Hvordan vidste i?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det lyder mægtig meget som en kliché, men jeg vidste det først da jeg en dag ikke længere var i tvivl. Manden havde ønsket det i nogle år, mens jeg havde mere travlt med job og rejser - men så lige pludselig, var der bare ikke flere "hvad nu hvis'er" tilbage i hovedet...

Baby tog intet mindre end 3 år at lave - så på den måde lærer man hurtigt at overvejelser og planlægning af bolig, økonomi, job, alder mellem søskende, osv. osv. osv. i bund og grund er inderligt ligegyldigt - for de vigtige ting bestemmer man ikke nødvendigvis selv. 

Nummer 2 kommer, hvis vi en dag orker at tage hele turen igennem fertilitetsmøllen igen. Det er forbundet med ret store psykiske traumer, så der skal vi lige tage en dyb indånding. Hvis jeg kunne, ville jeg lave nr. 2 med det samme - jeg har været hammer skruk siden jeg fik min datter i armene og har rigeligt med overskud til at tage turen engang mere.

Hvor er det bare ærgeligt det så ikke lykkes  

så det du siger er, stop med hvis og hvis og hvis, det skal nok ordne sig?

Anonym skriver:

Hvor er det bare ærgeligt det så ikke lykkes  

så det du siger er, stop med hvis og hvis og hvis, det skal nok ordne sig?

Ja, det er måske nok det jeg siger 

Selvfølgelig er man bedst stillet, hvis man er et sted hvor man har overskuddet i orden - men de lavpraktiske detaljer, de løser sig såmænd altid! Jeg ville ønske at jeg havde brugt mindre energi på at prøve at "planlægge" det hele... min datter kom fx på et tidspunkt der næsten ikke kunne passe dårligere ift. mit job, men gud hvor blev det dog bare helt igennem fantastisk alligevel 

Jeg tænkte for nogle år tilbage, før jeg mødte min kæreste, hvornår jeg ville have børn. Jeg er vokset op meget utraditionelt og med en lidt ustabil barndom, så det med at få børn har ikke lige været en selvfølgelighed for mig. Men på det tidspunkt tænkte jeg, at jeg skulle være i et fast forhold, have en nogenlunde økonomi, vide at jeg ikke skulle flytte en masse rundt samt bare være mentalt klar. Det var mine kriterier.

Så mødte jeg min kæreste, som jeg har været sammen med i tre år nu. Og i foråret var det at det virkelig gik op for mig, at jeg var klar til børn. Alt var på plads, jeg havde en kæreste som jeg elskede og som til forskel fra mig har fast arbejde (jeg er studerende) vi bor i en andel, og jeg har aldrig været så glad og tilfreds med mit liv som nu. Der blev jeg virkelig skruk og jeg vidste at jeg havde noget at give af. Især den følelse - at vide, at jeg kunne tilbyde mit barn overskud og kærlighed, det var næsten det vigtigste det. Alle mine krav kom af at jeg er vokset op uden far, jeg flyttede hele tiden, min mor var psykisk ustabil og vi havde ikke altid særlig mange penge. 

Nu er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg har de ting jeg vil have før jeg får barn. Så da jeg blev uplanlagt gravid i sommers, var det bare det helt rigtige. Hverken min kæreste eller jeg var i tvivl, vi skulle godt nok lige sluge nyheden, men det kunne ikke være timet bedre ellers

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Ja, det er måske nok det jeg siger 

Selvfølgelig er man bedst stillet, hvis man er et sted hvor man har overskuddet i orden - men de lavpraktiske detaljer, de løser sig såmænd altid! Jeg ville ønske at jeg havde brugt mindre energi på at prøve at "planlægge" det hele... min datter kom fx på et tidspunkt der næsten ikke kunne passe dårligere ift. mit job, men gud hvor blev det dog bare helt igennem fantastisk alligevel 

Mit problem er at jeg ikke har noget job og ret bekymret for at vi vil ha råd til det min mand siger jeg tænker for meget, men kommer bare selv fra en barndom være der virkelig ikke var noget at gøre med og så har jeg noget fået tildensen at "forkæle" 

du siger mange fornuftige ting 

Nel skriver:

Jeg tænkte for nogle år tilbage, før jeg mødte min kæreste, hvornår jeg ville have børn. Jeg er vokset op meget utraditionelt og med en lidt ustabil barndom, så det med at få børn har ikke lige været en selvfølgelighed for mig. Men på det tidspunkt tænkte jeg, at jeg skulle være i et fast forhold, have en nogenlunde økonomi, vide at jeg ikke skulle flytte en masse rundt samt bare være mentalt klar. Det var mine kriterier.

Så mødte jeg min kæreste, som jeg har været sammen med i tre år nu. Og i foråret var det at det virkelig gik op for mig, at jeg var klar til børn. Alt var på plads, jeg havde en kæreste som jeg elskede og som til forskel fra mig har fast arbejde (jeg er studerende) vi bor i en andel, og jeg har aldrig været så glad og tilfreds med mit liv som nu. Der blev jeg virkelig skruk og jeg vidste at jeg havde noget at give af. Især den følelse - at vide, at jeg kunne tilbyde mit barn overskud og kærlighed, det var næsten det vigtigste det. Alle mine krav kom af at jeg er vokset op uden far, jeg flyttede hele tiden, min mor var psykisk ustabil og vi havde ikke altid særlig mange penge. 

Nu er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg har de ting jeg vil have før jeg får barn. Så da jeg blev uplanlagt gravid i sommers, var det bare det helt rigtige. Hverken min kæreste eller jeg var i tvivl, vi skulle godt nok lige sluge nyheden, men det kunne ikke være timet bedre ellers

Det lyder også til at det næsten gik efter bogen

Anonym skriver:

Mit problem er at jeg ikke har noget job og ret bekymret for at vi vil ha råd til det min mand siger jeg tænker for meget, men kommer bare selv fra en barndom være der virkelig ikke var noget at gøre med og så har jeg noget fået tildensen at "forkæle" 

du siger mange fornuftige ting 

har i lavet et budget?

jeg vil nok under alle omstændigheder råde dig til job først. mest af alt for ikke at komme for langt væk fra arbejdsmarkedet. 

har i lavet et budget?

jeg vil nok under alle omstændigheder råde dig til job først. mest af alt for ikke at komme for langt væk fra arbejdsmarkedet. 

Ja et lidt "løs" et.

Lige præcis for er lidt langt fra det i forvejen og tror bestemt ikke at det vil gøre det nemmere efter barsel.

Anonym skriver:

Ja et lidt "løs" et.

Lige præcis for er lidt langt fra det i forvejen og tror bestemt ikke at det vil gøre det nemmere efter barsel.

Nej det skal man også have in mente. 

Nej det skal man også have in mente. 

Men vi har en i forvejen og hvis det barn ikke skal blive for gammel, for at de kan få glæde af hinanden, Skal det snart til at være