Føler mig dum og presset...

Puha, trænger til at lufte mine tanker og frygt, med nogle som ikke er familie. Har virkelig ikke brug for dømmende kommentar, har det skidt i forvejen. 

Er igang med at uddanne mig til sygeplejerske, som virkelig altid har været en stor drøm. Startede op i 2012 på et suuuuper godt hold, men gik på barsel efter modul 7. (Manglede dog modul 6, da dette er slået sammen med 8 ude i klinik). Gik hjemme i halvandet år, pga. Der ikke var et hold der passede med at barslen sluttede. 

Starter op direkte i klinik på modul 6 og 8 hvilket gik ok. Dog sker der det at da jeg starter op på modul 9, at jeg indser det ikke bliver helt nemt, da der kun er 5 piger i klassen som allerede er meget sammentømrede (forståeligt). For at gøre en lang historie kort, så ender det med at hende jeg kom i studiegruppe med kører psykisk terror på mig, og ender med at beskylde mig for ting, der er helt langt ude, over for vores lærere...  

Jeg bliver totalt uforberedt en morgen kaldt til samtale på skolen kl 14:00, hvor der er to lærer og min studie"kammerat" tilstede. (Hun har, viser det sig, beskyldt mig for at have kopieret en andens opgave). Jeg spørg om det ikke er meget normalt at indsamle emperi, når man skal skrive så stor en opgave ? 

Under samtalen får jeg følelsen af slet ikke at blive lyttet til, og får en masse grimme ting smidt i hovedet af min medstuderende (ting som hun bl.a. Har taget helt ud af kontekst, her har jeg nu lært at passe på med at åbne sig og tro man er venner). Det skal siges opgaven slet ikke er skrevet og lavet på dette tidspunkt, og der er to uger til aflevering... min medstuderende har heller ikke siddet sammen med mig og arbejdet på opgaven endnu. Fejlen er, at jeg sendte de ting jeg havde fundet på nettet til hende. Men når aldrig rigtigt at få forsvaret mig selv...

Går fra samtalen med en følelse af mobning både fra lærerne og min medstuderende... Hylede derhjemme i to døgn og efterfølgende blev jeg sygemeldt da jeg ikke længere kunne hænge sammen psykisk. Har aldrig følt mig så såret og krænket på min person, som efter det. (Nogle vil måske synes det ikke er noget, men for mig var det virkelig en mavepuster).

Senere tog en helt tredje lære kontakt, hun havde hørt lidt fra sidelinjen og ville have en samtale med mig (her var jeg forudindtaget og troede det var for at køre mere på mig) men hun var virkelig sød, lyttede til min side af sagen, og gav mig ret i det ikke var helt fair, dog uden at tage parti. Hun ville gerne at jeg fortsatte og tog eksamen som en sygeeksamen, men det ville indebære at jeg forsatte på det hold og i samme "gruppe". Holdt på sygemeldingen...

Nu står jeg så her, og skal starte op forfra på modul 9 midt i august... Og har mest lyst til at flygte fra det hele. Føler slet ikke jeg er stærk nok til at forsøge i en ny klasse igen, og slet ikke med tanken om det de samme to lærer vi skal have igen... 

Sover stort set ikke om natten for tiden, og min lunte er så kort at min ældste datter spørg konstant hvorfor jeg er sur og ked, hun forstår det jo ikke...  Min mand lytter, men forstår det ikke... 

Håber det gav lidt mening. 

Anonym skriver:

Puha, trænger til at lufte mine tanker og frygt, med nogle som ikke er familie. Har virkelig ikke brug for dømmende kommentar, har det skidt i forvejen. 

Er igang med at uddanne mig til sygeplejerske, som virkelig altid har været en stor drøm. Startede op i 2012 på et suuuuper godt hold, men gik på barsel efter modul 7. (Manglede dog modul 6, da dette er slået sammen med 8 ude i klinik). Gik hjemme i halvandet år, pga. Der ikke var et hold der passede med at barslen sluttede. 

Starter op direkte i klinik på modul 6 og 8 hvilket gik ok. Dog sker der det at da jeg starter op på modul 9, at jeg indser det ikke bliver helt nemt, da der kun er 5 piger i klassen som allerede er meget sammentømrede (forståeligt). For at gøre en lang historie kort, så ender det med at hende jeg kom i studiegruppe med kører psykisk terror på mig, og ender med at beskylde mig for ting, der er helt langt ude, over for vores lærere...  

Jeg bliver totalt uforberedt en morgen kaldt til samtale på skolen kl 14:00, hvor der er to lærer og min studie"kammerat" tilstede. (Hun har, viser det sig, beskyldt mig for at have kopieret en andens opgave). Jeg spørg om det ikke er meget normalt at indsamle emperi, når man skal skrive så stor en opgave ? 

