Ks 1. gang - 2. gang?

Tulle28 skriver:

Jeg fik PKS første gang og fødte vaginalt uden komplikationer (udover en gigantisk bristning) anden gang. Det var en fantastisk oplevelse! At jeg bristede så meget var selvfølgelig en streg i regningen

Tak for dit svar. Dejligt at alt forløb som det skulle, trods bristningen. 

Fik et akut akut KS første gang, og var meget i tvivl anden gang. Jeg var bange for den komplikation(iltmangel for baby), som gjorde min første fødsel endte med KS.

Jeg var ligeglad med smerterne, jeg havde ingen forventninger om den ukompliceret fødsel, hvor man er i kontrol og et med sin krop osv...Jeg ville bare gerne have et levende barn, som ikke var skadet af mit valg. Jeg hældte nok i virkeligheden til planlagt KS! Jeg var så heldig, at jeg fik en fødselssamtale(bliver man automatisk tilbud, når man har et grad 1 KS i bagagen), endnu mere heldigt var det med den mest lyttende og empatiske læge, jeg endnu har mødt! Han tog udgangspunkt i mig og mine bekymringer og sammen blev vi enige om at prøve  vaginalt, men med en masse "klausuler" om, hvor lidt der skulle til, før det blev et semi akut KS. Han fik mig også fortalt, hvilket udstyr de ville have på mig under hele fødselsforløbet, således de kunne monitorere min pige. Alt i alt gik jeg fra samtalen og ind i min fødsel(altså en del uger senere) ret sikker på, at de virkelig ville passe på min pige, og det var det der var vigtigt for mig.

Min vaginale fødsel gik meget hurtig og godt, min pige nåede faktisk at mangle ilt i følge navlesnorprøven. Men fordi hendes PH værdi blev taget jævnligt under veerne, vidste vi det kun var tilsidst, og alle hendes prøver var helt ok efterfølgende. Hun var kun indlagt de første 12 timer med sonde, hvor vi derefter blev udskrevet. 

Jeg er i dag glad for, at jeg valgte vaginal fødsel, fordi jeg tror, det var det rigtige for os. Men det er udelukkende pga af den lyttende og empatiske læge, at jeg tror det gik så godt! Det gør virkelig en forskel, når fagfolk har tid og evne til at snakke og lytte, det giver en helt anden ro, som jeg tror, har været gavnlig i mit fødselforløb.

nielsen80 skriver:

Fik et akut akut KS første gang, og var meget i tvivl anden gang. Jeg var bange for den komplikation(iltmangel for baby), som gjorde min første fødsel endte med KS.

Jeg var ligeglad med smerterne, jeg havde ingen forventninger om den ukompliceret fødsel, hvor man er i kontrol og et med sin krop osv...Jeg ville bare gerne have et levende barn, som ikke var skadet af mit valg. Jeg hældte nok i virkeligheden til planlagt KS! Jeg var så heldig, at jeg fik en fødselssamtale(bliver man automatisk tilbud, når man har et grad 1 KS i bagagen), endnu mere heldigt var det med den mest lyttende og empatiske læge, jeg endnu har mødt! Han tog udgangspunkt i mig og mine bekymringer og sammen blev vi enige om at prøve  vaginalt, men med en masse "klausuler" om, hvor lidt der skulle til, før det blev et semi akut KS. Han fik mig også fortalt, hvilket udstyr de ville have på mig under hele fødselsforløbet, således de kunne monitorere min pige. Alt i alt gik jeg fra samtalen og ind i min fødsel(altså en del uger senere) ret sikker på, at de virkelig ville passe på min pige, og det var det der var vigtigt for mig.

Min vaginale fødsel gik meget hurtig og godt, min pige nåede faktisk at mangle ilt i følge navlesnorprøven. Men fordi hendes PH værdi blev taget jævnligt under veerne, vidste vi det kun var tilsidst, og alle hendes prøver var helt ok efterfølgende. Hun var kun indlagt de første 12 timer med sonde, hvor vi derefter blev udskrevet. 

Jeg er i dag glad for, at jeg valgte vaginal fødsel, fordi jeg tror, det var det rigtige for os. Men det er udelukkende pga af den lyttende og empatiske læge, at jeg tror det gik så godt! Det gør virkelig en forskel, når fagfolk har tid og evne til at snakke og lytte, det giver en helt anden ro, som jeg tror, har været gavnlig i mit fødselforløb.

Tusind tak for dit svar. Hvor er det fantastisk at læse om sådan en oplevelse. 

