Min søsters bryllup

Anonym skriver:

Jeg skriver som ano da jeg har bekendte herinde .

Min søster og jeg har haft en turbulent barndom og har kun hinanden. vi er tæt knyttede og jeg har børn det har hun ikke men er meget knyttet til mine børn og dem til hende.

Hun har aldrig haft et seriøst forhold så vi blev glade da hun for et års tid siden præsenterede hendes nye kæreste for os.

Hendes besøg eller nu deres er blevet mindre men da han har 2 børn som de har hver 2 weekend og de nu også gerne vil være alene indimellem er det jo naturligt.

Min søster har en bred vennekreds de er som hende vel og højt uddannet. Min mand og jeg er arbejdere og har ingen udddannelse

Vi har kun mødt en enkelt veninde som hun har boet sammen med men ellers ingen og er aldrig blevet inviteret med til fødselsdage eller lign .

Har før spurgt hende om hun skammer sig over os men det benægter hun og forsvarer det med at vi bor i hver vores ende af landet og der jo er børnene osv.

I går blev de så gift - vi var inv og det samme var hans bror svigerinde og hans forældre men ikke vores børn for de ønskede et lille bryllup

Men i går fandt jeg så ud af at kl 20 altså efter maden osv ville der komme ca 40 venner forbi til fest.

Og så er jeg jo uforstående for hvorfor mine børn ville fylde for meget.

En anden ting var at efter vielsen ville de gerne have et bryllupsbillede. 

Min mand blev så bedt om at tage billedet og jeg skulle holde min søsters taske.

Vi skulle altså ikke med på billedet .

Så der stod hun så med hendes mand og hans familie det var så det...

Jeg ved ikke om jeg er sensitiv og tolker noget det slet ikke er der,men da jeg endelig sad i bilen og vi kørte hjem kl 17.30 .

(Det var vi nødt til for der var ikke overnatningsmuligheder ,selv om det var der til 2 veninder  godt nok ikke hos min søster men ved en af hendes veninder der bor rundt om hjørnet og som er hende vi har mødt en gang.der også skulle køre langt så vi kunne ikke blive til festen )

Der græd jeg hele vejen hjem for er så trist over at min søster forsvinder og jeg intet kan gøre for at forhindre det for jeg ved nu at lige så vigtig hun er for mig og mine børn Lige så lidt er vi for hende.

Nu spekulerer jeg hvad jeg skal gøre ,for ved at hvis jeg vil snakke om det ender det i at jeg siger undskyld fordi jeg har misforstået alt og jeg ville sådan ønske hun kunne se det med mine øjne. 

Så er spørgsmålet bare .

Er jeg for "meget" eller er der mon en grund til at føle mig skuffet ?

Og hvad ville I gøre ved det hele.?

Jeg synes, at dine følelser er helt på sin plads!

Skriv et brev til hende med alt det, du har skrevet her.

Vi kørte kun så tidligt fordi jeg havde været nødt til at få en barnepige og havde lovet vi var hjemme inden 22 da hun skulle til konfirmation i dag. 

Jeg var så ked af det og kæmpede for ikke at ødelægge det hele.

De havde meldt ud det var et lille bryllup de ønskede ikke gaver 

Vi kom så med en ret dyr gave som jeg vidste hun havde ønsket sig længe og jeg glædede mig virkelig meget til at give hende den,

Så sagde hun at der kom et par stykker senere bare til en øl vi måtte gerne blive men skulle forstå der ikke var mulighed for overnatning Det blev så til i går til en regulær fest med 40 gæster mad og hygge men det blev så også sagt men der er I jo kært hjem igen. 

Jeg spurgte lige min mand om jeg virkede tvær eller sur og han sagde at han intet bemærkede andet end at jeg var hævet under øjnene.

Jeg forsøgte flere gange at snakke med hendes svigerfar men efter at have fået af vide at jyder er langsomme i optrækket at han hadede igennem sit job kontakt med jyder fordi de fanme var så skide påståelige og ville have ret ja så trak jeg mig men snakkede og forsøgte virkelig at være imødekommende. 

Jeg tror desværre jeg mister hende eller hun bliver en sjælden gæst for hun er selvfølgelig lykkelig og vi passer bare ikke ind i hendes verden.

Det har vi aldrig gjort men det bliver rigtig tydelig nu hvor hun er en del af hans familie og det kan jeg se gør hende glad. 

Anonym skriver:

Vi kørte kun så tidligt fordi jeg havde været nødt til at få en barnepige og havde lovet vi var hjemme inden 22 da hun skulle til konfirmation i dag. 

Jeg var så ked af det og kæmpede for ikke at ødelægge det hele.

De havde meldt ud det var et lille bryllup de ønskede ikke gaver 

Vi kom så med en ret dyr gave som jeg vidste hun havde ønsket sig længe og jeg glædede mig virkelig meget til at give hende den,

Så sagde hun at der kom et par stykker senere bare til en øl vi måtte gerne blive men skulle forstå der ikke var mulighed for overnatning Det blev så til i går til en regulær fest med 40 gæster mad og hygge men det blev så også sagt men der er I jo kært hjem igen. 

