"Far-syg"

Anonym skriver:

Det er også det jeg tænker. det er jo et behov, som barnet har. Min mand arbejder nogle gange 12 timer i træk, og har kun fri en hel fridag om ugen, (han har haft meget overarbejde), så tænker det er måske det hun reagerer på..

 

Det tror jeg virkelig også!

Det lyder som om det er et normalt 2 års fænomen.. Min datter på 2 kører samme rumle herhjemme.. Og her er det ikke fordi far ikke er så meget hjemme for han har flexjob hvor han arbejder fra 9 til 11.30 hvor jeg arbejder aften 15-23 sammenlagt 14 dage om måneden og har fri resten af måneden.. Så jeg har tænkt at det måske er fordi det er far der tit er alene med hende til aftensmad, eftermiddags-hygge, bad og putning.. 

Sprit25 skriver:

Jeg kunne ikke være mere uenig. 

I mi optik har barnet et behov der skal dækkes ved far og ved at være mere sammen med far. Vi har oplevet hvis man modsætter sig, skaber det en masse konflikter. Jeg tror på barnet føler endnu mere svigt ved at far ikke gør det. 

 

 

Jeg siger ikke at far ikke skal gøre noget, men barnet skal simplethen ikke have lov at vælge hvem der skal hvad. 

Og hvad så hvis det skaber konflikter? - man skal da ikke altid bare tage den nemme vej for at undgå at barnet bliver sur? - hvad så nede i kiosken hvor barnet har bestemt sig til at det skal have 1 kg slik, giver du også efter der for ikke at få en konflikt? 

Soonmom skriver:

Jeg siger ikke at far ikke skal gøre noget, men barnet skal simplethen ikke have lov at vælge hvem der skal hvad. 

Og hvad så hvis det skaber konflikter? - man skal da ikke altid bare tage den nemme vej for at undgå at barnet bliver sur? - hvad så nede i kiosken hvor barnet har bestemt sig til at det skal have 1 kg slik, giver du også efter der for ikke at få en konflikt? 

Nej, men jeg vælger mine kampe! Og hvis min datter helst vil far putter, for at få en ekstra hyggestund med ham, så skal hun have lov. Ellers oplever vi hun får en rigtig utryg nat!

Soonmom skriver:

Jeg siger ikke at far ikke skal gøre noget, men barnet skal simplethen ikke have lov at vælge hvem der skal hvad. 

Og hvad så hvis det skaber konflikter? - man skal da ikke altid bare tage den nemme vej for at undgå at barnet bliver sur? - hvad så nede i kiosken hvor barnet har bestemt sig til at det skal have 1 kg slik, giver du også efter der for ikke at få en konflikt? 

Hvad med bare at vælge sine kampe med omhu? Hvis barnet gerne vil den ene forældre til at gøre bestemte ting,  hvorfor så gøre det til et problem,  hvis det ikke er det? 

Og sammenligningen med et kilo slik er jo useriøs. 

Soonmom skriver:

Jeg siger ikke at far ikke skal gøre noget, men barnet skal simplethen ikke have lov at vælge hvem der skal hvad. 

Og hvad så hvis det skaber konflikter? - man skal da ikke altid bare tage den nemme vej for at undgå at barnet bliver sur? - hvad så nede i kiosken hvor barnet har bestemt sig til at det skal have 1 kg slik, giver du også efter der for ikke at få en konflikt? 

Barnet er to, har savnet far eller bare lige har lyst til far putter, hjælper med tøjet. Hvorfor sige: nej det skal være mor. Hvorfor må barnet ikke bestemme? 

Nej barnet får ikke slik, legetøj bare fordi det vil have det men at sammenligne med at far lige skal putte i en overgang synes jeg er helt hen i vejret.

Børn går igennem perioder hvor den ene er bedre end den anden. Synes ikke  man skal gøre det til en kamp. Der er ikke behov for det.

Kender et par som heller ikke gad at tage kampen, indtil de faktisk fandt ud af hvornår barnet krævede hvem og i hvilke situationer. Det havde intet med savn at gøre, for de var alle sammen hele tiden. Det drejede sig bare om at far var blødere og mere behagelig til bleskift, og mor var bedre til at putte, for så var der også sang og dukkeleg.
De ændrede det den dag at pigen decideret sparkede mor i kæben ved bleskift og blev voldelig når hun ikke fik sin vilje, og mor intet kunne foretage sig, og far følte sig udenfor.
MEN det positive der kom ud af det var, at mor og far begyndte at ensarte mange af tingene, så barnet ikke oplevede en forskel i behandlingen. Barnet følte i stedet, at det var samme behandling om det så var mor eller far der gjorde tingene. Far blev bedre til putning, mor blev bedre til at overstå bleskiftene på en anderledes måde.

