Hej
Jeg har er spørgsmål ifht min søn på 3.5 år.
Han er en glad, udadvendt og frisk dreng. Han har lidt vanskeligheder ved at indgå socialt med de andre i børnehaven og kan finde på at slå, når han mangler ord. Men det er PPR ved at udrede.
Hans far og jeg bor ikke sammen, men snakker sammen dagligt og er gode til vores samarbejde.
Idag da jeg hentede vores søn, blev han dybt ulykkelig. Han slog mig, spyttede på mig og råbte han kkke ville med mig hjem, fordi jeg ikke er sød ved ham?
Jeg forklarede, at det gjorde mig ked af det og at jeg rigtig gerne ville have ham med hjem og hygge. Men det fortsatte. Han sagde, at jeg var dum ved ham, at han ville med én af pædagogerne med hjem osv. Efter næsten 20 min samtale fik jeg ham med hjem, hvor han sprang mig om halsen, kyssede mig og undskyldte fordi han havde slået.
Vi snakkede om det, men jeg sidder alligevel med en klump i maven. Hvad skete der lige?
Hans far har for nylig fået kæreste, som er en stor del af deres weekender sammen - kan det være dét han reagerer på?
Min søn og jeg har altid været i "dyb symbiose", vi har altid været alene og vi har en god, stabil og struktureret hverdag?
Jeg håber virkelig på svar :/
Trines svar
Kære Christina
Tak for dit spørgsmål. Det var de en kedelig episode du har oplevet. Det er dejligt at høre at du og far har et godt samarbejde og at der er hjælp fra PPR i forhold til hans sociale udvikling.
Når jeg læser dit brev er der et par ting jeg bliver nødt til at kommentere på.
Du skriver at du og din søn er i "dyb symbiose". Det rigtig sundt for at barn at være det. Men ikke når han nærmere sig 4 år.
Når et barn bliver født er det afgørende for barnets udvikling at den primære omsorgsperson kan tolke og forstå barnets behov. Dette gør at barnet oplever en tryg opvækst og får mulighed for at udvikle sin hjerne. Hvis barnet ikke oplever at der er en der tager sig af ham, kan hans udvikling gå skævt.
Jo ældre et barn bliver jo flere krav bør der stilles til et barn. Krav som at barnet selv skal fortælle hvad der er galt, hvad han har lyst til og om han er træt.
Hvis der er en for tæt symbiose mellem mor og barn får barnet ikke mulighed for at lære selv at sige hvad han mener og føler. For mor ved det jo allerede inden han selv ved det.
Derfor er det vigtigt at du begynder at bryde symbiosen. Begynd at lade ham komme til dig. Så han kan mærke at han er et selvstændig menneske.
Den anden ting der slår mig er, at du fortæller om hvordan du taler med ham i 20 om episoden.
Det er simpelthen for lang tid. Børn i den alder hverken kan eller skal kunne forstå den argumentation der ligger i at skulle få ham med hjem.
Du skal tage ansvaret.
Det betyder at du skal fortælle ham at han skal med hjem. Det er ikke til diskussion. Det er ikke en mulighed for ham at komme med en pædagog hjem.
Og det skal du fortælle ham.
Hvis han fortsætter med at skabe sig så må du tage ham under armen og gå hjem. Også selvom han slår og sparker.
Det er vigtigt at fortælle ham at han ikke må slå, men at det er dig der bestemmer.
Når han så er faldet ned igen kan du tale med ham om hvad der skete. Men ikke når han er frustreret.
Jeg kan ikke vide om det handler om hans weekend hos far.
Dog oplever jeg ofte børn der er trætte som så ikke vil med hjem. Så det er helt normalt.
Jeg håber det giver mening. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner
Trine
www.naturligopdragelse.dk
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk
