Når kæresten ikke tænder på en mere :(

Hej baby-debattører

Jeg skriver som anonym, da jeg føler mig meget pinlig over hele situationen og føler det nedværdigende på en eller anden måde. Af samme grund har jeg ikke følt, at jeg kunne snakke med veninder omkring det, og derfor henvender jeg mig herinde for at få luft fra mine tanker, og håber at der er nogle som måske har været i samme situation eller som kan sætte sig ind i situationen og fortælle mig hvordan de ville håndtere det..

Jeg står i den situation, at kæresten og jeg var startet på projekt baby, da vi begge følte os klar, og vi begge var skrukke. Jeg troede at alting var godt og vi var lykkelige, og så meget frem til at starte min egen lille familie med den mand jeg elsker..

Sagen er så den at projekt baby imellem tiden er sat på standby, da kæresten har mistet lysten til sex med mig. Efter at have prøvet at kommunikere med ham omkring hans meget dalende sexlyst, indrømmede han så, at han ikke tænder så meget på mig mere. Han synes åbenbart min røv er blevet for stor. Det var svært for ham at indrømme og snakke om for han ville ikke gøre mig ked af det, og tror også han ser det lidt som et tabu.  Ingen af os er overvægtige, men former har jeg altid haft, og han havde ingen problemer med at tænde på dem i starten, hvor vi havde meget sex. Siden vi startede med at være kærester for 3,5 år siden har jeg nok taget omkring 5 kg på, men det har han nu også.. Jeg må indrømme at jeg ikke forstår det, jeg synes det er hurtigt efter kun 3,5 år sammen, at sexlysten allerede nærmest er forsvundet. Jeg kunne forstå det hvis jeg havde taget sindssygt meget på, men det har jeg jo ikke. Jeg er ikke en person med meget selvtillid omkring min krop i forvejen, så dette har bare ødelagt det fuldstændig. Det skal siges, at vi har sex, men det er meget begrænset og der har været nogle gange, hvor han ikke har kunne få den op at stå. Det har gjort mig ekstremt ked af det og usikker på mig selv og min krop, hvilket gør at jeg faktisk ikke har lyst til at være nøgen foran ham, da jeg er bange for, hvad han tænker. Jeg ligger heller ikke op til sex mere, da jeg er blevet afvist 95% af gangene i lang tid nu på trods af en stor indsats fra min side. Jeg har både forsøgt ved at købe nyt frækt undertøj, rendt nøgen rundt foran ham osv. osv. og intet hjalp, så lysten til at gøre de ting mere er der bare ikke.