Jeg hadede godt nok også når min far skulle børste mine tænder da jeg var barn, han var så hård og brutal til det, så hvis jeg valgte min mor, var det ikke pga. savn, men fordi jeg bare ville have det bedste, nemmeste, og sjoveste. 

Det lyder til, at der nok kan være flere årsager til det. Jeg synes, det er en svær balancegang at finde, da jeg mener, at der må være et behov fra mit barns side af pt.. Men jeg vil hellere ikke lade hende styre hjemmet herhjemme (det gør hun dog ikke)

1. Min mand arbejder meget - så det KAN skyldes savn.

2. Jeg er måske lidt "strengere" end min mand.... Han er meget blød, så det kan også skyldes det. (det tror jeg dog ikke)

Vil dog nævne der er situationer, hvor jeg gør noget. Fx. om natten, hvis hun får mareridt og har behov for sine forældre, så det mig hun kalder på.

I en periode var det også kun mig, som kunne putte fordi hun blev "lalle" af sin far var i nærheden, og havde nemmere ved at acceptere, at det var mig  

Problemet er bare, at min mand er træt nogle gange blandt andet pga. meget arbejde, og hun så trækker så meget på ham, ja så er han ved at gå omkuld (men kender I sikkert mange af jer) og det ville være rart, hvis jeg kunne hjælpe

Lige pt. er bleskift nærmest umuligt for mig, hvis far er hjemme. Hun sparker og skriger, og det ville være rart at han ikke skulle gøre det hver gang... Men samtidig, som jeg skriver tidligere, så tror jeg også det er et behov hun har.

Samtidig føler jeg mig som en "dårlig" mor, fordi jeg altid synes, at man hører om, at børn er mor-syg, men det har min datter aldrig været. Fra hun har været lille har vi været lige gode, og nu vil hun så helst sin far

Anonym skriver:

Det lyder til, at der nok kan være flere årsager til det. Jeg synes, det er en svær balancegang at finde, da jeg mener, at der må være et behov fra mit barns side af pt.. Men jeg vil hellere ikke lade hende styre hjemmet herhjemme (det gør hun dog ikke)

 

1. Min mand arbejder meget - så det KAN skyldes savn.

2. Jeg er måske lidt "strengere" end min mand.... Han er meget blød, så det kan også skyldes det. (det tror jeg dog ikke)

 

Vil dog nævne der er situationer, hvor jeg gør noget. Fx. om natten, hvis hun får mareridt og har behov for sine forældre, så det mig hun kalder på.

I en periode var det også kun mig, som kunne putte fordi hun blev "lalle" af sin far var i nærheden, og havde nemmere ved at acceptere, at det var mig  

Problemet er bare, at min mand er træt nogle gange blandt andet pga. meget arbejde, og hun så trækker så meget på ham, ja så er han ved at gå omkuld (men kender I sikkert mange af jer) og det ville være rart, hvis jeg kunne hjælpe

 

Lige pt. er bleskift nærmest umuligt for mig, hvis far er hjemme. Hun sparker og skriger, og det ville være rart at han ikke skulle gøre det hver gang... Men samtidig, som jeg skriver tidligere, så tror jeg også det er et behov hun har.

Samtidig føler jeg mig som en "dårlig" mor, fordi jeg altid synes, at man hører om, at børn er mor-syg, men det har min datter aldrig været. Fra hun har været lille har vi været lige gode, og nu vil hun så helst sin far

De første mdr af min datters liv var far primær omsorgsperson. Jeg fik en fødselsdepression og far var der. Det har gjort at de er mega tætte idag og far er den bedste 

da jeg kom hjem idag begyndte hun ar græde fordi hun ville være alene med far! Min mand arbejder også meget(en veninde kalder mig alenemor tiltider) men jeg finder trøst i at hun har så godt et forhold til far 

nu venter vi en dreng og håber på en mors dreng! 

Sprit25 skriver:

De første mdr af min datters liv var far primær omsorgsperson. Jeg fik en fødselsdepression og far var der. Det har gjort at de er mega tætte idag og far er den bedste 

da jeg kom hjem idag begyndte hun ar græde fordi hun ville være alene med far! Min mand arbejder også meget(en veninde kalder mig alenemor tiltider) men jeg finder trøst i at hun har så godt et forhold til far 

nu venter vi en dreng og håber på en mors dreng! 

Det er dejligt at høre, at der findes andre farsyge børn  

jeg tror bare, vi lader hende bestemme, hvem hun vil skiftes af osv. I et vis omfang. Der er jo situationer, hvor tingene ikke kan lade sig gøre  

min mavefornemmelse siger i hvert fald, at det er "forkert" at lade hende skrige sådan på sin far osv..