Tullen skriver:
Hej alle jer søde kvinder.
Jeg har aldrig rigtig skrevet herinde, men mest læst med.
Jeg har været igennem 5 iui-h, 5 IVF i det offentlige med 3 oplægninger og efter det startede vi på Trianglen. Jeg fik lagt to æg tilbage i søndags (et 6-cellet og et 8-cellet), altså 5 dage siden. Æggene har fået aha (assistet hatching), jeg har fået akupunktur efter ÆO, så jeg synes at der lægeligt er blevet gjort det mest optimale. Nu til mine spørgsmål:
Er jeg den eneste der har svært ved at tage den med ro mentalt? Jeg kan mærke at jeg tænker enormt meget på ikke at stresse, at jeg kan få den der chok-følelse ofte, fordi jeg prøver så meget at passe på med at stresse min krop, at jeg nærmest bliver mere stresset af det. Hvordan tackler I andre det? Jeg sidder i en reception og der er tit patienter, som kan være ubehøvlede/sure og det kan godt påvirke en, ligesom da man blev skældt ud som barn.. Sådan hvor det går lige i maven og jeg er bange for, at det påvirker den sunde balance i kroppen, som gør at den ikke er modtagelig for æggene.
Har I brugt jeres paragraf 56 fra ÆO til blodprøven? Jeg overvejer efter næste ÆO, at sygemelde mig de 14 dage, for at skabe de mest optimale betingelser for mig selv, så stressen på arbejdet bliver mindsket. Hvad er jeres erfaringer? Og er dette overhoved muligt, når ens job ikke fysisk hårdt og potientielt skadeligt? Bestemmer man selv eller skal arbejdspladsen godkende det?
Hej Tullens
altså vi er i første forsøg, og venter spændt (og en smule nervøs) på dagen hvor blodprøven skal tages..
Den dag og de første dage efter vi havde fået lagt æg op var meget mærkelig for os psykologisk, for hvor var vi - var jeg gravid eller var jeg ikke, gad vide hvad der sker inden i maven, må vi glæde os eller skal vi bevare fornuften og holde os selv fast i, at man altså ikke er gravid før blodprøven fortæller det, også selvom man lægevidenskabelig er 3+3 - Skal vi overgive os til frygten og lade den fortælle os at alt kan gå galt?
De første gik meget med at læse om graviditet, se videoer om fosteret udvikling osv. Alt i mens vi skriftes til at fortælle hinanden var vi nu havde fundet, i mens den anden part sagde rolig nu..
Vi gik i en face, hvor var graviditeten opstået på normalvis havde ingen vist en skid, men nu vidste vi jo ligesom at der var kommet et befrugtet æg tilbage
Langsomt fandt vi ud af (det lyder dumt) at vi begge 2 glæder os helt sindsygt og håber lige så sindsygt at det lykkes, og det har vi faktisk tilladt os at gøre - det betyder at nu:
Ligger når vi ligger på sofaen om aften, finder vi det naturligt at vores hænder samtidige eller hver for sig, finder vejen til maven, hvor vi nusser, vi kan simpelthen ikke lade vær, vel viden at der måske slet ikke sker en skid derinde, men med håbet om at der gør - når min kæreste giver et kram, sker det også at hænderne lige skal forbi maven. Vi snakker også højt om hvordan vi hver i sær har det, og hvordan jeg har det ift de ting jeg kan mærke på kroppen, vel viden om at det skal være tegn på graviditet men også bare kan være bivirkninger af efterbehandlingen.. - Men for helvede hvor vi håber de kæmpe og ømme bryster er et symptom og ikke en bivirkning..
Vi har dato til blodprøve i næste uge - og vi er skide spændte vi håber så meget, tror på det med tør måske ikke helt alligevel..
Men vi har altså tilladt os at glæde os, og sige "tænk nu vis" og ja vi opføre os nok lidt som om det er lykkes, og ja vi bliver da hammer skuffet, men altså jeg tror ikke vi fordi vi har sluppet følelserne fri, bliver mere skuffet, end de par gang vi har oplevet af mens udeblev og vi endte med en negativ test..
Virkeligheden er bare sådan, at det er sindsygt svært ikke at forholde sig til noget man bliver mindet om hver eneste dage - jeg bliver efterbehandlet med medicin der skal tages 2 gange dagligt, det er sgu svært ikke at tænke over hvorfor det nu er man propper noget i kroppen, det er sgu svært ikke at mærke at ens patter er blevet større og er ømme, det er sgu svært ikke at mærke bukserne sidder lidt tættere fordi maven er oppustet, og det er sgu også svært ikke at bemærke at sex, ikke bare er en selvfølge fordi medicinen gøre det svære.. osv osv osv..
Tænker har vi en positiv blodprøve, så tager vi hul på en ny 3 ugers periode indtil scaningen hvor vi kan vælge at glæde os, eller lukke ned, og sådan kan vi så blive ved - intet er jo i virkeligheden sikkert før vi står med en baby i armene vel..
Så hvorfor ikke bare glæde sig over det man håber der sker, og er man så uheldig at det ikke skulle være den her gang, så har man "været gravid" i 2 uger, og mærket glæden ved at - i stedet for det dårlige stemning ved at fortælle sig selv eller en parter at man skal lukke ned for sine følelser og måske endda at følelserne er forkerte.. 