Jeg er med på at spændingen ryger efterhånden som forelskelsen falder og hverdagen sætter ind. Det har den været for os begge, men det er noget jeg kan forholde mig til, og noget jeg ser som en ting man sagtens kan løse. Han siger dog det ikke er en af grundene og projekt baby har heller ikke noget med det at gøre. Jeg synes bestemt heller ikke jeg er kedelig eller bange for at prøve nye ting, tværtimod er det ham der er mere tilbageholdende på det punkt. Sexlysten var lidt dalende allerede 1-2 måneder inden vi begyndte på projekt baby, som er lang tid siden efterhånden, men der tænkte jeg ikke videre over det, da det jo er meget normalt at der er perioder, hvor man har mindre sex pga. stressende arbejde osv. Han ved ikke selv præcis, hvorfor han har det som han har det, men for nogle måneder siden tog jeg ham i, at se meget porno og han indrømmede, at han var blevet afhængig af det. Jeg har egentlig intet imod porno, så længe man ikke gør det som erstatning for sin kæreste, men det jo desværre det der er sket. Han er dog stoppet med porno nu, siger han i hvert fald. Porno kan vel give nogle forkerte og urealistiske billeder i hovedet af, hvordan en krop skal se ud, og det er det han siger nok kunne være en af grundene. Hans forestilling om, hvordan kvindekroppen skal se ud, har ændret sig ved at se porno, og det kan jeg godt se kan være en af grundene, dog tror jeg også der må lægge andre ting bag. Jeg tænker samtidig, at hvis han har problemer med at tænde på mig nu, hvordan vil han så have det, hvis jeg blev gravid?? Jeg er selvfølgelig glad for, at han er ærlig omkring det, for så er der trods alt noget at arbejde på, selvom det gør sindssygt ondt at få af vide, og virkelig har knækket min selvtillid helt.  Samtidig har jeg virkelig svært ved at acceptere og forstå det. Jeg synes på en eller anden måde, at det viser en meget overfladisk side af ham, som jeg ikke kendte til, og det gør nok at jeg er meget indebrændt på ham konstant over det, men samtidig er det jo virkeligheden for ham og det kan jeg ikke ændre på. Jeg har ikke lyst til at gå fra ham for jeg elsker ham, men jeg kan mærke at mine følelser for ham også er begyndt at dale lidt, da jeg ikke får mine behov for intimitet tilfredsstillet af ham. Jeg savner sex med ham, men også bare hele intimiteten i det, som man kun har med en kæreste. Jeg er virkelig frustreret og ked omkring det hele tiden og ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Jeg spekulere i om, jeg skal gå fra ham, da jeg et eller andet sted ikke synes jeg "fortjener" at være sammen med en som ikke finder mig attraktiv. Alle kvinder har jo behov for at vide, at ens kæreste synes man er smuk, lækker og sexet! Hvem har lyst til at være sammen med en som ikke har det sådan? Sex er selvfølgelig ikke alt i et forhold, men det betyder dog meget.. i starten sagde han, at han synes den ene løsning kunne være at vi begge begyndte at træne og fik det bedre med os selv, men jeg kunne jo godt fornemme, at det han egentlig mente var at jeg skulle tabe mig og passe ind i hans rammer om den ideelle kvindekrop. Det synes jeg dog bare ikke løser det grundlæggende problem, og jeg synes heller ikke det kan være rigtigt, at jeg skal tabe mig for hans skyld? Han har dog også sidenhen trukket det tilbage igen. Jeg er ekstremt bange for at det ikke er noget der kan løses, og hvis det kan, hvor lang tid taget det så, det kan man vel ikke sige? Jeg er nået til det stadie i mit liv, hvor jeg er meget skruk, og virkelig er klar til at starte min egen familie, men det er jo ikke forsvarligt at sætte et barn til verden, når situationen er som den er. Han siger han elsker mig, og gerne vil ha børn med mig - også nu på trods af situationen. Det er bare både fysisk umuligt, når det jo kræver en del sex, men jeg synes heller ikke at det forsvarligt og rigtigt, så det vil jeg ikke pt.  

Vi har snakket om parterapi, hvilket vi begge er villige til, men jeg er så bange for at det ikke kan løses, og skal jeg så bruge en masse tid og energi på at prøve at løse noget, som måske ikke kan ændres? Eller skal jeg gå fra ham og finde en som sætter mere pris på min krop som den er? Det jo ikke fordi han ikke vil løse det, jeg er bare så forvirret.. Hvordan ville i have det hvis jeres kæreste sagde sådan noget til jer, og hvordan ville i håndtere det? Er der andre der har været i en lignende  situation, som kan fortælle hvordan i løste det..

På forhånd tak for jeres input, og beklager mit lange indlæg

Anonym skriver:

Hej baby-debattører

Jeg skriver som anonym, da jeg føler mig meget pinlig over hele situationen og føler det nedværdigende på en eller anden måde. Af samme grund har jeg ikke følt, at jeg kunne snakke med veninder omkring det, og derfor henvender jeg mig herinde for at få luft fra mine tanker, og håber at der er nogle som måske har været i samme situation eller som kan sætte sig ind i situationen og fortælle mig hvordan de ville håndtere det..

Jeg står i den situation, at kæresten og jeg var startet på projekt baby, da vi begge følte os klar, og vi begge var skrukke. Jeg troede at alting var godt og vi var lykkelige, og så meget frem til at starte min egen lille familie med den mand jeg elsker..

