackle, for er det rigtigt det vi gør, og er det normalt at blive så vred som min søn kan blive? 

Her til aften kommer vi hjem kl. 18.30 efter at have spist pizza på en restaurent. Det er gået rigtig godt og har været hyggeligt og nu er han træt. Da vi kommer hjem er det puttetid, og han skal starte med at tisse mens tandbørsten gøres klar. Da han er færdig nægter han dog at hive sine underbukser op, og står i stedet med numsen i vejret og synger. Flere gange beder vi ham trække dem op, så tænderne kan blive børstet. Efter at have nægtet i fem minutter bliver der tilbudt at få ham hjulpet dem på, så vi kan komme videre. Han nægter og bliver rigtig vred. Min mand vælger nu at hive ham underbukserne på, og sige at så må han komme i seng uden at få børstet tænder, for nu er det nok. Han løfter ham op og bærer ham i seng. Min søn eksploderer her totalt og sparker og slår og råber og skriger og kaster med legetøj. Da situationen flipper totalt og min søn slår min mand konstant vælger han at holde hans arme fast og sætte sig ned og sige "Jeg vil ikke have du slår mig". Min mand er rolig og hidser sig ikke op, men viser han er en rolig voksen, som har styr på det. Det tager så fem minutter, og jeg finder en tår vand til min søn som sveder og stadig er ekstremt vred. Jeg kan afværge ved at tage ham i hånden og sige at vi lige går ned på badeværelset og får en tør undertrøje på, og får en kold klud i hovedet. Det falder han til ro af, og han kommer stille og roligt i seng og falder meget hurtigt i søvn. 

Sådan er situationen, men for pokker hvor er jeg pt rådvild - er min lille dreng normal, eller stikker hans temperament ud over det normale? Hvad gør vi lige når han bliver så vred og når ud af pædagogisk rækkevidde? Er det mega forkert at være nødt til at holde ham fast, og hvad pokker kunne der ellers være gjort? 

Hjælp mig lige her!!! 

Han er helt normal.

De er lyststyret i den alder,og lige der var det bare enormt vigtigt at synge med numsen bar.

Han var træt og lidt på tværs og så bliver man bare gal ,når man bliver gal- så derfor tændte han af.

Jeg synes I taklede det fint- ingen råben eller hiven i arme osv 

Og at farmand lige holder om de små arme fordi han slå løs ser jeg ikke som at han har fastholdt - blot stoppet en adfærd der var ved at gå over gevind. 

Tro mig din dreng er lige nu langt væk fra den lille konflikt ,og det synes jeg også du skal komme. 

Og mine på den alder kan få flip over de mærkeligste ting som farven på et krus . 

Hvem der kalder på de andre til mad ,eller hvis man ikke har fået ynglingstallerknen. 

Men det er også som med din når de er trætte -dagen har været lidt for lang og de er ved at brænde ud. 

Lidt ala den berømte dråbe der bare får det hele til at vælte. 

Så helt normal 

Altså han lyder som en dreng der prøver jeres grænser af og det gør børn i den alder. 

Jeg ville dog aldrig holde mit barn fast med mindre han er til fare for sig selv. Forestil dig at du selv som voksen bliver  holdt fast, ville du så ikke også kæmpe for at komme fri? Ville du ikke også føle det som et overgreb. ?  Det skal ikk ses som at jeg dunker dog  oven i hovedet . Slet ikke . men nogle gange kan man bedre se tingene fra sit barns side hvis man forestiller sig det var dig selv.  

Jeg ville først og fremmest med ord forklare at jeg ikke ville have den opførsel.  Jeg ville blive hos ham mens han får sit flip så han mærker at jeg er der og så lad ham komme ud med sine frustrationer.  Kaster han med legetøjet så ville jeg tage det og ligge det udenfor døren.  

Jeg har selv haft en dreng der var sådan i den alder . Han er nu 15 år og det er blevet bedre med alederen 

Carina:-) skriver:

Han er helt normal.

De er lyststyret i den alder,og lige der var det bare enormt vigtigt at synge med numsen bar.

Han var træt og lidt på tværs og så bliver man bare gal ,når man bliver gal- så derfor tændte han af.

