Ikke set farmor i 2 år - hjælp

Anonym skriver:

Det kunne en lille smule lyde som vores forhold til farmor. Her har der sig været en masse andre ting ind over og farmor er, hmm .. ja, lidt ustabil. Hun fik også alt vendt så det var VORES skyld. 

Nå men, vi havde intet kontakt i 1,5-2 år men har her de sidste 9-10 måneder stille og roligt fået etableret et forhold igen og det er noget af de bedste vi har gjort for vores søn. Han ELSKER sin farmor himmelhøjt! 

Men jeg ville helt klart mødes uden jeres barn først. Det er godt lige at forventningsafstemme og føle om de nu har forstået hvordan tingene er med jeres barn. Ønsker jer i hvert fald held og lykke og håber det lykkedes at få et godt forhold igen, især for jeres barn 

Er da glad for vi ikke er alene Det er meget provokerende at få at vide, at det hele er ens skyld, hvis man virkelig har forsøgt at skabe et godt forhold. 

Det lyder dejligt, hvordan gjorde I så ? 
Og er der slet ikke problemer længere  ? 

Mange tak

Det hele er næppe så sort hvidt at det udelukkende er kun jeres skyld, eller kun farmors skyld. Der kan være mange grunde til at en familie kommer så langt ud, at der må brydes med hinanden, hvillet i mine øjne er en meget alvorlig beslutning.

I har sikkert haft grunde til at gøre som I gjorde, men jeg kan ikke læse megen selvrefleksion i dit indlæg: Måske var I lidt for pylrede? Måske mente farmor det godt? Måske kunge I have kommunikeret mere hensigtsmæssigt?

Der må være meget mere i overvejelserne om fremtiden, end blot "hvad farmor kan give jer og bidrage med". Måske der også er noget I kan og skal ændre, eller bidrage med noget Måske har det stor værdi at du finder en måde at støtte din mand, i at få en god relation til sin mor, som han velsagtens stadig elsker? At jeres søn lærer sig bagland at kende på godt og ondt?

Ja, nogle punkter i liver ændrer sig måske en smule når man får børn... men livet er også en hel masse andet og der kommer også en tid efter livet med småbørn. 

Jeg håber at det skinner igennem ovenstående at jeg ikke er ude på at tage parti - dertil kender jeg alt for lidt til hele billedet - men nogle gange kan det være meget sundt at vende tingene lidt på hovedet, når der er så store ting på spil.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det hele er næppe så sort hvidt at det udelukkende er kun jeres skyld, eller kun farmors skyld. Der kan være mange grunde til at en familie kommer så langt ud, at der må brydes med hinanden, hvillet i mine øjne er en meget alvorlig beslutning.

I har sikkert haft grunde til at gøre som I gjorde, men jeg kan ikke læse megen selvrefleksion i dit indlæg: Måske var I lidt for pylrede? Måske mente farmor det godt? Måske kunge I have kommunikeret mere hensigtsmæssigt?

Der må være meget mere i overvejelserne om fremtiden, end blot "hvad farmor kan give jer og bidrage med". Måske der også er noget I kan og skal ændre, eller bidrage med noget Måske har det stor værdi at du finder en måde at støtte din mand, i at få en god relation til sin mor, som han velsagtens stadig elsker? At jeres søn lærer sig bagland at kende på godt og ondt?

Ja, nogle punkter i liver ændrer sig måske en smule når man får børn... men livet er også en hel masse andet og der kommer også en tid efter livet med småbørn. 

Jeg håber at det skinner igennem ovenstående at jeg ikke er ude på at tage parti - dertil kender jeg alt for lidt til hele billedet - men nogle gange kan det være meget sundt at vende tingene lidt på hovedet, når der er så store ting på spil.

 

Jeg tænker heller ikke jeg har lagt op til, at det kun er farmors skyld ? Nu er historien jo meget længere, så måske virker det hele sat hårdt op  

Der har været masser af selvrefleksion, at vi valgte ikke at have kontakt var ikke en pludselig indskydelse, men vores barn var ca 1,5 da vi brød kontakten og på en måde tror jeg vi ventede for længe. 

Jeg er ikke i tvivl om at hun har ment det godt, hun har jo ikke ignoreret vores behov og følelser for at være ond.
Men hun virker til generelt at have svært ved at forstå andres behov.

I forhold til at være pylret så nej, min 3 mdrs baby skal ikke være hos fremmede, slet ikke når h*n er så følsom. Et par timer hos dem gjorde at der ikke blev spist hele dagen og ikke sovet det meste af natten.