Jeg spurgte lige min mand om jeg virkede tvær eller sur og han sagde at han intet bemærkede andet end at jeg var hævet under øjnene.

Jeg forsøgte flere gange at snakke med hendes svigerfar men efter at have fået af vide at jyder er langsomme i optrækket at han hadede igennem sit job kontakt med jyder fordi de fanme var så skide påståelige og ville have ret ja så trak jeg mig men snakkede og forsøgte virkelig at være imødekommende. 

Jeg tror desværre jeg mister hende eller hun bliver en sjælden gæst for hun er selvfølgelig lykkelig og vi passer bare ikke ind i hendes verden.

Det har vi aldrig gjort men det bliver rigtig tydelig nu hvor hun er en del af hans familie og det kan jeg se gør hende glad. 

 

 

Rækkefølgen er ret vigtig her: Ville I have været nødt til at køre tidligt, hvis I havde kendt til aftenfestens omfang? Barnepigen skulle vel til konfirmation uanset hvad? Har din søster opfattet det som om, I uanset hvad ville være nødt til at køre tidligt, og hvilken forskel havde det gjort, hvis I havde vidst, der kom 40 mennesker? Da hun sagde "Men da er I jo kørt hjem", var det vel rigtigt nok? 

Hmmm... 

Jeg ville også være ked af det, hvis jeg var dig. Samtidig ville jeg heller ikke have børn til mit bryllup... Men hvorfor du ikke kommer med på billedet, forstår jeg ikke. Jeg forstå så heller ikke, at I ikke fandt et hotel i nærheden? Så havde I netop mødt nogle flere af vennerne.

Jeg tror, at du må se tiden an. I er søstre og tætte. Måske har hun bare haft en travl bryllupsdag. 

Mor og meget mere skriver:

Rækkefølgen er ret vigtig her: Ville I have været nødt til at køre tidligt, hvis I havde kendt til aftenfestens omfang? Barnepigen skulle vel til konfirmation uanset hvad? Har din søster opfattet det som om, I uanset hvad ville være nødt til at køre tidligt, og hvilken forskel havde det gjort, hvis I havde vidst, der kom 40 mennesker? Da hun sagde "Men da er I jo kørt hjem", var det vel rigtigt nok? 

Da hun til at starte med ved selve invitationen sagde at der kom et par venner til et par øl lød det som om at det bare var lidt hygge med få nære venner og da hun sagde vi ikke kunne overnatte overvejede jeg et hotel men det lød som om det var et lille tæt selskab og så ville jeg ikke trænge mig på og havde det helt ok med det da det jo var deres bryllup'.

Havde jeg vidst at det var 40 personer og en relgulær fest og skal også lige nævnes hans familie blev til "efterfesten" så havde jeg booket et anden barnepige der kunne være blevet og sove.

Men det er ligeså meget det at hun siger at grunden til at mine børn ikke er inv til vielsen fordi det skal være et lille bryllup falder til jorden når man så efterfølgende inv 40 personer.

Anonym skriver:

Da hun til at starte med ved selve invitationen sagde at der kom et par venner til et par øl lød det som om at det bare var lidt hygge med få nære venner og da hun sagde vi ikke kunne overnatte overvejede jeg et hotel men det lød som om det var et lille tæt selskab og så ville jeg ikke trænge mig på og havde det helt ok med det da det jo var deres bryllup'.

Havde jeg vidst at det var 40 personer og en relgulær fest og skal også lige nævnes hans familie blev til "efterfesten" så havde jeg booket et anden barnepige der kunne være blevet og sove.

Men det er ligeså meget det at hun siger at grunden til at mine børn ikke er inv til vielsen fordi det skal være et lille bryllup falder til jorden når man så efterfølgende inv 40 personer.

Måske har hun ikke villet sige, at hun ikke ville have børn med. Jeg ville som sagt heller ikke have børn med - fordi jeg ønskede en voksenfest.

At brylluppet blev stort kl 20 er ikke relevant for børnene.

Anonym skriver:

Da hun til at starte med ved selve invitationen sagde at der kom et par venner til et par øl lød det som om at det bare var lidt hygge med få nære venner og da hun sagde vi ikke kunne overnatte overvejede jeg et hotel men det lød som om det var et lille tæt selskab og så ville jeg ikke trænge mig på og havde det helt ok med det da det jo var deres bryllup'.

Havde jeg vidst at det var 40 personer og en relgulær fest og skal også lige nævnes hans familie blev til "efterfesten" så havde jeg booket et anden barnepige der kunne være blevet og sove.

Men det er ligeså meget det at hun siger at grunden til at mine børn ikke er inv til vielsen fordi det skal være et lille bryllup falder til jorden når man så efterfølgende inv 40 personer.

Bryllup uden børn er, uanset begrundelse og omfang, et HELT legalt ønske/valg i mine øjne. Hvis nogle af de 40 havde været børn, ville jeg have kunnet forstå skuffelse/manglende forståelse. Vi er formentlig mange, der har været til eller selv holdt bryllup uden børn - både små og store fester. Det er ret almindeligt. 

