Alle de normale børn

Jeg kan sagtens forstå dig.

Har en søn der lige siden han var helt lille haft problemer og fik først hans diagnose som 15 årig 

Nu er han 19 og jeg tænker tit at jeg ikke vil bytte ham men pyh mit hjerte gør ondt når jeg tænker på hvad han har været igennem og nu må jeg give slip for han er på papiret voksen men det gør ikke bekymringer mindre . .  

bøllen skriver:

kan sagtens følge dine tanker , har selv et barn som stikker udenfor " normen " ville sådan ønske han ikke skulle kæmpe så meget . Vi er glade for ham som han er , men kunne unde ham en hverdag uden udfordringer .

Åh jamen, jeg tænker jo heller ikke, at jeg ikke er glad for ham som han er (han er jo den jeg elsker mest i verden) men der er vel ikke noget galt i. Netop at ønske, at ens barn havde det nemmere eller at det var lidt nemmere at være forældre  

Sanne Jensen skriver:

Hej

Jeg skriver normalt ikke herinde, men faldt over dit indlæg i en debatmail, men tænkte du måske kan bruge vores oplevelser til noget alligevel.

Vores søn på knap 4 år har nogle af de samme udfordringer som din har, og vi har været igennem en udredning med ppr og konklusionen er han er hypermobil, har sanseintegrations vanskeligheder, er sensitiv, er socialt og sprogligt ca 1 år efter sine jævnaldrende.

Vi snakker i udfordringer og løsninger og aldrig i diagnoser eller handikaps. Hans udfordringer er sandsynligvis denfølger  af at være præmatur.

Hanr fået tildelt støttepædagog 10 timer om ugen og en ergoterapeut skal begynde at arbejde med ham efter sommerferien. Den fokuseret indsats i hans børnehave og at vi herhjemme fik meget mere fokus på de rigtige ting og redskaber til at støtte og hjælpe bedst muligt har allerede efter få måneder rykket vores søn i den rigtige retning, at han allerede viser de første tegn på at indhente sine jævnaldrende i børnehaven.

Se det der kommer som en mulighed for at i får støtte og hjælp til jeres barns udfordringer og tag i mod forslag og redskaber til hvad i skal/kan gøre hjemme for at støtte de tiltag de anbefaler.

Jeg vil ikke nedgøre dine bekymringer, jeg har haft dem selv og har dem stadig, men vælger at se dem som udfordringer og med den rette hjælp skal vi nok løse dem.

Jeg oplever nu heller ikke, at du er nedladende omkring min situation. Det lyder som om, at I i din familie er gode til at se positivt på den situation, som i nu er i og det synes jeg er inspirerende Jeg er også begyndt at se på forskellige støtteinstanser som en hjælp til min dreng og hans far (min eksmand) og mig selv. 

Jeg er selv et af de mennesker, der ville have haft brug for særlig støtte som barn, men der var desværre ikke de samme tilbud dengang og min familie var ikke interesseret i at modtage hjælp, så jeg er glad for at det er anderledes i dag. Også selvom jeg synes det er hårdt  

Carina:-) skriver:

Jeg kan sagtens forstå dig.

Har en søn der lige siden han var helt lille haft problemer og fik først hans diagnose som 15 årig 

Nu er han 19 og jeg tænker tit at jeg ikke vil bytte ham men pyh mit hjerte gør ondt når jeg tænker på hvad han har været igennem og nu må jeg give slip for han er på papiret voksen men det gør ikke bekymringer mindre . .  

Tak for at dele din historie Jeg har læst flere af dine indlæg og du virker som en kærlig og ressourcestærk mor/plejemor   

Jeg er dybt bekymret for mit barn og vi herhjemme ser ham ikke som handicappet, selvom han er 1,5 år bagud i udvikling og skal starte på special skole efter sommerferien.. ligenu afventer vi hvilke skoletilbud, som de vil tilbyde ham.. men vi er begge meget enige om, at han ikke skal i skole med f.eks børn som er udadreagrende for der ser vi ham slet.. han er premætur og er sentitiv.. som i rigtig meget.. og så slås han ren sproglig med at følge med.. men vi tror på, at arbejder vi intensiv, så vil han måske kunne indhente det på et tidspunkt. Men han skal dog have et støtte tilbud de første par år i skole, da han slet ikke vil kunne begærde sig på ene hånd i en folkeskole.. mentalt er han ca. 5,5 år og meget indelukket. Meget utryg ved nye voksne, så er spændt på indkøringen... 

synes det er en sorg, at ens barn er så markant anderledes og har så meget at slås med i hans hverdag, at jeg nok overbeskytter ham for meget.. har svært ved at give slip.. 

Jeg blev en smule ked af det da jeg læst at du omtale den andre børn som nomail for hvad er det af værre værre nomail? Er det når de udvikler og er lige som bøgerne beskrive de skal ? Jeg mener at vi ikke må glemme at børn er forskel og inden er perfekt ja du har et barn med et handicap men det gør ham ikke mindre nomail 

NupaSofia skriver:

Åh jeg blev lige så trist. Min søn er netop nu i gang med en udredning gennem ppr. Han er ikke moden på samme måde som sine jævnaldrende, psykisk og socialt og har også været udfordret motorisk på grund af hypermobilitet. Nu skal han så have en støtte indsats og det er jeg jo glad for, at han kan få, men også trist over, at han har brug for det. 

Lige i dag har jeg været til påske frokost i min mands familie og det gjorde mig lidt sørgmodig at møde alle de "normale" børn som bare trives og udvikler sig helt naturligt. Jeg synes det er synd for min søn, at han er anderledes og hårdt som forælder at ingenting kommer af sig selv. Jeg er ikke misundelig på andre, men ville bare ønske at mit eget barn havde det nemmere. 

Pyh 

Det der kender jeg så godt. Den sorg og de bekymringer, der følger med at have et barn med særlige behov kan godt være en mavepuster. Jeg kan også spekulere næsten uendeligt - hvad nu hvis han skal i specialskole; hvad nu hvis han ikke skal i specialskole, kan han så klare sig i det dersens inklusion; får han nogensinde en ven; kommer han til at være afhængig af os resten af sit liv; hvad hvis han får børn.... Listen er lang....

NupaSofia skriver:

Åh jeg blev lige så trist. Min søn er netop nu i gang med en udredning gennem ppr. Han er ikke moden på samme måde som sine jævnaldrende, psykisk og socialt og har også været udfordret motorisk på grund af hypermobilitet. Nu skal han så have en støtte indsats og det er jeg jo glad for, at han kan få, men også trist over, at han har brug for det. 

Lige i dag har jeg været til påske frokost i min mands familie og det gjorde mig lidt sørgmodig at møde alle de "normale" børn som bare trives og udvikler sig helt naturligt. Jeg synes det er synd for min søn, at han er anderledes og hårdt som forælder at ingenting kommer af sig selv. Jeg er ikke misundelig på andre, men ville bare ønske at mit eget barn havde det nemmere. 

Pyh 

Ved at tråden er gammel, må man spørger hvordan det gik udredningen? Da min dreng ligner din.