Jeg synes I taklede det fint- ingen råben eller hiven i arme osv 

Og at farmand lige holder om de små arme fordi han slå løs ser jeg ikke som at han har fastholdt - blot stoppet en adfærd der var ved at gå over gevind. 

Tro mig din dreng er lige nu langt væk fra den lille konflikt ,og det synes jeg også du skal komme. 

Tusinde tak for dig svar ❤ Bare det at høre at andre kan opleve lignende og også synes at alderen er særligt udfordrende hjælper, på en mærkelig måde, rigtig meget!

Og rationelt set, så var han træt og det var dråben og sådan går det bare nogle gange. Det er mega ubehageligt og surt, men det sker. Hvordan man reagerer er jo bare det store spørgsmål, og for alt i verden ønsker vi jo ikke at være dårlige forældre som ikke tackler de svære situationer hensigtsmæssigt! 

moar34 skriver:

Altså han lyder som en dreng der prøver jeres grænser af og det gør børn i den alder. 

Jeg ville dog aldrig holde mit barn fast med mindre han er til fare for sig selv. Forestil dig at du selv som voksen bliver  holdt fast, ville du så ikke også kæmpe for at komme fri? Ville du ikke også føle det som et overgreb. ?  Det skal ikk ses som at jeg dunker dog  oven i hovedet . Slet ikke . men nogle gange kan man bedre se tingene fra sit barns side hvis man forestiller sig det var dig selv.  

Jeg ville først og fremmest med ord forklare at jeg ikke ville have den opførsel.  Jeg ville blive hos ham mens han får sit flip så han mærker at jeg er der og så lad ham komme ud med sine frustrationer.  Kaster han med legetøjet så ville jeg tage det og ligge det udenfor døren.  

Jeg har selv haft en dreng der var sådan i den alder . Han er nu 15 år og det er blevet bedre med alederen 

 

Men det kan du sagtens have ret i, at det ikke er den rigtige måde at løse situationen. Det er jo hverken rart for ham eller min mand, som også selv bliver rigtig ked af det. 

Her til aften har vi fået en rigtig god snak om det hele efter at kaos-tankerne har fået lidt ro. Generelt ser hverken vi eller børnehaven en dreng som mistrives. Han er som mange 4 årige - mega udfordrende og grænsesøgende. Det er en hård periode som forældre, og man burde jo have en medalje, som en anden marathon, når man kommer ud på den anden side! 

Vi tænker at det er vigtigt at holde fast i hvordan vi vil have tingene hjemme hos os og være tydelige voksne, og sker det en anden gang at situationen eskalerer (hvilken jo med garanti vil ske) så samarbejder vi om at holde hovedet køligt og skiftes hvis der er behov for det. Vil han slå og sparke, må vi vurdere situationen og evt. sige at "jeg kan se du er meget vred lige nu - det er okay, men jeg går lige ud lidt, og så kan du komme ud til mig når du er klar til det". Lidt for at undgå at trappe det yderligere op, og skulle være nødt til at handle som vi gjorde. Øv for en omgang �� 

Men tak for dit svar - nogle gange kan et sæt friske øjne give en hel anden indgangsvinkel, som kan åbne op! 

Sådanne situationer kan ikke helt undgås men min egen erfaring med en temperamentsfuld datter er at langt de fleste anfald skyldes min eller farens fejl.

I kommer hjem med en dødtræt dreng efter muligvis både børnehave og restaurant besøg. I mine øjne er det jeres ansvar at få ham puttet så hurtigt så muligt uden at optrappe udnødvendige konflikter som om han selv skulle trække underbukser op. I forlangte simpelthen for meget i forhold til hvad han kunne rumme efter i havde presset han med oplevelser idag.

Det er et klassisk eksempel på hvor i som forældre formentlig kunne have afværget konflikten ved at tænke lidt fremad. 

Så prøv at tænke fremad, lad være at starte en magtkamp som er unødvendig når alle er trætte, for når de først er startet kan de være svære at komme ud af igen. Sp mit bedste råd er at tænke fremad og overveje om det kan ende galt når i er trætte. 

