Voksent bonusbarn udstødt - at være i sorg

Jeg er anonym af hensyn til familien 

når voksne bonusbørn bliver udstødt, ja hvad gør man så. Ja det er mig som er den udstødte, og harerkendt at jeg føler det som en sorg process at gennemgå 

genbem min opvækst, har jeg haft 2 familier, min mor og stedfar på den ene side, og fået 2 mindre søskende. På den anden side min far som senere fandt sig en kone med 2 ældre børn. 

Jeg har på en måde bare aldrig passet ind i puslespillet, ikke følt jeg hørte til nogen steder. 

Min mor og stedfar var da ok, de harda gjort meget, men hartyselig mærket at da min mor og stedfar fik deres egne børn, så var der ikke helt plads til mig. Jeg var 5 år, da de fik deres 1 barn sammen, efter de var blevet gift. 

Min mor har haft en hadforhold til min far og hans kone, noget der har påvirket meget. Nu ældre jeg er blevet nu mere tydeligt er det blevet at jeg ikke passede ind i ligningen. Der har langt fra været støtte og interesse i mit liv, som hos de mindre søskende.  Det er faktisk blevet gjort mest tydeligt fra min mors side. 

For nogle år siden, kom min stedfars far pludselig ind i billedet. Jeg følte det tydeligt jeg ikke blev en del af noget, i den sammenhæng. Trods manden ikke var vildt interesseret i dem, hoppede og dansede de for ham. Sidste år døde han så. De var alle ude at kigge i hans ting, havde taget en del, mine mindre søskende måtte tage hvad de ønskede. 

Vi blev ikke inddraget, afvist osv. Jeg var ligeglad med tingene, men det gjorde ondt at en mand som lige drønede ind og ud af vores liv i 10 min, fik gjort forskellen, imellem dem og mig, så tydelig 

vi har gennem tiden haft problemer med mangel på interesse i vores børn. Vi blev ikke inviteret eller skubbet på sidelinjen når der var familiekomsammen, højtider osv. 

Det blev tydeligt der var uanede mængder og ressourcer til mine søskende, noget der ikke var genkendeligt hos os,det var helt modsat og i sådan en grad, mine svigerforældre undrede sig. 

Vi gik en hård periode i møde, hvor intensiteten af kommentarer osv blev kraftigt øget. Til sidst knap jeg. Jeg kæmpede mig op igen, men bemærkede fraværet af familien, ingen interesse osv. 

Den ene af mine søskende gik igennem flere md og planlagde hvordan jeg skulle skubbes ud af familien, og langsomt blev jeg vippet ud. De 2 søskende lavede konstant ting sammen og jeg blev ikke spurgt, de afviste invitationer osv. 

Det samme skete så hos min mor og stedfar. Der var heller ikke grænser for hvad jeg fik skyld for, intet kunne jeg gøre rigtigt. Til sidst kulminerede det, hvor de alle indrømmede at de havde valgt bevidst at skubbe mig ud. Jeg har altid været en pleaser, og sagt ja og amen. Har gjort så meget men overskuddet var ikke til nær så meget, pga jeg gik ned, og bad også om hjælp. Ingen hjælp var der at få, men der var ingen grænser for hjælp og støtte hos de andre, og der var grotesk forskelsbehandling. Meget garantis været der men det er først senere det gik op for mig. 

De ønskede faktisk allesammen at jeg skulle være på en bestemt måde, kunne jeg ikke det. Ja så var jeg altså ikke velkommen. Jeg sagde fra, og ja jeg mistede faktisk hele min familie fra den ene dag til den anden. Begge mine søskende og mor og stedfar, som har været en del af mit liv, fra før jeg kunne gå. 

Det har helt sikkert været det bedste for mig. Men hvor er det en tung process. Jeg har ikke det dem i 1/2 år og kan mærke det er en sorg der tynger. Egentlig ikke alt det negative, men at have mistet familie, jeg prøvede at række hånden ud til jul, som skabte afvisning og flere problemer. 

Det er hårdt at føle den had så intenst mod den man er, at være så uønsket og selvom det er for bedste, ja så er det bare svært at være i sorgen, for føler den jo slet ikke berettiget. 

Siden har der været flere fødselsdage, både hos os og dem, men stadig ingen kontakt. Hørte af omveje at der endda er et bryllup i nærmere fremtid, som vi ikke er inviteret til. 

Ærligt ønsker jeg jo ikke at være med, men alligevel sætter det virkelig streg under, at jeg har mistet min familie. At jeg som altid bare er forkert, og min grundlæggende følelse de har givet mig, om at jeg bare er mindre værd, den uægte datter, fra et forlist forhold. 

Jeg synes, det er meget sigende, at du kalder dig selv et bonusbarn, for du er jo først og fremmest din mors barn - og din fars, men ham skriver du ikke meget om. Jeg er selv vokset op med stedfar og -søskende - min far var død - men i mit forhold til min mor har jeg aldrig set mig selv som andet end hendes barn, og det er tankevækkende, at du bruger ordet bonus om dig selv. En ting er forholdet til din bonusfar og halvsøskende - det kan godt være kompliceret - men hvor er mor/datter-relationen i dette? Du skriver, som om ''de'' er en fælles organisme, men de må da agere bare lidt forskelligt og som de individer, de er. Og du må da, bør da, kunne fange og fastholde din mor på enehånd og tage den nødvendige snak, evt. opgør, kun med hende? 

Jeg tror oftest, vi VIL mærke forskel på halv- og helsøskende, på at være biologisk barn og stedbarn, og det er naturligt, at der kommer tidspunkter, hvor det bliver tydeligt, at fx dine halvsøskende nu engang havde en farfar, som ikke var din. Det kommer man ikke udenom. Du har jo også, formoder jeg, stadig en far, som ikke er deres. Sådan er det.  

Jeg ville umiddelbart tro, nøglen ligger i dit forhold til din mor, og at det er der, noget er helt skævt. Så lad i første omgang de andre ligge. 

Din følelse af at være det uægte barn er måske velbegrundet, men ikke desto mere forkert i forhold til din mor - du er jo din mors og fars ægte datter. Det er ikke nedladende ment , men dit sprog skaber virkelighed, og du KAN komme til at selvforstærke dynamikker ved at se dig selv som uægte, bonus, Askepot. Du er din mors unikke og første barn!

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, det er meget sigende, at du kalder dig selv et bonusbarn, for du er jo først og fremmest din mors barn - og din fars, men ham skriver du ikke meget om. Jeg er selv vokset op med stedfar og -søskende - min far var død - men i mit forhold til min mor har jeg aldrig set mig selv som andet end hendes barn, og det er tankevækkende, at du bruger ordet bonus om dig selv. En ting er forholdet til din bonusfar og halvsøskende - det kan godt være kompliceret - men hvor er mor/datter-relationen i dette? Du skriver, som om ''de'' er en fælles organisme, men de må da agere bare lidt forskelligt og som de individer, de er. Og du må da, bør da, kunne fange og fastholde din mor på enehånd og tage den nødvendige snak, evt. opgør, kun med hende? 

Jeg tror oftest, vi VIL mærke forskel på halv- og helsøskende, på at være biologisk barn og stedbarn, og det er naturligt, at der kommer tidspunkter, hvor det bliver tydeligt, at fx dine halvsøskende nu engang havde en farfar, som ikke var din. Det kommer man ikke udenom. Du har jo også, formoder jeg, stadig en far, som ikke er deres. Sådan er det.  

Jeg ville umiddelbart tro, nøglen ligger i dit forhold til din mor, og at det er der, noget er helt skævt. Så lad i første omgang de andre ligge. 

Din følelse af at være det uægte barn er måske velbegrundet, men ikke desto mere forkert i forhold til din mor - du er jo din mors og fars ægte datter. Det er ikke nedladende ment , men dit sprog skaber virkelighed, og du KAN komme til at selvforstærke dynamikker ved at se dig selv som uægte, bonus, Askepot. Du er din mors unikke og første barn!

Jeg har faktisk altid netop forsvaret at min stedfar var min far. Han blev ofte kaldet far, og min biologiske far ved navn. 

Min mor er faktisk den største faktor i dette her, som er den der forstærker disse ting mest, hende som skaber kløften. Mine søskende har jeg gjort meget for og virkelig prøvet. Omkring netop det med betegnelsen, så fik jeg nogle af de her ting frem igennem behandling. Jeg har måtte sætte ord på og indse en masse, efter jeg mistede kontakt. Askepot var netop ordet min behandler kom frem til. 

Kigger vi tilbage er der stor forskel i behandlingen af os børn, både pengemæssigt, opdragelse, støtte osv. Jeg har bla gået 2 år på efterskole betalt af kommunen pga situationen i hjemmet, der har været mange ting, og inderst inde har jeg været klar over det, men først indset tingene senere. 

Omkring farfaren er mit problem at han, kom ind fra højre uden reelt at ønske nogen af os. Han har ingen kontakt haft, og var en periode i mellem hvor han igen ikke havde kontakt, først da han skulle på plejehjem blev mine forældre kontaktet. Han døde efter kort tid på plejehjemmet. 

min bonus farmor har altid haft rollen som farmor. Hun har aldrig gjort forskel, og hende ser jeg endnu. Jeg frugter dog at miste hende men er taknemmelig for at hun er i mit liv. 