Under samtalen får jeg følelsen af slet ikke at blive lyttet til, og får en masse grimme ting smidt i hovedet af min medstuderende (ting som hun bl.a. Har taget helt ud af kontekst, her har jeg nu lært at passe på med at åbne sig og tro man er venner). Det skal siges opgaven slet ikke er skrevet og lavet på dette tidspunkt, og der er to uger til aflevering... min medstuderende har heller ikke siddet sammen med mig og arbejdet på opgaven endnu. Fejlen er, at jeg sendte de ting jeg havde fundet på nettet til hende. Men når aldrig rigtigt at få forsvaret mig selv...

Går fra samtalen med en følelse af mobning både fra lærerne og min medstuderende... Hylede derhjemme i to døgn og efterfølgende blev jeg sygemeldt da jeg ikke længere kunne hænge sammen psykisk. Har aldrig følt mig så såret og krænket på min person, som efter det. (Nogle vil måske synes det ikke er noget, men for mig var det virkelig en mavepuster).

Senere tog en helt tredje lære kontakt, hun havde hørt lidt fra sidelinjen og ville have en samtale med mig (her var jeg forudindtaget og troede det var for at køre mere på mig) men hun var virkelig sød, lyttede til min side af sagen, og gav mig ret i det ikke var helt fair, dog uden at tage parti. Hun ville gerne at jeg fortsatte og tog eksamen som en sygeeksamen, men det ville indebære at jeg forsatte på det hold og i samme "gruppe". Holdt på sygemeldingen...

Nu står jeg så her, og skal starte op forfra på modul 9 midt i august... Og har mest lyst til at flygte fra det hele. Føler slet ikke jeg er stærk nok til at forsøge i en ny klasse igen, og slet ikke med tanken om det de samme to lærer vi skal have igen... 

Sover stort set ikke om natten for tiden, og min lunte er så kort at min ældste datter spørg konstant hvorfor jeg er sur og ked, hun forstår det jo ikke...  Min mand lytter, men forstår det ikke... 

Håber det gav lidt mening. 

Søde du.... Hvor har du dog været uheldig :-( 

jeg er selv i gang som socialrådgiver og har været sygemeldt siden februar og skal starte op her 1 sept igen og det blir også på et nyt hold..... Gruer meget for det netop fordi jeg tænker klassen efterhånden må været ret sammentømret.....

nå men tilbage til dig..... Jeg kan selvfølgelig godt forstå du gruer lidt for at skulle have de samme lærer igen... Men det er et nyt hold du skal på og synes du så vidt muligt skal tage en dyb indånding og tro på at det blir bedre denne gang... Ved godt det er svært ikke at tage bekymringerne på forskud men bekymringer hjælper aldrig og 97% af vores bekymringer bliver aldrig til noget alligevel.. :-) 

du må ikke lade lærerne og den dårlige oplevelse med det andet hold stoppe dig i din uddannelse... Vær stærkere end det og gå i skole med oprejst pande!! :-) nyt hold ny start og er sikker på det nok skal gå søde dig....... 

sandramor skriver:

Søde du.... Hvor har du dog været uheldig :-( 

jeg er selv i gang som socialrådgiver og har været sygemeldt siden februar og skal starte op her 1 sept igen og det blir også på et nyt hold..... Gruer meget for det netop fordi jeg tænker klassen efterhånden må været ret sammentømret.....

nå men tilbage til dig..... Jeg kan selvfølgelig godt forstå du gruer lidt for at skulle have de samme lærer igen... Men det er et nyt hold du skal på og synes du så vidt muligt skal tage en dyb indånding og tro på at det blir bedre denne gang... Ved godt det er svært ikke at tage bekymringerne på forskud men bekymringer hjælper aldrig og 97% af vores bekymringer bliver aldrig til noget alligevel.. :-) 

du må ikke lade lærerne og den dårlige oplevelse med det andet hold stoppe dig i din uddannelse... Vær stærkere end det og gå i skole med oprejst pande!! :-) nyt hold ny start og er sikker på det nok skal gå søde dig....... 

 

Tusind tak for de søde ord, du aner ikke hvor hårdt jeg havde brug for dem. Græd imens jeg læste dit svar. 

Selvom min fornuft godt ved, at det sandsynligvis vil gå helt fint. Så er der noget helt nederst der trækker sig voldsomt sammen...  Puh hvor ville jeg ønske jeg var lidt stærkere psykisk. 

Anonym skriver:

Tusind tak for de søde ord, du aner ikke hvor hårdt jeg havde brug for dem. Græd imens jeg læste dit svar. 

Selvom min fornuft godt ved, at det sandsynligvis vil gå helt fint. Så er der noget helt nederst der trækker sig voldsomt sammen...  Puh hvor ville jeg ønske jeg var lidt stærkere psykisk. 

