Kan jeg blande min faglighed ind?

Jeg sidder her og bliver mere og mere gråhåret. Jeg vil ikke forklare sagen i dybden, da jeg kan være i tvivl om vi vil blive genkendt af eventuelle bekendte. Men sådan kort fortalt har jeg et bonusbarn i mistrivsel, der har haft svær opvækst hos mor. Mange kontakter med kommunen, som mor dog hver gang får afvist ved at sige det går bedre. Bekymringsunderretninger, møder, dokumentation og beviser, mor med vanskelig opvækst og psykiske vanskeligheder. 

Alligevel er oplevelsen gang på gang at kommunen IKKE tager sagen seriøst, fordi skolen siger, at han jo ikke fremstår ked af det, trykket eller vred. Og jeg er så gal over, at det skal være dét der gør, at han ikke får hjælp. 

Årsagen er, at jeg er psykolog, og mit arbejdsfelt generelt er børne og familieområdet. I mine øjne er det ret tydeligt, at mit bonusbarn har en undvigende tilknytningsstil, som netop kommer til udtryk ved, at barnet holder op med at give udtryk for sine (negative/svære) følelser, har lært sig selv at det skal klare sig selv, ikke taler om dårlige følelser, får en mere ukritisk kontraktform (skildrer ikke specielt mellem forældre og fremmede), får en tendens til at blive pleaser i overdreven grad mv. 

Og når man  ser sådan  et barn udefra, så viser de ikke og giver ikke udtryk for de dårlige følelser og hvor svært de har det, fordi de har haft en primær omsorgsperson, som afviste eller blev vred over deres følelsesmæssige udtryk, som ikke har formået at drage tilstrækkelig omsorg og vise empati, og ikke har responderet på barnets følelser. 

Men det betyder jo IKKE at barnet er i trivsel! Men hvordan får jeg forklaret det her til fagpersonerne omkring min bonusdreng? Jeg er så ked af det over, at trods så mange kontakter med kommunen, massivt skolefravær, mor med mange problemer, dokumentation på omsorgssvigt mv. At sagen bare undergraves fordi bonus virker tilpas. 

Jeg vil jo utrolig gerne bringe min faglighed i spil, men jeg vil også passe på ikke at overskride en grænse når jeg kun er bonusmor, samt ikke at virke bedrevidende.. Jeg og kæresten er magtesløse.. 

Self både ka og ska du da bruge din faglighed, i forhold til at få dit bonusbarn i trivsel. 

Måske i ku få mere samvær osv.

Man ka aldrig blande sig for meget, når et barn ik trives. 

Så bare gå all in!! Vh Stine 

Anonym skriver:

Jeg sidder her og bliver mere og mere gråhåret. Jeg vil ikke forklare sagen i dybden, da jeg kan være i tvivl om vi vil blive genkendt af eventuelle bekendte. Men sådan kort fortalt har jeg et bonusbarn i mistrivsel, der har haft svær opvækst hos mor. Mange kontakter med kommunen, som mor dog hver gang får afvist ved at sige det går bedre. Bekymringsunderretninger, møder, dokumentation og beviser, mor med vanskelig opvækst og psykiske vanskeligheder. 

Alligevel er oplevelsen gang på gang at kommunen IKKE tager sagen seriøst, fordi skolen siger, at han jo ikke fremstår ked af det, trykket eller vred. Og jeg er så gal over, at det skal være dét der gør, at han ikke får hjælp. 

Årsagen er, at jeg er psykolog, og mit arbejdsfelt generelt er børne og familieområdet. I mine øjne er det ret tydeligt, at mit bonusbarn har en undvigende tilknytningsstil, som netop kommer til udtryk ved, at barnet holder op med at give udtryk for sine (negative/svære) følelser, har lært sig selv at det skal klare sig selv, ikke taler om dårlige følelser, får en mere ukritisk kontraktform (skildrer ikke specielt mellem forældre og fremmede), får en tendens til at blive pleaser i overdreven grad mv. 

Og når man  ser sådan  et barn udefra, så viser de ikke og giver ikke udtryk for de dårlige følelser og hvor svært de har det, fordi de har haft en primær omsorgsperson, som afviste eller blev vred over deres følelsesmæssige udtryk, som ikke har formået at drage tilstrækkelig omsorg og vise empati, og ikke har responderet på barnets følelser. 

Men det betyder jo IKKE at barnet er i trivsel! Men hvordan får jeg forklaret det her til fagpersonerne omkring min bonusdreng? Jeg er så ked af det over, at trods så mange kontakter med kommunen, massivt skolefravær, mor med mange problemer, dokumentation på omsorgssvigt mv. At sagen bare undergraves fordi bonus virker tilpas. 

Jeg vil jo utrolig gerne bringe min faglighed i spil, men jeg vil også passe på ikke at overskride en grænse når jeg kun er bonusmor, samt ikke at virke bedrevidende.. Jeg og kæresten er magtesløse.. 