Anonym skriver:

Jeg har faktisk altid netop forsvaret at min stedfar var min far. Han blev ofte kaldet far, og min biologiske far ved navn. 

Min mor er faktisk den største faktor i dette her, som er den der forstærker disse ting mest, hende som skaber kløften. Mine søskende har jeg gjort meget for og virkelig prøvet. Omkring netop det med betegnelsen, så fik jeg nogle af de her ting frem igennem behandling. Jeg har måtte sætte ord på og indse en masse, efter jeg mistede kontakt. Askepot var netop ordet min behandler kom frem til. 

Kigger vi tilbage er der stor forskel i behandlingen af os børn, både pengemæssigt, opdragelse, støtte osv. Jeg har bla gået 2 år på efterskole betalt af kommunen pga situationen i hjemmet, der har været mange ting, og inderst inde har jeg været klar over det, men først indset tingene senere. 

Omkring farfaren er mit problem at han, kom ind fra højre uden reelt at ønske nogen af os. Han har ingen kontakt haft, og var en periode i mellem hvor han igen ikke havde kontakt, først da han skulle på plejehjem blev mine forældre kontaktet. Han døde efter kort tid på plejehjemmet. 

min bonus farmor har altid haft rollen som farmor. Hun har aldrig gjort forskel, og hende ser jeg endnu. Jeg frugter dog at miste hende men er taknemmelig for at hun er i mit liv. 

Så Askepot, bonus, uægte osv. er "nye" betegnelser, som du først har  taget i brug i forbindelse med terapi? Altså noget, der har ligget usagt i luften, men ikke i nogens mund? Jeg forstår sådan set godt dit behov for at sætte ord på - tænkte bare, det kunne blive stigmatiserende og selvforstærkende at gå så vidt som til at kalde dig selv bonusbarn når nu den eneste, du er bonus til, er din mors mand. 

Jeg ved sgu ikke - jeg er selv et sted i mit liv, hvor jeg med sorg, men søreme også lettelse og rank ryg, har erkendt, at jeg aldrig får den opbakning og positive opmærksomhed, jeg har higet efter fra nære familiemedlemmer. Jeg har ikke samme "farve" som dem, men det gør ikke min farve forkert - og jeg er lettet over at vide, hvad min farve er, og over at erkende, at jeg da reelt overhovedet ikke har LYST til at have samme farve som dem. Vores værdier, livssyn osv. er bare grundlæggende alt for forskellige. Ja, det er en sorg, når man nu så gerne ville inkluderes og være "rigtig" i dderes øjne - men det er også en kolossal frihed, at jeg ikke længere skal kæmpe for noget, jeg alligevel aldrig vil få. Sorgen har rødder i min fortid - handler om dét, jeg aldrig fik - men jeg er her nu, og nu er nu, og jeg har en masse godt og en masse gode mennesker i mit liv. 

Nogle gange tænker jeg "Fuck dem!", andre gange græder jeg lidt over dét, jeg aldrig fik, men jeg har arbejdet for, arbejder stadig på, at tilgive - først da er man helt sat fri, tænker jeg. 

Og det er ikke en proces, der har taget et halvt eller to år - men mange år, hvor jeg i perioder har følt mig bombet helt tilbage, men hvor jeg også med hjælp har kunnet genfinde overblikket og visheden om, at jeg har den farve, der passer til mig - og desværre ikke til dem. 

I dit tilfælde vil jeg dog så gerne tro på, at en mor vil lytte, forstå og finde sit unikke barns farve lige så rigtig som de andres. Men det er måske ikke en mulighed.

Mor og meget mere skriver:

Så Askepot, bonus, uægte osv. er "nye" betegnelser, som du først har  taget i brug i forbindelse med terapi? Altså noget, der har ligget usagt i luften, men ikke i nogens mund? Jeg forstår sådan set godt dit behov for at sætte ord på - tænkte bare, det kunne blive stigmatiserende og selvforstærkende at gå så vidt som til at kalde dig selv bonusbarn når nu den eneste, du er bonus til, er din mors mand. 

