Senabort: Se barnet efter fødselen?

Vi har i denne uge fået beskeden om at vores lille ønske dreng har en alvorlig kromosomfejl, som vil gøre ham alvorlig fysisk og psykisk handicappet! Vi har kæmpet i 3 år for st blive gravide, og har 2 tidlige aborter og fertilitetsbehandling bag os. Så vi er knuste over denne besked. ��

jeg er 17+0 uger henne i dag. Vi skal ind og sættes igang i morgen og fødselen bliver om 2 dage.

Herhjemme er vi meget i tvivl om vi skal se ham efter fødselen! Min kæreste tænker at det er bedst ikke at se ham og jeg er sådan i tvivl!?

På den ene side er jeg bange for at sorgen bliver større, hvis jeg ser ham. At jeg måske ser det som en mislykkes graviditet og har nemmere ved at komme videre efterfølgende?!

På den anden side er jeg bange for at jeg fortryder ikke at se ham; At det komme til at nage mig for evigt! At jeg ikke viser ham respekten ved at sige ordentlig farvel og forholder mig helt til at vi har mistet et barn & ikke bare mislykkes graviditet! Men er sådan bange for at falde psylisk ned i et hul, da vi endnu ikke endnu har turde at knytte os helt til ham.

Vi har siden beskeden været knuste og havde besluttet at lave en slags mental begravelse efterfølgende. Har i dag været i skoven og fundet stedet, hvor vi begge vil sende ham i himlen fra vores hjerte.

Er der nogen der kan hjælpe mig med tanken om at se ham eller ej: hvad er bedst psykisk og passer med respekten for ham!

Nogen der er gået igennem samme tankemønster og hvad valgte i, & hvorfor?

Tak.

Splmbh skriver:

Vi har i denne uge fået beskeden om at vores lille ønske dreng har en alvorlig kromosomfejl, som vil gøre ham alvorlig fysisk og psykisk handicappet! Vi har kæmpet i 3 år for st blive gravide, og har 2 tidlige aborter og fertilitetsbehandling bag os. Så vi er knuste over denne besked. ��

jeg er 17+0 uger henne i dag. Vi skal ind og sættes igang i morgen og fødselen bliver om 2 dage.

Herhjemme er vi meget i tvivl om vi skal se ham efter fødselen! Min kæreste tænker at det er bedst ikke at se ham og jeg er sådan i tvivl!?

På den ene side er jeg bange for at sorgen bliver større, hvis jeg ser ham. At jeg måske ser det som en mislykkes graviditet og har nemmere ved at komme videre efterfølgende?!

På den anden side er jeg bange for at jeg fortryder ikke at se ham; At det komme til at nage mig for evigt! At jeg ikke viser ham respekten ved at sige ordentlig farvel og forholder mig helt til at vi har mistet et barn & ikke bare mislykkes graviditet! Men er sådan bange for at falde psylisk ned i et hul, da vi endnu ikke endnu har turde at knytte os helt til ham.

Vi har siden beskeden været knuste og havde besluttet at lave en slags mental begravelse efterfølgende. Har i dag været i skoven og fundet stedet, hvor vi begge vil sende ham i himlen fra vores hjerte.

Er der nogen der kan hjælpe mig med tanken om at se ham eller ej: hvad er bedst psykisk og passer med respekten for ham!

Nogen der er gået igennem samme tankemønster og hvad valgte i, & hvorfor?

Tak.

Jeg har en god ven som oplevede præcis det samme. Hans kone var i uge 16.

De valgte at se barnet, og det var de meget glade for efterfølgende. De følte at de havde mulighed for at sige ordentligt farvel og "lukke" forløbet, så at sige.

Men mennesker er jo individuelle og jeg tror at det for nogle vil være en meget voldsom oplevelse.

Ikke for at lyde hård, men jeg synes at du skal tænke på hvad der er bedst for dig selv og ikke hvad der viser barnet mest respekt. Jeres knuste hjerter viser rigeligt med respekt. 

Jeg har ingen erfaring på det område. Ville blot give dig et knus og sende jer en masse tanker 

Jeg håber I finder den mest rigtige beslutning for jer. 

Hvor er det uretfærdigt! 

Jeg kan kun sige, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg nogensinde skulle opleve det - jeg ville se barnet. Netop fordi jeg ved, at jeg ville fortryde det en dag. 

Gør hvad der er bedst for jer! 

Stort knus her fra 

Årh hvor gør det mig ubeskriveligt ondt. Så først og fremmest skal i have et kæmpe knus. 

Jeg har ikke selv stået i situationen. Men umiddelbart ville jeg nok vælge at se ham. For han Ville stadig være min søn. 

Kære du

Hvor er der umenneskeligt at I skal så meget igennem. Jeg får tårer i øjnene af at læse din historie.

Man kommer ikke igennem noget så barskt som dette, uden ar på sjælen. Så vær måske ikke så opsat på at måtte "beskytte dig selv" - for du vil reagere uanset hvad. Måske skulle I bede om noget professionel hjælp til at bearbejde tabet, samt de andre forløb I har været igennem?

Det er umuligt at vide hvad der er det rigtige for jer - personligt ville jeg se ham. Jeg ved at sygehusene støtter op om dette, fordi mange efterfølgende er glade for at have fået sagt farvel og oplevet deres barn, holdt det, evt. taget billeder eller fod/håndaftryk, osv.

Det lyder smukt med en "mental" sceremoni. Giv jer selv lov til at sørge. I er ramt af noget hamrende uretfærdigt og jeres smukke lille dreng blev revet fra jer allerede inden han var ankommet.

