Fravalg af amning eller ej? Tredje barn

Jeg er lige anonym da jeg ikke ønsker at blive dømt ud fra mine overvejelser

Jeg venter mit tredje barn, og jeg overvejer helt at droppe amning denne gang. Baggrunden for dette er at jeg synes at amning har været en kamp med mine 2 første børn. Den første vejede næsten 5 kilo, og her blev vi anbefalet at give flaske allerede på hospitalet for at hans blodsukker ikke skulle falde for meget. Jeg fik dog alligevel delvist gang i amningen, men efter en måneds tid stoppede min mælkeproduktion brat, og jeg gik derfor over til flaske. Det var et stort nederlag for mig, og synes at jeg blev dømt af sundhedspersonale fordi jeg ikke kæmpede mere for amningen.

Mit andet barn var også stort ved fødslen, dog ikke så stor som min første. Han fik ikke flaske eller sut fordi jeg virkelig gerne ville have amningen til at komme igang. Det lykkedes for mig, men jeg havde ikke i nærheden af nok mælk til at fodre mit store barn, og efter 2 måneder vejede jeg 12 kilo mindre end før jeg blev gravid, hvor jeg i forvejen var meget spinkel. Min søn tabte sig også fra den øverste kurve til kurven under gennemsnittet, og sundhedsplejersken anbefalede mig at supplere min amning med modermælkserstatning, samt at begynde at bruge sut til ham (på dette tidspunkt ammede han en gang i timen om dagen, hvor jeg virkelig prøvede at trække tiden mellem måltiderne sådan så jeg kunne nå at gendanne bare lidt af mælken mellem måltiderne. Udover det vågnede han  12+ gange om natten og efterspurgte amningen). Han nægtede dog både flaske og sut, men vi kæmpede hårdt for at få ham til at tage det så jeg kunne aflastes lidt. Det lykkedes aldrig, og jeg endte med kun at amme ham hvilket var en hård tid for hele vores familie fordi jeg var så træt og udsultet at jeg ikke orkede noget som helst. 

Min mand ønsker at jeg skal amme fordi det er ddt bedste for vores barn. Han hr vist glemt hvor hårdt vi havde det dengang jeg ammende vires andet barn. Min familie snakker også for amningen, og jeg har derfor lidt svært ved at dele mine tanker med nogle om mine tanker.

Jeg er derfor lidt nysgerrig om andres erfaring med dette inden jeg tager en beslutning. Hvordan foregår det? Tager man bare de der ammestop piller og så løber mælken ikke til eller? Og hvad sagde sundhedspersonalet til jeres valg? Skulle i forsvare jer selv? Hvad sagde jeres mand og jeres familie og hvordan forsvarede i jeres valg? Følte i at i traf et egoistisk valg, og fortrød i bagefter? 

Og så måske et lidt mærkelig spørgsmål.. Blev jeres bryster "normal" størrelse igen? Mine bryster er nemlig allerede her halvvejs i graviditeten markant større og helt spændte ligesom i mine ammeperioder. Det er jo fordi min krop forventer at den skal amme, men hvis jeg ikke ammer bliver de så små igen? De er nemlig ret tunge at slæbe på, så jeg glæder mig til at komme tilbage til mine små bryster igen 

Jeg fravalgte amning ved vores andet barn, da det ikke gik godt første gang, hvor vi stoppede efter 2 mdr. med stor succes.

Jeg var temmelig afklaret og det var min mand også. Havde fuld opbakning fra min mor og resten af familien og generelt af folk omkring mig.

Ift. sundhedspersonalet mødte jeg også forståelse og det blev uden problemer skrevet i min vandrejournal. Der stod at den lille måtte blive lagt til brystet de første par timer, for at få lidt råmælk. Herefter skulle jeg have ammestop-pillen.