Jeg ved sgu ikke - jeg er selv et sted i mit liv, hvor jeg med sorg, men søreme også lettelse og rank ryg, har erkendt, at jeg aldrig får den opbakning og positive opmærksomhed, jeg har higet efter fra nære familiemedlemmer. Jeg har ikke samme "farve" som dem, men det gør ikke min farve forkert - og jeg er lettet over at vide, hvad min farve er, og over at erkende, at jeg da reelt overhovedet ikke har LYST til at have samme farve som dem. Vores værdier, livssyn osv. er bare grundlæggende alt for forskellige. Ja, det er en sorg, når man nu så gerne ville inkluderes og være "rigtig" i dderes øjne - men det er også en kolossal frihed, at jeg ikke længere skal kæmpe for noget, jeg alligevel aldrig vil få. Sorgen har rødder i min fortid - handler om dét, jeg aldrig fik - men jeg er her nu, og nu er nu, og jeg har en masse godt og en masse gode mennesker i mit liv. 

Nogle gange tænker jeg "Fuck dem!", andre gange græder jeg lidt over dét, jeg aldrig fik, men jeg har arbejdet for, arbejder stadig på, at tilgive - først da er man helt sat fri, tænker jeg. 

Og det er ikke en proces, der har taget et halvt eller to år - men mange år, hvor jeg i perioder har følt mig bombet helt tilbage, men hvor jeg også med hjælp har kunnet genfinde overblikket og visheden om, at jeg har den farve, der passer til mig - og desværre ikke til dem. 

I dit tilfælde vil jeg dog så gerne tro på, at en mor vil lytte, forstå og finde sit unikke barns farve lige så rigtig som de andres. Men det er måske ikke en mulighed.

Meget har været usagt men meget har bestemt fra min mors side været sagt, men ikke som direkte linje, mere i opførsel osv 

det er kok den process du skriver jeg er igang med. Heg ønsker ikke at være som dem, og har det bedre uden. Men erkendelsen af fakta og at processen er hård, bla til at de alle har valgt mig fra. Det har haft mange selvdømme tanker, tanker om at alt er min skyld osv. Men det er en lettelse ikke at skulle gå og have alle antenner ude konstant for at se hvornår man gør noget forkert, og hvad. Om jeg nu fik grimt for lidt eller for meget, talt på en forkert måde, taget noget forkert tøj på, gør "noget forkert" i forhold til børnene osv 

jeg ved ikke hvad jeg savner, måske mere noget de aldrig kan give. Så også hårdt at man bare aldrig er god nok i deres øjne, at de slet ikke mener jeg er værd at bruge tid med. Ja den del gør ondt indeni. 

Jeg er også valgt fra af dele af min familie . Og man føler sig knust indeni som om noget er gået i stykker og ikke kan fixes igen. 

Jeg har ingen råd andet end tillad dine  følelser, du må gerne sørge over at miste dem, sørg over aldrig at få den familie du ønskede og vær gal over det din mor har budt dig. 

Du har børn, tænk hvis din mand og du gik fra hinanden. Kunne du drømme om at behandle dine børn sådan?

kram og kærlige tanker fra en anden udstødt 

Anonym skriver:

Jeg er også valgt fra af dele af min familie . Og man føler sig knust indeni som om noget er gået i stykker og ikke kan fixes igen. 

Jeg har ingen råd andet end tillad dine  følelser, du må gerne sørge over at miste dem, sørg over aldrig at få den familie du ønskede og vær gal over det din mor har budt dig. 

Du har børn, tænk hvis din mand og du gik fra hinanden. Kunne du drømme om at behandle dine børn sådan?

kram og kærlige tanker fra en anden udstødt 

Det gav godt perspektiv, for nej det kunne jeg aldrig drømme om. Intet er mere vigtigt for mig end mine børn. Også en grund at de ikke skal lære at den opførsel er i orden. Alle er vigtige og elsket i vores familie 

tror det er en god hjælp at acceptere at det bare er sådan jeg har det og at mine følelser konstant skifter. Tænker altid det er sværere i perioder og her til mors dag følte jeg det endnu mere. 

Jeg er godt nok ikke valgt fra af familien. Men jeg kæmper mere med hvorfor er min mor så lidt interesseret i mit liv og mine børn? Det er noget kompliceret noget, for hun er glad nok for at se dem. Men derudover ingen interesse. Det har hun nu heller ikke i mine søskende børn. Men oveni kæmper jeg med at min mor tydeligt har et favorit barn nemlig min ene søster. Deres forhold grænser sig til det sygelige - selv min svigermor har nævnt noget. Hun tager gerne på forlænget weekend med denne søster, men mig og mine børn besøger hun helst ikke og kommer hun endelig herop (vi bor langt væk) så vil hun hjem så hurtigt som muligt. Forskellen har været der hele livet. Samtidig ved jeg dog godt hun elsker mig, men jeg er bare ikke accepteret alligevel. Og hun stoler ikke på mig. Det hele er blevet værre efter min far døde.Jeg forsøger hele tiden i håb om der sker noget og det eneste jeg opnår er at jeg bliver ked af det. Så jeg er ved at nå en erkendelse af at det aldrig bliver anderledes. Så jeg har besluttet at jeg lader den være og har bare det kontakt der kræves eller hun ønsker. For det tærer på mig det andet. Og det kommer jo også til at gå ud over den familie jeg selv har skabt . 

