Først og fremmest et stort kram til dig - det er umenneskeligt hårdt at skulle gå igennem.
Jeg fødte min søn, da jeg var i uge 19, og jeg var efterfølgende sygemeldt ca. 3 mdr på fuld tid og efterfølgende deltidssygemeldt et par måneder. Det tager tid at bearbejde sorgen, og det er vigtigt at få fred til det. Hvis orlov er en mulighed, ville jeg helt klart vælge det, for jeg blev bombarderet med breve og opkald, som jeg skulle forholde mig til, og det var der ikke rigtig overskud til.
Som der allerede er skrevet, er der nogle ting, du/I skal tage stilling til allerede nu:
- Skal barnet begraves?
(Vi valgte en lille ceremoni i kapellet sammen med vores forældre, da vi fandt ud af, hvad alternativet var - du kan jo forhøre dig, hvad de gør, hvor du bor. Det var en smuk ceremoni, og jeg har aldrig fortrudt det et sekund.)
- Vil du/I se barnet?
(Jeg blev nødt til at se det barn, der havde levet i min mave, og han var så smuk, selvom han var lille.)
- Skal der laves aftryk af hænder og fødder som minde?
- Vil I have taget billeder?
- Skal pårørende se barnet?
- Vil I have et svøb eller noget andet personligt med til barnet?
Det er mange ting at forholde sig til midt i kaos, men det vil bare være så tragisk at komme i tanke om noget, som man gerne ville have gjort, når det er for sent. Vi (især jeg) brugte hospitalspræsten meget efterfølgende, og hun var en fantastisk støtte. Hun havde selv mistet et barn, så hun forstod, hvordan det var.
Landsforeningen for spædbarnsdød er rigtig god, og jeg tror, de kan formidle kontakt til sorggrupper, hvis I skulle føle for det.
Jeg sender de bedste tanker og håber, I kommer styrkede igennem det
Du er velkommen til at skrive privat, hvis du har spørgsmål - jeg svarer gerne på alt, eller hvis du har brug for at læsse af.
Stort kram Heidi