Sagen er så den at projekt baby imellem tiden er sat på standby, da kæresten har mistet lysten til sex med mig. Efter at have prøvet at kommunikere med ham omkring hans meget dalende sexlyst, indrømmede han så, at han ikke tænder så meget på mig mere. Han synes åbenbart min røv er blevet for stor. Det var svært for ham at indrømme og snakke om for han ville ikke gøre mig ked af det, og tror også han ser det lidt som et tabu.  Ingen af os er overvægtige, men former har jeg altid haft, og han havde ingen problemer med at tænde på dem i starten, hvor vi havde meget sex. Siden vi startede med at være kærester for 3,5 år siden har jeg nok taget omkring 5 kg på, men det har han nu også.. Jeg må indrømme at jeg ikke forstår det, jeg synes det er hurtigt efter kun 3,5 år sammen, at sexlysten allerede nærmest er forsvundet. Jeg kunne forstå det hvis jeg havde taget sindssygt meget på, men det har jeg jo ikke. Jeg er ikke en person med meget selvtillid omkring min krop i forvejen, så dette har bare ødelagt det fuldstændig. Det skal siges, at vi har sex, men det er meget begrænset og der har været nogle gange, hvor han ikke har kunne få den op at stå. Det har gjort mig ekstremt ked af det og usikker på mig selv og min krop, hvilket gør at jeg faktisk ikke har lyst til at være nøgen foran ham, da jeg er bange for, hvad han tænker. Jeg ligger heller ikke op til sex mere, da jeg er blevet afvist 95% af gangene i lang tid nu på trods af en stor indsats fra min side. Jeg har både forsøgt ved at købe nyt frækt undertøj, rendt nøgen rundt foran ham osv. osv. og intet hjalp, så lysten til at gøre de ting mere er der bare ikke.

Jeg er med på at spændingen ryger efterhånden som forelskelsen falder og hverdagen sætter ind. Det har den været for os begge, men det er noget jeg kan forholde mig til, og noget jeg ser som en ting man sagtens kan løse. Han siger dog det ikke er en af grundene og projekt baby har heller ikke noget med det at gøre. Jeg synes bestemt heller ikke jeg er kedelig eller bange for at prøve nye ting, tværtimod er det ham der er mere tilbageholdende på det punkt. Sexlysten var lidt dalende allerede 1-2 måneder inden vi begyndte på projekt baby, som er lang tid siden efterhånden, men der tænkte jeg ikke videre over det, da det jo er meget normalt at der er perioder, hvor man har mindre sex pga. stressende arbejde osv. Han ved ikke selv præcis, hvorfor han har det som han har det, men for nogle måneder siden tog jeg ham i, at se meget porno og han indrømmede, at han var blevet afhængig af det. Jeg har egentlig intet imod porno, så længe man ikke gør det som erstatning for sin kæreste, men det jo desværre det der er sket. Han er dog stoppet med porno nu, siger han i hvert fald. Porno kan vel give nogle forkerte og urealistiske billeder i hovedet af, hvordan en krop skal se ud, og det er det han siger nok kunne være en af grundene. Hans forestilling om, hvordan kvindekroppen skal se ud, har ændret sig ved at se porno, og det kan jeg godt se kan være en af grundene, dog tror jeg også der må lægge andre ting bag. Jeg tænker samtidig, at hvis han har problemer med at tænde på mig nu, hvordan vil han så have det, hvis jeg blev gravid?? Jeg er selvfølgelig glad for, at han er ærlig omkring det, for så er der trods alt noget at arbejde på, selvom det gør sindssygt ondt at få af vide, og virkelig har knækket min selvtillid helt.  Samtidig har jeg virkelig svært ved at acceptere og forstå det. Jeg synes på en eller anden måde, at det viser en meget overfladisk side af ham, som jeg ikke kendte til, og det gør nok at jeg er meget indebrændt på ham konstant over det, men samtidig er det jo virkeligheden for ham og det kan jeg ikke ændre på. Jeg har ikke lyst til at gå fra ham for jeg elsker ham, men jeg kan mærke at mine følelser for ham også er begyndt at dale lidt, da jeg ikke får mine behov for intimitet tilfredsstillet af ham. Jeg savner sex med ham, men også bare hele intimiteten i det, som man kun har med en kæreste. Jeg er virkelig frustreret og ked omkring det hele tiden og ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Jeg spekulere i om, jeg skal gå fra ham, da jeg et eller andet sted ikke synes jeg "fortjener" at være sammen med en som ikke finder mig attraktiv. Alle kvinder har jo behov for at vide, at ens kæreste synes man er smuk, lækker og sexet! Hvem har lyst til at være sammen med en som ikke har det sådan? Sex er selvfølgelig ikke alt i et forhold, men det betyder dog meget.. i starten sagde han, at han synes den ene løsning kunne være at vi begge begyndte at træne og fik det bedre med os selv, men jeg kunne jo godt fornemme, at det han egentlig mente var at jeg skulle tabe mig og passe ind i hans rammer om den ideelle kvindekrop. Det synes jeg dog bare ikke løser det grundlæggende problem, og jeg synes heller ikke det kan være rigtigt, at jeg skal tabe mig for hans skyld? Han har dog også sidenhen trukket det tilbage igen. Jeg er ekstremt bange for at det ikke er noget der kan løses, og hvis det kan, hvor lang tid taget det så, det kan man vel ikke sige? Jeg er nået til det stadie i mit liv, hvor jeg er meget skruk, og virkelig er klar til at starte min egen familie, men det er jo ikke forsvarligt at sætte et barn til verden, når situationen er som den er. Han siger han elsker mig, og gerne vil ha børn med mig - også nu på trods af situationen. Det er bare både fysisk umuligt, når det jo kræver en del sex, men jeg synes heller ikke at det forsvarligt og rigtigt, så det vil jeg ikke pt.  

