Da jeg ventede min datter havde jeg det lige sim dig. Tanken om at amme foran andre var skræmmende, og jeg havde generelt svært med at forene mig med tanken omkring at amme mit barn.
Jeg følte mig dog ret presset til at gøre et forsøg, så det gjorde jeg.
Det der med at amme foran andre, blev hurtigt en nem ting at undgå. Der var altid et eller andet afsides sted, og til sidst var jeg faktisk ligeglad når det var nærmeste familie jeg ammede foran. - til gengæld så blev jeg frustreret konstant fordi hun ikke kunne få fat uden ammebrikker, og de faldt konstant af. Hun blev aldrig nogensinde mæt og jeg hadede virkelig at have hende hængende der hele tiden. Der gik ikke lang tid før jeg overhovedet ikke nød min datter som jeg burde.
Efter 14 dages forsøg, fik jeg nok. Jeg snakkede ikke engang med læge eller sundhedsplejerske, jeg stoppede bare amningen fra den ene dag til den anden, og gik over til flaske. (Masserede istedet blot mælkeknuder ud under den varme bruser indtil mælkeproduktionen stoppede) - Pludselig kunne jeg nyde at være mor, og jeg nød at sidde og give min datter sin flaske og have mine bryster i fred. For første gang havde jeg indtryk af at hun faktisk blev mæt. - jeg har nu en datter der fungerer helt fint, meget sjældent er syg og som man bestemt ikke kan se på at hun ikke blev ammet.
Nu hvor jeg venter nummer 2, ved jeg at jeg slet ikke vil give mig i kast med amningen. Og det er ingen der skal forsøge at overtale mig til det. Jeg vil kunne nyde min baby fra starten af, og jeg vil ikke igennem den tid med kaotiske følelser.
Jeg er dog glad for at jeg forsøgte den gang, for jeg fandt ud af at det bestemt ikke var noget for mig, men ikke af de årsager jeg troede.
Anmeld
Citér