Jeg er ved at gå kold over min bonusdatter

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Jeg synes det er synd for dit bonusbarn. Altså selvfølgelig udfra det du fortæller.. jeg ville blive helt skør af fars måde at håndtere barnet på. Misforstået hensyn til barnet. Jeg har 4 bonusbørn fra 3-11 år. Jeg kunne bestemt ikke tolerere den opførsel- men far og jeg taler meget om opdragelse og regler for vores alles opførsel. Alle får kærlighed i store mængder og gerne extra opmærksomhed når der er brug for det. Men det kræves af børnene at alle opfører sig ordentligt og man får ikke lov at styre vores hverdag eller holde nogen udenfor. Heller ikke selvom man er 3 år og vil ha far for sig selv.. (eller bonusmor for den sags skyld;-) Selvfølgelig får de alle alenetid med os, men vi sætter altså dagsordenen og lader os ikke diktere. 

i starten var vi bestemt heller ikke enige i alt.. men vi lytter til hinanden og er nu for det meste enige som forældre/bonusforældre. I starten var diskutionen stor altid omkring: tv forbrug, sengetider, hvor ofte bad, håndvask, skifte tøj, slik osv osv.. efter et par pr harvi fundet fælles retningslinier.. der er så mange ting man kan blive uenige om og det hele er nok endnu sværrere når det ikke handlet om egne børn..

Jeg tror det er så vigtigt at i får talt om det her- især inden i får et fælles barn. Ellers holder i det bestemt ikke ud.. det er bare hårdt med patchworkfamilie.

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Ja, han er eftergivende, men så er det heller ikke værre. Jeg synes egentlig det er en fin indstilling at børn skal begå deres egne fejltagelser og lære af dem. Måske ikke det fedeste med det lys, men altså. Det går nok.

M.h.t. de andre ting som terassedøren og handskerummet etc. så handler det jo mere om tolerancetærskel. Nogle mennesker trives fint i larm og kaos - andre ikke. 

Hvis hun ikke lytter til hvad man siger, generelt er respektløs overfor andre mennesker etc. - så ville jeg bekymre mig. De andre ting er imo overfladiske.

Jeg synes det virker meget uovervejet at I er i gang med at flytte sammen når du har det så svært med det her. Det er en rigtig stor ting at konflikte omkring.

Jeg er overrasket over hvor mange der synes du overreagerer- jeg har det præcis som dig. Mine børn skal under ingen omstændigheder sidde og lege med handskerummet og da slet ikke med fødderne- vores bil er ikke legetøj! Derudover synes jeg det er et tarveligt træk at nogen siger de godt kan forstå far ikke vil opdrage når han endelig har hende- det er fra mit synspunkt alt for slapt og synd for barnet! I mine ører lyder hun i den grad som et barn der mangler klare regler og en klar rolle SOM BARN i familien. En 4-årig sidder uroligt ved bordet ja, men kan altså godt i store træk overholde simple regler om bordskik- det kan min dreng på 3 da i hvert fald, og også de børn jeg ser i institutioner! Jeg synes I skal tage snakken- og genoverveje fælles hjem og fælles barn, hvis ikke I lander cirka det samme sted.. 

Hvor længe har I været sammen? 

Jeg skriver lidt om min erfaring når jeg har puttet min søn. Har været igennem det samme nemlig. 

Her er min historie, som ligner din rigtig meget. 

Jeg lærte min mand at kende, da hans søn var 4. Vi havde været sammen i nogle måneder inden vi (sønnen og jeg) blev præsenteret for hinanden.

Allerede ved vores første møde kunne jeg se ting og sager som jeg ikke brød mig om. Fx. drengen fik lov til at spise en hel pose kinder æg lige inden aftensmad. Eller han afbrød KONSTANT da vi forsøgte at føre en samtale og hans far henvendte sig straks til drengen for at høre hvad han ville. Ikke for at fortælle ham at han ikke må afbryde når de voksne taler sammen eller at han skulle vente til vi var færdige med at snakke. (Han afbrød også når andre var til stede).

Jo længere tid vi tilbragte sammen, jo mere frustreret blev jeg. Hver gang så jeg noget nyt, som jeg slet ikke kunne forstå. 

