Mit moralske dilemma

Hej! Jeg er aktiv herinde, men vælger at være anonym med det her, da det er ret personligt

Jeg har et dilemma. Et som jeg faktisk har haft i mange år, men som er blusset op efter at jeg er blevet gravid.

Min lillebror og jeg har ikke samme far, jeg kender ikke min egen, men har kendt min lillebrors siden jeg selv var baby. Min mor og min lillebrors far gik fra hinanden da jeg var 9 år og i de første år derefter havde jeg meget kontakt med ham, besøgte ham ca. 1 weekend om måneden sammen med min lillebror.  Fra jeg var 15-16 år blev kontakten dog svagere og svagere, primært pga. at jeg trak mig meget fra ham. Siden da har vi set hinanden mellem 2  til 0 gange om året. De sidste par år har jeg mere eller mindre ingen kontakt haft (Jeg er 26)

Jeg mødte ham i sommers, og han inviterede mig hjem til aftensmad hos ham, hans kæreste/kone og min lillebror. Jeg takkede ja, af høftlighed. Siden da har han ønsket mig tillykke med fødselsdagen, tillykke med graviditeten og inviterede mig sidst med til noget jule tam tam. Så jeg kan mærke at han er interesseret i at jeg er gravid og tydeligt gerne vil have kontakt igen. Her kommer mit dilemma så:

Jeg har ikke lyst til at have kontakt. Jeg har aldrig følt mig særlig knyttet til ham og bryder mig ikke om hans holdninger og ofte heller ikke hans måde at være overfor min lillebror på, som jeg har kunne følge gennem årene.  Men jeg får så dårlig samvittighed, fordi han helt sikkert selv føler sig knyttet til mig, på en eller anden måde, på trods af manglende kontakt de sidste 10 år. Og det forstår jeg jo godt, når han har kendt mig siden baby. Men jeg har altid kun besøgt ham, for hans skyld. Det er aldrig for min egen, så hvor langt skal man gå for et andet menneskes skyld? Jeg ved jo, at han sikkert vil være ked af ikke at følge mit barn vokse op. Men jeg orker ham ikke, jeg har familie nok i min biologiske, min kærestes og min anden papfamilie. Jeg har virkelig virkelig ikke lyst til at have kontakt med ham. 

Hvad tænker i? hvad ville i gøre? hvad er rigtig og forkert?

Det helt rigtig er at gøre det DU føler er det rigtige, familie er ikke kun pga biologiske bånd, tværtimod....

Det er helt ok at sige nej tak, du skylder intet, ja han bliver nok såret.. Men her bliver du nød til at tænke på dig selv og at DU er barnet.... Du skylder ikke ham noget, og slet ikke en plads i dit liv som du ikke ønsker ham i...

Her har min datter meldt fra fra hendes bio far, de har aldrig haft kontakt da han valgte hende fra... Hun ønsker ikke en fremmed i sit liv, for det er han... Hun har en fantastik RIGTIG far som hun siger 

Anonym skriver:

Hej! Jeg er aktiv herinde, men vælger at være anonym med det her, da det er ret personligt

Jeg har et dilemma. Et som jeg faktisk har haft i mange år, men som er blusset op efter at jeg er blevet gravid.

Min lillebror og jeg har ikke samme far, jeg kender ikke min egen, men har kendt min lillebrors siden jeg selv var baby. Min mor og min lillebrors far gik fra hinanden da jeg var 9 år og i de første år derefter havde jeg meget kontakt med ham, besøgte ham ca. 1 weekend om måneden sammen med min lillebror.  Fra jeg var 15-16 år blev kontakten dog svagere og svagere, primært pga. at jeg trak mig meget fra ham. Siden da har vi set hinanden mellem 2  til 0 gange om året. De sidste par år har jeg mere eller mindre ingen kontakt haft (Jeg er 26)

