Bonusmor... Ny i felten, hvad er min rolle.

Min kæreste og jeg er netop flyttet sammen i nyt hus (vi har boet sammen er lille halvt års tid i lejlighed indtil nu). Han har en søn på 6 fra tidligere forhold, som han er hos os hver 2 weekend.
Men der er en del spørgsmål som jeg går og grubler over. Nogle er vendte med min kæreste andre er ikke, så nu vil jeg høre hvordan i andre forholder sig til sådanne tilfælde.

Når knægten er hos os, er det skam rigtig fint og hyggeligt, men rigtig ofte så kommer der sætninger som “det siger min mor”, “min mor gør sådan", “hjemme hos min mor” og jeg kan få fnider og blive halv irriteret når det sker for mange gange i træk. Ikke fordi han ikke må fortælle, men han skal ikke irettesætte hvordan tingene er her. Min kæreste siger som regel noget til ham når det er og fortæller ham at her bestemmer han og jeg altså og så må han høre efter. Mit spørgsmål er bare , Hvor meget kan jeg sige noget? Altså når min kæreste ikke er der.

Jeg vil rigtig gerne lære knægten bedre at kende og da han har en del små problemer såsom angst for mange ting og naiv, så tænkte ler jeg at en god måde at lære ham bedre at kende på ville være at foreslå at deltage i noget i skolen, men efter at have læst tidligere indlæg angående det emne herinde, så er jeg blevet i tvivl. Er sikker på min kæreste vil synes det fint, men er knap så sikker på eks'en. Så hvordan gør jeg rent praktisk?

Det skal siges at jeg ikke har mødt knægtens mor (af flere årsager), men hovedsagligt så er hun vist ikke helt nem at have med at gøre. Kan høre på min kærestes familie at hun aldrig har været nem at have med at gøre, og at hun bliver en strid kælling hvis tingene ikke bliver som hun vil have det. Men på den ene side føler jeg at jeg har et behov for at møde hende, da jeg gerne vil lære hendes søn bedre at kende jo og derfor føler at det er på sin plads at vide hvem hans mor er. Og ikke kun ud fra det jeg høre fra andre. Skal jeg foreslå hende dette?... Eneste tidspunkt jeg har haft kontakt til hende på, var da jeg skrev en besked til hende på Messenger i forbindelse med hun skulle have svar på en biopsi og jeg tilbød hende at tage med hvis hun havde behov for støtte da jeg kender lægesproget, da jeg tænkte det kun var naturligt at tilbyde min støtte.

Jeg har en masse andre ting jeg grubler over, som jeg nok vil skrive hen af vejen. Men nu starter jeg her.
Fedt forum og jeg ser frem til at blive en del af det.

Hilsen

Mig

MetalWoman1986 skriver:

Min kæreste og jeg er netop flyttet sammen i nyt hus (vi har boet sammen er lille halvt års tid i lejlighed indtil nu). Han har en søn på 6 fra tidligere forhold, som han er hos os hver 2 weekend.
Men der er en del spørgsmål som jeg går og grubler over. Nogle er vendte med min kæreste andre er ikke, så nu vil jeg høre hvordan i andre forholder sig til sådanne tilfælde.

Når knægten er hos os, er det skam rigtig fint og hyggeligt, men rigtig ofte så kommer der sætninger som “det siger min mor”, “min mor gør sådan", “hjemme hos min mor” og jeg kan få fnider og blive halv irriteret når det sker for mange gange i træk. Ikke fordi han ikke må fortælle, men han skal ikke irettesætte hvordan tingene er her. Min kæreste siger som regel noget til ham når det er og fortæller ham at her bestemmer han og jeg altså og så må han høre efter. Mit spørgsmål er bare , Hvor meget kan jeg sige noget? Altså når min kæreste ikke er der.

Jeg vil rigtig gerne lære knægten bedre at kende og da han har en del små problemer såsom angst for mange ting og naiv, så tænkte ler jeg at en god måde at lære ham bedre at kende på ville være at foreslå at deltage i noget i skolen, men efter at have læst tidligere indlæg angående det emne herinde, så er jeg blevet i tvivl. Er sikker på min kæreste vil synes det fint, men er knap så sikker på eks'en. Så hvordan gør jeg rent praktisk?

