Lomm skriver:
Vi har afprøvet begge dele. Indkøringen foregik ekstremt langsomt over 2 mdr, hvor jeg i starten var der meget med ham, og så langsomt blev det mindre og mindre.
Da jeg startede job tog far over, og de afleverer først storesøster (integreret institution), derefter går de hen til VG. Indtil de når trappen op mod VG er alt godt, så begynder han at græde. De går op, tager tøjet af og venter på at pædagogen skal komme (stuen åbner tidligst kl 7,30). Imens bliver han holdt og trøstet/talt til. Når pædagogen kommer, sætter min mand sig på hug og siger farvel - herefter tager pædagogen over for ellers fortsætter det i al evighed.
Idag skulle jeg undtagelsesvist aflevere, og blev på stuen med ham i 30 min for at se om det kunne hjælpe at han fik lov til at falde til først. Der var ingen problem mens jeg var der, han legede og spiste, men straks jeg rejste mig gik han i panik. Jeg lyttede udenfor døren, han græd 6 min meget hysterisk, herefter stilnede det af.
Nu kender vi jo hverken jer eller jeres barn, og I er sikkert nogle enormt omsorgsfulde forældre - men jeg tror også, at I skal skrue bissen på og korte afleveringerne (og da SLET ikke blive i 30 min.).
Jeg har 4 børn, der skal afleveres hver morgen.
Fra vi forlader bilen, til jeg kører igen, går der max. 8 minutter, den 10-årige og den 6-årige får kram og forsvinder ind i skoledelen, den 4-årige og den 1-årige skal samme sted, men ingen af de små er vant til andet end et smil, kram, kys, "ha' en god dag" - og så er jeg gået........og hold nu fast, det har jeg gjort fra dag 1 (der er altså ingen indkøring for mine børn, som alle snakker så meget om, og da slet ikke måneder, det virker helt absurd!!).