Min situation kan selvfølgelig ikke sammenlignes med din, men kan godt sætte mig ind i at man føles forkert for nogle, hvor man bare burde være accepteret og elsket.

Men mit råd er: du kan ikke ændre dem, de har gjort klart hvad de synes og mener om det hele. Det er hårdt, uretfærdigt og tarveligt. Men jo mere du prøver som fx ved jul, jo mere skuffet bliver du. Ingen fortjener at blive så lidt respekteret og man skal heller ikke acceptere det, bare fordi det er familien, blot fordi man er forbundet ved blods bånd. Jeg tror på du bliver lykkeligere jo længere væk du kommer fra dem, mht kontakt osv. Sørg over at du ikke har det bagland du drømmer om, men beslut dig så for at det ikke skal forhindre dig i at være lykkelig og have et godt liv med din egen familie.

Anonym skriver:

Jeg er godt nok ikke valgt fra af familien. Men jeg kæmper mere med hvorfor er min mor så lidt interesseret i mit liv og mine børn? Det er noget kompliceret noget, for hun er glad nok for at se dem. Men derudover ingen interesse. Det har hun nu heller ikke i mine søskende børn. Men oveni kæmper jeg med at min mor tydeligt har et favorit barn nemlig min ene søster. Deres forhold grænser sig til det sygelige - selv min svigermor har nævnt noget. Hun tager gerne på forlænget weekend med denne søster, men mig og mine børn besøger hun helst ikke og kommer hun endelig herop (vi bor langt væk) så vil hun hjem så hurtigt som muligt. Forskellen har været der hele livet. Samtidig ved jeg dog godt hun elsker mig, men jeg er bare ikke accepteret alligevel. Og hun stoler ikke på mig. Det hele er blevet værre efter min far døde.Jeg forsøger hele tiden i håb om der sker noget og det eneste jeg opnår er at jeg bliver ked af det. Så jeg er ved at nå en erkendelse af at det aldrig bliver anderledes. Så jeg har besluttet at jeg lader den være og har bare det kontakt der kræves eller hun ønsker. For det tærer på mig det andet. Og det kommer jo også til at gå ud over den familie jeg selv har skabt . 

Min situation kan selvfølgelig ikke sammenlignes med din, men kan godt sætte mig ind i at man føles forkert for nogle, hvor man bare burde være accepteret og elsket.

Men mit råd er: du kan ikke ændre dem, de har gjort klart hvad de synes og mener om det hele. Det er hårdt, uretfærdigt og tarveligt. Men jo mere du prøver som fx ved jul, jo mere skuffet bliver du. Ingen fortjener at blive så lidt respekteret og man skal heller ikke acceptere det, bare fordi det er familien, blot fordi man er forbundet ved blods bånd. Jeg tror på du bliver lykkeligere jo længere væk du kommer fra dem, mht kontakt osv. Sørg over at du ikke har det bagland du drømmer om, men beslut dig så for at det ikke skal forhindre dig i at være lykkelig og have et godt liv med din egen familie.

 

Jeg har ikke haft kontakt siden og ønsker detcilje, du har nemlig ret i at det lun vil give skuffelser. Lidt kan keg dog genkende da den ene af deres 2 børn bliver over favoritiseret. Men den anden er nu ogdå deropad, har bare ikke samme behov for kontakt med vores mor, så det kommer til udtryk på andre måder. 

Trost at høre, omkring din situation og har selv svært ved at finder i med det selvom det både er det bedste og nødvendigt 

Puha. Jeg får helt en klump i maven af dit indlæg.  Jeg får lyst til at sende dig et stort knus. 

Når jeg Læser dit indlæg ser jeg for mig en lille pige der er blevet svigtet så enormt meget af dem der burde Være der og elske dig allermest. Dem der burde have vist dig den ubetingede kærlighed, vist dig at du er værd at elske lige præcis som du er. At blive fravalgt og gjort mindre værd  på denne måde som du har følt lige fra barn, det ville få de fleste mennesker til at bukke under. 

Det er godt at du får hjælp til at håndtere de svigt så det ikke Fortsat skal hæmme dig i dit voksnes liv. 

Stort knus til dig.