Jeg har også snakket med min jordemoder om at man en plan skridt for skridt hvordan de ønsker det forløber således, at jeg nogenlunde ved hvad der sker. Jeg ved godt man ikke kan planlægge en fødsel. Men de har vel nogle punkter man skal følge alligevel  

Tusind tak for dit svar. Hvor er det fantastisk at læse om sådan en oplevelse. 

Jeg har også snakket med min jordemoder om at man en plan skridt for skridt hvordan de ønsker det forløber således, at jeg nogenlunde ved hvad der sker. Jeg ved godt man ikke kan planlægge en fødsel. Men de har vel nogle punkter man skal følge alligevel  

Jeg tænker du skal gøre det klart for dem(og måske dig selv), hvad er det, din bekymring går på, og hvis muligt, hvad der måske kan hjælpe dig til at finde mere ro.

Jeg er ikke religiøs fortaler for hverken det ene eller det andet. KS selvom det var et af de virkelige akutte af slagsen(fuld narkose osv) var ikke en dårlig oplevelse for mig. Det var det vitterligt ikke! Jeg var på benene hurtigt, og vigtigst af alt, min pige havde det godt og var sund og rask! Jeg var/er noget mere medtaget af den vaginale fødsel, men igen synes jeg, det var en god oplevelse, og som skrevet den rigtige for os. Jeg synes det var fedt at opleve min krop faktisk kunne, hvad den skulle. Jeg (og min mand) var desuden mega stolt af, hvordan jeg klarede hele forløbet.

Jeg tror, det er super vigtigt at være fleksible i forhold til den fødselsoplevelse, man får..Det er jo rigtig fint at have en plan om vand, klassisk musik og total zen, MEN man er nødt til at indstille sig på, at tingene kan ændre sig og få det bedste ud af det. Jeg tror, det handler om fokus, man kan fokusere på "det man ikke fik", eller man kan fokusere på det positive, man så fik i stedet. Det har i hvert fald hjulpet mig, og jeg føler selv, jeg har to gode fødselsoplevelser i bagagen, selvom ingen af dem var efter bogen.

1 gang aks

20 mdr efter fødte jeg uden problemer nr 2 og nr 3 kom tre år efter ved alm fødsel.

Min personlige holdning var at selvfølgelig skulle jeg føde mit eget barn hvis det var muligt. 

Der lå mange mange tanker bag hver gang, men jeg har aldrig fortrudt. 

Anonym skriver:

For mit vedkommende er det en tanke jeg har grundet angsten for et akut kejsersnit, hvis ikke det skrider frem som de ønsker. 

Angsten for at gå i panik (har det svært med ting, der ikke er struktureret) 

 

Angsten er ikke en faktor, hvis der laves en fødselsplan, som nøjagtigt fortæller, hvor grænsen går. Så er du i kontrol og kender spillets regler.

Jeg har selv født vaginalt de 3 første gange, var angst og bekymret og med katastrofetanker, men det gik jo bare så fint, selvom kejsersnit kort blev nævnt ved nr. 3.

Ved nr. 4 gik den ikke længere og røg desværre i subakut kejsersnit (fødslen var ikke i gang), det var ikke overraskelsen over kejsersnittet, der var lort - det var kejsersnittet (gradbøj det eller lad være, det er bare ikke den fantastiske oplevelse en rigtig fødsel er) og de mange efterkomplikationer for både baby og jeg.

På samme måde som du kan sige, at kejsersnit som regel går godt - på samme måde kan du spørge dig selv......hvorfor skulle din vaginale fødsel ikke blive dit livs oplevelse???

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Sikke en oplevelse. 

Hvor langt er der mellem dine fødsler? 

Min mavefornemmelse siger ikke rigtig noget. Lige nu er det 50/50, da der er fordele og ulemper ved begge. 

Egentlig ville jeg nok inderst inde prøve at føde selv. Men angsten for at ende i akut ks fylder virkelig meget. 

Derudover er jeg virkelig banfe for at panikken så jeg ikke kan gennemføre fødslen. Jo jo ud skal barnet nok komme. 

Der er 4 år mellem mine børn. Så arret "burde" jo ikke være bristet. Men det gjorde det altså. 

Jeg havde det også som dig, at jeg nærmest havde panik over hvis der skulle opstå komplikationer. Jeg havde det mest rædselsfulde forløb første gang, med en sindssyg jordemoder der slet ikke lyttede til mig. Jeg begyndte at spørge efter KS da jeg havde ligget 5 timer med ve-drop, uden fremskridt. Men hun blev ved med at argumentere med, at jeg var for ung (26) til at have sådan et ar på min mave, så hun syntes bestemt at vi skulle fortsætte (selvom der var gået 36 timer fra jeg kom ind med regelmæssige veer!) 