Ved du at der ikke sker noget i sagen? Er du med til møderne? 

Men du kan jo lave en underretning hvor du giver din beskrivelse af drengen. 

StineW79 skriver:

Self både ka og ska du da bruge din faglighed, i forhold til at få dit bonusbarn i trivsel. 

Måske i ku få mere samvær osv.

Man ka aldrig blande sig for meget, når et barn ik trives. 

Så bare gå all in!! Vh Stine 

 

Det er svært at få mere samvær, for vi bor for langt væk til at kunne aflevere ham i skole om morgenen vi har været omkring en familieretsadvokat omkring bopæl, som udtalte at trods forløbet og alle vores beviser er det nærmest umuligt for os at få bopæl, når skolen udtaler, at han er en tilfreds dreng.. 

Jeg synes jo snart vi har prøvet alle kanaler. Jeg har ikke deltaget i møderne, da det bevidst har været med mor og far og ikke os bonusforældre, men har forsøgt at hjælpe i baggrunden. Jeg har ikke spillet "jeg er psykolog" - kortet grundet risiko for at blive anklaget for bare at være subjektiv, for der er jo altid det at mor bare kan sige "hjemme hos mig viser han aaaalle sine følelser", og hvordan skulle jeg så bevise, at det ikke er tilfældet. 

mor:) skriver:

Ved du at der ikke sker noget i sagen? Er du med til møderne? 

Men du kan jo lave en underretning hvor du giver din beskrivelse af drengen. 

Ja, det ved jeg. Vi havde sendt en underretning, meget detaljeret og med eksempler og dokumentation. De var til møde i kommunen, der skulle indhentes udtalelse fra skole osv. Og fordi skolen (ny skole han havde gået på i en måned) sagde han virkede veltilpas, lukkede sagsbehandleren sagen uden videre, sagde bare til mor hun måske skulle overveje lidt psykologhjælp. 

Jeg har ikke deltaget i møderne, da aftalerne hele tiden har været at det er mellem mor og far og ikke os bonusforældre. 

Desuden må jeg også erkende, at jeg er en følsom person, så fagperson eller ej, er jeg ikke overbevist om, at jeg kan holde hovedet koldt, når hun sidder og sviner os til og negligerer sit barn og er ubehagelig face 2 face, og jeg er bange for at virke utroværdig, hvis jeg bliver tydeligt vred eller ked af det.. 

Anonym skriver:

Jeg sidder her og bliver mere og mere gråhåret. Jeg vil ikke forklare sagen i dybden, da jeg kan være i tvivl om vi vil blive genkendt af eventuelle bekendte. Men sådan kort fortalt har jeg et bonusbarn i mistrivsel, der har haft svær opvækst hos mor. Mange kontakter med kommunen, som mor dog hver gang får afvist ved at sige det går bedre. Bekymringsunderretninger, møder, dokumentation og beviser, mor med vanskelig opvækst og psykiske vanskeligheder. 

Alligevel er oplevelsen gang på gang at kommunen IKKE tager sagen seriøst, fordi skolen siger, at han jo ikke fremstår ked af det, trykket eller vred. Og jeg er så gal over, at det skal være dét der gør, at han ikke får hjælp. 

Årsagen er, at jeg er psykolog, og mit arbejdsfelt generelt er børne og familieområdet. I mine øjne er det ret tydeligt, at mit bonusbarn har en undvigende tilknytningsstil, som netop kommer til udtryk ved, at barnet holder op med at give udtryk for sine (negative/svære) følelser, har lært sig selv at det skal klare sig selv, ikke taler om dårlige følelser, får en mere ukritisk kontraktform (skildrer ikke specielt mellem forældre og fremmede), får en tendens til at blive pleaser i overdreven grad mv. 

Og når man  ser sådan  et barn udefra, så viser de ikke og giver ikke udtryk for de dårlige følelser og hvor svært de har det, fordi de har haft en primær omsorgsperson, som afviste eller blev vred over deres følelsesmæssige udtryk, som ikke har formået at drage tilstrækkelig omsorg og vise empati, og ikke har responderet på barnets følelser. 

Men det betyder jo IKKE at barnet er i trivsel! Men hvordan får jeg forklaret det her til fagpersonerne omkring min bonusdreng? Jeg er så ked af det over, at trods så mange kontakter med kommunen, massivt skolefravær, mor med mange problemer, dokumentation på omsorgssvigt mv. At sagen bare undergraves fordi bonus virker tilpas. 

Jeg vil jo utrolig gerne bringe min faglighed i spil, men jeg vil også passe på ikke at overskride en grænse når jeg kun er bonusmor, samt ikke at virke bedrevidende.. Jeg og kæresten er magtesløse.. 

Lav en underretning.

mor:) skriver:

Ved du at der ikke sker noget i sagen? Er du med til møderne? 

Men du kan jo lave en underretning hvor du giver din beskrivelse af drengen. 