Måske SKAL du "trænge dig på" - vise, at du pinedød vil og skal være med til det hele - og ikke trække dig for hurtigt/let? 

Anonym skriver:

Da hun til at starte med ved selve invitationen sagde at der kom et par venner til et par øl lød det som om at det bare var lidt hygge med få nære venner og da hun sagde vi ikke kunne overnatte overvejede jeg et hotel men det lød som om det var et lille tæt selskab og så ville jeg ikke trænge mig på og havde det helt ok med det da det jo var deres bryllup'.

Havde jeg vidst at det var 40 personer og en relgulær fest og skal også lige nævnes hans familie blev til "efterfesten" så havde jeg booket et anden barnepige der kunne være blevet og sove.

Men det er ligeså meget det at hun siger at grunden til at mine børn ikke er inv til vielsen fordi det skal være et lille bryllup falder til jorden når man så efterfølgende inv 40 personer.

Tja at der kommer 40mennesker efter kl.20 kan jeg faktisk ikke se noget galt. Der er børnene jo som regel gået i seng og det har jo ikke noget at gøre med eftermiddagen.. Der er mange der holder voksen fest senere på aftenen, efter en fredelig eftermiddag. 

Og I var jo også inviteret til efterfesten, men hun har jo bare sagt at der ikke var mulighed for overnatning(Ja at der er andre der skal overnatte, måske spurgt først.. eller de har tilbudt dem først. Du kan jo ikke forvente at du får den ekstra soveplads fordi du er søster.) 

Jeg vil gerne vide præcis hvornår I fik af vide der var efterfest, før eller efter I besluttede at tage hjem kl.17:30 og hyrede barnepigen. Jeg ville nu have hyret en barnepige der kunne være længere, lige meget hvad.. Ville ikke synes det var sjovt at tage fra min søsters bryllup allerede kl. 17:30. (Det ville virke lidt som, jeg gider ikke være her mere.)

Det er måske hendes veninder og sådan, men brylluppet kunne jo også have været fyldt med hendes/hans venner, og familie, som du ikke kendte, ville du også være taget hjem så? 

At du ikke er med på billedet, forstår jeg ikke og det synes jeg du skal snakke med hende om, spørge hvorfor ? 

Men jeg tror at I skal have jer en god snak, fordi du har nogle følelser/ting du ikke forstår og du vil gerne vide hvor du har hende.

Jeg synes stadig du virker til at ville have det hele til at dreje sig om dig på hendes bryllupdag. Jeg tror helt ærligt hun har haft nok at tænke på, meget der skulle arrangeres. Som en anden siger, du må altså selv komme lidt ud af busken, have bedt om et bryllupsbillede med jer to på, selv træde lidt i karakter. Du bliver ked over en masse som jeg tror din søster aldrig har haft en ærlig chance for at kunne gengælde eller sørge for. Og helt ærligt, nok bare ikke kapacitet til på den dag. Du siger "det vil svare til hvis din mor ikke ville have dig på sit" - then so be it! Det er hendes dag, min mor blev så gift sidste år, men jeg følte altså ikke jeg var noget specielt på dagen baaare fordi jeg var hendes familie/datter, jo jeg skulle skrive under som vidne, men alle vi gæster var lige vigtige. Når man er et voksent menneske må man altså også finde sig i at selv ens nærmeste familie er i 2. række, og det forstår du jo også på nogen punkter hvad angår hendes stedbørn. 
Og det er set før at børn der har været igennem en møgbarndom enten klynger sig helt til den anden, eller netop trækker sig væk fra de andre, fordi vedkommende har fået et nyt liv vedkommende hellere vil skabe og leve i. 
Og jeg synes man ødelægger mere ved at ligge sine egne følelser over på "at det er sådan her det skal være, fordi det er sådan jeg føler det". Lad hende da selv komme til dig bare skriv engang imellem en besked, inviter dig selv på besøg indimellem, og også omvendt inviter til noget der sker i byen, men det din søster har gang I lyder som helt normal måde at "blive voksen" på, du har haft det hele, du har været hendes verden og den der har været der for hende og som hun kunne være der for. 
Jeg ved ikke hvor gamle I er, men det her minder enormt meget om den seperation nogle forældre må føle når deres børn etablere sig selv og får et nyt liv. Der bliver ikke lige ringet hjem hver 14. dag, og alle andre er pludselig tættere på. Men I har været igennem en masse tror jeg som børn, der gør hun bare har et andet reaktionsmønster.

Nu ændrer min holdning jo ikke ved meget, festen er afholdt og din søster valgte at holde den på den måde som hun gjorde. 

Men jeg var også blevet såret, hvis jeg var dig. Du har alt mulig ret til at føle som du gør. Hvis du har lyst, så prøv endelig at skrive et brev til hende, som andre også foreslår, hvor du selvfølgelig tager udgangspunkt i dine oplevelser og følelser. 

Personligt ville jeg også gerne have et bryllup �� uden børn, men ville have valgt at sige, at de var velkommen i kirken, men ikke til festen.