svært at være en sammenbragt familie

Hej piger.

Jeg håber på lidt råd og vejledning i forhold til fremtiden. Sagen er den at jeg ikke ved hvilket ben jeg skal stå på. Vi har begge børn fra tidligere og vi venter nu en fælles baby med termin næste år. Mine børn trives ikke i den her familie,  de kan ikke lide min kæreste og jeg føler jeg konstant skal forsvare mine børn da alt de gør kritisere han overfor mig.  Det gør ondt og jeg er træt af at ikkr kunne slappe af sammen med mine unger når de er her. Hvad gør man lige?  

Jeg elsker manden men skal jeg fortsætte på bekostning af mine børn ?  Vi har jo også en fælles på vej.

Der er da også nogle ting ved hans unger der irritere mig, men jeg gider ikke gå op i små ting og undlader derfor at sige noget til ham. 

Hvad skal jeg gøre piger. ?  Jeg har talt med ham utallige gange om mine følelser omkring det og vi er også kommet frem til at jeg tager mig af mine og han tager sig af sine. Men alligevel bliver mine børn kritiseret. Han siger det heldigvis ikke til dem men til mig. 

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg håber på lidt råd og vejledning i forhold til fremtiden. Sagen er den at jeg ikke ved hvilket ben jeg skal stå på. Vi har begge børn fra tidligere og vi venter nu en fælles baby med termin næste år. Mine børn trives ikke i den her familie,  de kan ikke lide min kæreste og jeg føler jeg konstant skal forsvare mine børn da alt de gør kritisere han overfor mig.  Det gør ondt og jeg er træt af at ikkr kunne slappe af sammen med mine unger når de er her. Hvad gør man lige?  

Jeg elsker manden men skal jeg fortsætte på bekostning af mine børn ?  Vi har jo også en fælles på vej.

Der er da også nogle ting ved hans unger der irritere mig, men jeg gider ikke gå op i små ting og undlader derfor at sige noget til ham. 

 

Hvad skal jeg gøre piger. ?  Jeg har talt med ham utallige gange om mine følelser omkring det og vi er også kommet frem til at jeg tager mig af mine og han tager sig af sine. Men alligevel bliver mine børn kritiseret. Han siger det heldigvis ikke til dem men til mig. 

Jeg ved godt at det er et irriterende spørgsmål, men jeg bliver simpelthen nødt til at spørge: Hvorfor i alverden er du blevet gravid med ham?

modesty skriver:

Jeg ved godt at det er et irriterende spørgsmål, men jeg bliver simpelthen nødt til at spørge: Hvorfor i alverden er du blevet gravid med ham?

På det tidspunkt hvor vi fandt ud af vi gerne ville have et fælles barn var vi ikke flyttet helt sammen endnu.  Ville dog ønske vi havde ventet med de planer til vi var flyttet helt  sammen 

Det er et svært dilemma, og personligt kunne jeg ikke være sammen med en mand og danne en familie, hvis ikke mine børn havde det godt og at hele familien trivedes. Men nu har I skabt et fælles barn også - som der ligeledes skal tages ansvar for.

Jeg synes at "du klarer dine og jeg klarer mine" lyder dybt urealistisk - enten er man sammen som familie, ellers kan det være lige meget. Du og din mand er de voksne her, og bliver nødt til at tage en meget alvorlig snak om hvordan I rummer og støtter hinandens børn (også når de et pisse irriterende), og I må finde nogle fælles ståsteder i opdragelsen, så alle familiens børn finder tryghed ved, at de voksne er til at regne med.

Groft sagt er dine og din kærestes følelser ikke de mest afgørende, i alt det her. I har valgt at drage børn ind i jeres forhold og skylder dem at de sættes først, hvadenten det betyder at I bliver sammen, eller går fra hinanden!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det er et svært dilemma, og personligt kunne jeg ikke være sammen med en mand og danne en familie, hvis ikke mine børn havde det godt og at hele familien trivedes. Men nu har I skabt et fælles barn også - som der ligeledes skal tages ansvar for.