Der kom ikke rigtig noget ud, og personalet på sygehuset spurgte om jeg ville have den inden jeg tog hjem eller om jeg ville tage den hjemme. De forklarede at der kunne komme lidt ubehag iform af kvalme. Jeg tog pillen og var klar til at komme hjem. Da jeg kom op og stå og ville ud i elevatoren blev jeg totalt bleg og et par sygeplejesker som tilfældigt var med i elevatoren fik min mand til at hente en kørerstol og en af dem blev siddende ved mig nede i salen indtil han kørte mig ud til bilen som han havde kørt op foran. Mens jeg sad der fik jeg hurtigt kulør igen og havde det fint.
Så måske fik jeg bare rejst mig for hurtigt.

Synes ikke mine bryster var spændte eller noget efter det. Så de blev hurtigt som før jeg blev gravid med nummer to 

Har slet ikke fortrudt et eneste sekund 

Anonym skriver:

Jeg er lige anonym da jeg ikke ønsker at blive dømt ud fra mine overvejelser

Jeg venter mit tredje barn, og jeg overvejer helt at droppe amning denne gang. Baggrunden for dette er at jeg synes at amning har været en kamp med mine 2 første børn. Den første vejede næsten 5 kilo, og her blev vi anbefalet at give flaske allerede på hospitalet for at hans blodsukker ikke skulle falde for meget. Jeg fik dog alligevel delvist gang i amningen, men efter en måneds tid stoppede min mælkeproduktion brat, og jeg gik derfor over til flaske. Det var et stort nederlag for mig, og synes at jeg blev dømt af sundhedspersonale fordi jeg ikke kæmpede mere for amningen.

Mit andet barn var også stort ved fødslen, dog ikke så stor som min første. Han fik ikke flaske eller sut fordi jeg virkelig gerne ville have amningen til at komme igang. Det lykkedes for mig, men jeg havde ikke i nærheden af nok mælk til at fodre mit store barn, og efter 2 måneder vejede jeg 12 kilo mindre end før jeg blev gravid, hvor jeg i forvejen var meget spinkel. Min søn tabte sig også fra den øverste kurve til kurven under gennemsnittet, og sundhedsplejersken anbefalede mig at supplere min amning med modermælkserstatning, samt at begynde at bruge sut til ham (på dette tidspunkt ammede han en gang i timen om dagen, hvor jeg virkelig prøvede at trække tiden mellem måltiderne sådan så jeg kunne nå at gendanne bare lidt af mælken mellem måltiderne. Udover det vågnede han  12+ gange om natten og efterspurgte amningen). Han nægtede dog både flaske og sut, men vi kæmpede hårdt for at få ham til at tage det så jeg kunne aflastes lidt. Det lykkedes aldrig, og jeg endte med kun at amme ham hvilket var en hård tid for hele vores familie fordi jeg var så træt og udsultet at jeg ikke orkede noget som helst. 

Min mand ønsker at jeg skal amme fordi det er ddt bedste for vores barn. Han hr vist glemt hvor hårdt vi havde det dengang jeg ammende vires andet barn. Min familie snakker også for amningen, og jeg har derfor lidt svært ved at dele mine tanker med nogle om mine tanker.

Jeg er derfor lidt nysgerrig om andres erfaring med dette inden jeg tager en beslutning. Hvordan foregår det? Tager man bare de der ammestop piller og så løber mælken ikke til eller? Og hvad sagde sundhedspersonalet til jeres valg? Skulle i forsvare jer selv? Hvad sagde jeres mand og jeres familie og hvordan forsvarede i jeres valg? Følte i at i traf et egoistisk valg, og fortrød i bagefter? 

