Hvem er jeg, og hvad er mit formål???

Puha, kan mærke jeg virkelig har brug for at få sat nogle ord på de tanker og følelser jeg går rundt med, men kan også mærke det et et utroligt følsomt emne for mig. Men min erfaring her fra baby er kun positiv, så tænker i måske kan give mig nogle kontraktive råd og vejledning med på vejen. 

Lidt baggrunds info. For omkring et år siden var jeg godt igang med min uddannelse som sygeplejerske, (nået til modul 9). Jeg var glad for uddannelsen og kunne se en god fremtid i det. 

Desværre skete der det at en medstuderende løb med en halv vind, som endte ud i en "orkan" for mit vedkommende. 

https://www.baby.dk/debat/278622pi1/studerende-med-boern/foeler-mig-dum-og-presset---.aspx 

Jeg blev efterfølgende sygemeldt med angst og depression. Kom tilbage til studiet, men valgte e-learning, pga min angst. Desværre var jeg på ingen måde psykisk klar til at genoptage studiet, og endte ud med et par uger før modul 9 eksamen at blive sygemeldt igen, denne gang med svær angst. Begyndte hos psykolog (en gang om ugen), men da tiden nærmede sig at jeg skulle genoptage studiet igen, gik der panik i den, og jeg meldte mig helt ud af mit studie. 

Den følelse jeg efterfølgende sad med var stor blanding både af lettelse, forvirring og en følelse af modløshed... for hvad så nu? (Resulterede i jeg endnu engang kom til tilbage i depressionens klør.) 

Jeg blev selvfølgelig tilmeldt jobcenter (endnu et nederlag... for havde  virkelig aldrig set mig selv som jobcenter kandidat.) 

Jeg skulle jo være færdig uddannet nu... være godt igang med en karriere... købe hus med min kæreste og give vores børn en god og tryg opvækst... det var slet ikke sådan her det skulle være.

Jobcenter begynder at presser på, (har været fredet i en måned pga. Min psykolog ikke mener jeg kan klare endnu en psykisk nederlag.) De vil vide hvad jeg tænker at blive/uddanne mig til... Men hver gang jeg tænker "det her, det vil jeg..." så rammer angsten for at fejle mig igen med 100%. Tror simpelhen ikke på jeg kan blive uddannet... eller finde noget jeg kan...

Ved simpelthen ikke hvem jeg er mere... hvad jeg skal og hvad mit formål er. Er så bange for alt... og sidder med følelsen af at være en byrde for alle. Kan have flere gode dage i træk, men så kommer tankerne om femtiden og jeg kommer ned i et stort hul igen. Puha...

undskyld det blev så langt, men trængte virkelig til at komme ud med mine tanker og følelser. 

Anonym skriver:

Puha, kan mærke jeg virkelig har brug for at få sat nogle ord på de tanker og følelser jeg går rundt med, men kan også mærke det et et utroligt følsomt emne for mig. Men min erfaring her fra baby er kun positiv, så tænker i måske kan give mig nogle kontraktive råd og vejledning med på vejen. 

Lidt baggrunds info. For omkring et år siden var jeg godt igang med min uddannelse som sygeplejerske, (nået til modul 9). Jeg var glad for uddannelsen og kunne se en god fremtid i det. 

Desværre skete der det at en medstuderende løb med en halv vind, som endte ud i en "orkan" for mit vedkommende. 

https://www.baby.dk/debat/278622pi1/studerende-med-boern/foeler-mig-dum-og-presset---.aspx 

Jeg blev efterfølgende sygemeldt med angst og depression. Kom tilbage til studiet, men valgte e-learning, pga min angst. Desværre var jeg på ingen måde psykisk klar til at genoptage studiet, og endte ud med et par uger før modul 9 eksamen at blive sygemeldt igen, denne gang med svær angst. Begyndte hos psykolog (en gang om ugen), men da tiden nærmede sig at jeg skulle genoptage studiet igen, gik der panik i den, og jeg meldte mig helt ud af mit studie. 