Mange tanker i den svære tid!

Vi har i denne uge fået beskeden om at vores lille ønske dreng har en alvorlig kromosomfejl, som vil gøre ham alvorlig fysisk og psykisk handicappet! Vi har kæmpet i 3 år for st blive gravide, og har 2 tidlige aborter og fertilitetsbehandling bag os. Så vi er knuste over denne besked. ��

jeg er 17+0 uger henne i dag. Vi skal ind og sættes igang i morgen og fødselen bliver om 2 dage.

Herhjemme er vi meget i tvivl om vi skal se ham efter fødselen! Min kæreste tænker at det er bedst ikke at se ham og jeg er sådan i tvivl!?

På den ene side er jeg bange for at sorgen bliver større, hvis jeg ser ham. At jeg måske ser det som en mislykkes graviditet og har nemmere ved at komme videre efterfølgende?!

På den anden side er jeg bange for at jeg fortryder ikke at se ham; At det komme til at nage mig for evigt! At jeg ikke viser ham respekten ved at sige ordentlig farvel og forholder mig helt til at vi har mistet et barn & ikke bare mislykkes graviditet! Men er sådan bange for at falde psylisk ned i et hul, da vi endnu ikke endnu har turde at knytte os helt til ham.

Vi har siden beskeden været knuste og havde besluttet at lave en slags mental begravelse efterfølgende. Har i dag været i skoven og fundet stedet, hvor vi begge vil sende ham i himlen fra vores hjerte.

Er der nogen der kan hjælpe mig med tanken om at se ham eller ej: hvad er bedst psykisk og passer med respekten for ham!

Nogen der er gået igennem samme tankemønster og hvad valgte i, & hvorfor?

Tak.

Allerførst stort kærligt kram til dig. Ingen burde  opleve det I nu skal igennem. 

For fem år siden fødte jeg en lille pige i uge 21 efter MD-scanninge. Havde vist, at vores datter var alvorligt syg og højst sandsynligt allerhøjst ville kunne leve et år.

Vi valgte at se hende og have hende hos os (på fødestuen) efter fødslen. Mine forældre kom også og så hende og i dag er de minder guld værd! 

Jrg kan SÅ meget sætte mig ind i de tanker, du har nu, men jeg er helt sikker på at I vil fortryde hvis I ikke ser jeres barn.

Jeg var rigtig bange for "hvad jeg ville få at se" også lige da hun blev født, men da jeg først så hende synes jeg hun var så smuk og jeg var så stolt af hende. 

Kram til dig

Det er en meget svær situation i står i og der er for og imod ved begge valg.

Da jeg fødte min dreng valgte vi at se ham efter fødslen (uge 39). Vi snakkede længe om det og blev enig om, at det var nemmere at få professionel hjælp bagefter end at leve med smerten ved ikke at have set ham.

Sender tanker til jer i denne svære tid

Splmbh skriver:

Vi har i denne uge fået beskeden om at vores lille ønske dreng har en alvorlig kromosomfejl, som vil gøre ham alvorlig fysisk og psykisk handicappet! Vi har kæmpet i 3 år for st blive gravide, og har 2 tidlige aborter og fertilitetsbehandling bag os. Så vi er knuste over denne besked. ��

jeg er 17+0 uger henne i dag. Vi skal ind og sættes igang i morgen og fødselen bliver om 2 dage.

Herhjemme er vi meget i tvivl om vi skal se ham efter fødselen! Min kæreste tænker at det er bedst ikke at se ham og jeg er sådan i tvivl!?

På den ene side er jeg bange for at sorgen bliver større, hvis jeg ser ham. At jeg måske ser det som en mislykkes graviditet og har nemmere ved at komme videre efterfølgende?!

På den anden side er jeg bange for at jeg fortryder ikke at se ham; At det komme til at nage mig for evigt! At jeg ikke viser ham respekten ved at sige ordentlig farvel og forholder mig helt til at vi har mistet et barn & ikke bare mislykkes graviditet! Men er sådan bange for at falde psylisk ned i et hul, da vi endnu ikke endnu har turde at knytte os helt til ham.

Vi har siden beskeden været knuste og havde besluttet at lave en slags mental begravelse efterfølgende. Har i dag været i skoven og fundet stedet, hvor vi begge vil sende ham i himlen fra vores hjerte.

Er der nogen der kan hjælpe mig med tanken om at se ham eller ej: hvad er bedst psykisk og passer med respekten for ham!

Nogen der er gået igennem samme tankemønster og hvad valgte i, & hvorfor?

Tak.

Er virkelig ked af hvad I nu skal igennem, det må være så frygteligt.. Havde en veninde der gik igennem det og vores venskab gik i stykker efterfølgende, fordi jeg var gravid samtidig og fik en sund og rask dreng og det kunne hun ikke psykisk holde ud.

Mit eneste "guldkorn" i den her sammenhæng er, du kan aldrig lave om på ikke at have set ham, men du kan bearbejde at du har set ham.

Alle de kærligste tanker din og din kærestes vej 

Hvor er det frygteligt. Kram og tanker til jer. 

Jeg ville selv vælge at se mit barn, så jeg kunne sige på gensyn. 

Jeg er i en tvillinge gruppe hvor der desværre er nogen der også mister deres børn tidligt, de to jeg har set mens jeg har været medlem har valgt at se deres børn og holde begravelse for dem. 

Den ene lagde et billede op af hendes drenge i gruppen. Det var nogle meget smukke drenge.