Heftig gråd ved aflevering i VG

det lyder som en sensitiv dreng der har svært ved at rumme det at sige farvel generelt...

jeg ville faktisk vende det med SP...

jeg som voksen har selv svært ved det med afsked og har altid haft det sådan... bare tanken om at jeg senere i dag f.eks. skal ud at køre i 2.5 time og derfor være væk fra min familie giver mig næsten ondt i maven...

så vil sige rum ham, sørg for at han ved at I ser at han er ked af det men prøv at nedtone afskeden med korte forståelige sætninger han kender....

Håber det gav mening :)

Mom skriver:

Så tænker jeg, at han er glad og tilfreds, og I ikke skal bekymre jer om den gråd om morgen, selvom jeg godt ved at det er svært..

Enig, vi ved jo godt der ikke er noget i vejen som sådan, men håbede lige på et fif til at gøre det nemmere for alle

Sprit25 skriver:

Jeh tænker det er en alt alt for lang aflevering. 

Først søster og den afsked, så op og sidde og hygge med far inden pædagogen kommer. Kan I måske gøre omvendt? Så I aflevere bror først også søster. Eller I aflevere søster så sent at I kommer når vg er åben? 

Det er ikke fordi far ønsker at trække det i langdrag, han ville i teorien bare aflevere og smutte, men er afhængig af den virkelige verden. Han skal møde kl 8 og skal derfor helst derfra ca kl 7,35.

Institutionen åbner kl 06, men VG er delt i 2 aldersgrupper, og de åbner kun de yngste fra start, og så går pædagogen op med de store kl 7,30. De er så bare ikke altid gode til at være præcise (fair nok,de skal jo have børn med), og vi synes også det er for forvirrende at aflevere ham nedenunder, hvorefter han straks skal skifte til ovenpå.

Så desværre kan det ikke gøres voldsomt meget anderledes medmindre vi afleverer meget tidligere

Rockertand skriver:

Nu kender vi jo hverken jer eller jeres barn, og I er sikkert nogle enormt omsorgsfulde forældre - men jeg tror også, at I skal skrue bissen på og korte afleveringerne  (og da SLET ikke blive i 30 min.).

Jeg har 4 børn, der skal afleveres hver morgen.

Fra vi forlader bilen, til jeg kører igen, går der max. 8 minutter, den 10-årige og den 6-årige får kram og forsvinder ind i skoledelen, den 4-årige og den 1-årige skal samme sted, men ingen af de små er vant til andet end et smil, kram, kys, "ha' en god dag" - og så er jeg gået........og hold nu fast, det har jeg gjort fra dag 1 (der er altså ingen indkøring for mine børn, som alle snakker så meget om, og da slet ikke måneder, det virker helt absurd!!).

 

Jeg forstår din tankegang, vi ville også gerne gøre det sådan, det er bare svært pga ydre omstændigheder (se det svar jeg lige har skrevet). 

Det med de 30 min var KUN lige igår, for at teste om det ville hjælpe, det gjorde det bestemt ikke.

Den lange indkøring var sådan set heller ikke planlagt, han startede i december og jeg skulle starte job efter nytår. Men så havde vi en stor familiefest vi var nødt til at deltage i - familien bor langt væk, så han missede 3 dage der. Så blev han syg, og så kom julen - dvs hele december gik uden at han nærmest havde været der. Så jeg blev hjemme en måned mere for at være sikker på han følte sig tryg derhenne + at jeg ville få de sidste par uger til at male efter vi havde renoveret vores kælder, det var praktisk og når det nu kunne lade sig gøre mht mit job, så hvorfor ikke give ham en blid opstart.. 

Wampires skriver:

det lyder som en sensitiv dreng der har svært ved at rumme det at sige farvel generelt...

jeg ville faktisk vende det med SP...

jeg som voksen har selv svært ved det med afsked og har altid haft det sådan... bare tanken om at jeg senere i dag f.eks. skal ud at køre i 2.5 time og derfor være væk fra min familie giver mig næsten ondt i maven...

så vil sige rum ham, sørg for at han ved at I ser at han er ked af det men prøv at nedtone afskeden med korte forståelige sætninger han kender....