Mariehøne123 skriver:

Sådanne situationer kan ikke helt undgås men min egen erfaring med en temperamentsfuld datter er at langt de fleste anfald skyldes min eller farens fejl.

I kommer hjem med en dødtræt dreng efter muligvis både børnehave og restaurant besøg. I mine øjne er det jeres ansvar at få ham puttet så hurtigt så muligt uden at optrappe udnødvendige konflikter som om han selv skulle trække underbukser op. I forlangte simpelthen for meget i forhold til hvad han kunne rumme efter i havde presset han med oplevelser idag.

Det er et klassisk eksempel på hvor i som forældre formentlig kunne have afværget konflikten ved at tænke lidt fremad. 

Så prøv at tænke fremad, lad være at starte en magtkamp som er unødvendig når alle er trætte, for når de først er startet kan de være svære at komme ud af igen. Sp mit bedste råd er at tænke fremad og overveje om det kan ende galt når i er trætte. 

Det er jeg helt enig i, og det tænker også at vi generelt gør. Normalt er vi meget strukturede og putter til normal tid og det går også fint.

At vi så i dag skal noget andet - ud og spise, skal man også øve sig i, men dermed ikke sagt at vi ikke havde tænkt over det. Men bestemt skulle jeg have trukket de underbukser op, taget en hurtig tandbørstning og så godnat. Vi kunne som voksne formentligt have ændret udfaldet, og ja måske ikke. 

Hvor om alting er, var det bestemt ikke rart at være nødt til at holde hans arme fast, og der søgte vi hvad I gjorde i lignende situationer. 

Men tak for dit svar, og det er altid rart at høre fra en som også oplever hverdagen som forælder til et temperamentsfuldt barn  

Anonym skriver:

Det er jeg helt enig i, og det tænker også at vi generelt gør. Normalt er vi meget strukturede og putter til normal tid og det går også fint.

At vi så i dag skal noget andet - ud og spise, skal man også øve sig i, men dermed ikke sagt at vi ikke havde tænkt over det. Men bestemt skulle jeg have trukket de underbukser op, taget en hurtig tandbørstning og så godnat. Vi kunne som voksne formentligt have ændret udfaldet, og ja måske ikke. 

Hvor om alting er, var det bestemt ikke rart at være nødt til at holde hans arme fast, og der søgte vi hvad I gjorde i lignende situationer. 

Men tak for dit svar, og det er altid rart at høre fra en som også oplever hverdagen som forælder til et temperamentsfuldt barn  

Åh jeg misforstod hvad du søgte hjælp til

nu var jeg selv meget temperamentfuld min datter har det ikke fra fremmede. Men det at holde fast var både for mig og er for min datter det værste man kan gøre. Hvis hun går amok (i mangel af bedre ord) bærer vi hende op i vires seng på en madras eller lignende så hun ikke slår sig og efter meget kort tid er hun klar  til trøst og kram

Det kunne også være sket herhjemme... Men vi forsøger at undgå det ved at være meget tydelige i vores forventninger og i konsekvens. Det hjælper en del. 

I jeres tilfælde havde vi (forhåbentlig) hurtigt set, at vores barn ikke selv kom videre fra røven-bar-sangen og sagt 'Jeg vil gerne have, at du trækker dine underbukser op. Nu tæller jeg til 3, og hvis du ikke selv har trukket dem op, når jeg når til 3, så trækker jeg dem op for dig. 1, 2, 3.' Og så fremdeles - også med tandbørstning og nattøj og putning. 

Min erfaring er, at konflikterne bliver større ved at trække tiden unødigt ud. Når jeg 3 gange har bedt mit barn om at slukke fjernsynet, så er problemet ikke hørelsen men noget andet. Ergo er jeg nødt til enten at være ligeglad eller gennemføre min vilje nu. Hvis jeg i det tilfælde står 5 minutter og venter på, at hun slukker fjernsynet og derefter brat slukker det uden forvarsel, får vi en konflikt. Hvis jeg derimod siger 1, 2, 3, slukker hun selv tv'et, fordi hun ved, at jeg mener, hvad jeg siger.

Når I står 5 minutter og kigger på et syngende barn, forstår han ikke, at han pludselig skal bæres i seng. I skal være mere tydelige.