Jeg mødte ham i sommers, og han inviterede mig hjem til aftensmad hos ham, hans kæreste/kone og min lillebror. Jeg takkede ja, af høftlighed. Siden da har han ønsket mig tillykke med fødselsdagen, tillykke med graviditeten og inviterede mig sidst med til noget jule tam tam. Så jeg kan mærke at han er interesseret i at jeg er gravid og tydeligt gerne vil have kontakt igen. Her kommer mit dilemma så:

Jeg har ikke lyst til at have kontakt. Jeg har aldrig følt mig særlig knyttet til ham og bryder mig ikke om hans holdninger og ofte heller ikke hans måde at være overfor min lillebror på, som jeg har kunne følge gennem årene.  Men jeg får så dårlig samvittighed, fordi han helt sikkert selv føler sig knyttet til mig, på en eller anden måde, på trods af manglende kontakt de sidste 10 år. Og det forstår jeg jo godt, når han har kendt mig siden baby. Men jeg har altid kun besøgt ham, for hans skyld. Det er aldrig for min egen, så hvor langt skal man gå for et andet menneskes skyld? Jeg ved jo, at han sikkert vil være ked af ikke at følge mit barn vokse op. Men jeg orker ham ikke, jeg har familie nok i min biologiske, min kærestes og min anden papfamilie. Jeg har virkelig virkelig ikke lyst til at have kontakt med ham. 

Hvad tænker i? hvad ville i gøre? hvad er rigtig og forkert?

 

Du behøver ikke at have ham i dit liv hvis du ikke vil.

Mine søstres far har været gift tre gange og jeg ved at de ikke har noget kontakt med kone nr. 2 efter deres skilsmisse,  til trods for at der er tre yngre søskende. De holdt kontakt til deres søskende via deres far.

Anonym skriver:

Det helt rigtig er at gøre det DU føler er det rigtige, familie er ikke kun pga biologiske bånd, tværtimod....

Det er helt ok at sige nej tak, du skylder intet, ja han bliver nok såret.. Men her bliver du nød til at tænke på dig selv og at DU er barnet.... Du skylder ikke ham noget, og slet ikke en plads i dit liv som du ikke ønsker ham i...

 

Her har min datter meldt fra fra hendes bio far, de har aldrig haft kontakt da han valgte hende fra... Hun ønsker ikke en fremmed i sit liv, for det er han... Hun har en fantastik RIGTIG far som hun siger 

Tusind tak for dit svar, det er enormt dejligt at høre at det er "okay" fra en fremmed. Fordi oveni at jeg altid føler mig lettet når jeg takker nej til hans arrangementer, middag og lign. så har jeg også enormt dårlig samvittighed. Og det har jeg altid haft, lige siden jeg begyndte at tage afstand. Problemet er bare, at han aldrig har forstået min afstandtagen, han er blevet ved de sidste 10 år med at tage kontakt til mig igen og igen, selvom jeg aldrig nogensinde har rakt ud til ham.

Anonym skriver:

Du behøver ikke at have ham i dit liv hvis du ikke vil.

Mine søstres far har været gift tre gange og jeg ved at de ikke har noget kontakt med kone nr. 2 efter deres skilsmisse,  til trods for at der er tre yngre søskende. De holdt kontakt til deres søskende via deres far.

Tak det er jeg rigtig glad for at du mener. 

Har du overvejet at bryde rigtigt, åbent og ærligt med ham, så det netop ikke er sådan noget underligt usagt noget, som løber ud i sandet?

Jeg synes du skylder ham at være ærlig men selvfølgelig sagt pænt. Det er jo enormt sympatisk at han holder kontakten og ikke bare glemmer dig fordi han ikke er sammen med din mor mere. Det kan jo også være han holder kontakten for din skyld. 

Men du har ret til ikke at holde kontakten men du skylder bare at gøre det på en ordentlig måde. 

Jeg vil bare lige sige at ens syn på familie ændrer sig når nan får børn så overvej det lige en ekstra gang

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Har du overvejet at bryde rigtigt, åbent og ærligt med ham, så det netop ikke er sådan noget underligt usagt noget, som løber ud i sandet?