Det skal siges at jeg ikke har mødt knægtens mor (af flere årsager), men hovedsagligt så er hun vist ikke helt nem at have med at gøre. Kan høre på min kærestes familie at hun aldrig har været nem at have med at gøre, og at hun bliver en strid kælling hvis tingene ikke bliver som hun vil have det. Men på den ene side føler jeg at jeg har et behov for at møde hende, da jeg gerne vil lære hendes søn bedre at kende jo og derfor føler at det er på sin plads at vide hvem hans mor er. Og ikke kun ud fra det jeg høre fra andre. Skal jeg foreslå hende dette?... Eneste tidspunkt jeg har haft kontakt til hende på, var da jeg skrev en besked til hende på Messenger i forbindelse med hun skulle have svar på en biopsi og jeg tilbød hende at tage med hvis hun havde behov for støtte da jeg kender lægesproget, da jeg tænkte det kun var naturligt at tilbyde min støtte.

Jeg har en masse andre ting jeg grubler over, som jeg nok vil skrive hen af vejen. Men nu starter jeg her.
Fedt forum og jeg ser frem til at blive en del af det.

Hilsen

Mig

Du er selvfølgelig ikke drengens mor, men du er en ekstra voksen i hans liv, og

Du bor sammen med hans far, og derfor er du med til at sætte dagsordenen hjemme hos jer. I har ikke boet sammen så længe, så når han siger "mor gør sådan" og "det siger mor", tror jeg bare, han føler sig frem for at finde ud af, hvordan reglerne er hos jer. Han skal nok med tiden finde ud af, at der godt kan gælde forskellige regelsæt. Det er rigtig fint, at hans far fortæller ham, at hjemme hos jer, er det jer to, der bestemmer, og at reglerne kan være anderledes end hjemme hos hans mor. Hvis du bliver irriteret, så undlad at vise ham det. Han er bare en lille dreng, der skal finde ud af, hvor grænserne er.

Du må gerne sige noget, når din kæreste ikke er der. Hvis han siger "du er ikke min mor", så kan du sige, at nej, det er du ikke, men at du er den voksne, så det er dig, der bestemmer.

Det er vigtigt, at du også viser drengen, at du holder af ham, og at du gerne vil ham - at du f.eks. spiller spil med ham, læser godnathistorie, hjælper ham med tøjet osv.

Mine bonusdrenge er næsten voksne, men da de gik i folkeskolen, deltog jeg nogle gange i "hyggearrangementer", men ikke i forældremøder og skole-hjemsamtaler. Min kæreste og jeg bor ikke sammen - hvis vi havde gjort det, havde det måske været anderledes.

Det skal dog lige siges, at jeg har et rigtig godt forhold til drengenes mor, og at det faktisk flere gange er hende, der har opfordret mig til at deltage i arrangementer.

Det lyder til, at det forholder sig lidt anderledes i jeres tilfælde. Måske kunne du invitere hende på en kop kaffe, så I kan lære hinanden at kende, og så hun kan se, at du holder af hendes søn - dog på en måde, så hun ikke føler, at du forsøger at overtage hendes rolle.

Rigtig meget held og lykke med "projektet". Bare det, at du spørger her på siden viser, at du ønsker at være en god bonusmor. Og det er faktisk rigtig dejligt at blive omtalt som "bonusmor" - så føler man sig accepteret af børnene.

MetalWoman1986 skriver:

Min kæreste og jeg er netop flyttet sammen i nyt hus (vi har boet sammen er lille halvt års tid i lejlighed indtil nu). Han har en søn på 6 fra tidligere forhold, som han er hos os hver 2 weekend.
Men der er en del spørgsmål som jeg går og grubler over. Nogle er vendte med min kæreste andre er ikke, så nu vil jeg høre hvordan i andre forholder sig til sådanne tilfælde.

Når knægten er hos os, er det skam rigtig fint og hyggeligt, men rigtig ofte så kommer der sætninger som “det siger min mor”, “min mor gør sådan", “hjemme hos min mor” og jeg kan få fnider og blive halv irriteret når det sker for mange gange i træk. Ikke fordi han ikke må fortælle, men han skal ikke irettesætte hvordan tingene er her. Min kæreste siger som regel noget til ham når det er og fortæller ham at her bestemmer han og jeg altså og så må han høre efter. Mit spørgsmål er bare , Hvor meget kan jeg sige noget? Altså når min kæreste ikke er der.

Jeg vil rigtig gerne lære knægten bedre at kende og da han har en del små problemer såsom angst for mange ting og naiv, så tænkte ler jeg at en god måde at lære ham bedre at kende på ville være at foreslå at deltage i noget i skolen, men efter at have læst tidligere indlæg angående det emne herinde, så er jeg blevet i tvivl. Er sikker på min kæreste vil synes det fint, men er knap så sikker på eks'en. Så hvordan gør jeg rent praktisk?

