Min søsters bryllup

Var der andre børn med? - hvis ikke forstår jeg ikke du er fornærmet over at de ikke var inviteret? 

- vi skal også til bryllup til sommer og det er også uden børn, det er vel meget normalt? 

Hvis det var mig, ville jeg ikke tage en snak om brylluppet, men måske om vores forhold generelt. Jeg ville fortælle hende, hvor vigtig hun er for mig, hvor meget jeg håber, at vi altid skal holde sammen og være i hinandens liv og så måske finde på/foreslå en 'tradition' for os to søstre, som vi kan have sammen hvert år - en middag, en wellnessweekend, whatever. Så har vi hvert år en mulighed for at få talt med hinanden uden mænd og børn, der blander sig, grine sammen og snakke om gamle dage.

Hvis du taler med hende om brylluppet, skal du være opmærksom på nogle af de mange værdier og underforståede konventioner, der ligger mellem linierne i dit brev (familie er vigtigere end venner, det er min søsters ansvar at italesætte og varetage mine behov og ønsker, alle veluddannede ser ned på kortuddannede = min søster ser derfor ned på mig, osv.). Dine følelser er helt legitime og dem skal du ikke undskyld for. Men du kan ikke gøre andre ansvarlige for dem. Jeg tror, at samtalen vil gå bedre, hvis du spørger til hendes tanker om dagen og er meget omhyggelig med at 'eje' dine egne følelser.

L-mor skriver:

Hvis det var mig, ville jeg ikke tage en snak om brylluppet, men måske om vores forhold generelt. Jeg ville fortælle hende, hvor vigtig hun er for mig, hvor meget jeg håber, at vi altid skal holde sammen og være i hinandens liv og så måske finde på/foreslå en 'tradition' for os to søstre, som vi kan have sammen hvert år - en middag, en wellnessweekend, whatever. Så har vi hvert år en mulighed for at få talt med hinanden uden mænd og børn, der blander sig, grine sammen og snakke om gamle dage.

Hvis du taler med hende om brylluppet, skal du være opmærksom på nogle af de mange værdier og underforståede konventioner, der ligger mellem linierne i dit brev (familie er vigtigere end venner, det er min søsters ansvar at italesætte og varetage mine behov og ønsker, alle veluddannede ser ned på kortuddannede = min søster ser derfor ned på mig, osv.). Dine følelser er helt legitime og dem skal du ikke undskyld for. Men du kan ikke gøre andre ansvarlige for dem. Jeg tror, at samtalen vil gå bedre, hvis du spørger til hendes tanker om dagen og er meget omhyggelig med at 'eje' dine egne følelser.

Helt enig

jeg tror simpelthen ikke hovedproblemet er det bryllup men alle de underliggende følelser, oplevelser og tanker du har. Dem får du tolket ind i alt hvad der sker og det bliver næsten umuligt at afskille hvad der er reelt og hvad der skyldes dine følelser. 

Hvis du gerne vil have din søster i dit liv må du kæmpe for det og lægge kortene på bordet. Fortæl hende at du er glad for hendes lykke men at du elsker hende og savner hende og gerne vil være en del af hendes liv. 

Når man åbner op er der en risiko for afslag som vil såre dig men jeg tror alternativet er værre for der er så mange følelser på spil at i vil støde ind i konflikt på konflikt og det vil ende galt alligevel. 

Jeg forstår godt din følse omkring billedet...

Men derefter bliver jeg også nød til at ytre mig omkring at det er hendes dag,/deres og deres ønsker der kommrr først...

Mht overnatning, kunne i jo selv finde et sted i kunne overnatte for egen regning, mht børn.. Det er deres fest og deres ønske... Jeg synes faktisk det er super at de holder de småt inden og så efter det formelle invitere venner mm.

Jeg tror i skal gå jer en snak om hvor i hver især tænker omkring jeres forhold.... Og jeres betegnelse af familie.... Jeg tænker at der muligvis er en dybere grund til at hun vælger ikke at invitere mm.... Jeg tænker har der været ting ved andre begivenheder som man prøver at indgå eller andet? 

Jeg kan godt forstå dine følelser omkring billede, men samtidig er det vel meget normalt det kun er brudeparets forældre på et bryllupsbillede, og det kan jo være gommens forældre selv efterspurgte dette.

Det med ikke at have børn med er meget normalt vil jeg mene. 

Det at de inviterede40 mennesker til fest efter mad lyder da bare hyggeligt, og det er da klart at børn ikke skal med her, men i blev jo inviteret med til det hele, så de vil jo gerne have jer der på sin dag!

Det med overnatning kunne i da selv finde, i kan da ikke forvente at brudeparret skal stå for det, nu når den ene mulighed de havde st tilbyde allerede var optaget. Og det kan jo være din søsters veninde hellere ville have 2 andre veninder sovende end et par hun har mødt en gang, det er jo trods alt hendes lejlighed.

Jeg tror du hellere skal tale med din søster om jeres forhold generelt og ikke hendes bryllup ��

Du er såret, og du har ret til dine følelser. Jeg enig med nogle af de andre om, at det nok ikke er brylluppet, der er det helt store problem, men at du føler, at du er ved at miste din søster. 

Vi blev viet klokken 14, og der var børn heller ikke inviteret med. Jeg kan ikke se problemet i det. Vi fik kun taget "officielle" billeder af os selv. Ingen familie med på billederne. Og det med festens størrelse, det kan jo have ændret sig efterfølgende. Og det kan være, at hun tog misforstået hensyn til jer ved ikke at sige, at brylluppet nu var vokset, hvis hun for eksempel havde fået indtrykket af, at I ikke ville blive uanset. 