Hvordan gør man det? Det ville jeg ideelt set gerne, for at kunne "slippe af med ham" rigtigt (det lyder så forkert at sige, men du ved hvad jeg mener). Jeg kan bare ikke se hvordan jeg kan gøre det, uden virkelig at såre ham. Grunden til at jeg ikke har lyst til at se ham, er jo fordi jeg ikke kan lide ham i bund og grund. 

Jeg havde håbet at han selv kunne regne ud at jeg ikke ønskede kontakt, når jeg absolut aldrig selv kontakter ham. Og jeg har altid gode undskyldninger for hvorfor jeg ikke lige kan ses eller komme med til det ene og det andet, når han i årenes løb har prøvet at invitere mig til ting. Men jeg har erkendt at han nok aldrig selv vil indse det, medmindre jeg siger det direkte. 

Mariehøne123 skriver:

Jeg synes du skylder ham at være ærlig men selvfølgelig sagt pænt. Det er jo enormt sympatisk at han holder kontakten og ikke bare glemmer dig fordi han ikke er sammen med din mor mere. Det kan jo også være han holder kontakten for din skyld. 

Men du har ret til ikke at holde kontakten men du skylder bare at gøre det på en ordentlig måde. 

Jeg vil bare lige sige at ens syn på familie ændrer sig når nan får børn så overvej det lige en ekstra gang

Tak for dit syn på det

Min følelse er, at kontakten aldrig har været for min skyld. Det har altid, også da jeg var barn og skulle besøge ham, været med følelsen af at kun han fik noget ud af det. Jeg har altid gjort det af pligt, aldrig af lyst. Men altså jo, det kan sagtens være at han vitterligt bare tænker på mig, jeg kan jo kun se det fra min egen side af.

Grunden til at jeg netop aldrig har decideret sagt noget, er fordi at jeg så ikke ville have noget særlig pænt at sige. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne sige det til ham.

Jeg har overvejet det, jeg har overvejet det de sidste 10 år og kæmpet for at undgå kontakt med ham. Så der er ikke noget der kommer til at ændre sig fordi jeg får børn, jeg har ikke lyst til at han skal være en del af deres liv. Det er nok svært at forklare ordenligt, men jeg kan virkelig ikke fordrage ham. Jeg er bare meget høflig og pleasende af natur, så jeg har aldrig kunne sige direkte til ham at jeg ikke vil se ham.

Anonym skriver:

Tak for dit syn på det

Min følelse er, at kontakten aldrig har været for min skyld. Det har altid, også da jeg var barn og skulle besøge ham, været med følelsen af at kun han fik noget ud af det. Jeg har altid gjort det af pligt, aldrig af lyst. Men altså jo, det kan sagtens være at han vitterligt bare tænker på mig, jeg kan jo kun se det fra min egen side af.

Grunden til at jeg netop aldrig har decideret sagt noget, er fordi at jeg så ikke ville have noget særlig pænt at sige. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne sige det til ham.

Jeg har overvejet det, jeg har overvejet det de sidste 10 år og kæmpet for at undgå kontakt med ham. Så der er ikke noget der kommer til at ændre sig fordi jeg får børn, jeg har ikke lyst til at han skal være en del af deres liv. Det er nok svært at forklare ordenligt, men jeg kan virkelig ikke fordrage ham. Jeg er bare meget høflig og pleasende af natur, så jeg har aldrig kunne sige direkte til ham at jeg ikke vil se ham.

Skriv et brev, hvor du skriver, at du ikke længere ønsker kontakten. Så slipper du for at gøre det til hans åbne ansigt. :/ 

Jeg synes dog ærlig talt, at du lyder strid. Men hvis ikke du gider have kontakt, så sig det. Hvis han er ligegyldig for dig, hvorfor bekymrer du dig så overhovedet over om han bliver såret? :/