Et eller flere børn?

Tusind tak for svar allesammen! Som mange af jer skriver, er det jo nok bare at tage tingene som de kommer. Måske falder valget helt naturligt på det ene eller andet, på et senere tidspunkt. Bare helst inden jeg bliver for gammel  Fylder 30 om et par uger, så der skal nok i hvert fald ikke gå 8-10 år inden vi beslutter os 

Først og fremmest vil jeg sige, at man skal kun få de børn, man har lyst til. Hvis I kun vil have en, så er det sådan det skal være :-)

Men jeg er også vokset op som enebarn, og det vil jeg ikke byde mit eget barn. Så vi skal helt sikkert have en mere.

Der er flere ting i det. Selvfølgelig ensomheden. Man er bare mere alene i sit eget selskab som enebarn. Det har selvfølgelig også den fordel, at man typisk bliver hurtigere selvstændig. Og så er der det tætte forhold til ens søskende. Jeg er med på, at det ikke er en garanti, at ens børn kommer godt ud af det sammen, men når jeg kigger på mind og det forhold, han har til sine søskende, kan jeg godt blive misundelig og ked af, at jeg ikke har så tæt et forhold til nogen. Det er bare ikke det samme med veninder. 

Og så synes jeg også, det er værd at tage med, at enebørn kommer til at stå alene, når bedsteforældrene og forældrene ikke er der mere. Jeg synes, det er hårdt at vide, at jeg en dag kommer til at stå uden familie (udover min mand og svigerfamilie). Jeg har ingen fætre og kusiner på min mors side, for jeg er også det eneste barnebarn. Det er helt ærligt ikke en rar følelse. Forhåbentligt går der rigtigt mange år, før mine forældre ikke er her mere, og forhåbentligt har jeg en masse børn og børnebørn til den tid, men det bliver hårdt. 

Og så bliver det også (og er det faktisk allerede) hårdt, at jeg ikke har nogen at dele mine barndomsminder med. Det lyder måske, som en lille ting, men jeg har ikke nogen, jeg kan tale med på den måde "ej, kan du huske den gang...".

Men når alt det er sagt, så er der selvfølgelig også fordele ved at være enebarn. Jeg har altid haft mine forældres udelte opmærksomhed, vi har haft andre muligheder i forhold til rejser mm i forhold til min mand (der har mange søskende). Men jeg synes ikke fordelene opvejer ulemperne, og derfor skal min søn ikke være enebarn.

Synes absolut ikke man kan sige at enebarn er lig med en trist og hård barndom. Er sikker på der er masser af fordele ved at være enebarn.

Synes helt klart man skal gøre hvad man føler er det rigtige for familien, uanset om det er 1 barn eller 5... 

Desuden har i jo KUN lige fået jeres barn. Nyd hende og kom igennem den første hårde tid før i beslutter jer

Hej alle.

Som overskriften lyder, er vi i et dilemma; et eller to børn?

Min mand har altid gerne ville have to, så den ene ikke bliver ensom. Jeg har altid tænkt at jeg kun ville have et barn, så jeg havde større overskud og økonomisk råderum til at give oplevelser osv.

For 2 måneder siden fik vi vores datter, og nu er jeg egentlig blevet i tvivl. For jeg kan egentlig godt se det skønne i at have 2. Men jeg vakler virkelig meget mellem det.. Amningen kom aldrig til at fungere med min datter, og det har været hårdt. Ved ikke om jeg kunne gå det igennem igen. For det har virkelig tæret mentalt på mig, fordi jeg virkelig ønskede at amningen kunne komme op og køre. På den anden side er den kærlighed man har og får helt sikkert et tungt lod på vægtskålen for at få endnu et barn...

Så egentlig vil jeg gerne høre jer herinde; hvad har været jeres argumenter for at få hhv. et eller flere børn? Og hvad har I oplevet af fordele og ulemper?

Jeg synes at du skal tage det helt roligt med de tanker og vente og se hvordan forældreskabet udarter sig for jer. Det er ikke til at sige hvor I er om f.eks halvandet års tid.

M.h.t. at jeres enebarn skulle blive ensom - jeg er selv enebarn og har aldrig været ensom. Det er en fordom at enebørn skulle være mere ensomme end børn med søskende. Man kan sagtens være ensom selvom man har en søskende. Der er fordele og ulemper ved både det ene og det andet.

Det kunne have været mig der skrev det indlæg! Eneste forskel er at vores dreng nu er 15 mdr

Min mand vil gerne have et barn mere og jeg er i tvivl. Jeg har hele tiden haft tanken, at jeg kun skulle have et barn. Af de samme grunde som du lister op. Frihed, økonomi, overskud...

Men ja, nu er jeg blevet i tvivl. Ikke at skulle være gravid igen, ikke opleve en lille nyfødt igen. Ja. Måske er jeg i gang med at fortrænge hvor skide hårdt det er?! 