Hvis vi spillede et spil, skulle drengen altid vinde for ellers blev han sur eller ked af det. Når han begyndte at græde, vidste hans far slet ikke hvordan han skulle håndtere det. Så drengen fik altid sin vilje. Han fik aldrig nogle grænser. Drengen bestemte stort set hvordan vores weekend skulle se ud, når han var på besøg. (Det her er kun nogle af de ting, som foregik. Der var mange flere episoder)

Hurtigt gik det op for mig at jeg blev nødt til at sige noget. Jeg prøvede indirekte at fortælle ham, at det ikke gavner meget, at drengen altid skal vinde bare fordi han ikke skal græde. Og han svarede altid at han kun så ham hver anden weekend og at han ikke ønskede at bruge de 2 dage på noget negativt. 

Jeg forsøgte løbende at gøre faren opmærksom på flere episoder, men han fandt altid en eller anden undskyldning for hvorfor det var som det var. 

Efter en længere periode, blev jeg simpelthen så frustreret over det, at jeg en dag brød sammen foran ham og sagde at jeg godt kunne forstå at han kun så sin søn 2 dage hver anden weekend og at han har dårlig samvittighed over ikke at være i hans liv hver dag, men at jeg simpelthen ikke kan se os to planlægge en fremtid sammen (med vores børn), hvis vores opfattelse af hvad opdragelse er, er så forskellig. At jeg har brug for at han skal komme på banen, at han skal sætte grænser for hans søn kan jo ikke selv sætte grænser. 

For at gøre historien kort, så blev han rimelig chokoret over min udmelding. Han havde en lidt anden opfattelse og mente ikke det var så slemt at han altid gav efter i og med at han kun havde ham så lidt ad gangen. 

Han mente også at han ikke kunne opdrage ret meget på ham, da de kun sås hver anden weekend og at hans mor slet ikke satte grænser for ham (det er så også en helt anden historie). 

Han sagde også til mig "vent til du får dit eget barn..." og "det er ikke altid så nemt som det står skrevet i (psykologi)bøgerne..."

Efter at have tænkt lidt over tingene, gik han med til at forsøge at ændre på sine vaner. Fx. Når drengen afbrød os midt i en samtale, sagde han til ham at han måtte vente til vi blev færdige. Det gik langsomt, men for mig betød det meget at se at han prøvede. 

Et par år senere flyttede vi sammen og fik børn. Efter at jeg selv er blevet mor, har jeg indset at jeg måske har været lidt for hård ved ham. Han har sagt til mig at han faktisk overvejde at gå fra mig dengang men at han besluttede sig for at give det en chance. Idag er jeg ked af, at jeg håndterede det på den måde, men jeg vidste ikke bedre dengang. Nu ved jeg det.

Jeg ville råde dig til at snakke med ham stille og roligt og forklare ham hvilke værdier du lægger vægt på omkring børneopdragelse. 

Jeg er sikker på at han er enig med dig og at han formentligt vil komme til at opdrage på jeres fællesbørn i fremtiden. Det der er svært for ham er hans dårlige samvittighed ift. Hans datter. Men han må indse at han gør hende en bjørnetjeneste ved at lade hende opføre sig sådan og ved ikke at sætte grænser. 

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke. Jeg ved præcist hvor hårdt det er. Men med god kommunikation kommer man langt 

Tak for alle jeres meget modsatrettede svar. Det er rart at høre fra forskellige. Jeg må sige, at jeg er meget splittet i alt det her og har virkelig svært ved at finde ud af hvad mine egne holdninger er. 

Jeg synes min kæreste er en rigtig god far (og kæreste) og han er meget kærlig over for alle. Hans store problem er at han tænker på alle andre altid. Han vil gerne have at alle er glade og min holdning er i forhold til børneopdragelse, at man ikke kan være venner med sin børn. Man skal hjælpe dem på vej og vejlede dem og tage beslutninger som man tror er rigtige, på deres vegne. Men jeg synes simpelthen at hun bestemmer for meget: hvad vi skal spise, hvornår vi skal spise, hvor vi skal sidde, om terrassedøren skal være åben eller lukket, hvem der må være med til at lege, hvornår hun skal i bad, om hun vil sidde foran eller bagved i bilen. Puuuuhhaaaa... så mange spørgsmål og beslutninger for en lille 4 årig hjerne. Og nu har hun vænnet sig til at bestemme alting og bliver derfor helt hysterisk når hun ikke må bestemme. 

