Senabort: Se barnet efter fødselen?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

18. november 2016

Patriark

Splmbh skriver:

Vi har i denne uge fået beskeden om at vores lille ønske dreng har en alvorlig kromosomfejl, som vil gøre ham alvorlig fysisk og psykisk handicappet! Vi har kæmpet i 3 år for st blive gravide, og har 2 tidlige aborter og fertilitetsbehandling bag os. Så vi er knuste over denne besked. ��

jeg er 17+0 uger henne i dag. Vi skal ind og sættes igang i morgen og fødselen bliver om 2 dage.

Herhjemme er vi meget i tvivl om vi skal se ham efter fødselen! Min kæreste tænker at det er bedst ikke at se ham og jeg er sådan i tvivl!?

På den ene side er jeg bange for at sorgen bliver større, hvis jeg ser ham. At jeg måske ser det som en mislykkes graviditet og har nemmere ved at komme videre efterfølgende?!

På den anden side er jeg bange for at jeg fortryder ikke at se ham; At det komme til at nage mig for evigt! At jeg ikke viser ham respekten ved at sige ordentlig farvel og forholder mig helt til at vi har mistet et barn & ikke bare mislykkes graviditet! Men er sådan bange for at falde psylisk ned i et hul, da vi endnu ikke endnu har turde at knytte os helt til ham.

Vi har siden beskeden været knuste og havde besluttet at lave en slags mental begravelse efterfølgende. Har i dag været i skoven og fundet stedet, hvor vi begge vil sende ham i himlen fra vores hjerte.

Er der nogen der kan hjælpe mig med tanken om at se ham eller ej: hvad er bedst psykisk og passer med respekten for ham!

Nogen der er gået igennem samme tankemønster og hvad valgte i, & hvorfor?

Tak.



Da vi for nogle år siden aborterede omkring 18.-19. uge, så vi efterfølgende fostret.

Jeg tror vi gjorde det fordi omstændighederne nødvendiggjorde det...

Det var underligt. Men også fint at få "bekræftet" at der ikke bare tale om et reelt levedygtigt barn, hvorfor det nødvendigvis måtte gå til grunde. Selve fostret var dog ikke vanskabt... Men tror det kræver, at man ikke er super følsom.

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

18. november 2016

lineog4

Profilbillede for lineog4
Mod

Jeg synes du skal ringe til landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød og få en snak med dem allerede i dag. Der vil du møde et menneske som kender alle sider af historien, der har mødt par der så deres barn, par der ikke så deres barn. Du vil møde et menneske der er vant til at tale med forældre i jeres situation og kan guide jer. 

Jeg har ikke mest under lignende omstændigheder som dig da min datter blev født og levede og vi ikke vidste hun var syg. Meninger 10 år hvor jeg har tilhørt den minoritetsgruppe af forældre der har mistet et barn, har jeg mødt forældre som havde en lignende historie som jer. Det skal dog siges, de jo så alle har set deres historie som en historie om forældre det har mistet et barn og ikke "bare" som en mislykket graviditet. 

Mit eneste råd på stående fod er, hvis I vælger ikke at se jeres barn så bed en sygeplejerske OL at tage billeder til jer og print ud og læg i en kuvert. Så kan I altid tage dem op og se dem hvis lysten melder sig. Ved fra andre historier at da de fik endnu et barn havde de lyst til at se på ligheder. 

Og så lige et kæmpe kæmpe kram i denne svære tid

Anmeld Citér

18. november 2016

RGN

Profilbillede for RGN

Hvor er det bare forfærdeligt for jer. Det gør mig virkelig virkelig ondt. 

Min søster oplevede det samme for 3 år siden.

Hun valgte at se ham og jeg fik også lov til at sidde med ham i armene og sige farvel til min kære nevø.

Det var en hård, men samtidig dejlig oplevelse. For han var jo stadig min nevø og min søsters søn.

Der blev taget billeder og lavet fod og håndaftryk.

Jeg tror personligt ikke på, at smerten og sorgen bliver mindre af, at vi lukker af.
Det bliver nødvendigvis heller ikke lettere af at se sit døde barn, men følelsen af at have sagt ordentlig farvel tror jeg er vigtig.

Jeg kan ikke sige hvad, der er det rigtige at gøre for dig, men jeg ville vælge at se mit barn og sige på gensyn. 

Anmeld Citér

18. november 2016

Anonym

Hejsa. 

Vil lige komme med et fagligt indspark.  Er anonym da jeg ikke ønsker at blive genkendt af evt tidligere patienter. 