Det skal siges at jeg ikke har mødt knægtens mor (af flere årsager), men hovedsagligt så er hun vist ikke helt nem at have med at gøre. Kan høre på min kærestes familie at hun aldrig har været nem at have med at gøre, og at hun bliver en strid kælling hvis tingene ikke bliver som hun vil have det. Men på den ene side føler jeg at jeg har et behov for at møde hende, da jeg gerne vil lære hendes søn bedre at kende jo og derfor føler at det er på sin plads at vide hvem hans mor er. Og ikke kun ud fra det jeg høre fra andre. Skal jeg foreslå hende dette?... Eneste tidspunkt jeg har haft kontakt til hende på, var da jeg skrev en besked til hende på Messenger i forbindelse med hun skulle have svar på en biopsi og jeg tilbød hende at tage med hvis hun havde behov for støtte da jeg kender lægesproget, da jeg tænkte det kun var naturligt at tilbyde min støtte.

Jeg har en masse andre ting jeg grubler over, som jeg nok vil skrive hen af vejen. Men nu starter jeg her.
Fedt forum og jeg ser frem til at blive en del af det.

Hilsen

Mig

Du kender hende ikke  - men du tilbød at tage med hende i en situation, som er følelsesmæssig og meget tæt på?? Ikke liige den bedste måde at komme ind på hinanden på - det kan du godt selv regne ud, ikke?

Jeg er bonusmor med godt forhold til ekskonen, det har udviklet sig stille og roligt hen ad vejen, vi har slebet kanter af, jeg har været ærlig og lagt øre til mange mærkværdigheder, set igennem fingre med meget - men mest af alt er jeg ikke forælder, det er dem og deres barn. Jeg har luksus-positionen til at forkæle og elske og støtte mit bonusbarn.

Jeg har valgt at lade være med at lytte til onde tunger, der har slagtet eksen, nogle holdninger har været rigtige, andre helt forkerte, men indgangsvinklen skal stadig være samarbejde, så ingen grund til at være forudindtaget.

Hvor gammel var din kærestes søn, da du kom ind i billedet og mødte ham?

For eksperterne siger faktisk, at hvis bonusforældren kommer ind i barnets liv før barnet er fem år gammelt, så bør den person have lige så stor indflydelse på opdragelsen, som de biologiske forældre.

Selvfølgelig vil moderen have størst rolle og indflydelse på det i og med hun har sønnen langt størstedelen af tiden. Men når han er hos jer kan du med fordel have lige så stor rolle og indflydelse som din kæreste.

Selv har jeg en bonusdatter, som lige er blevet tre år. Og jeg har været en del af hendes liv det sidste år. Og vi har hende også hveranden weekend. Og når hun er her hos os, så har jeg præcis lige så stor rolle og ansvar som faren (min kæreste). Og vi fordeler generelt både de sure og søde ting mellem os, og så er vi heldigvis meget enige i, hvordan hun skal opdrages, og hvad der er okay, og hvad der skal siges fra over for. Så det går rigtig nemt.

Og så har vi egentlig nogle meget faste rutiner ift fordeling af "opgaverne" her. Når hun er hos os er det altid mig der putter hende til middagslur og tager hende op fra middagslur. Ligeledes er det altid mig der giver hende bad, når hun skal i bad.

Hun har allerede fra dag 1 af været super glad for mig, og det at vi har nogle ting, som hende og jeg ligesom gør sammen, det har da bare styrket vores bånd endnu mere.

Og så ser jeg på det med bonusforældre som at vi er netop det - en ekstra forældre. Jeg er ikke stedmor, for hun har sin egen mor. Jeg er bonusmor, og når hun er hos os har hun både en far og en mor, selvom jeg "kun" er bonusmor. Men det gør at hun har tre forældre, fordelt på to hjem, som elsker hende overalt på jorden og vil gøre hvad som helst for hende, men som også opdrager på hende, så hun respekterer os ligeligt, og ikke bare ser mig ligesom en "bedsteforælder", som giver lov til det hele og ikke siger nej.

Når vi har hende er det også meget ligeligt. Forstået på den måde, at hvis hun er træt, syg eller ked af det, så er det sommetider kun far der duer og sommetider kun mig der duer. Præcis som hvis jeg var hendes biologiske mor.

Det er meget vigtigt for mig at hun vokser op med opfattelsen af at jeg ikke prøver at erstatte hendes egen mor, for hende har hun som sagt stadig jo. Men at hun ved hun kan regne med mig på lige fod med sine egne forældre. Og at jeg ikke vil behandle hende dårligere/anderledes end vores egne børn, når min kæreste og jeg får børn sammen. Fordi jeg er kommet så tidligt ind i hendes liv, så vil hun jo heller aldrig kunne huske det anderledes end det er nu, altså hun vil ikke kunne huske da jeg ikke var inde i billedet og mor og far var sammen.