Puuhaaaa.. det her bonus noget er godt nok kompleks. Hvis der er nogen der er i nogenlunde samme situation og har lyst til at skrive privat, så er jeg åben for det. For jeg er bare så meget på dybt vand. Men tak for alle jeres svar - keep them coming

Anonym skriver:

Her er min historie, som ligner din rigtig meget. 

Jeg lærte min mand at kende, da hans søn var 4. Vi havde været sammen i nogle måneder inden vi (sønnen og jeg) blev præsenteret for hinanden.

Allerede ved vores første møde kunne jeg se ting og sager som jeg ikke brød mig om. Fx. drengen fik lov til at spise en hel pose kinder æg lige inden aftensmad. Eller han afbrød KONSTANT da vi forsøgte at føre en samtale og hans far henvendte sig straks til drengen for at høre hvad han ville. Ikke for at fortælle ham at han ikke må afbryde når de voksne taler sammen eller at han skulle vente til vi var færdige med at snakke. (Han afbrød også når andre var til stede).

Jo længere tid vi tilbragte sammen, jo mere frustreret blev jeg. Hver gang så jeg noget nyt, som jeg slet ikke kunne forstå. 

Hvis vi spillede et spil, skulle drengen altid vinde for ellers blev han sur eller ked af det. Når han begyndte at græde, vidste hans far slet ikke hvordan han skulle håndtere det. Så drengen fik altid sin vilje. Han fik aldrig nogle grænser. Drengen bestemte stort set hvordan vores weekend skulle se ud, når han var på besøg. (Det her er kun nogle af de ting, som foregik. Der var mange flere episoder)

Hurtigt gik det op for mig at jeg blev nødt til at sige noget. Jeg prøvede indirekte at fortælle ham, at det ikke gavner meget, at drengen altid skal vinde bare fordi han ikke skal græde. Og han svarede altid at han kun så ham hver anden weekend og at han ikke ønskede at bruge de 2 dage på noget negativt. 

Jeg forsøgte løbende at gøre faren opmærksom på flere episoder, men han fandt altid en eller anden undskyldning for hvorfor det var som det var. 

Efter en længere periode, blev jeg simpelthen så frustreret over det, at jeg en dag brød sammen foran ham og sagde at jeg godt kunne forstå at han kun så sin søn 2 dage hver anden weekend og at han har dårlig samvittighed over ikke at være i hans liv hver dag, men at jeg simpelthen ikke kan se os to planlægge en fremtid sammen (med vores børn), hvis vores opfattelse af hvad opdragelse er, er så forskellig. At jeg har brug for at han skal komme på banen, at han skal sætte grænser for hans søn kan jo ikke selv sætte grænser. 

For at gøre historien kort, så blev han rimelig chokoret over min udmelding. Han havde en lidt anden opfattelse og mente ikke det var så slemt at han altid gav efter i og med at han kun havde ham så lidt ad gangen. 

Han mente også at han ikke kunne opdrage ret meget på ham, da de kun sås hver anden weekend og at hans mor slet ikke satte grænser for ham (det er så også en helt anden historie). 

Han sagde også til mig "vent til du får dit eget barn..." og "det er ikke altid så nemt som det står skrevet i (psykologi)bøgerne..."

Efter at have tænkt lidt over tingene, gik han med til at forsøge at ændre på sine vaner. Fx. Når drengen afbrød os midt i en samtale, sagde han til ham at han måtte vente til vi blev færdige. Det gik langsomt, men for mig betød det meget at se at han prøvede. 

Et par år senere flyttede vi sammen og fik børn. Efter at jeg selv er blevet mor, har jeg indset at jeg måske har været lidt for hård ved ham. Han har sagt til mig at han faktisk overvejde at gå fra mig dengang men at han besluttede sig for at give det en chance. Idag er jeg ked af, at jeg håndterede det på den måde, men jeg vidste ikke bedre dengang. Nu ved jeg det.

Jeg ville råde dig til at snakke med ham stille og roligt og forklare ham hvilke værdier du lægger vægt på omkring børneopdragelse. 

