Mit moralske dilemma

Anonym skriver:

Tak for dit syn på det

Min følelse er, at kontakten aldrig har været for min skyld. Det har altid, også da jeg var barn og skulle besøge ham, været med følelsen af at kun han fik noget ud af det. Jeg har altid gjort det af pligt, aldrig af lyst. Men altså jo, det kan sagtens være at han vitterligt bare tænker på mig, jeg kan jo kun se det fra min egen side af.

Grunden til at jeg netop aldrig har decideret sagt noget, er fordi at jeg så ikke ville have noget særlig pænt at sige. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne sige det til ham.

Jeg har overvejet det, jeg har overvejet det de sidste 10 år og kæmpet for at undgå kontakt med ham. Så der er ikke noget der kommer til at ændre sig fordi jeg får børn, jeg har ikke lyst til at han skal være en del af deres liv. Det er nok svært at forklare ordenligt, men jeg kan virkelig ikke fordrage ham. Jeg er bare meget høflig og pleasende af natur, så jeg har aldrig kunne sige direkte til ham at jeg ikke vil se ham.

Som en anden også skriver send et brev (vent måske lige til efter jul). Skriv det som det er at du ikke føler i har et bånd uden at skrive at du decideret ikke kan lide ham  måske takke ham fordi han har været der men i bare er hvert jeres sted. Du skal ikke lyve men jeg synes godt du må tilpasse sandheden lidt  

du lyder afklaret og du er i din gode ret. Hvis jeg stod i hans situation ville jeg egentlig også hellere have et brev en face to face. 

Det jeg mente med at båndet til familier ændrer sig når man får børn er at dem der vil mine børn det godt har jeg fået et langt tættere forhold til og kan acceptere mange fejl fra fordi de giver mine børn noget godt mens på papiret tættere familiemedlemmer glider lidt væk fordi de ikke er reelt interesseret i mine børn. Fx har min mor en veninde som forguder mine børn og som mine børn elsker. Hun har pludselig fået en meget større rolle i mit liv 

I øvrigt synes jeg ikke det er et moralsk dilemma. Det ville det være hvis det var din rigtige far. Det er naturligt at nogle bånd løber ud i sandet og nye opstår. 

Anonym skriver:

Skriv et brev, hvor du skriver, at du ikke længere ønsker kontakten. Så slipper du for at gøre det til hans åbne ansigt. :/ 

Jeg synes dog ærlig talt, at du lyder strid. Men hvis ikke du gider have kontakt, så sig det. Hvis han er ligegyldig for dig, hvorfor bekymrer du dig så overhovedet over om han bliver såret? :/ 

Tak for dit bud

Det er iorden at du synes jeg lyder strid, jeg kan jo heller forklare alle nuancerne herinde. Hvis han var ligegyldig for mig, så havde jeg nok ikke været høflig og besøgt ham alle disse år. Alt jeg skriver er, at det ikke har været for min skyld, men jeg tror at du overtolker det jeg skriver. Jeg har været enormt sød i rigtig mange år og tilsidesat min egen lyst til ikke at se ham, nu er jeg så nået til punktet hvor jeg gerne vil tillade mig selv at kunne afvise ham, selvom at jeg har rigtig dårlig samvittighed.

Der er en grund til at jeg gerne vil have afstand fra ham, det er ikke bare fordi jeg er en dum, strid ko. Han har sagt grimme ting om min mor til mig da jeg var barn, han er utrolig kontrollerende og har forbudt min lillebror at tage bestemte uddannelser. Dette blandt mange, mange andre ting som jeg ikke vil til at skrive herinde. Jeg vil bare ikke have, at i tror at han er et offer her.

Mariehøne123 skriver:

Som en anden også skriver send et brev (vent måske lige til efter jul). Skriv det som det er at du ikke føler i har et bånd uden at skrive at du decideret ikke kan lide ham  måske takke ham fordi han har været der men i bare er hvert jeres sted. Du skal ikke lyve men jeg synes godt du må tilpasse sandheden lidt  

du lyder afklaret og du er i din gode ret. Hvis jeg stod i hans situation ville jeg egentlig også hellere have et brev en face to face. 

Det jeg mente med at båndet til familier ændrer sig når man får børn er at dem der vil mine børn det godt har jeg fået et langt tættere forhold til og kan acceptere mange fejl fra fordi de giver mine børn noget godt mens på papiret tættere familiemedlemmer glider lidt væk fordi de ikke er reelt interesseret i mine børn. Fx har min mor en veninde som forguder mine børn og som mine børn elsker. Hun har pludselig fået en meget større rolle i mit liv 

Jeg tror det svære ved at "sige" direkte "Jeg vil ikke se dig mere", er at det kan blive utrolig akavet hvis det så sker at jeg ser ham igen. Endnu mere akavet end det er at lade det løbe ud i sandet, som er det jeg har haft forsøgt mig med indtil nu. Jeg kan jo risikere at støde på ham i forbindelse med min lillebror, til en fødselsdag eller lignende.

Men altså, det er et godt bud. Jeg tager det bestemt til eftertanke

Ahh ja, jeg forstår godt hvad du mener med det. Jeg blev bare lidt provokeret af det, men det er bare fordi jeg er enormt afklaret med mit forhold til ham, så det virker helt skørt for mig at genoverveje det. Jeg er helt enig i hvad du skriver, f.eks. betyder min kærestes familie rigtig meget for mig, på mange måder mere end min biologiske familie gør. Eller hvert fald på en anden måde