Vi har snakket om parterapi, hvilket vi begge er villige til, men jeg er så bange for at det ikke kan løses, og skal jeg så bruge en masse tid og energi på at prøve at løse noget, som måske ikke kan ændres? Eller skal jeg gå fra ham og finde en som sætter mere pris på min krop som den er? Det jo ikke fordi han ikke vil løse det, jeg er bare så forvirret.. Hvordan ville i have det hvis jeres kæreste sagde sådan noget til jer, og hvordan ville i håndtere det? Er der andre der har været i en lignende  situation, som kan fortælle hvordan i løste det..

På forhånd tak for jeres input, og beklager mit lange indlæg

 

 

Det er muligt at stort forbrug af porno kan 'condition' en person til at tænde på 'de forkerte' ting. Eks. selve skærmen, musen, eller lignende. Det er fordi hjernen forbinder det at have lyst med en udestående faktor, ikke selve pornoen.

Eks. en teenager der prøver at skjule sit pornoforbrug og holder fast i dørhåndtaget hver gang han ser porno for at holde sine forældre ude, vil have en vis seksuel reaktion på dørhåndtag... mærkeligt, but true.

Hvis din kæreste derfor har haft et forbrug af porno, stort nok til at blive afhængig, er det muligt at det er derfor han ikke tænder på dig, fordi der mangler den udenstående faktor (skærmen eks). Hvis han er holdt op med det (og det er svært hvis han er afhængig), kan han sagtens 'komme tilbage' til at tænde på selve sex akten, din krop mv., men det kommer nok til at tage tid.

Han er sandsynligvis ikke klar over det selv, derfor siger han det er fordi du har taget på, for at give det en forklaring.

Det her er fra en afhængigsheds klasse i psykologi jeg tog i college.

Lidt tid, ingen porno, og evt. den parterapi skulle kunne gøre det.

Held og lykke 

Anonym skriver:

Hej baby-debattører

Jeg skriver som anonym, da jeg føler mig meget pinlig over hele situationen og føler det nedværdigende på en eller anden måde. Af samme grund har jeg ikke følt, at jeg kunne snakke med veninder omkring det, og derfor henvender jeg mig herinde for at få luft fra mine tanker, og håber at der er nogle som måske har været i samme situation eller som kan sætte sig ind i situationen og fortælle mig hvordan de ville håndtere det..

Jeg står i den situation, at kæresten og jeg var startet på projekt baby, da vi begge følte os klar, og vi begge var skrukke. Jeg troede at alting var godt og vi var lykkelige, og så meget frem til at starte min egen lille familie med den mand jeg elsker..

