At vælge amning fra

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at være anonym, selvom jeg er aktiv herinde

Jeg er knapt 27 uger henne, venter mit første barn og er begyndt at tænke mere og mere på det med amning. Jeg har fra start af tænkt "selvfølgelig skal jeg amme" så det har jeg uden tøven sagt til både jordemoder og kæreste. Min fornuft siger mig at jeg skal amme, fordi det er bedst for baby og ville være dumt ikke at gøre, hvis jeg har en hel fin mælkeproduktion.

Men hvis jeg mærker efter hvad jeg føler, så har jeg ikke lyst. Jeg ved ikke hvorfor, men tanken om at amme føles så unaturlig og næsten lidt angstprovokerende for mig. Hvilket selvfølgelig er fjollet, når det er noget af det mest naturlige i verden. Jeg bekymrer mig meget over at skulle amme andre steder end hjemme, hos familie og offentligt.

Men der er noget tabu (hvert fald for mig) over aktivt at vælge amning fra, fra start. Jeg er bange for at min kæreste og jordemoder vil synes det er egoistisk hvis jeg siger at jeg overvejer det - fordi det er jo egoistisk når det handler om at JEG ikke har lyst.

Er der nogle herinde som bevidst har valgt amning fra? eller bare har en mening om det? (jeg ved hvert fald at nogen må have en mening ) 

Jeg ammede i starten. Men brød mig aldrig om det. Så jeg stoppede amning om dagen så han kun fik flaske om dagen fra han var omkring 4 mdr. Frem til 6 mdr ammede jeg så kun om natten. Mange gange græd lydløst i mens fordi det var så ubehageligt for mig. Så jeg har taget et bevist valg - når jeg skal have mit næste barn. Så bliver han ammet de første par døgn for råmælken og derefter tager jeg ammestop piller også er det kun flaske :-)

Man skal ikke amme for enhver pris. Men jeg må indrømme, at jeg har det lidt stramt med folk, der vælger det fra, inden de overhovedet har prøvet det.

Jeg ville rigtigt gerne amme, men jeg var godt klar over, at det måske ikke ville være muligt, da jeg dels har flade brystvorter, og dels fordi hverken min mor eller mormor kunne amme. 

Det kørte (og kører) heldigvis, dog med lidt hårde bumps på vejen. Min søn er nu 8 1/2 måned, og jeg ammer stadig. Jeg var helt ærligt ikke vild med at fuldamme. Den kontakt min søn og jeg har, er unik. Og så er det en hyggestund for os, og en god måde lige at koble lidt af på for os begge.

Det er fantastisk at amme, når det kører :-) Prøv det af. Og hvis det viser sig, at det bare ikke er noget for dig, så lever vi heldigvis i en verden med flasker og mme, som er et ganske udmærket alternativ til modermælk :-) Og husk, at du som mor trods alt også skal trives med det.

Anonym skriver:

Det er dejligt at høre, at jeg er ikke er helt alene om at have det sådan. Jeg har også været ret overbevist, men det er nok i takt med at jeg kommer længere og længere hen i graviditeten, at "virkeligheden" rammer mig lidt. Jeg har det som dig, og vil også give det et forsøg. Så kan man nemlig altid sige "Jeg har prøvet at amme, men det fungerede desværre ikke", hvis folk  (som man ikke har lyst til at indvie i hele årsagen) spørger. 
Tusind tak for dit svar, og ditto mht. at tage det rigtige valg.  Har du haft snakket med din jordemoder/partner om det?

Præcis, så kan andre ikke sige noget hvis man har prøvet 

jeg har snakket med min kæreste og han støtter min beslutning hvis jeg vælger det fra, men han synes dog det er ærgerligt at jeg har det sådan. Han synes det er godt, jeg i det mindste vil prøve! Jordemoderen har jeg besluttet at snakke med til næste besøg, også vil jeg have en liste med med mine tanker bag, så hun bedst muligt kan forstå og vejlede. 

Hvad med dig? Tror du ikke det vil give lidt ro at drøfte det med min partner eller jordemoder? 

Jeg kan sagtens forstå dine tanker men jeg synes helt ærligt du skal give det en chance. Du kan til enhver tid stoppe men du kan ikke begynde efter 14 dage hvis du fortryder. 