Jeg kender alt til det med den der indre forbandede stemme der siger at det går galt, at lærerne har set sig sure på en, at man dumper osv.... 

Du er stærkere end du tror søde og det kan du bevise over for dig selv ved at sige..... Okay nej det var en lorte oplevelse jeg havde men den har bare gjort mig klogere og stærkere og den skal ikke få mig ned med nakken.....

Når der er noget der bekymre mig eller gør mig angst vælger jeg at sige... Okay hvad er det værste der kan ske? Er det farligt? Kan jeg komme til skade? Nej nej og atter nej.... ;-) 

Og ja den der sammentrækning er det uvisse der gør dig nervøs og angst for hvad nu hvis det sker igen........ Jaah men søde dig...... Hvad hvis det ikke sker igen og hvad hvis du kommer i en super god klasse med søde mennesker der tager dejligt i mod dig.... Leg med den tanke og tro på den så skal det nok gå :-) 

Pyha det lyder ikke rart! Er der ingen mulighed for, at du kan få andre lærer denne gang? 

Jeg tror at jeg i din situation ville starte igen, ene og alene på viljestyrken om, at jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne, og at jeg selvfølgelig laver mine opgaver selv! Men det kommer helt an på, om du har det på samme måde? 

Der ud over kunne det jo være, at du denne gang kom i en lige så fantastisk klasse som første gang, man har jo lov til at være heldig efter sådan en oplevelse du havde sidst!

kæmpe kram herfra 

tarkoflen skriver:

Pyha det lyder ikke rart! Er der ingen mulighed for, at du kan få andre lærer denne gang? 

Jeg tror at jeg i din situation ville starte igen, ene og alene på viljestyrken om, at jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne, og at jeg selvfølgelig laver mine opgaver selv! Men det kommer helt an på, om du har det på samme måde? 

Der ud over kunne det jo være, at du denne gang kom i en lige så fantastisk klasse som første gang, man har jo lov til at være heldig efter sådan en oplevelse du havde sidst!

kæmpe kram herfra 

Jeg vil det så gerne, og vil gerne tro det bliver godt, men øv hvor er det svært at overbevise sit indre om det samme. 

Har rigtig mange gange tænkt "FUCK det, nu gør jeg det bare" men følelsen holder ikke længe af gangen. 

Undersøgte muligheden for at rykke til Næstved, trods meget længere transport, eller elearning men ingen af mulighederne kan lade sig gøre før endt modul 10, ifølge studievejleder. 

sandramor skriver:

Jeg kender alt til det med den der indre forbandede stemme der siger at det går galt, at lærerne har set sig sure på en, at man dumper osv.... 

Du er stærkere end du tror søde og det kan du bevise over for dig selv ved at sige..... Okay nej det var en lorte oplevelse jeg havde men den har bare gjort mig klogere og stærkere og den skal ikke få mig ned med nakken.....

Når der er noget der bekymre mig eller gør mig angst vælger jeg at sige... Okay hvad er det værste der kan ske? Er det farligt? Kan jeg komme til skade? Nej nej og atter nej.... ;-) 

Og ja den der sammentrækning er det uvisse der gør dig nervøs og angst for hvad nu hvis det sker igen........ Jaah men søde dig...... Hvad hvis det ikke sker igen og hvad hvis du kommer i en super god klasse med søde mennesker der tager dejligt i mod dig.... Leg med den tanke og tro på den så skal det nok gå :-) 

Det gav virkelig lidt ro at læse, og du har ret... Hvad er det værste der kan ske ? Men følelsen af ro, holder meget kort. 

Er simpelthen så sikker på at lærerne ser skævt til mig nu, fik virkelig følelsen af at jeg var bare en dårlig studerende.   (Synes simpelthen det så uretfærdigt, da jeg bare forsøgte at finde materialer, men de lytte ikke et sekund til det jeg sagde. Samt de åbenbart begge også lige glemte at opgaven ikke var færdig/lavet + der var TO uger til aflevering??). 

Helt ærligt så tror jeg ikke engang jeg hent forstår det hele endnu, det var fuldstændig latterligt... 

Vil virkelig gerne komme stærkt igen og vise dem de tog fejl af mig. Men måske føler jeg ikke helt det afsluttet ??? Trods det nu er nogle måneder siden. 

Øv for en træls oplevelse :( Stort kram til dig !! 

Jeg ville i din situation starte og så se tiden an .. Sandsynligheden for du kommer i en skøn klasse er jo heldigvis stor !! 