Jeg ved ikke, hvordan vi ellers skulle have kommunikeret,  bortset fra til sidst, men ellers forsøgte vi at holde det på vores banehalvdel.  Ikke noget med "Du skal lade være med det, og du er også altid sådan og sådan",
men mere "Vi kan mærke baby er lidt træt i dag, så h*n har lige behov at lande, men om 10 min så er h*n nok klar", i stedet for de stod der og man kunne nærmest ikke komme ind af døren, fordi de nærmest råbte og svingede med legetøj og ville have barnet i armene, som de ikke havde set de sidste mange uger, fordi de hellere ville lave andre ting. 

Og når man ikke kan accepterer, at vi gerne vil have en stille "opstart" til overnatning, som fx at vi kunne gå en tur og så kunne de være alene, så begynder man at give op.

I forhold til at støtte min mand, så er det mig der har lagt op til mere kontakt, han virker til at have det bedst uden. 
Selvfølgelig vil vi også skulle ændre noget og det gjorde vi også, men det skal ikke være på bekostning af vores barn og det blev det før. 

Som det ser ud nu, så er det stort set kun for farmor skyld, at vi skulle have kontakt og evt for at det ikke skulle være akavet, hvis man så dem i byen.

Tænk og fratage farmor hendes rolle. Synes det er synd. Har din mand slet ikke savnet sin mor i 2 år? Jeg håber aldrig min lille søn finder sådan en kæreste som dig. ´Lige meget hvor pyller ens barn er så finder man en løsning der fungere for begge partner. Jeg er heller ikke fan af min svigermor men hun er min svigermor og jeg respektere hendes mening og syn og alligevel tager det med et gran salt. Jeg kunne aldrig finde på at bilde mig selv ind at min barn er bedre tjent uden en farmor.

Anonym skriver:

Tænk og fratage farmor hendes rolle. Synes det er synd. Har din mand slet ikke savnet sin mor i 2 år? Jeg håber aldrig min lille søn finder sådan en kæreste som dig. ´Lige meget hvor pyller ens barn er så finder man en løsning der fungere for begge partner. Jeg er heller ikke fan af min svigermor men hun er min svigermor og jeg respektere hendes mening og syn og alligevel tager det med et gran salt. Jeg kunne aldrig finde på at bilde mig selv ind at min barn er bedre tjent uden en farmor.

Fratage hendes rolle?? bedsteforældre er sgu ikke noget man har krav på at være, det må man gøre sig fortjent til! 

Som jeg læser det er det lige så meget på mandens initiativ, så jeg tror nu ikke at trådstarter er så led som du gerne vil gøre hende til. og jo, nogle gange er de små sgu bedre tjent uden en bedsteforældre, hvis denne ikke evner at være der på en ordentlig måde.

Tag min egen mor for den sags skyld. hun kommer ikke nær mine børn med en ildtang, det vil jeg simpelthen ikke byde dem. og det bakker min kæreste mig heldigvis op i. 

migxher skriver:

Fratage hendes rolle?? bedsteforældre er sgu ikke noget man har krav på at være, det må man gøre sig fortjent til! 

Som jeg læser det er det lige så meget på mandens initiativ, så jeg tror nu ikke at trådstarter er så led som du gerne vil gøre hende til. og jo, nogle gange er de små sgu bedre tjent uden en bedsteforældre, hvis denne ikke evner at være der på en ordentlig måde.

Tag min egen mor for den sags skyld. hun kommer ikke nær mine børn med en ildtang, det vil jeg simpelthen ikke byde dem. og det bakker min kæreste mig heldigvis op i. 

Du skal ikke bande når du skriver til mig. Man kan godt skrive ordentligt selv om dette er en debat forum.

Bedste forældre er i mine øjne en rolle. Jeg glæder mig til at være farmor når den til kommer til forhåbentlig en sød pige der acceptere mig som en del af min søns og barnebarnets liv.

Jeg vil ikke gøre hende til led jeg synes hun er led. Dette er min mening som jeg har ret til at have udefra det hun har skrevet.

Ha en god aften.

Anonym skriver:

Tænk og fratage farmor hendes rolle. Synes det er synd. Har din mand slet ikke savnet sin mor i 2 år? Jeg håber aldrig min lille søn finder sådan en kæreste som dig. ´Lige meget hvor pyller ens barn er så finder man en løsning der fungere for begge partner. Jeg er heller ikke fan af min svigermor men hun er min svigermor og jeg respektere hendes mening og syn og alligevel tager det med et gran salt. Jeg kunne aldrig finde på at bilde mig selv ind at min barn er bedre tjent uden en farmor.

Jeg er da glad for du ikke har problemer med din familie .. 
Men nogle gange kan familiemedlemmer være til mere skade end gavn.

Jeg tror din søn vil være lykkelig for at finde en som mig, der sætter sit barns behov først, og sin mands behov... Det er og var ikke mit valg at cutte forbindelsen, det var vores valg. 

Men hvordan finder man en løsning, når den anden ikke vil være med ? 
Og mit barn er ikke pylret. 