Sagen er så den at projekt baby imellem tiden er sat på standby, da kæresten har mistet lysten til sex med mig. Efter at have prøvet at kommunikere med ham omkring hans meget dalende sexlyst, indrømmede han så, at han ikke tænder så meget på mig mere. Han synes åbenbart min røv er blevet for stor. Det var svært for ham at indrømme og snakke om for han ville ikke gøre mig ked af det, og tror også han ser det lidt som et tabu.  Ingen af os er overvægtige, men former har jeg altid haft, og han havde ingen problemer med at tænde på dem i starten, hvor vi havde meget sex. Siden vi startede med at være kærester for 3,5 år siden har jeg nok taget omkring 5 kg på, men det har han nu også.. Jeg må indrømme at jeg ikke forstår det, jeg synes det er hurtigt efter kun 3,5 år sammen, at sexlysten allerede nærmest er forsvundet. Jeg kunne forstå det hvis jeg havde taget sindssygt meget på, men det har jeg jo ikke. Jeg er ikke en person med meget selvtillid omkring min krop i forvejen, så dette har bare ødelagt det fuldstændig. Det skal siges, at vi har sex, men det er meget begrænset og der har været nogle gange, hvor han ikke har kunne få den op at stå. Det har gjort mig ekstremt ked af det og usikker på mig selv og min krop, hvilket gør at jeg faktisk ikke har lyst til at være nøgen foran ham, da jeg er bange for, hvad han tænker. Jeg ligger heller ikke op til sex mere, da jeg er blevet afvist 95% af gangene i lang tid nu på trods af en stor indsats fra min side. Jeg har både forsøgt ved at købe nyt frækt undertøj, rendt nøgen rundt foran ham osv. osv. og intet hjalp, så lysten til at gøre de ting mere er der bare ikke.

Jeg er med på at spændingen ryger efterhånden som forelskelsen falder og hverdagen sætter ind. Det har den været for os begge, men det er noget jeg kan forholde mig til, og noget jeg ser som en ting man sagtens kan løse. Han siger dog det ikke er en af grundene og projekt baby har heller ikke noget med det at gøre. Jeg synes bestemt heller ikke jeg er kedelig eller bange for at prøve nye ting, tværtimod er det ham der er mere tilbageholdende på det punkt. Sexlysten var lidt dalende allerede 1-2 måneder inden vi begyndte på projekt baby, som er lang tid siden efterhånden, men der tænkte jeg ikke videre over det, da det jo er meget normalt at der er perioder, hvor man har mindre sex pga. stressende arbejde osv. Han ved ikke selv præcis, hvorfor han har det som han har det, men for nogle måneder siden tog jeg ham i, at se meget porno og han indrømmede, at han var blevet afhængig af det. Jeg har egentlig intet imod porno, så længe man ikke gør det som erstatning for sin kæreste, men det jo desværre det der er sket. Han er dog stoppet med porno nu, siger han i hvert fald. Porno kan vel give nogle forkerte og urealistiske billeder i hovedet af, hvordan en krop skal se ud, og det er det han siger nok kunne være en af grundene. Hans forestilling om, hvordan kvindekroppen skal se ud, har ændret sig ved at se porno, og det kan jeg godt se kan være en af grundene, dog tror jeg også der må lægge andre ting bag. Jeg tænker samtidig, at hvis han har problemer med at tænde på mig nu, hvordan vil han så have det, hvis jeg blev gravid?? Jeg er selvfølgelig glad for, at han er ærlig omkring det, for så er der trods alt noget at arbejde på, selvom det gør sindssygt ondt at få af vide, og virkelig har knækket min selvtillid helt.  Samtidig har jeg virkelig svært ved at acceptere og forstå det. Jeg synes på en eller anden måde, at det viser en meget overfladisk side af ham, som jeg ikke kendte til, og det gør nok at jeg er meget indebrændt på ham konstant over det, men samtidig er det jo virkeligheden for ham og det kan jeg ikke ændre på. Jeg har ikke lyst til at gå fra ham for jeg elsker ham, men jeg kan mærke at mine følelser for ham også er begyndt at dale lidt, da jeg ikke får mine behov for intimitet tilfredsstillet af ham. Jeg savner sex med ham, men også bare hele intimiteten i det, som man kun har med en kæreste. Jeg er virkelig frustreret og ked omkring det hele tiden og ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Jeg spekulere i om, jeg skal gå fra ham, da jeg et eller andet sted ikke synes jeg "fortjener" at være sammen med en som ikke finder mig attraktiv. Alle kvinder har jo behov for at vide, at ens kæreste synes man er smuk, lækker og sexet! Hvem har lyst til at være sammen med en som ikke har det sådan? Sex er selvfølgelig ikke alt i et forhold, men det betyder dog meget.. i starten sagde han, at han synes den ene løsning kunne være at vi begge begyndte at træne og fik det bedre med os selv, men jeg kunne jo godt fornemme, at det han egentlig mente var at jeg skulle tabe mig og passe ind i hans rammer om den ideelle kvindekrop. Det synes jeg dog bare ikke løser det grundlæggende problem, og jeg synes heller ikke det kan være rigtigt, at jeg skal tabe mig for hans skyld? Han har dog også sidenhen trukket det tilbage igen. Jeg er ekstremt bange for at det ikke er noget der kan løses, og hvis det kan, hvor lang tid taget det så, det kan man vel ikke sige? Jeg er nået til det stadie i mit liv, hvor jeg er meget skruk, og virkelig er klar til at starte min egen familie, men det er jo ikke forsvarligt at sætte et barn til verden, når situationen er som den er. Han siger han elsker mig, og gerne vil ha børn med mig - også nu på trods af situationen. Det er bare både fysisk umuligt, når det jo kræver en del sex, men jeg synes heller ikke at det forsvarligt og rigtigt, så det vil jeg ikke pt.  