Jeg er sikker på at han er enig med dig og at han formentligt vil komme til at opdrage på jeres fællesbørn i fremtiden. Det der er svært for ham er hans dårlige samvittighed ift. Hans datter. Men han må indse at han gør hende en bjørnetjeneste ved at lade hende opføre sig sådan og ved ikke at sætte grænser. 

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke. Jeg ved præcist hvor hårdt det er. Men med god kommunikation kommer man langt 

Tak for dit gode svar. 

Det er sjovt med den indsigt nogle af jer skriver om man får når det er ens eget barn. 

Jeg er godt nok også meget splittet i forhold til hvad jeg skal gøre. Lige nu kan jeg ikke være særlig konstruktiv i min tilgang til det, så jeg er nødt til at trække luft i et par dage.. 

For jeg synes også at det er grænseoverskridende at blande mig i, men samtidig kan jeg heller ikke holde det ud i længden og ender på et tidspunkt  med at bryde sammen over for ham, som dig. Så vi skal virkelig have taget en snak på et tidspunkt og jeg tror jeg er nødt til at finde ud af hvilke ting der er mest vigtige for mig og hvilke kampe jeg skal gå ind i og hvilke jeg skal slippe.

Sandbjerg skriver:

Tak for dit gode svar. 

Det er sjovt med den indsigt nogle af jer skriver om man får når det er ens eget barn. 

Jeg er godt nok også meget splittet i forhold til hvad jeg skal gøre. Lige nu kan jeg ikke være særlig konstruktiv i min tilgang til det, så jeg er nødt til at trække luft i et par dage.. 

For jeg synes også at det er grænseoverskridende at blande mig i, men samtidig kan jeg heller ikke holde det ud i længden og ender på et tidspunkt  med at bryde sammen over for ham, som dig. Så vi skal virkelig have taget en snak på et tidspunkt og jeg tror jeg er nødt til at finde ud af hvilke ting der er mest vigtige for mig og hvilke kampe jeg skal gå ind i og hvilke jeg skal slippe.

Jeg syntes også at det var grænseoverskridende at blande sig, og det var præcist derfor det var så svært at få det sagt. Men det var vigtigt at få det sagt. Måske ikke den bedste måde at gøre det på (for mit vedkommende), men det skulle siges. 

Især når man planlægger en fremtid sammen, og når børneopdragelse er en så stor ting for de fleste. Man skal helst have nogenlunde samme syn på den, for ellers kan det ikke fungere. 

Vigtigt er at få talt med ham om jeres fremtid og om de Forestillinger/forventninger I har til hinanden og jeres fælles fremtid. 

Endnu et lille råd: lad være med at sige noget lige efter at I har tilbragt tid med datteren. Hellere vente et par dage 

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

EN meget vigtig ting i den situation du står i nu er at se det er IKKE bonus der er problemet, hun udnytter bare situationen. Det er hr far der skal sætte grænser for sit barn.. Barnet ved ikke hvad der er rigtig og forkert opførsel hvis forældrene ikke lære dem det. Hun opføre sig som børn gør hvis de ikke bliver bremset. 

Der er ikke noget værre end forældre der ikke vil opdrage på deres unger, og det er at gøre børnene en bjørnetjeneste.. Man er ikke venner med sine børn, man er forældre og børn er født som små overlevere som kun har sig selv og hvad de vil i mente, det har forældrene 18 sparsomme år til at ændre på og egentlig kun 13 fordi de sidste 5 får man ikke bare lige ny god opførsel ind under huden på dem, når de kommer i løsrivelses fasen. De 18 år er forældrenes ansvar at skabe et velfungerende menneske som andre mennesker kan holde ud at være i nærheden af, og det bliver børnene ikke ved at man er laissez faire i sin opdragelse bare fordi man ikke gider konflikter. 

Jeg kan råbe højt når det kommer til at min mand er konflikt sky overfor andre voksne (biomor).. Men jeg takker så meget for at min mand ikke bare ligger forældre ansvaret til side fordi han har hende lidt mindre end mor.. Selv da det ikke var så mange dage i streg så kunne han stadig sætte grænser. 