Først og fremmest så gør det mig helt utroligt ondt at i mister jeres barn og de drømme i havde for jer tre sammen  

Man ved i dag, at jo mere forældrene knytter sig til barnet,  jo bedre bliver sorgprocessen. Tidligere troede man, at jo mere man distancerede sig og jo mere man prøvede at glemme,  jo mindre ville sorgen blive.  Heldigvis ved vi bedre i dag.  Faktisk er det sådan i dag at vi gør alt hvad vi kan for at forældrene (og evt pårørende) skal knytte sig og skabe minder - selvfølgelig inde for forældrenes ønsker. 

Hvordan minderne skal skabes er op til den enkelte familie og her må man mærke efter hvad der føles naturligt.  Nogle ser barnet kortvarigt og andre har det hos sig længe og flere gange og får taget personlige billeder med barnet.  Hvad der er rigtig for lige præcis jer skal i finde frem til sammen med personalet. 

I sorgprocessen er anerkendelse af tabet noget af de vigtigste for de fleste som har mistet.  Fordi når man føler en stor sorg,  så gør det ufattelige ondt hvis andre prøver at reducere tabet til mindre end det er. Og at give sig selv "lov til" at knytte sig til barnet er samtidig at anerkende sit eget tab. "Der var faktisk et barn - min sorg indeni er ok, for jeg HAR mistet noget" Giver det mening?

Som fagperson vil jeg altid anbefale at se barnet og derefter lytte til forældrenes tanker og følelser om dette og så tilrettelægge det derefter. Billeder af de sm hænder og fødder kan også være en god måde at inddrage fx bedsteforældre for at vise at det faktisk var et barn og ikke bare "en klump celler" som nogle forestiller sig.  

Jeg synes jeres plan om en ceremoni er utrolig smuk og viser også mig at i anerkender hinandens og jeres egen sorg.  

Jeg ønsker for jer at processen bliver en god oplevelse for jer trods de meget triste omstændigheder og at i får taget afsked på en god måde - uanset hvad der er det rigtige for jer. 

Sidst vil jeg anbefale Foreningen for spædbarnsdød.

De bedste tanker til jer  ��

 

Anmeld Citér

18. november 2016

Anonym

Det gør mig utroligt ondt, at I skal opleve at miste jeres barn. Der er allerede skrevet meget i denne tråd, som jeg synes er så rigtigt og fornuftigt, men vil bare melde mig på banen, fordi jeg også har fået en sen abort, dog i uge 21. Jeg kan ikke lide betegnelsen sen abort, fordi det får mange mennesker til at tro, at det minder om en abort inden for 12 uger. Det er bare så forskellige ting!

Vi valgte at se vores barn, og ligesom dig var jeg ikke helt afklaret med det, men jeg lyttede til jordemoderens råd, og da det skete føltes det rigtigt. Nu kan jeg slet ikke forestille mig andet. Og jeg har mindet om et meget lille barn, der lå helt stille i mine arme og så så fredfyldt ud. Det har hjulpet at genkalde mig det, når jeg har haft det svært, fordi dette trods al sorgen var en smertefri afslutning for mit elskede lille barn. Alternativet havde været så meget værre, og det skulle mit barn ikke gå igennem. 

Vi tog ingen billeder. Det virkede bare forkert for os. Jeg ville hellere bare være der i nuet og huske det på den måde. Så mærker man bare i situationen hvor længe man kan holde til at sidde med barnet, og man kan evt. få lov at holde det igen lidt senere, mens man stadigvæk er på sygehuset. 

Min mor fik et dødfødt barn, og dengang ville lægerne ikke lade hende se barnet. Det må have været sidst i halvfjerdserne. Det var enormt traumatiserende, og hun  kom aldrig godt igennem sorgen. Det er selvfølgelig ikke det samme som at man selv fravælger det, men sorgen var så underligt diffus i hendes tilfælde. Måske giver det mening? 

Det bliver en hård tid uanset hvad, og mange er sygemeldt nogle måneder på grund af sorgen. Giv dig selv tid, kontakt landsforeningen for spædbarnsdød og brug alt hvad du kan af lægens tilbud om tilskud til psykologhjælp og sorggruppe eller lignende. 

Kæmpe stort knus, og pas på hinanden 

Anmeld Citér

18. november 2016

Splmbh

Tusind Tak for alle svarene herinde.

Både mig og min kæreste har læst hver og en, & talt en masse efterfølgende. Vi har efterfølgende begge besluttet os for at se ham og sige farvel til ham. Min kæreste har også ønsket at navngive ham og hvor er jeg stolt af hvor stærk og kærlig min mand er ❤️ Han valgte at vores dreng skal hedde West, for det var det han var på godt og ondt ��(En af Diagnoserne som vi fik fra genetisk afd) 

Herfra takker jeg af herinde og vil gøre mig/os klar til det uundgåelig i morgen�� 

 

Anmeld Citér

20. november 2016

Anonym

Vil bare lige skrive jeg har haft jer i mine tanker.  Håber det er forløbet fint og i har følt jer i trygge hænder.  

Mvh hende der tidligere skrev som anonym  

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.