Den følelse jeg efterfølgende sad med var stor blanding både af lettelse, forvirring og en følelse af modløshed... for hvad så nu? (Resulterede i jeg endnu engang kom til tilbage i depressionens klør.) 

Jeg blev selvfølgelig tilmeldt jobcenter (endnu et nederlag... for havde  virkelig aldrig set mig selv som jobcenter kandidat.) 

Jeg skulle jo være færdig uddannet nu... være godt igang med en karriere... købe hus med min kæreste og give vores børn en god og tryg opvækst... det var slet ikke sådan her det skulle være.

Jobcenter begynder at presser på, (har været fredet i en måned pga. Min psykolog ikke mener jeg kan klare endnu en psykisk nederlag.) De vil vide hvad jeg tænker at blive/uddanne mig til... Men hver gang jeg tænker "det her, det vil jeg..." så rammer angsten for at fejle mig igen med 100%. Tror simpelhen ikke på jeg kan blive uddannet... eller finde noget jeg kan...

Ved simpelthen ikke hvem jeg er mere... hvad jeg skal og hvad mit formål er. Er så bange for alt... og sidder med følelsen af at være en byrde for alle. Kan have flere gode dage i træk, men så kommer tankerne om femtiden og jeg kommer ned i et stort hul igen. Puha...

undskyld det blev så langt, men trængte virkelig til at komme ud med mine tanker og følelser. 

 

 

Det lyder frygteligt hårdt.

Er der noget job, du tror, at du 'kan'. Fylde hylder i supermarkedet, være ufaglært medarbejder i en daginstitution eller i hjemmeplejen, servitrice på en cafe? Måske ville det hjælpe dig at komme i arbejde, gerne på deltid, i en periode. Det ville få jobcentret til at trække sig, du ville komme ud blandt mennesker og opleve, at du kan noget og du kunne beslutte dig for, at du det første år/2 år ikke vil tænke over 'fremtiden', men bare vil koncentrere dig om at klare det job og din familie. Hver dag, der går godt, vil være en dag, der er gået godt. Slut.

måske vil du gradvist få modet på at gå i gang med en udddannelse, måske vil du kede dig så meget, at det vil skubbe dig til at prøve noget andet. Måske vil du tænke 'det her er lige mig' og arbejde dig op på fuld tid.

Du har et langt liv foran dig. Beslutninger om uddannelse og jobvalg bliver tit stillet op som om det er en begivenhed, der finder sted nu, nu, nu. Fremfor en proces, hvor man lærer sig selv at kende. Og du lyder fir mig som en, der har brug for at (gen)finde det menneske, du er, de værdier du lever efter, det der er vigtigt for dig. Det kan man godt finde ved at lave det 'forkerte'. Man kan godt blive klar over, at 'jeg er sgu sygeplejerske, og nu gør jeg min uddannelse færdig', mens man fylder hylder i Kvickly. Nogle gange er det faktisk lettere at finde sig selv, mens man arbejder med noget, som man ikke brænder for.

L-mor skriver:

Det lyder frygteligt hårdt.

Er der noget job, du tror, at du 'kan'. Fylde hylder i supermarkedet, være ufaglært medarbejder i en daginstitution eller i hjemmeplejen, servitrice på en cafe? Måske ville det hjælpe dig at komme i arbejde, gerne på deltid, i en periode. Det ville få jobcentret til at trække sig, du ville komme ud blandt mennesker og opleve, at du kan noget og du kunne beslutte dig for, at du det første år/2 år ikke vil tænke over 'fremtiden', men bare vil koncentrere dig om at klare det job og din familie. Hver dag, der går godt, vil være en dag, der er gået godt. Slut.

måske vil du gradvist få modet på at gå i gang med en udddannelse, måske vil du kede dig så meget, at det vil skubbe dig til at prøve noget andet. Måske vil du tænke 'det her er lige mig' og arbejde dig op på fuld tid.

