Kan jeg blande min faglighed ind?

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror - er overbevist om - at du gør bedst i at lade være, hvor meget jeg end forstår dit ønske om at gøre det. Du er nødt til at lave en skillelinje mellem professionelle dig og private dig, bonusmoren. Uanset din viden og indsigt, så er du ikke objektiv her, og gudskelov for dét. Barnet har jo brug for dig netop som bonusmor. 

Jeg har selv flere psykologer og en psykiater i min omgangskreds, og de har stået i private situationer lignende, men selvfølgelig ikke helt tilsvarende dine. Haft børn og unge meget tæt inde på (privat)livet med udfordringer og problemer, som de har følt sig naturligt tilskyndet til at gå ind i, intervenere og rådgive om til dem, der var professionelt involverede. Samtlige har undladt, netop fordi det var for tæt på, og alle har efterfølgende udtrykt, at det var den rette beslutning. At de ville have byttet rundt på nogle kasketter og i bagklogskabens lys nok alligevel ikke var i stand til at se så stringent og sagligt på tilstandene, som de følte sig i stand til dengang. 

Jeg vil råde dig til at gøre alt, hvad du evner som bonusmor, men ikke som psykolog, for drengens sag. Din egen tvivl om, hvorvidt du kan holde hovedet koldt, er vel også en klar indikation for, hvilken rolle, du har hér, og hvor personligt involveret, du er, også følelsesmæssigt. 

Endelig tænker jeg, det kan forplumre det store billede og bl.a. gøre drengens mor yderligere konfliktoptrappende, hvis bonusmor pludselig udtaler sig som fagperson. 

Man kan sige, at vi er nået det punkt, at hvis vi handler, så er der størst sandsynlighed for at der intet sker, og hans situation forbliver uændret, men at vi har konfliktoptrappet helt vildt. Men skal vi give op så? Er det ok? Så give ham alt det gode vi kan, når han er her? 

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens forstå hvad du siger, og den absolut eneste grund til jeg overvejer det er, at de har lukket sagen fordi han fremstår tilfreds nok, og jeg synes det er ekstremt uvidende at udelukke mistrivsel på den baggrund, netop fordi der er mange børn, hvis overlevelsesstrategi bliver ikke at vise negative følelser, lukke dem inde og tage den glade og pleasende facade på for at klare livet bedst muligt. 

Men hvordan skal vi nogensinde få kommunen og sagsbehandleren til at overveje det synspunkt? Jeg er så ulykkelig, for jeg synes ikke, der er mere vi kan gøre. Kommune har vi været igennem, konfliktmægling i statsforvaltningen, advokat, men der sker ikke noget. I stedet ser jeg en dreng, der i højere og højere grad pakker alle negative følelser væk, er behagesyg, men som helt klart ikke trives med sit hjemmeliv. 

Jeg føler mig kriminel, når vi sidder her uden at handle, men jeg føler jo vi har åbnet alle de døre, vi kan. Vi bliver ikke taget alvorligt når han virker glad nok, selvom det er en langvarig social sag med mors egne henvendelser om hjælp igennem de sidste mange år.. 

 

Er drengen blevet hørt af fagpersoner, evt børnesamtale i SF. 

MorTil3+ skriver:

Er drengen blevet hørt af fagpersoner, evt børnesamtale i SF. 

Nej, de har ikke skønnet det relevant, de har henvist os til kommunen, som så ikke har ønsket at gøre yderligere, fordi hans nye skole synes han virkede veltilpas. 

Nej, de har ikke skønnet det relevant, de har henvist os til kommunen, som så ikke har ønsket at gøre yderligere, fordi hans nye skole synes han virkede veltilpas. 

Hmm - jeg menes at kunne huske, at sagsbehandler er forpligtet til at afholde en børnesamtale efter en underretning er modtaget - såfremt barnet er gammel nok. 

Men er ikke sikker - hører lige min kæreste imorgen 

mor:) skriver:

Hmm - jeg menes at kunne huske, at sagsbehandler er forpligtet til at afholde en børnesamtale efter en underretning er modtaget - såfremt barnet er gammel nok. 