Forresten har jeg selv et barn fra tidlige forhold, og jeg er bange for at inddrage mig selv for direkte i sagen her, da jeg er i tvivl om hvor langt hun vil gå, hvis hun bliver provokeret af mig.. Altså jeg vil gerne beskytte mit barn mod at blive en del af en sag, som slet ikke vedrører hende. 

Rockertand skriver:

Lav en underretning.

Se svaret lige nedenunder dit, jeg vil gerne høre hvad du tænker om dét aspekt, da det egentlig er det, der har holdt mig tilbage indtil videre. Du plejer at have nogle gode og objektive svar. 

Jeg tror - er overbevist om - at du gør bedst i at lade være, hvor meget jeg end forstår dit ønske om at gøre det. Du er nødt til at lave en skillelinje mellem professionelle dig og private dig, bonusmoren. Uanset din viden og indsigt, så er du ikke objektiv her, og gudskelov for dét. Barnet har jo brug for dig netop som bonusmor. 

Jeg har selv flere psykologer og en psykiater i min omgangskreds, og de har stået i private situationer lignende, men selvfølgelig ikke helt tilsvarende dine. Haft børn og unge meget tæt inde på (privat)livet med udfordringer og problemer, som de har følt sig naturligt tilskyndet til at gå ind i, intervenere og rådgive om til dem, der var professionelt involverede. Samtlige har undladt, netop fordi det var for tæt på, og alle har efterfølgende udtrykt, at det var den rette beslutning. At de ville have byttet rundt på nogle kasketter og i bagklogskabens lys nok alligevel ikke var i stand til at se så stringent og sagligt på tilstandene, som de følte sig i stand til dengang. 

Jeg vil råde dig til at gøre alt, hvad du evner som bonusmor, men ikke som psykolog, for drengens sag. Din egen tvivl om, hvorvidt du kan holde hovedet koldt, er vel også en klar indikation for, hvilken rolle, du har hér, og hvor personligt involveret, du er, også følelsesmæssigt. 

Endelig tænker jeg, det kan forplumre det store billede og bl.a. gøre drengens mor yderligere konfliktoptrappende, hvis bonusmor pludselig udtaler sig som fagperson. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror - er overbevist om - at du gør bedst i at lade være, hvor meget jeg end forstår dit ønske om at gøre det. Du er nødt til at lave en skillelinje mellem professionelle dig og private dig, bonusmoren. Uanset din viden og indsigt, så er du ikke objektiv her, og gudskelov for dét. Barnet har jo brug for dig netop som bonusmor. 

Jeg har selv flere psykologer og en psykiater i min omgangskreds, og de har stået i private situationer lignende, men selvfølgelig ikke helt tilsvarende dine. Haft børn og unge meget tæt inde på (privat)livet med udfordringer og problemer, som de har følt sig naturligt tilskyndet til at gå ind i, intervenere og rådgive om til dem, der var professionelt involverede. Samtlige har undladt, netop fordi det var for tæt på, og alle har efterfølgende udtrykt, at det var den rette beslutning. At de ville have byttet rundt på nogle kasketter og i bagklogskabens lys nok alligevel ikke var i stand til at se så stringent og sagligt på tilstandene, som de følte sig i stand til dengang. 

Jeg vil råde dig til at gøre alt, hvad du evner som bonusmor, men ikke som psykolog, for drengens sag. Din egen tvivl om, hvorvidt du kan holde hovedet koldt, er vel også en klar indikation for, hvilken rolle, du har hér, og hvor personligt involveret, du er, også følelsesmæssigt. 

Endelig tænker jeg, det kan forplumre det store billede og bl.a. gøre drengens mor yderligere konfliktoptrappende, hvis bonusmor pludselig udtaler sig som fagperson. 

Jeg kan sagtens forstå hvad du siger, og den absolut eneste grund til jeg overvejer det er, at de har lukket sagen fordi han fremstår tilfreds nok, og jeg synes det er ekstremt uvidende at udelukke mistrivsel på den baggrund, netop fordi der er mange børn, hvis overlevelsesstrategi bliver ikke at vise negative følelser, lukke dem inde og tage den glade og pleasende facade på for at klare livet bedst muligt. 

Men hvordan skal vi nogensinde få kommunen og sagsbehandleren til at overveje det synspunkt? Jeg er så ulykkelig, for jeg synes ikke, der er mere vi kan gøre. Kommune har vi været igennem, konfliktmægling i statsforvaltningen, advokat, men der sker ikke noget. I stedet ser jeg en dreng, der i højere og højere grad pakker alle negative følelser væk, er behagesyg, men som helt klart ikke trives med sit hjemmeliv. 

Jeg føler mig kriminel, når vi sidder her uden at handle, men jeg føler jo vi har åbnet alle de døre, vi kan. Vi bliver ikke taget alvorligt når han virker glad nok, selvom det er en langvarig social sag med mors egne henvendelser om hjælp igennem de sidste mange år..