Jeg ville lægge baby tanker langt væk, med mindre du vil have dit eget afkom skal efterlignede bonus, eller at du vil se forskels behandling imellem ungerne (prøv at tænk far sætter grænser for jeres barn og så lader den anden gøre hvad hun vil.. Hvordan vil det ikke påvirke søskende skabet og fælles barnets følelser).. Lægge det på hylden indtil din kæreste vil tage ansvar for det barn han har i forvejen, og så skal du have boet sammen med hr far i noget tid inden du går videre med de tanker, at se bonus engang imellem til at bo sammen med dem når de er der, du kan ikke trække dig som hvis du har dit eget er noget helt andet.. Vil far ikke ændre sig og kan du ikke falde tilpas så er der stor sandsynlighed for at et fælles barn ville ende som skilsmisse barn, og så er du sikker på at du ville få dit arbejde for hvis du skulle genopdrage dit barn HVER gang det kom ind af døren.. Det er jo også et problem i det andet hjem, hvis barnet går flere dage uden nogen retter på det så kan det føles som om man starter forfra.. 

Få en alvors snak med med hr far, du skal kommenterer på det hvis du vil have en fremtid med den mand, især hvis du ikke ville kunne acceptere det i dit hjem resten af jeres forhold.. Der er måske 14 år til barnet kan flytte hjemme fra, men barnet vil opføre sig sådan i jeres hjem resten af jeres dage i større eller mindre grad hvis man ikke gør noget i barndommen.. 

Held og lykke med det hele fra en bonusmor til en anden  

Det lyder som noget af en udfordring  Jeg er måske også meget striks så. Min datter sidder på stolen til hun er færdig med at spise (hun kan sagtens selv komme op og ned fra stolen) men hun behøver ikke spise alt da det jo er mig der hælder op, og der er ingen snacks inden maden - også selv om hun dramatisk smider sig ned på gulvet og får hele opgangen til at tro hun er ved at blive myrdet. Jeg synes det er god opdragelse at tidligt opdage man ikke kan få alt hvad man vil ha, lige når man vil ha det. Så får hun lov at rase af og så tager vi den derfra.

Men selvfølgelig kommer det med en del skrig og skrål, for hun er stadig meget lystbetonet. Men det er nu en del af det at opdrage... hvis jeg gav efter i alt hvad hun blev sur over, ville hun leve på kiks og aldrig komme i seng... så bliver man nødt til at være forælderen der roligt viser hvordan man opfører sig. 

Jeg ville tage en rolig snak med faren og se hvad han synes om din position. Ja, han har dårlig samvittighed... men måske er det at have 0 regler egentlig mere en bjørnetjeneste i længden? Tag en rolig snak og find noget at blive enige om. Det betyder ikke så meget at i ikke er enige i alt og husk det er stadig ham der er faren. 

Jeg er overrasket over de fleste forældres svar om at du overreagerer og du er for streng.

Jeg har selv været i et forhold med en ex der havde en datter på 4 som var hans prinsesse, og han tog hendes parti hver gang hun kastede med mine smykker, slæbte ipaden hen af gulvet, eller tegnede på sofaen. Det kunne hans prinsesse jo aldrig finde på eller også lukkede han øjnene.

Desværre står du i den situation at du ikke er hendes mor. Og som "fremmed" er det svært at opdrage på andres børn. (Som jeg engang fik smidt i hovedet "Du er ikke min mor så du kan ikke sige noget til mig"

At andre syntes at du er for streng med at hun ikke må "lege" med handskerummet er et chok for mig. Self skal hun under ingen omstændigheder lege med handskerummet eller smække med dørerne. (Ting er ikke beregnet til at blive brugt sådan) og vil i sidste endne betyde en omkostning når det går i stykker.

Jeg giver dig helt ret i at kager og slik ikke hører til på den måde. Forstår ikke folk er så løse med at det er okay at stoppe sukker og andre usunde stoffer i deres unger i tide og utide.!

Men igen det er nemmere at have børn når de får deres vilje for så er der ikke lige så mange komplikationer.

Jeg havde sagt noget til herren i huset, self på en pæn måde. Det er ikke det værd hvis du skal gå og være negativ mm. på grund af det og kan han ikke indfinde sig eller finde en løsning ville jeg genoverveje fremtiden.

Bare stil dig selv det spørgsmål: Kan du leve med dette de næste mange år?