Men er ikke sikker - hører lige min kæreste imorgen 

Det er kun noget de SKAL, hvis der er tale om vold og overgreb i underretningen, ellers er det en vurdering fra gang til gang, kan jeg læse online.. 

Anonym skriver:

Man kan sige, at vi er nået det punkt, at hvis vi handler, så er der størst sandsynlighed for at der intet sker, og hans situation forbliver uændret, men at vi har konfliktoptrappet helt vildt. Men skal vi give op så? Er det ok? Så give ham alt det gode vi kan, når han er her? 

Valget står vel ikke mellem at give fuldstændigt op eller at gå ind som psykolog-bonusmor og give en kombineret faglig og privat vurdering? Hvis du ikke havde været psykolog, ville du vel stadig have draget nogle konklusioner og tænkt dit om hans trivsel og adfærd. Jeg ved ikke, hvordan du/man kan intervenere - i virkeligheden er det jo nok din mand, der må tage teten og gøre det klart, at han/I ikke ser en dreng i trivsel, og at I vurderer, hans opførsel i skolen bunder i en pleaser-strategi. Jeg tror virkelig, I vil skyde jer selv i foden og komplicere tingene yderligere i det øjeblik, du går ind med professionel kasket på, for hér ER du nu engang ikke professionel, men meget følelsesmæssigt involveret. 

Der er jo også den mulighed, at skolen rent faktisk ser noget, I ikke oplever, og at deres konklusioner er bygget på andet og mere end "han ser ud til at have det godt, der er ingenting hér". Og at sandheden og det fulde billede er mere nuanceret og komplekst end som så. Jeg kan ikke forestille mig, at lærerne, som ser ham hver dag, blot laver en overfladisk "han ser glad ud!"-konklusion i så massiv en sag. 

Jeg forstår til fulde frustrationen over, at I ser noget helt andet og ikke oplever at blive hørt, men jeg er virkelig ikke optimistisk omkring perspektiverne i, at en bonusmor agerer fagperson i sådan en sag. 

Mor og meget mere skriver:

Valget står vel ikke mellem at give fuldstændigt op eller at gå ind som psykolog-bonusmor og give en kombineret faglig og privat vurdering? Hvis du ikke havde været psykolog, ville du vel stadig have draget nogle konklusioner og tænkt dit om hans trivsel og adfærd. Jeg ved ikke, hvordan du/man kan intervenere - i virkeligheden er det jo nok din mand, der må tage teten og gøre det klart, at han/I ikke ser en dreng i trivsel, og at I vurderer, hans opførsel i skolen bunder i en pleaser-strategi. Jeg tror virkelig, I vil skyde jer selv i foden og komplicere tingene yderligere i det øjeblik, du går ind med professionel kasket på, for hér ER du nu engang ikke professionel, men meget følelsesmæssigt involveret. 

Der er jo også den mulighed, at skolen rent faktisk ser noget, I ikke oplever, og at deres konklusioner er bygget på andet og mere end "han ser ud til at have det godt, der er ingenting hér". Og at sandheden og det fulde billede er mere nuanceret og komplekst end som så. Jeg kan ikke forestille mig, at lærerne, som ser ham hver dag, blot laver en overfladisk "han ser glad ud!"-konklusion i så massiv en sag. 

Jeg forstår til fulde frustrationen over, at I ser noget helt andet og ikke oplever at blive hørt, men jeg er virkelig ikke optimistisk omkring perspektiverne i, at en bonusmor agerer fagperson i sådan en sag. 

Jeg synes jo bare, at vi har gjort, hvad vi snart kunne. Jeg ved ikke om det fremgik, men skolens vurdering kom efter han kun havde gået der 2 uger, mor var flyttet kommune. På hans gamle skole havde han omkring 25-30% fravær, hvilket skolen ikke reagerede på, og vi anede det ikke, for når vi var i dialog med skolen fortalte de det aldrig. De har så også fået en reprimande af kommunen. I den  nye kommune hentede de ikke udtalelse fra hans gamle skole i sagen. Det er også derfor, jeg bestemt ikke stoler på den nye skole udtalelse, for de kendte jo hverken ham eller hans omstændigheder på det tidspunkt.. 

Men jeg skal nok lade min faghat ligge