Jeg tror, du føler dig ramt, fordi du kan blive farmor på et tidspunkt og er bange for den forfærdelig svigerdatter kunne finde på at tvinge din søn til aldrig at måtte se hans mor, som aldrig kunne gøre noget forkert.

Kunne det tænkes der er mere til historien end at min mand bliver "tvunget" til ikke at se sin mor, måske det ikke kun er vores barns behov der bliver overset. Måske min mand tager nogle forholdsregler fordi han ved hvordan hans mor er ? 

migxher skriver:

Fratage hendes rolle?? bedsteforældre er sgu ikke noget man har krav på at være, det må man gøre sig fortjent til! 

Som jeg læser det er det lige så meget på mandens initiativ, så jeg tror nu ikke at trådstarter er så led som du gerne vil gøre hende til. og jo, nogle gange er de små sgu bedre tjent uden en bedsteforældre, hvis denne ikke evner at være der på en ordentlig måde.

Tag min egen mor for den sags skyld. hun kommer ikke nær mine børn med en ildtang, det vil jeg simpelthen ikke byde dem. og det bakker min kæreste mig heldigvis op i. 

Tak, for lidt forsvar  

Jeg synes nemlig heller ikke jeg er led. 
Det er nemlig mindst lige så meget min mands initiativ. 

Anonym skriver:

Tænk og fratage farmor hendes rolle. Synes det er synd. Har din mand slet ikke savnet sin mor i 2 år? Jeg håber aldrig min lille søn finder sådan en kæreste som dig. ´Lige meget hvor pyller ens barn er så finder man en løsning der fungere for begge partner. Jeg er heller ikke fan af min svigermor men hun er min svigermor og jeg respektere hendes mening og syn og alligevel tager det med et gran salt. Jeg kunne aldrig finde på at bilde mig selv ind at min barn er bedre tjent uden en farmor.

Så du vil for hver en pris sætte en farmors "ret" til barnet over barnets ve og vel....

Ja du lyder da rigtig skøn, og som om du lige ved i en Bette bobel....

En farmor har ikke ret til noget som helst, ej heller mormor eller andre i den forstand....som forældre er det vores opgave at sørge for vores børns bedste, og det kræver faktisk, i den virkelige verden, nu flere gange at kontakten brydes...

Min far har ikke og kommer heller aldrig til at møde eller have samvær med min søn, min datter har lidt så rigeligt for begge...

Og ja, JEG tillader mig at tag den rolle fra en person som ikke fortjener eller kan give barnet noget positivt 

Anonym skriver:

For 2 år siden cuttede vi kontakten til farmor. Nu er det som om hun vil gøre ting gode igen og vi måske kan få et godt forhold. (Det sidste år har der været lidt sms frem og tilbage)

Men hvordan skal man lige gøre det? 

Vi vil ikke have dem her hjem, men heller ikke hjem til dem. Desuden ved vi ikke om vi skal have barnet med til første møde, for er sikker på farmor vil blive helt overgearet.

 

Lidt forhistorie: 

Da vi fik barn, fik vi et følsomt barn. - Helt fra spæd græd h*n meget og ville ikke spise,  hvis der skete for meget eller der havde sket for meget (som en indkøbstur eller tur i mødregruppe).

Det var der nogle i familie der havde svært ved at forholde sig til, herunder Farmor. 

Når vi endelig skulle ses - vi så dem (farmor og hendes mand) sjældent på trods af, vi havde givet dem en åben invitation, men andre ting var for dem vigtigere - var de meget påtrængende over vores barn (også da h*n var spæd), selvom de jo egentlig var fremmede.

Vi fortalte farmor, at vores barn skulle have lov til at få ro og vænne sig til dem, især når vi var i deres hjem, for det kendte h*n jo heller ikke til.  Det hjalp ikke, men gjorde det værre og vi fik at vide det var vores skyld, de aldrig sås. Vi var desuden for pylret og skulle bare lade barnet græde osv..

Til sidst blev vi træt af det, der var for mange problemer og det var på ingen måde en god oplevelse at have kontakt til farmor. Så vi cuttede kontakten, da vores barn var ca 1,5 år. 

 

Der er selvfølgelig flere ting der gjorde, at vi valgte som vi gjorde, men det ville tage lang tid at forklare + være for personligt  

 

Som jeg læser dit indlæg og dine svar, er der også en masse personlige "voksen følelser" i klemme her, som nødvendigvis ikke har noget med jeres barn af gøre. Er det helt forkert ?.

Jeg har selv et følsomt/sensitivt barn ( ekstremt præmatur barn), så kender godt de behov og tiltag barnet kan behøve, men tænker alligevel at, at medmindre det var helt vildt forkert det farmor gjorde, så må der være noget andet der også har gjort at i valgte at cutte kontakten og som stadigvæk gør sig gældende i jeres valg