Jeg synes at "du klarer dine og jeg klarer mine" lyder dybt urealistisk - enten er man sammen som familie, ellers kan det være lige meget. Du og din mand er de voksne her, og bliver nødt til at tage en meget alvorlig snak om hvordan I rummer og støtter hinandens børn (også når de et pisse irriterende), og I må finde nogle fælles ståsteder i opdragelsen, så alle familiens børn finder tryghed ved, at de voksne er til at regne med.

Groft sagt er dine og din kærestes følelser ikke de mest afgørende, i alt det her. I har valgt at drage børn ind i jeres forhold og skylder dem at de sættes først, hvadenten det betyder at I bliver sammen, eller går fra hinanden!

Jeg ved godt at mine og hans følelser ikke er de mest afgørende i det her og jeg var uden tøven også gået min vej selvom jeg elsker ham da mine børns trivsel kommer først.  Men nu er der et fælles barn der også skal tages hensyn til. 

Jeg synes desværre der lyder som en situation der blot bliver værre når det fællesbarn kommer....

Som du skriver har du først ofret dine børn for at være sammen med en mand der ikke kan lide dine børn, og nu ofre du dem igen for et nyt barn.....

Man kan ikke tvinge en familie til at fungere, og slet ikke når egne behov kommer først! 

Anonym skriver:

Jeg synes desværre der lyder som en situation der blot bliver værre når det fællesbarn kommer....

 

Som du skriver har du først ofret dine børn for at være sammen med en mand der ikke kan lide dine børn, og nu ofre du dem igen for et nyt barn.....

Man kan ikke tvinge en familie til at fungere, og slet ikke når egne behov kommer først! 

 

Han har godt kunne  lide dem før vi flyttede sammen og mine har også kunnet lide ham  og vi har alle haft det skønt når vivhar været sammen allesammen så jeg har jo ikke kunne vide at tingene ville blive sådan her. Så at jeg har ofret mine børn kan jeg ikke forstå at du skriver.  Ingen flytter vel sammen med en mand der ikke kan lide dine børn.  Forhåbentlig ikke da. 

Anonym skriver:

Hej piger.

Jeg håber på lidt råd og vejledning i forhold til fremtiden. Sagen er den at jeg ikke ved hvilket ben jeg skal stå på. Vi har begge børn fra tidligere og vi venter nu en fælles baby med termin næste år. Mine børn trives ikke i den her familie,  de kan ikke lide min kæreste og jeg føler jeg konstant skal forsvare mine børn da alt de gør kritisere han overfor mig.  Det gør ondt og jeg er træt af at ikkr kunne slappe af sammen med mine unger når de er her. Hvad gør man lige?  

Jeg elsker manden men skal jeg fortsætte på bekostning af mine børn ?  Vi har jo også en fælles på vej.

Der er da også nogle ting ved hans unger der irritere mig, men jeg gider ikke gå op i små ting og undlader derfor at sige noget til ham. 

 

Hvad skal jeg gøre piger. ?  Jeg har talt med ham utallige gange om mine følelser omkring det og vi er også kommet frem til at jeg tager mig af mine og han tager sig af sine. Men alligevel bliver mine børn kritiseret. Han siger det heldigvis ikke til dem men til mig. 

Hvor gamle er børnene?! Både dine og hans?

Patriark skriver:

Hvor gamle er børnene?! Både dine og hans?

Fra 7 år og op til 14  

Anonym skriver:

Jeg ved godt at mine og hans følelser ikke er de mest afgørende i det her og jeg var uden tøven også gået min vej selvom jeg elsker ham da mine børns trivsel kommer først.  Men nu er der et fælles barn der også skal tages hensyn til. 

Skader du fællesbarnet ved at gå? Nej det har ikke kendt til andet end at i ikke er sammen 

Skader du dine børn ved at  lade dem vokse op med kritik ufred og følelsen af ikke at være elsket og at mor ignorere ens trivsel for egen vinding ?

JA  og jeg taler af egne erfaringer .