Jeg havde et rend af studerende, læger og jordemødre. Jeg fik skiftet epidural pumpen 5 gange på den tid, jeg skulle op at sidde på den rædselsfulde bold med et barn der bare stod på mit skamben (og under vestorm!) Det gjorde ondt ad helvede til og jeg var så udmattet at jeg knapt kan huske noget fra den dag.  Jeg var så stresset oven på det hele, at jeg heller ikke fik amningen op at køre, så hun blev flaskebarn. 

Jeg var så angst for, at skulle det forløb igennem igen, at jeg ikke havde mod på at prøve en vaginal fødsel. Det var verdens bedste oplevelse anden gang, det var så roligt og rart. Ingen panik og stress, og jeg kan huske hele forløbet fra start til slut. Jeg tudbrølede da jeg så hende for første gang, og jeg var bare så lykkelig!  

Jeg havde ro og overskud til hende fra første sekund, og det gik strålende med at amme! 

Så for MIG var det det helt rigtige valg. Men det er kun du, som kan afgøre hvad der er rigtigt for dig. 

Man skal huske på, at et KS det er ikke en "fødsel", det er en operation som jo også er risikofyldt, og man skal igennem en længere helingsproces frem for vaginal fødsel. Men du vil blive kaldt ind til en fødselssamtale med en læge på fødegangen, hvis din jordemoder skriver at du ønsker KS. De vil sandsynligvis argumentere for en vaginal fødsel, men det er udelukkende dit eget valg. De kan ikke nægte dig et KS hvis det er det du ønsker. 

Rockertand skriver:

Angsten er ikke en faktor, hvis der laves en fødselsplan, som nøjagtigt fortæller, hvor grænsen går. Så er du i kontrol og kender spillets regler.

Jeg har selv født vaginalt de 3 første gange, var angst og bekymret og med katastrofetanker, men det gik jo bare så fint, selvom kejsersnit kort blev nævnt ved nr. 3.

Ved nr. 4 gik den ikke længere og røg desværre i subakut kejsersnit (fødslen var ikke i gang), det var ikke overraskelsen over kejsersnittet, der var lort - det var kejsersnittet (gradbøj det eller lad være, det er bare ikke den fantastiske oplevelse en rigtig fødsel er) og de mange efterkomplikationer for både baby og jeg.

På samme måde som du kan sige, at kejsersnit som regel går godt - på samme måde kan du spørge dig selv......hvorfor skulle din vaginale fødsel ikke blive dit livs oplevelse???

At sige, at angsten ikke er en faktor hvis der laves en fødselsplan, det synes jeg er lidt vildt at sige. Jeg personligt HAVDE en fødselsplan til min første fødsel, det sked jordemoderen højt og flot på! 

Jeg havde det mest rædselsfulde forløb, og jeg endte til AKS. Mit PKS ved nr 2 gik rigtig fint, roligt og fuldstændig uden komplikationer - så jeg vil til enhver tid foretrække KS igen. 

Men det er ikke ensbetydende med at det er TS løsning, fordi det var rigtigt for mig, det kan kun TS vurdere. Men det er et rigtig dejligt argument du kommer med, med hvorfor den vaginale fødsel ikke skulle blive hendes livs oplevelse..  En vaginal fødsel, er jo den måde størstedelen af alle børn kommer til verden på. 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Dejligt at alt forløb som det skulle, trods bristningen. 

Hvis det er angst for at miste kontrollen der fylder, så synes jeg du skal overveje "smertefri fødsel" fødselsforberedelse. Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. Det handler nemlig om at man bevarer roen og kontrollen i hele forløbet. 

Hej med dig. Jeg overvejer meget det samme da jeg kommer til at stå i samme situation som dig i næste graviditet. Jeg vil meget gerne prøve at føde vaginalt men vil virkelig også helst undgå et akut kejsersnit som i princippet kan undgås. Min plan er at tale med læge og jordemoder om mine tanker og håber at de er bedre til at vurdere hvordan mit ar har det samt hvad der er bedst for mig. Så jeg foreslår helt klart at du taler med nogle fagpersoner  

Det er dejligt at nogen har været i stand til at føde vaginalt efter et kejsersnit (og hvor vil jeg gerne være en af dem!) men desværre er der jo også nogen, hvor det ikke går efter planen.