Og så måske et lidt mærkelig spørgsmål.. Blev jeres bryster "normal" størrelse igen? Mine bryster er nemlig allerede her halvvejs i graviditeten markant større og helt spændte ligesom i mine ammeperioder. Det er jo fordi min krop forventer at den skal amme, men hvis jeg ikke ammer bliver de så små igen? De er nemlig ret tunge at slæbe på, så jeg glæder mig til at komme tilbage til mine små bryster igen 

 

Jeg er ikke tilhænger af amning for enhver pris. Forstået på den måde, at det er ok at stoppe hvis det har for mange konsekvenser som i dit tilfælde, hvor baby ikke bliver ordentlig mæt og du ikke kan hænge sammen. Når det er sagt, så ville jeg nok vente og se tiden an. Det kan være, at amningen kommer til at køre perfekt og så er det vel forsøget værd. Du kan på forhånd aftale med dig selv (og din mand) at hvis amningen ikke kører efter x antal dage, så stopper du. Så ved du med dig selv, at der er en bagkant. 

Jeg synes du skal starte ud med at amme og så se hvordan det går. Hvis det samme gentager sig, så skal du stoppe, hvis det er det, du har det bedst med. Men man ved aldrig, fordi man har haft dårlige ammeforløb før er det ikke ensbetydende med at det næste vil foregå på samme måde. Hvis jeg var dig, havde jeg prøvet og så stoppe hvis et dårligt ammeforløb gentager sig.  Men selvfølgelig skal du som udgangspunkt gøre det der føles bedst for dig. Men jeg tænker ikke at det ville skade at prøve. 

Hvis du beslutter dig for at amme næste gang, så kan jeg anbefale ammenet, la leche league og vist nok forældre og fødsel, så du kan få ordentlig vejledning. For det lyder virkelig ikke til at du har fået god vejledning de første to gange og så er et svært at få amningen til lykkes. Sp' er ved desværre sjældent særlig meget omkring amning. 

Ammenet kan du finde på fb og de har nogle super dygtige ammevejledere. 

Tak for alle jeres svar  

Jeg kan rigtig godt forstå hvis du fravælger det.Kan også godt forstå din bekymring om folks holdningner/bemærkninger mm. Hvis man fra start fravælger det. 

Jeg har en veninde der i år har fået sit 3. Barn. Hun har som dig haft to frygtelige ammeforløb der endte ud i flaske. Hun besluttede denne gang, at hun simpelthen ikke ville udsætte sig selv for det stress ved at prøve at få det til at køre. Ja for slet ikke at snakke om barnet. Ja det kunne godt være det kunne være blevet en succes. Men de to andre gange sad så dypt i hende, så denne gang var hun ikke villig til, at gå rundt og være ked af det, stresset og desperat for at prøve at få det til at fungere. hun fortryder på ingen måde sin beslutning. Hun siger, at hun med det her barn har fået en mere fredelig tid i starten og lov til at nyde det mere��Held og lykke med det hele��

Anonym skriver:

Jeg er lige anonym da jeg ikke ønsker at blive dømt ud fra mine overvejelser

Jeg venter mit tredje barn, og jeg overvejer helt at droppe amning denne gang. Baggrunden for dette er at jeg synes at amning har været en kamp med mine 2 første børn. Den første vejede næsten 5 kilo, og her blev vi anbefalet at give flaske allerede på hospitalet for at hans blodsukker ikke skulle falde for meget. Jeg fik dog alligevel delvist gang i amningen, men efter en måneds tid stoppede min mælkeproduktion brat, og jeg gik derfor over til flaske. Det var et stort nederlag for mig, og synes at jeg blev dømt af sundhedspersonale fordi jeg ikke kæmpede mere for amningen.

Mit andet barn var også stort ved fødslen, dog ikke så stor som min første. Han fik ikke flaske eller sut fordi jeg virkelig gerne ville have amningen til at komme igang. Det lykkedes for mig, men jeg havde ikke i nærheden af nok mælk til at fodre mit store barn, og efter 2 måneder vejede jeg 12 kilo mindre end før jeg blev gravid, hvor jeg i forvejen var meget spinkel. Min søn tabte sig også fra den øverste kurve til kurven under gennemsnittet, og sundhedsplejersken anbefalede mig at supplere min amning med modermælkserstatning, samt at begynde at bruge sut til ham (på dette tidspunkt ammede han en gang i timen om dagen, hvor jeg virkelig prøvede at trække tiden mellem måltiderne sådan så jeg kunne nå at gendanne bare lidt af mælken mellem måltiderne. Udover det vågnede han  12+ gange om natten og efterspurgte amningen). Han nægtede dog både flaske og sut, men vi kæmpede hårdt for at få ham til at tage det så jeg kunne aflastes lidt. Det lykkedes aldrig, og jeg endte med kun at amme ham hvilket var en hård tid for hele vores familie fordi jeg var så træt og udsultet at jeg ikke orkede noget som helst. 