Vi har snakket om parterapi, hvilket vi begge er villige til, men jeg er så bange for at det ikke kan løses, og skal jeg så bruge en masse tid og energi på at prøve at løse noget, som måske ikke kan ændres? Eller skal jeg gå fra ham og finde en som sætter mere pris på min krop som den er? Det jo ikke fordi han ikke vil løse det, jeg er bare så forvirret.. Hvordan ville i have det hvis jeres kæreste sagde sådan noget til jer, og hvordan ville i håndtere det? Er der andre der har været i en lignende  situation, som kan fortælle hvordan i løste det..

På forhånd tak for jeres input, og beklager mit lange indlæg

 

 

Jeg ville prøve parterapi. Selvom i måske ikke kan redde jeres forhold, kan du dels få følelsen af, at du har udtømt alle muligheder ig er klar til at sige farvel. Dels kan du lære noget om dig selv i et forhold, som du sikkert kan bruge i fremtidige forhold.

Held og lykke. Sexlivet skal ikke slutte efter 3,5 år og du skal da have en mand, der tænder på dig.

Jeg tænker nu alligevel, om tanken om projekt baby måske er noget som afskrækker ham og får sexlysten til at dale ubevidst - har i overvejet at begynde at bruge prævention igen og så se hvordan tingene udfolder sig? Måske føler han sig inderst inde alligevel ikke klar og så kobler han automatisk sex = projektbaby og så forsvinder lysten fuldstændig. Måske ville det være en fordel hvis i droppede projekt baby 100 % i et stykke tid og begyndte at beskytte jer - hvem ved om det måske faktisk er dét, men han måske bare ikke lige helt konkret kan pinpoint det inde i sig selv - men måske kommer det til ham, hvis i prøver. 

Hvor svært det end er at indrømme så er jeg pt din kæreste.... forstået på den måde at min sexlyst er fuldstændig forsvundet, og jeg er hverken depressiv, stresset, overvægtig eller utiltrækkende, jeg er faktisk objektivt set en rigtig flot pige, mor-slank, velplejet, bryster der, næsten, ligner sig selv efter 2,5 års amning. Og min partner er i lige så god stand... MEN jeg har ingen sexlyst, overhovedet... som i slet ikke.... og jeg er klar over at det er MIG der skal arbejde med mig selv for at finde den frem igen. Men udfordringen er at der i vores forhold ikke er sket noget, altså som i at der ikke er nogen grund til at lysten er forsvundet, den er der bare ikke mere.. til

stor frustration så jeg har en tid hos min læge på fredag.. og så forventer jeg et svar på hvor i helvede min lyst er blevet af ��

Anonym skriver:

Hvor svært det end er at indrømme så er jeg pt din kæreste.... forstået på den måde at min sexlyst er fuldstændig forsvundet, og jeg er hverken depressiv, stresset, overvægtig eller utiltrækkende, jeg er faktisk objektivt set en rigtig flot pige, mor-slank, velplejet, bryster der, næsten, ligner sig selv efter 2,5 års amning. Og min partner er i lige så god stand... MEN jeg har ingen sexlyst, overhovedet... som i slet ikke.... og jeg er klar over at det er MIG der skal arbejde med mig selv for at finde den frem igen. Men udfordringen er at der i vores forhold ikke er sket noget, altså som i at der ikke er nogen grund til at lysten er forsvundet, den er der bare ikke mere.. til

stor frustration så jeg har en tid hos min læge på fredag.. og så forventer jeg et svar på hvor i helvede min lyst er blevet af ��

Men det lyder også til du generelt har mistet lysten til sex og ikke til din partner? Min kæresten HSR ik mistet lysten til sex generelt, men til mig, hvilket er virkelig frustrerende  

Men godt du tager til lægen og kan finde ud af om det er noget fysisk der er galt håber det bedste for dig. 