Mht moren, så har jeg heller ikke mødt hende endnu, men hun har mere og mere accepteret mig (skal måske siges at det var min kæreste der i sin tid forlod hende), og jeg håber da på at hun på et tidspunkt vil være ok nok med det hele til at kunne møde mig. Også fordi det er vigtigt for mig at hun ved at hun kan stole på mig med hendes datter. Og så af praktiske årsager, fordi der måske kan komme gange hvor det er svært for far at komme med ned og aflevere min bonusdatter, og at det derfor kunne være praktisk at jeg havde muligheden for selv at gøre det.

Men jeg vil ikke presse på, for det tror jeg ikke der kommer noget ud af. Hun skal have lov til selv at blive klar og også ville møde mig. Jeg er på ingen måde interesseret i at skulle få et venskabeligt forhold til hende (hendes og min kærestes forhold er heller ikke perfekt, men samarbejdet om datteren fungerer heldigvis, og det er jo det vigtigste). Men for min bonusdatters skyld vil jeg gerne at det kan fungere mellem os alle tre (fire når hun engang får en ny kæreste).

MetalWoman1986 skriver:

Min kæreste og jeg er netop flyttet sammen i nyt hus (vi har boet sammen er lille halvt års tid i lejlighed indtil nu). Han har en søn på 6 fra tidligere forhold, som han er hos os hver 2 weekend.
Men der er en del spørgsmål som jeg går og grubler over. Nogle er vendte med min kæreste andre er ikke, så nu vil jeg høre hvordan i andre forholder sig til sådanne tilfælde.

Når knægten er hos os, er det skam rigtig fint og hyggeligt, men rigtig ofte så kommer der sætninger som “det siger min mor”, “min mor gør sådan", “hjemme hos min mor” og jeg kan få fnider og blive halv irriteret når det sker for mange gange i træk. Ikke fordi han ikke må fortælle, men han skal ikke irettesætte hvordan tingene er her. Min kæreste siger som regel noget til ham når det er og fortæller ham at her bestemmer han og jeg altså og så må han høre efter. Mit spørgsmål er bare , Hvor meget kan jeg sige noget? Altså når min kæreste ikke er der.

Jeg vil rigtig gerne lære knægten bedre at kende og da han har en del små problemer såsom angst for mange ting og naiv, så tænkte ler jeg at en god måde at lære ham bedre at kende på ville være at foreslå at deltage i noget i skolen, men efter at have læst tidligere indlæg angående det emne herinde, så er jeg blevet i tvivl. Er sikker på min kæreste vil synes det fint, men er knap så sikker på eks'en. Så hvordan gør jeg rent praktisk?

Det skal siges at jeg ikke har mødt knægtens mor (af flere årsager), men hovedsagligt så er hun vist ikke helt nem at have med at gøre. Kan høre på min kærestes familie at hun aldrig har været nem at have med at gøre, og at hun bliver en strid kælling hvis tingene ikke bliver som hun vil have det. Men på den ene side føler jeg at jeg har et behov for at møde hende, da jeg gerne vil lære hendes søn bedre at kende jo og derfor føler at det er på sin plads at vide hvem hans mor er. Og ikke kun ud fra det jeg høre fra andre. Skal jeg foreslå hende dette?... Eneste tidspunkt jeg har haft kontakt til hende på, var da jeg skrev en besked til hende på Messenger i forbindelse med hun skulle have svar på en biopsi og jeg tilbød hende at tage med hvis hun havde behov for støtte da jeg kender lægesproget, da jeg tænkte det kun var naturligt at tilbyde min støtte.

Jeg har en masse andre ting jeg grubler over, som jeg nok vil skrive hen af vejen. Men nu starter jeg her.
Fedt forum og jeg ser frem til at blive en del af det.

Hilsen

Mig

Svarede hun på din kontakt?

Anonym skriver:

Du kender hende ikke  - men du tilbød at tage med hende i en situation, som er følelsesmæssig og meget tæt på?? Ikke liige den bedste måde at komme ind på hinanden på - det kan du godt selv regne ud, ikke?

Jeg er bonusmor med godt forhold til ekskonen, det har udviklet sig stille og roligt hen ad vejen, vi har slebet kanter af, jeg har været ærlig og lagt øre til mange mærkværdigheder, set igennem fingre med meget - men mest af alt er jeg ikke forælder, det er dem og deres barn. Jeg har luksus-positionen til at forkæle og elske og støtte mit bonusbarn.