Min mand ønsker at jeg skal amme fordi det er ddt bedste for vores barn. Han hr vist glemt hvor hårdt vi havde det dengang jeg ammende vires andet barn. Min familie snakker også for amningen, og jeg har derfor lidt svært ved at dele mine tanker med nogle om mine tanker.

Jeg er derfor lidt nysgerrig om andres erfaring med dette inden jeg tager en beslutning. Hvordan foregår det? Tager man bare de der ammestop piller og så løber mælken ikke til eller? Og hvad sagde sundhedspersonalet til jeres valg? Skulle i forsvare jer selv? Hvad sagde jeres mand og jeres familie og hvordan forsvarede i jeres valg? Følte i at i traf et egoistisk valg, og fortrød i bagefter? 

Og så måske et lidt mærkelig spørgsmål.. Blev jeres bryster "normal" størrelse igen? Mine bryster er nemlig allerede her halvvejs i graviditeten markant større og helt spændte ligesom i mine ammeperioder. Det er jo fordi min krop forventer at den skal amme, men hvis jeg ikke ammer bliver de så små igen? De er nemlig ret tunge at slæbe på, så jeg glæder mig til at komme tilbage til mine små bryster igen 

 

Jeg brød mig slet ikke om at amme men holdt ved i 6 mdr. Jeg væmmedes ved det de sidste par måneder og gav kun om natten. Flaske om dagen. 

Som 6 mdr ringede jeg til min læge og bad om ammestop piller som jeg fik og 2 dage efter var mælken stort set væk. 

Har valgt at jeg ikke vil amme når jeg får børn igen. Og er fuldstændig ligeglad med hvad andre mener omkring det. Det bliver kun råmælken også det slut derefter 

Jeg har også 3 børn, med de 2 første blev det kun til 3 ugers amning da jeg ikke producerede mælk nok. 

Her 3 gang og mange år efter de 2 første ville jeg gøre et sidste forsøg på 3 dagen fik min søn høj feber og vi blev indlagt på neonatal og det viste sig at være tørst feber.... jeg blev sat til at pumpe ud..... 20 min. Ved hvert bryst gav 14 ml. ..... det tog mig 30 sekunder at beslutte mig for endnu et flaske barn. Det er simpelthen ikke frustrationerne og besværet værd.

Føl aldrig at du skal forsvare dit valg ! Gør hvad du føler for

Jeg har fravalgt amning. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville amme for enhver pris, og da mælken løb til, kunne jeg slet ikke affinde mig med smerten. 

Så jeg tog beslutningen allerede inden vi forlod sygehuset. 

Jeg er da blevet mødt af et par bebrejdende blikke, og enkelte som synes det var decideret synd for mig og mit barn. 

Men det har bare været den bedste beslutning for mig. Min mand har været ligeså meget på som jeg selv. Han har kunne aflaste om natten og når han kommer hjem fra arbejde, og det har været så godt for ham at være en ligeså stor del af det som jeg. Især fordi han godt kunne føle sig lidt "udenfor" når han var på arbejde hele dagen, imens jeg gik og hyggede med vores datter derhjemme.

Jeg vil ikke gøre det anderledes anden gang. 

Og jeg synes det er synd, at det at fravælge amning er så ilde set. Jovist, der er noget om snakken når man siger at amning er bedre for barnet, men hvis barnet ender med en nedslidt, frustreret og ulykkelig mor, så mener jeg ikke at amning er den rette løsning.