Det er så ukendt og mærkeligt og svært at forholde sig til, og det er ingen dans på roser tro mig jeg havde en hård opstart . Men udover sundheds fordelene er det altså også bare nemt. Du skal ikke varme flasker om natten og du har altid mad lige meget hvor i er. 

Giv det et forsøg og prøv at lade være med at bekymre dig

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at være anonym, selvom jeg er aktiv herinde

Jeg er knapt 27 uger henne, venter mit første barn og er begyndt at tænke mere og mere på det med amning. Jeg har fra start af tænkt "selvfølgelig skal jeg amme" så det har jeg uden tøven sagt til både jordemoder og kæreste. Min fornuft siger mig at jeg skal amme, fordi det er bedst for baby og ville være dumt ikke at gøre, hvis jeg har en hel fin mælkeproduktion.

Men hvis jeg mærker efter hvad jeg føler, så har jeg ikke lyst. Jeg ved ikke hvorfor, men tanken om at amme føles så unaturlig og næsten lidt angstprovokerende for mig. Hvilket selvfølgelig er fjollet, når det er noget af det mest naturlige i verden. Jeg bekymrer mig meget over at skulle amme andre steder end hjemme, hos familie og offentligt.

Men der er noget tabu (hvert fald for mig) over aktivt at vælge amning fra, fra start. Jeg er bange for at min kæreste og jordemoder vil synes det er egoistisk hvis jeg siger at jeg overvejer det - fordi det er jo egoistisk når det handler om at JEG ikke har lyst.

Er der nogle herinde som bevidst har valgt amning fra? eller bare har en mening om det? (jeg ved hvert fald at nogen må have en mening ) 

Jeg har ammet mit barn - glad og længe. Men der var sgu ikke noget 'naturligt' for mig ved at stikke min brystvorte ind i munden på mit lille rynkede spædbarn de første timer, efter han var født, første gang jeg hev brystet frem i nogle andres hjem (efter 4 uger) og siden i en park, et s-tog, osv.

Min personlige erfaring er bare, at det, der var grænseoverskridende og nervepirrende, blev naturligt og nemt forbavsende hurtigt for hver gang, jeg overskred en 'grænse' hos mig selv. 

Jeg ville sige: prøv det og se, hvad du synes. Du kan altid stoppe igen. Og tal ikke bare med jordmoder og kæreste, men allerhelst med kvinder tæt på dig, som har ammet. Hvilke tanker gjorde de sig inden fødslen og hvordan synes de det var første gang og de første uger.

Jeg har 4 børn og har ikke kunnet amme, men har gjort forsøget ved alle 4 da jeg virkelig ønskede. De 3 af gangene sagde jeg selv fra da nok var nok (havde bla ikke nok mælk) og vi gik på ren flaske. Ved mit 3 barn blev valget truffet for mig og det var frygteligt. Det gjorde min mulighed for amning langt sværere at acceptere og at flasken blev valgt for os. 

Lige så svært det har været for mig at acceptere mangel på amning, lige så svært tænker jeg det må være i den modsatte situation. 

Mit bedste råd er at være ærlig og lytte til dig selv. Bed om hjælp til info men følg hvad du har det bedst med. 

Jeg er for amning men det er på ingen måde for enhver pris. Mor og barns behov  og trivsel kommer først og jeg har 4 børn som alle viser (sammen med en masse andre flaskebørn) at mme er et super godt alternativ og at børnene trivedes og får det nødvendige de har brug for. 

Uanset hvad du vælger, vil du være en fantastisk mor. Du tager et valg ud fra hvad der er bedst lige netop for dig og dit barn. En god mor sidder ikke i brysterne, selvom man ofte kan få den følelse. Hvis du lytter til dig selv og er ærlig, vil du også kunne fortælle både kæresten og din jm om dit valg og evt give grunde til valget, hvis du føler for det.

der kan være en masse godt ved både amning og flaske, hver deres fordele. Man får stadig den dybe nærhed og båndet ved flaske som ved amning, for mig blev det faktisk bedre med flaske fordi amning var et stressmoment. Disse ting afhænger selvfølgelig af ens amneoplevelser og skulle du vælge at prøve amningen, er det ikke værre end at du kan sige fra hvis du ombestemmer dig. Der er det langt sværere i dagene efter at ombestemme valget af flaske og point of return er meget kortere ved flaskehals end hvis du giver amning et forsøg 

jeg håber at du finder ud af det rigtige for dig og at du vil trivedes med det uanset hvad du vælger 