Du har et langt liv foran dig. Beslutninger om uddannelse og jobvalg bliver tit stillet op som om det er en begivenhed, der finder sted nu, nu, nu. Fremfor en proces, hvor man lærer sig selv at kende. Og du lyder fir mig som en, der har brug for at (gen)finde det menneske, du er, de værdier du lever efter, det der er vigtigt for dig. Det kan man godt finde ved at lave det 'forkerte'. Man kan godt blive klar over, at 'jeg er sgu sygeplejerske, og nu gør jeg min uddannelse færdig', mens man fylder hylder i Kvickly. Nogle gange er det faktisk lettere at finde sig selv, mens man arbejder med noget, som man ikke brænder for.

Tusind tak for dit svar, det varmede mig. Har søgt utroligt mange jobs, men må indrømme det er meget halv hjertet, for er så bange for at rende ind folk jeg kender/har kendt når jeg først arbejder et sted. Kan få helt ondt i maven ved tanken. 

Der er desværre en del der har vendt tilbage med svar om at de ikke ansætte ufaglærte, eller hvor svaret aldrig kommer tilbage. 

Jeg har meget svært ved at se jeg nogen sinde kan blive sygeplejerske, som følelserne er lige nu. 

Du må gerne skrive til mig, hvis du træner til en at tale med. Jeg kender din situation rigtig godt, da jeg selv har været i den, og kæmpet med studie. 

Så hvis du mangler en at snakke med, der forstår dig, så vil jeg gerne. Du får lige et

Løven149 skriver:

Du må gerne skrive til mig, hvis du træner til en at tale med. Jeg kender din situation rigtig godt, da jeg selv har været i den, og kæmpet med studie. 

Så hvis du mangler en at snakke med, der forstår dig, så vil jeg gerne. Du får lige et

Tusind tak. Det "rart" at vide man ikke er alene. Jeg vil gerne skrive med dig. Det pænt af dig at svare mig. Det er simpelthen den mest forvirrende tid i mit liv det her. 

Det var da så lidt men kan godt se det er måske er lige hurtigt nok de presser på. Jeg ved ikke om man kan skrive privat, når man er anonym, du må du ihvertfald gerne. 

Jeg oplevede ihvertfald selv, at ikke rigtig er nogen, som forstod mig,det kunne jeg godt have brugt. 

Går du til psykolog?

jeg vil bare lige høre, hvordan du har det? Har du snakket med andre?

Løven149 skriver:

jeg vil bare lige høre, hvordan du har det? Har du snakket med andre?

Hej igen. Jo sankket og snakket, jeg går hos psykolog hver anden uge. Men synes lidt det hele bare står stille med hensyn til min angst og humøret. Jobcenter har heldigvis ikke skrevet en lille månedstid, men bilder mig ind jeg kan mærke dem ånde mig i nakken for at få mig igang med en uddannelse eller aktivering. 

Er helt vildt bange for at knække igen psykisk. Er ikke sikker på jeg kan holde til det en gang til. 

Men vil sige det går så godt det nu kan, har søgt job i hele byen, men får samme svar fra stort set alle steder (hvis man overhovedet får et svar) at jeg ikke har erfaring nok, eller mangler eud. Ja det virker jo lidt komisk det med erfaring, for som jeg ser det er den eneste måde at få erfaring ved at få et job. Ha ha. Tragisk komisk... 

Men tak fordi du tænkte på mig, det varmer. 

Det gør jeg bestemt, jeg kender desværre din situation rigtig godt. Jeg får også afslag på afslag lige for tiden, og det gør det endnu værre at jeg gerne vil skifte branche. 

Jeg var lidt bange for, at du ikke havde fundet noget hjælp. For det kan nemlig være rigtig svært både ta finde hjælp og at finde den rigtige. 

Ved du hvad du gerne vil? Hvis der nu ingen begrænsninger var, og frit kunne vælge fra alle hylder?