Desuden synes jeg det er lidt skræmmende at en som behandler andre mennesker sådan vælger et fag hvor hun netop skal arbejde med mennesker :( 

Knus og kram fra en sygeplejerske - glæd dig, det er et fantastisk fag 

Det lyder som om, at de har troet, at du ville aflevere en opgave, hvor dele af opgaven ville været kopieret fra nettet? Dine lærere har så ville forhindre dig i at aflevere en 'ulovlig' opgave, som jo ville have medført, at du blev smidt ud af studiet. 

Det nemmeste ville jo nok have været at aflevere din opgave efter endt modul 9 og gå til eksamen med oprejst pande - det fik du ikke gjort den gang, men det må du jo gøre nu!!

Det er din drøm at blive sygeplejerske, og det ser ikke ud til, at du har mulighed for at flytte dine skoleophold, derfor må du simpelthen bare igennem. Også for at bevise, at dine lærere/din læsemakker tog fejl. Som du fortæller historien, virker deres mistanke ikke helt ubegrundet, og derfor må du se at komme igang med at bevise, at du kan klare dig uden snyd.

Anonym skriver:

Puha, trænger til at lufte mine tanker og frygt, med nogle som ikke er familie. Har virkelig ikke brug for dømmende kommentar, har det skidt i forvejen. 

Er igang med at uddanne mig til sygeplejerske, som virkelig altid har været en stor drøm. Startede op i 2012 på et suuuuper godt hold, men gik på barsel efter modul 7. (Manglede dog modul 6, da dette er slået sammen med 8 ude i klinik). Gik hjemme i halvandet år, pga. Der ikke var et hold der passede med at barslen sluttede. 

Starter op direkte i klinik på modul 6 og 8 hvilket gik ok. Dog sker der det at da jeg starter op på modul 9, at jeg indser det ikke bliver helt nemt, da der kun er 5 piger i klassen som allerede er meget sammentømrede (forståeligt). For at gøre en lang historie kort, så ender det med at hende jeg kom i studiegruppe med kører psykisk terror på mig, og ender med at beskylde mig for ting, der er helt langt ude, over for vores lærere...  

Jeg bliver totalt uforberedt en morgen kaldt til samtale på skolen kl 14:00, hvor der er to lærer og min studie"kammerat" tilstede. (Hun har, viser det sig, beskyldt mig for at have kopieret en andens opgave). Jeg spørg om det ikke er meget normalt at indsamle emperi, når man skal skrive så stor en opgave ? 

Under samtalen får jeg følelsen af slet ikke at blive lyttet til, og får en masse grimme ting smidt i hovedet af min medstuderende (ting som hun bl.a. Har taget helt ud af kontekst, her har jeg nu lært at passe på med at åbne sig og tro man er venner). Det skal siges opgaven slet ikke er skrevet og lavet på dette tidspunkt, og der er to uger til aflevering... min medstuderende har heller ikke siddet sammen med mig og arbejdet på opgaven endnu. Fejlen er, at jeg sendte de ting jeg havde fundet på nettet til hende. Men når aldrig rigtigt at få forsvaret mig selv...

Går fra samtalen med en følelse af mobning både fra lærerne og min medstuderende... Hylede derhjemme i to døgn og efterfølgende blev jeg sygemeldt da jeg ikke længere kunne hænge sammen psykisk. Har aldrig følt mig så såret og krænket på min person, som efter det. (Nogle vil måske synes det ikke er noget, men for mig var det virkelig en mavepuster).

Senere tog en helt tredje lære kontakt, hun havde hørt lidt fra sidelinjen og ville have en samtale med mig (her var jeg forudindtaget og troede det var for at køre mere på mig) men hun var virkelig sød, lyttede til min side af sagen, og gav mig ret i det ikke var helt fair, dog uden at tage parti. Hun ville gerne at jeg fortsatte og tog eksamen som en sygeeksamen, men det ville indebære at jeg forsatte på det hold og i samme "gruppe". Holdt på sygemeldingen...

Nu står jeg så her, og skal starte op forfra på modul 9 midt i august... Og har mest lyst til at flygte fra det hele. Føler slet ikke jeg er stærk nok til at forsøge i en ny klasse igen, og slet ikke med tanken om det de samme to lærer vi skal have igen... 

Sover stort set ikke om natten for tiden, og min lunte er så kort at min ældste datter spørg konstant hvorfor jeg er sur og ked, hun forstår det jo ikke...  Min mand lytter, men forstår det ikke... 

Håber det gav lidt mening. 

Hvor er det synd for dig det  er svært at starte i en ny klasse som allerede er veletableret, jeg har selv gjort det pga merit. det eneste råd jeg kan give er at have tro på at det du oplevede sidst var et engangstilfælde, og at den nye klasse er anderledes. 

Jeg skal selv starte op på modul 9 efter ferien, måske er vi ligefrem heldige at ende i samme klasse