Anonym skriver:

Kan det godt fungere at variere mellem flaske og amning? jeg synes at have hørt noget med, at det er nemmere for baby at drikke af flaske og derfor kan blive utrænet/eller ikke gide drikke fra bryst fordi der er mere arbejde i det. Men det er helt klart noget jeg gerne vil, hvis jeg vælger at give amning et forsøg over længere tid. Det tror jeg også vil give mig mere lyst til at amme, hvis jeg ved at jeg behøver at gøre det over alt.

Åh ja, kan sagtens forestille mig at folk har mange "gode råd". Man må holde fast i, at man ved hvad der er bedst for en selv og ens barn.

Nogen børn kan godt finde ud af at man skifter. Nogen kan ikke. 

Min dreng tog flaske, før han ville ammes, dernæst holdt han på med at ville tage flaske. Børn er vidt forskellige. Man kan bruge paced bottle feeding, og derved mindske risikoen for at baby afviser brystet. 

Mariehøne123 skriver:

Jeg kan sagtens forstå dine tanker men jeg synes helt ærligt du skal give det en chance. Du kan til enhver tid stoppe men du kan ikke begynde efter 14 dage hvis du fortryder. 

Det er så ukendt og mærkeligt og svært at forholde sig til, og det er ingen dans på roser tro mig jeg havde en hård opstart . Men udover sundheds fordelene er det altså også bare nemt. Du skal ikke varme flasker om natten og du har altid mad lige meget hvor i er. 

Giv det et forsøg og prøv at lade være med at bekymre dig

Det kan man godt. Det er bare HÅRDT arbejde at starte op, efter 14 dage eller længere.

anonym12 skriver:

Det kan man godt. Det er bare HÅRDT arbejde at starte op, efter 14 dage eller længere.

Jeg er klar over at man i nogle tilfælde kan men efter fx 3 mdr vil det være umuligt for de fleste. 

Jeg er heller ikke så stor en fan af amning, men har heller ikke så stor succes med det. Kan slet ikke fuldamme da jeg ikke kan producerer mælk nok så modermælkserstatning er obligatorisk, men ammer så det jeg kan supplerende i de mdr jeg kan og sætter grænsen ved 6 mdr for så synes jeg simpelthen ikke om det mere og ved også det første halve år er det vigtigste at kunne amme. Med mit yngste barn ophørte min mælkeproduktion dog helt efter 4 mdr mens det med den mellemste ophørte efter 5 mdr og min ældste søn stoppede af sig selv med at amme da han var 6 mdr, så det var dejligt nemt.

Ja jeg kunne sagtens og nemt droppe det helt når jeg nu hverken har mælk nok eller synes om det, men jeg vælger alligevel at give dem det jeg kan, fordi man ved det er godt for barnet at få det af sundhedsmæssige årsager. Det er tungestvejende for mig og så kan jeg stoppe så snart det ikke længere er så vigtigt. Det skulle jo bl.a. beskytte mod allergi og da jeg selv er allergirker og ikke selv er blevet ammet føler jeg i høj grad jeg bør gøre havd jeg kan for at beskytte mine børn mod at udvikle allergi. For det er da bestemt ikke sjovt at leve med hvis man kan undgå det.

Hvis jeg kunne fuldamme ville jeg bestemt også gøre det. Der ville også være mange penge at spare, men stadig kun i et halvt år for kan stadig ikke håndtere det med barnet er så stort og ammer og ja det er noget psykologisk jeg ikke ved hvorfor er sådan. I sidste ende er jeg helt enig med mange andre der skriver at man skal sørge for at være oplyst om hvad fravalget af amning betyder og dernæst skal man gøre det som man føler for. Det hjælper ikke at tvinge sig selv til at amme hvis man har det rigtigt svært med det. Det tror jeg bestemt heller ikke barnet har glæde af. Jeg har det kun sådan mellemsvært og derfor går det nok ok sålænge jeg kan stoppe når jeg begynder at få det reelt dårligt med det.

Så ja god ide du sætter dig grundigt ind i det og finder ud af dit ståsted. Håber du finder den rette løsning for dig.