Jeg har valgt at lade være med at lytte til onde tunger, der har slagtet eksen, nogle holdninger har været rigtige, andre helt forkerte, men indgangsvinklen skal stadig være samarbejde, så ingen grund til at være forudindtaget.

Det var udelukkende for at være venlig at jeg tilbød min hjælp til oversættelse ved læge samtalen. Da jeg selv arbejder på sygehus og ved hvor ofte sådanne samtaler bare fare over hovedet på patienter... Hun tog ganske fint imod det og takkede pænt og sagde hun synes det var ganske flinkt af mig. Så det var ikke negativt på nogen måde. Men ganske enkelt mig som tilbød at støtte op udfra et medmenneskeligt synspunkt.

MetalWoman1986 skriver:

Det var udelukkende for at være venlig at jeg tilbød min hjælp til oversættelse ved læge samtalen. Da jeg selv arbejder på sygehus og ved hvor ofte sådanne samtaler bare fare over hovedet på patienter... Hun tog ganske fint imod det og takkede pænt og sagde hun synes det var ganske flinkt af mig. Så det var ikke negativt på nogen måde. Men ganske enkelt mig som tilbød at støtte op udfra et medmenneskeligt synspunkt.

Hun er i en sårbar position, du spiller den frelsende engel, der lige glider ind fra venstre og egenhændigt  sørger for, at hun får en god oplevelse? Derefter kan hun så stå i gæld til dig? - og I kender ikke hinanden, temmeligt akavet. Hvis du havde spurgt mig, havde jeg også givet afslag på den pæn måde, det gør jeg ofte, når folk ikke formår at stikke en finger i jorden.

Anyways - håber at I får et tåleligt forhold hen ad vejen.

P.s. Sundhedspersonale formår i langt de fleste tilfælde at levere en god behandling og forklaring til patienterne  

Anonym skriver:

Hun er i en sårbar position, du spiller den frelsende engel, der lige glider ind fra venstre og egenhændigt  sørger for, at hun får en god oplevelse? Derefter kan hun så stå i gæld til dig? - og I kender ikke hinanden, temmeligt akavet. Hvis du havde spurgt mig, havde jeg også givet afslag på den pæn måde, det gør jeg ofte, når folk ikke formår at stikke en finger i jorden.

Anyways - håber at I får et tåleligt forhold hen ad vejen.

P.s. Sundhedspersonale formår i langt de fleste tilfælde at levere en god behandling og forklaring til patienterne  

Æv hvor har du bare en kedelig attitude

Nogle mennesker er bare venlige af natur... Sådan er TS måske, og det er da rigtig fint at tilbyde sin hjælp der hvor man kan

Anonym skriver:

Hun er i en sårbar position, du spiller den frelsende engel, der lige glider ind fra venstre og egenhændigt  sørger for, at hun får en god oplevelse? Derefter kan hun så stå i gæld til dig? - og I kender ikke hinanden, temmeligt akavet. Hvis du havde spurgt mig, havde jeg også givet afslag på den pæn måde, det gør jeg ofte, når folk ikke formår at stikke en finger i jorden.

Anyways - håber at I får et tåleligt forhold hen ad vejen.

P.s. Sundhedspersonale formår i langt de fleste tilfælde at levere en god behandling og forklaring til patienterne  

Du ved både, hvad TS og moren har tænkt og følt, simpelthen?

Så fint, du tager imod en ny herinde. 

Hun er i en sårbar position, du spiller den frelsende engel, der lige glider ind fra venstre og egenhændigt  sørger for, at hun får en god oplevelse? Derefter kan hun så stå i gæld til dig? - og I kender ikke hinanden, temmeligt akavet. Hvis du havde spurgt mig, havde jeg også givet afslag på den pæn måde, det gør jeg ofte, når folk ikke formår at stikke en finger i jorden.

Anyways - håber at I får et tåleligt forhold hen ad vejen.

P.s. Sundhedspersonale formår i langt de fleste tilfælde at levere en god behandling og forklaring til patienterne  

Har anmeldt dit indlæg. Synes godt nok du er meget grov i dine udtalelser over for trådstarter.

Du lægger desuden ord i munden på hende, som hun slet ikke har sagt. Hun har da aldrig nævnt at hun tilbød sin hjælp for at moderen skulle stå i gæld til hende. Masser af mennesker, mig selv inkl, kan sagtens have et godt hjerte og tilbyde sin hjælp af den grund uden nogen som helst bagtanke. Du vælger tydeligvis bare at sætte den negative vinkel på det.