Vi hører jo kun din side af det, og jeg kunne måske godt forestille mig, at nogle af "problemerne" er opstået som følge af misforståelser på begge sider. 

Jeg synes, du skal glemme brylluppet og i stedet tage fat på det omkringliggende problem. Nemlig det, at du er bange for at miste din søster. Tal med hende om det. At du er bange for, at I er ved at glide fra hinanden. Det er meget naturligt, at man glider lidt fra både venner og familie i en periode, når man selv får en familie. Og da det er gået hurtigt for din søster, har I måske ikke nået at "omstille" jer helt endnu. Men tal med hende om det, og fortæl hende, hvor meget det betyder for dig at have hende i dit liv. Men prøv at holde brylluppet ude af det.

Jeg kan virkelig godt forstå. Jeg har også nogle lidt uheldige forældre, hvilket så medfører at mit bånd til min søskende er meget stærkt og nogle gange lidt for "tæt" forstået på den måde, at man forventer meget af hinanden og nogle gange for meget, så man ender med at blive skuffet.

Jeg synes der er så dårlig af din søster, at hun ikke fortæller dig om festen om aften i god nok tid, til at du kan sørge for en babysitter og hotel, hvis I havde lyst til at deltage. 

Derudover er det jo ikke sikkert at hun er flov over dig, men det er din tolkning af situationen. 

Der er ikke så meget andet end at du må tage en snak med hende. For ikke at ender der, hvor du plejer med at undskylde kunne du prøve at spørge hende hvorfor hun f.eks. første fortalte dig om festen så sent./ Hvorfor ønskede hun ikke børn til frokosten. Hvis du gør noget andet end du plejer tvinger du også hende til at gøre noget andet. 

Jeg er selv rigtig dårlig til det, men jeg prøver, der når opstår situationer jeg håndterer på en uhensigtsmæssige måde at være mere spørgende/undersøgende for ikke at gøre det samme som jeg plejer. 

En anden mulighed kunne selvfølge også være at søge hjælp fx en hjælp fra terapeut til at tale med din søster. Det kan jo være at en enkelt time er nok til at få løst ordenligt op, og tale om det, det i virkeligheden handler om, og bare det, der er på overfladen. 

Anonym skriver:

Jeg skriver som ano da jeg har bekendte herinde .

Min søster og jeg har haft en turbulent barndom og har kun hinanden. vi er tæt knyttede og jeg har børn det har hun ikke men er meget knyttet til mine børn og dem til hende.

Hun har aldrig haft et seriøst forhold så vi blev glade da hun for et års tid siden præsenterede hendes nye kæreste for os.

Hendes besøg eller nu deres er blevet mindre men da han har 2 børn som de har hver 2 weekend og de nu også gerne vil være alene indimellem er det jo naturligt.

Min søster har en bred vennekreds de er som hende vel og højt uddannet. Min mand og jeg er arbejdere og har ingen udddannelse

Vi har kun mødt en enkelt veninde som hun har boet sammen med men ellers ingen og er aldrig blevet inviteret med til fødselsdage eller lign .

Har før spurgt hende om hun skammer sig over os men det benægter hun og forsvarer det med at vi bor i hver vores ende af landet og der jo er børnene osv.

I går blev de så gift - vi var inv og det samme var hans bror svigerinde og hans forældre men ikke vores børn for de ønskede et lille bryllup

Men i går fandt jeg så ud af at kl 20 altså efter maden osv ville der komme ca 40 venner forbi til fest.

Og så er jeg jo uforstående for hvorfor mine børn ville fylde for meget.

En anden ting var at efter vielsen ville de gerne have et bryllupsbillede. 

Min mand blev så bedt om at tage billedet og jeg skulle holde min søsters taske.

Vi skulle altså ikke med på billedet .

Så der stod hun så med hendes mand og hans familie det var så det...

Jeg ved ikke om jeg er sensitiv og tolker noget det slet ikke er der,men da jeg endelig sad i bilen og vi kørte hjem kl 17.30 .

(Det var vi nødt til for der var ikke overnatningsmuligheder ,selv om det var der til 2 veninder  godt nok ikke hos min søster men ved en af hendes veninder der bor rundt om hjørnet og som er hende vi har mødt en gang.der også skulle køre langt så vi kunne ikke blive til festen )

Der græd jeg hele vejen hjem for er så trist over at min søster forsvinder og jeg intet kan gøre for at forhindre det for jeg ved nu at lige så vigtig hun er for mig og mine børn Lige så lidt er vi for hende.

Nu spekulerer jeg hvad jeg skal gøre ,for ved at hvis jeg vil snakke om det ender det i at jeg siger undskyld fordi jeg har misforstået alt og jeg ville sådan ønske hun kunne se det med mine øjne. 

Så er spørgsmålet bare .

Er jeg for "meget" eller er der mon en grund til at føle mig skuffet ?

Og hvad ville I gøre ved det hele.?

Jeg tænker at det er helt ok, ikke at invitere jeres børn med til brylluppet, uanset hvilken årsag. Vi havde heller ikke børn med til vores bryllup. 

Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at det påvirker dig, at I ikke måtte være med på billedet. Kunne det tænkes, at billedet var ét til hans side af familien?

Har I selv været opsøgende omkring overnatningsmuligheder i forbindelse med brylluppet? - det kunne jo tænkes, at din søster havde forestillet sig, at I ikke havde lyst.