Håber det gav mening :)

Tak for svar, ja jeg tror også han er ret sensitiv - vi har også store problemer med at han ikke kan sove derhenne, vi troede først der måske var noget fysisk i vejen med ham, så opdagede vi at han åbenbart er bange for at ligge alene, og derfor ikke ville sove i BV, han skreg når han blev lagt, og sov kun i BV hvis der sad en pædagog og rørte ham konstant - de bruger virkelig nogle ressourcer på den dreng. Så kom han på madras, det hjalp - altså han holdt ihvertfald op med at skrige, men han sover stadig kun max 40 min på en dag, nogle dage slet ikke (herhjemme i weekenden tager han gerne en ordentlig skraber). 

Anyway, vi snakkede om at det måske var en fejl at putte ham i VG, måske DP ville have været bedre, men det er jo ret sent at skifte nu, og så står vi bare med problemet når han skal i BH om et år - det var vi igennem med storesøster, det tog hende 6 mdr at falde til.

Så noget med sensitiv, angst for at blive forladt/være alene (han panikker også hvis pædagogen rejser sig og henter noget i et andet lokale, uanset at han stadig kan se hende), og så selve det at skulle tage afsked.

SP har vi ikke set i over et år, men vi har selvfølgelig mange snakke med institutionen om ham (som sagt tager han en del ressourcer), og han har da også flere gange været oppe som emne på nogle special møder som kommunen tilbyder til institutioner. Jeg var selv med en dag og snakkede med en psykolog & en ergoterapeut. Det var interessant, vi fik nogle arbejdsredskaber, men det ændrede ikke noget videre.

Yndlingsordene for tiden er "bange" og "med".... Og så er der jo så det at når først han er kommet igang med at lege, så er der ingen problemer, og så gider han ikke engang med hjem når vi kommer. Det virker meget modsat - hvad f* skal man tænke....?!

Men ja, vi må jo bare klø på og håbe at det går bedre og bedre, håber virkelig ikke det fortsætter ind i hans voksenliv som med dig, det må da være svært at få en hverdag til at fungere når man har det sådan.

Lige til slut vil jeg sige til alle der læser med, at vi altså aldrig har ladt ham ligge i længere tid eller noget, så der er ikke nogen traumer ind over!

Hvis han bare græd ved aflevering og ellers var glad ville jeg leve med det. Nogen børn har svært ved afsked. 

Mimen de andre ting du skriver lyder som en dreng det på ingen måde trives. Det ville jeg ikke byde mit barn. 

Jeg ville stoppe op og brainstorme på muligheder. Kunne dagpleje være løsningen. Privat pasning eller kunne i måske holde ham hjemme i en periode? Det er ikke nemt og det kræver nogle valg men jeg ville ikke byde min dreng at være så ulykkelig.

Lomm skriver:

Tak for svar, ja jeg tror også han er ret sensitiv - vi har også store problemer med at han ikke kan sove derhenne, vi troede først der måske var noget fysisk i vejen med ham, så opdagede vi at han åbenbart er bange for at ligge alene, og derfor ikke ville sove i BV, han skreg når han blev lagt, og sov kun i BV hvis der sad en pædagog og rørte ham konstant - de bruger virkelig nogle ressourcer på den dreng. Så kom han på madras, det hjalp - altså han holdt ihvertfald op med at skrige, men han sover stadig kun max 40 min på en dag, nogle dage slet ikke (herhjemme i weekenden tager han gerne en ordentlig skraber). 

Anyway, vi snakkede om at det måske var en fejl at putte ham i VG, måske DP ville have været bedre, men det er jo ret sent at skifte nu, og så står vi bare med problemet når han skal i BH om et år - det var vi igennem med storesøster, det tog hende 6 mdr at falde til.

Så noget med sensitiv, angst for at blive forladt/være alene (han panikker også hvis pædagogen rejser sig og henter noget i et andet lokale, uanset at han stadig kan se hende), og så selve det at skulle tage afsked.

SP har vi ikke set i over et år, men vi har selvfølgelig mange snakke med institutionen om ham (som sagt tager han en del ressourcer), og han har da også flere gange været oppe som emne på nogle special møder som kommunen tilbyder til institutioner. Jeg var selv med en dag og snakkede med en psykolog & en ergoterapeut. Det var interessant, vi fik nogle arbejdsredskaber, men det ændrede ikke noget videre.

Yndlingsordene for tiden er "bange" og "med".... Og så er der jo så det at når først han er kommet igang med at lege, så er der ingen problemer, og så gider han ikke engang med hjem når vi kommer. Det virker meget modsat - hvad f* skal man tænke....?!