Jeg er selv enebarn og har aldrig været ensom. Jeg har haft mange muligheder som enebarn og haft min forældres fulde opmærksomhed. Det har været skønt. Det er først nu at jeg tænker over at det kun er mig der kan huske min barndom og alle minderne, når mine forældre ikke er her mere. Jeg har ikke nogen at dele det med. Det er lidt hårdt at tænke over. 

Det er en af grundene til at jeg overvejer om vi skal have en til på et tidspunkt. Vi er dog enige om at der skal være en forholdsvis stor aldersforskel, så vores dreng er mere selvhjulpen og kan forstå flere ting. Og så er jeg simpelthen for doven til to små børn på en gang! 

Jeg mener dog at man skal få børn for sin egen skyld og ikke for børnene, så den er lidt svær. Måske blev det lidt selvmodsigende ? Jeg er som sagt ikke selv afklaret! 

Bebe89 skriver:

Det kunne have været mig der skrev det indlæg! Eneste forskel er at vores dreng nu er 15 mdr

Min mand vil gerne have et barn mere og jeg er i tvivl. Jeg har hele tiden haft tanken, at jeg kun skulle have et barn. Af de samme grunde som du lister op. Frihed, økonomi, overskud...

Men ja, nu er jeg blevet i tvivl. Ikke at skulle være gravid igen, ikke opleve en lille nyfødt igen. Ja. Måske er jeg i gang med at fortrænge hvor skide hårdt det er?! 

Jeg er selv enebarn og har aldrig været ensom. Jeg har haft mange muligheder som enebarn og haft min forældres fulde opmærksomhed. Det har været skønt. Det er først nu at jeg tænker over at det kun er mig der kan huske min barndom og alle minderne, når mine forældre ikke er her mere. Jeg har ikke nogen at dele det med. Det er lidt hårdt at tænke over. 

Det er en af grundene til at jeg overvejer om vi skal have en til på et tidspunkt. Vi er dog enige om at der skal være en forholdsvis stor aldersforskel, så vores dreng er mere selvhjulpen og kan forstå flere ting. Og så er jeg simpelthen for doven til to små børn på en gang! 

Jeg mener dog at man skal få børn for sin egen skyld og ikke for børnene, så den er lidt svær. Måske blev det lidt selvmodsigende ? Jeg er som sagt ikke selv afklaret! 

Jeg havde det meget som dig de første par år efter min søns fødsel (er også selv enebarn og har altid været glad for det). Men min mand ville ikke have flere, så det var sådan det var.

Langsomt forsvandt lysten til flere børn, og nu hvor vores søn er 5 et halvt, er jeg SÅ glad for at vi ikke fik flere. Al vores overskud går til vores søn, både overskud der handler om at forkæle og give kærlighed, men også overskud der handler om at sætte grænser og opdrage ham på den rigtige måde. Når jeg f.eks ser på min fætter og hans kone med deres tre børn, ser jeg tre børn der er usympatiske, asociale og uopdragne fordi deres forældre simpelthen ikke har overskud til at opdrage dem ordentligt (dette er selvfølgelig blot et eksempel, ikke en generalisering).

Friheden i hverdagen er skøn, det økonomiske overskud er skønt (og jo - disse ting betyder rigtig meget for livskvaliteten).

Når det så er sagt, kan jeg sagtens forstå at man gerne vil have flere børn - jeg tror bare at det er SÅ vigtigt at man gør det for sin egen skyld. Og jeg kan godt mærke her, set i bakspejlet, at min trang til barn nr. 2 mest af alt handlede om "hvad man bør" fremfor en reel lyst i mig selv.

modesty skriver:

Jeg havde det meget som dig de første par år efter min søns fødsel (er også selv enebarn og har altid været glad for det). Men min mand ville ikke have flere, så det var sådan det var.

Langsomt forsvandt lysten til flere børn, og nu hvor vores søn er 5 et halvt, er jeg SÅ glad for at vi ikke fik flere. Al vores overskud går til vores søn, både overskud der handler om at forkæle og give kærlighed, men også overskud der handler om at sætte grænser og opdrage ham på den rigtige måde. Når jeg f.eks ser på min fætter og hans kone med deres tre børn, ser jeg tre børn der er usympatiske, asociale og uopdragne fordi deres forældre simpelthen ikke har overskud til at opdrage dem ordentligt (dette er selvfølgelig blot et eksempel, ikke en generalisering).

Friheden i hverdagen er skøn, det økonomiske overskud er skønt (og jo - disse ting betyder rigtig meget for livskvaliteten).

Når det så er sagt, kan jeg sagtens forstå at man gerne vil have flere børn - jeg tror bare at det er SÅ vigtigt at man gør det for sin egen skyld. Og jeg kan godt mærke her, set i bakspejlet, at min trang til barn nr. 2 mest af alt handlede om "hvad man bør" fremfor en reel lyst i mig selv.

Lige præcis! Meget enig, det er nemlig meget det du skriver, mine tanker går på 

Rolig nu.. Tag samtalen når barnet er lidt ældre.. 

Og enebarn er ikke ensbetydende med noget negativt