Aristocats skriver:

Jeg tænker nu alligevel, om tanken om projekt baby måske er noget som afskrækker ham og får sexlysten til at dale ubevidst - har i overvejet at begynde at bruge prævention igen og så se hvordan tingene udfolder sig? Måske føler han sig inderst inde alligevel ikke klar og så kobler han automatisk sex = projektbaby og så forsvinder lysten fuldstændig. Måske ville det være en fordel hvis i droppede projekt baby 100 % i et stykke tid og begyndte at beskytte jer - hvem ved om det måske faktisk er dét, men han måske bare ikke lige helt konkret kan pinpoint det inde i sig selv - men måske kommer det til ham, hvis i prøver. 

Han siger det ik har noget med det at gøre, men ja det jan godt være det er ubevidst.. Han synes dog ik jeg ska på prævention igen, men om det mere skyldes at det er for min skyld fordi jeg har haft lidt bivirkninger af det og faktisk ik ønsker nogensinde at skulle tilbage på p-piller igen, ved jeg så ikke. Men der er jo self også andre muligheder gør beskyttelse, kondom vil han dog ikke.  Men tak for dit input, det er da noget at tage til eftertanke i hvert fald.. 

L-mor skriver:

Jeg ville prøve parterapi. Selvom i måske ikke kan redde jeres forhold, kan du dels få følelsen af, at du har udtømt alle muligheder ig er klar til at sige farvel. Dels kan du lære noget om dig selv i et forhold, som du sikkert kan bruge i fremtidige forhold.

Held og lykke. Sexlivet skal ikke slutte efter 3,5 år og du skal da have en mand, der tænder på dig.

Tak for dit input 

Tror også vi vil prøve parterapi og så må vi jo se hvad der sker. Er bare så bange for det ik kan løses og vi må gå fra hinanden, men tja det vel et eller andet også bedre at vide så, så begge kan komme videre 

Når man siger til sin partner, at man ikke længere tænder på ham/hende så mener jeg at der følger et ansvar med. Ment på den måde, at man ikke bare kan sige det og så lade den hænge, hvis man ønsker at ens forhold skal fortsætte. Lidt en kritik til din kæreste, som jeg mener har et ansvar for at sørge for at i har det godt sammen. 

Jeg kan kun forestille mig hvor sårene det føles at få af vide.. jeg ville også blive enormt ked af det, hvis min kæreste sagde at han ikke fandt mig tiltrækkende mere og ikke havde lyst til sex med mig af den grund. Det er ikke sjovt. Men det lyder til, at du på trods af det stadig gerne vil have at i bliver sammen? Det lyder også til at det gælder for ham, og så må han arbejde mindst ligeså hårdt som dig for at få det til at fungere igen. Jeg tænker at der simpelthen MÅ være noget mere end at han ikke finder dig tiltrækkende. Min kæreste vægt kan godt svinge lidt, og jeg vil ærlig indrømme at når han har lidt ekstra på sidebenende, så er jeg ikke lige så tiltrukket af ham. Men min kærlighed til ham og det at jeg elsker ham gør, at jeg gerne vil have sex med ham alligevel.

Jeg synes det lyder virkelig fornuftigt med noget hjælp udefra. I kunne også overveje en sexolog?

Skid huld I om han vil have børn med dig, vil han have DIG!! Resten af livet. Den store kærlighed og alt det der.. For ærlig talt det lyder ikke sådan. Børn flytter hjemmefra, men der er altså mange år I skal leve sammen, og du bliver jo ikke strammere med alderen, tværtimod. Og hvis han ikke kan tænde på en lidt stor hud nu, hvordan skal han så tænde når du HAR født? Når du får rynker? 
Han skal jo tænde på hele tanken om dig, om det sex I har der er godt, og det at være et med dig, han skal ikke tænde på kun din røv.