Men ja, vi må jo bare klø på og håbe at det går bedre og bedre, håber virkelig ikke det fortsætter ind i hans voksenliv som med dig, det må da være svært at få en hverdag til at fungere når man har det sådan.

 

Lige til slut vil jeg sige til alle der læser med, at vi altså aldrig har ladt ham ligge i længere tid eller noget, så der er ikke nogen traumer ind over!

Det er aldrig for sent at skifte. 

Vores gik i vuggestue og trivedes egentlig fint, men vi havde lang transporttid der til og fandt en virkelig fantastisk dagplejer meget tættere på os. Vores pige er 2 år og 4 måneder. Hun havde lige 4 lige kortere dage før hun var der en hel dag alene. 

Men vi er så glade for at have skiftet. Selvom det kun er for 1 lille år. 

Vores pige har rykket sig vildt meget sprogligt og er så glad for sin nye dagpleje. 

Jeg ville se efter noget andet hvis han fortsætter med at være så ked. 

Mariehøne123 skriver:

Hvis han bare græd ved aflevering og ellers var glad ville jeg leve med det. Nogen børn har svært ved afsked. 

Mimen de andre ting du skriver lyder som en dreng det på ingen måde trives. Det ville jeg ikke byde mit barn. 

Jeg ville stoppe op og brainstorme på muligheder. Kunne dagpleje være løsningen. Privat pasning eller kunne i måske holde ham hjemme i en periode? Det er ikke nemt og det kræver nogle valg men jeg ville ikke byde min dreng at være så ulykkelig.

At blive hjemme ville da være dejligt, men huslånet betaler jo desværre ikke sig selv. Vi har ikke noget luksus forbrug vi sådan lige kunne skære ned på, og tror såmænd heller ikke nogen af vores arbejdsgivere ville juble ved tanken om at vi lige tog et år ud af kalenderen. Så det er lidt utopi.

vi har som sagt overvejet DP, men altså vi stod jo også i 6 mdr med en dybt ulykkelig pige da hun skulle skifte fra DP til BH, så jeg vil mene vi blot udskyder problemet. Og jeg ville nægte at en DP (som det skete med vores pige) skulle til at "lære ham" at sove i BV, når han absolut ikke vil dette. 

Han er (ifølge pædagogerne) glad nok derovre når lige gråden er forbi, og det ser jeg jo og selv når jeg bliver og når jeg henter. Han er blot ked af at skulle sige farvel (til alle, også herhjemme) og har så nogle søvn issues - han kan ikke abstrahere fra den uro der unægtelig er.

Lomm skriver:

At blive hjemme ville da være dejligt, men huslånet betaler jo desværre ikke sig selv. Vi har ikke noget luksus forbrug vi sådan lige kunne skære ned på, og tror såmænd heller ikke nogen af vores arbejdsgivere ville juble ved tanken om at vi lige tog et år ud af kalenderen. Så det er lidt utopi.

vi har som sagt overvejet DP, men altså vi stod jo også i 6 mdr med en dybt ulykkelig pige da hun skulle skifte fra DP til BH, så jeg vil mene vi blot udskyder problemet. Og jeg ville nægte at en DP (som det skete med vores pige) skulle til at "lære ham" at sove i BV, når han absolut ikke vil dette. 

Han er (ifølge pædagogerne) glad nok derovre når lige gråden er forbi, og det ser jeg jo og selv når jeg bliver og når jeg henter. Han er blot ked af at skulle sige farvel (til alle, også herhjemme) og har så nogle søvn issues - han kan ikke abstrahere fra den uro der unægtelig er.

Nu kender jeg ikke jeres økonomi men ofte er det et spørgsmål om prioriteringer hvis i virkelig vil det. Jeg kender flere der har prioriteret at gå hjemme med deres børn fordi det er vigtigt for dem og lever af en lavindkomst. Hvis man vil kan det lade sig gøre men det koster selvfølgelig noget. 

Jeg sagde selv mit job op da min søn aldrig vil komme til at trives i pasning før han er større. Bare legestue eller rytmik er en udfordring for ham. Det har haft massere af konsekvenser men sådan må det være. 

Jeg siger heller ikke det er det rigtige for jer men jeg vil opfordre jer til at tænke ud af boksen han trives jo tydeligvis ikke. Hvis dagpleje virker er det jo fint men ellers ville jeg helt seriøst overveje et års orlov og så regne på hvor vi kunne spare fx pasning ferier omlægning af banklån mv