Jeg er ved at gå kold over min bonusdatter

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Har de noget alene tid uden dig? Det tror jeg vil være rigtig sundt. Også så den lille pige ikke skal være "den onde" der ber om at du ikke går med på legepladsen. Far datter tid uden andre er vigtigt. Især for et weekend barn der har sin far hos sig så sjældent. Og det med at sætte grænser og være "strenge far" forstår jeg fuldt ud han har svært ved. Jeg synes også det er hårdt når jeg skal bruge min sparsomme tid med guldet på at sætte grænser og skælde ud og være voksen og kedelig når jeg mest bare har lyst til at kramme og forkæle dem fra de kommer til de skal hjem fordi jeg ved hvor hårdt det er for dem at gå og savne mig og omvendt. Jo ældre de bliver jo nemmere bliver det dog. Dog ville jeg aldrig lade mine børn lege med ild osv, men is til morgenmad og romkugler til frokost- det sker også her Hvis du vil sige noget, så ville jeg godt nok gøre det på en pæn og varsom måde. Det er slet ikke nemt at have delebørn som man savner 24/7 og hvis en kæreste uden børn kom og belærte mig om noget, så ville jeg give personen ret i at jeg skulle koncentrere mig mere om børnene og så var det forhold bare sluttet der. 

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Alt det du beskriver må hverken min 6årige eller min kommende 4 årige. jeg havde da selv fået pip og sagt fra inden. må du ikke det i forhold til din kæreste eller hvorfor siger du intet. i sær når du overvejer et fællesbarn. så skal i jo se ret ens på opdragelsen.

Det er altid farlig grund at opdrage på andres børn. Hvis i ikke bor sammen ville jeg trække mig lidt og nyde alenetid de weekender og vente lidt med at blive mere knyttet til pigen. 

Ja det har masser af tid uden mig. De var sammen fra tirsdag til fredag uden mig hvor de også holder en fridag og ellers erdet ofte sådan at jeg er med en halv eller hel dag i weekenden og ellers er de alene. Jeg har stor forståelse og respekt for at de skal have tid alene og det taler min kæreste og jeg også om. 

Angående det med selv at sige noget, så sagde jeg noget til det der med at smække havedøren og så for hun ind på sit værelse og var sur og sagde at hun aldrig ville være sammen med mig igen. Hun reagere enormt voldsomt når hun ikke får sin vilje. Så jeg kan godt forstå, at min kæreste ikke altid gider at tage kampen, men som tingene er lige nu så bestemmer hun godt nok meget og får lov til alt alt for meget. Hvis det stod til mig var der ikke slik og kage i hverdagen. Kun  i weekenden og ved særlige lejligheder, man rejser sig ikke fra bordet før man er færdig med at spise, man spiser op, osv osv. Alt snurre rundt om hende og vi kan dårligt have en samtale fordi hun skal have opmærksomhed. Jeg ved sgu ikke om jeg forventer mig for meget af en 4-årig eller hvad der er galt, men hold nu op jeg skal godt nok sluge nogle kameler...

Vi flyttter sammmen inden for et halv år. Vi kigger på køb af bolig. 

Jeg tror nogle er mere large end andre. Vores børn kan sagtens få en kanelgifler søndag morgen mens morgenmaden bliver lavet. De kan også få 2 vingummier på en mandag og det er ikke hver fredag st de får slik. Vi har ikke så mange direkte regler omkring det men prøvet at leve afslappet men også sundt det meste af tiden. . Jeg tror det væsenligste er, at I få taget snakken hvor der er ro på. I kommer til at skændes ved et fælles barn og på sigt splitte op hvis I ikke er på samme bølgelængde mht. børneopdragelse.

Jeg kan godt forstå at du synes at han ikke opdrager nok. Det er svært at vide helt hvor slemt det er .. men der er nu mange små børn, der har svært ved at sidde stille ved bordet længe. 

Jeg synes du er enormt striks, især når det også er dit bonusbarn. Jeg tror bare at man må acceptere, at der er nogle ting man måske ville have gjort anderledes i forhold til hvad far gør. Men jeg synes du skal overveje hvilke kampe du virkelig føler er nødvendige at tage op, som for eksempel det med slik og kage i hverdagene og om hvor vidt hun må lege med bagagerummet og det med at gå ud og ind af haven. Jeg tror altid det er nemmere at være mere streng i forhold til opdragelse når det ikke er ens eget barn. Man ser helt klart på tingene med andre øjne, hvilket jeg også synes du skal overveje. Det kan godt være at du ikke havde følt at der var så mange ting i vejen, hvis det var dit eget barn. Men når det er bonusdatter, tror jeg du må affinde dig med at opdragelsen for det meste foretages af far. Når i får fællesbarn kan du naturligvis sætte flere grænser, men det kan godt være dit syn på diverse ting og opdragelse ændrer sig, når det sker. Det er bestemt ikke fordi at bonusforældre ikke må tage del i opdragelsen, men der er helt klart nogle ting man bare må være lidt large med. 

Jeg tror I har helt ret i, at det er nemmere for mig at se/føle fordi hun ikke er mit eget barn. Og jeg forsøger heller kke at trække min regler ned over hovedet på hende. Hun har sin far og mor der opdrager hende. Og jeg ved godt at der er gang i den når man er 4 år og det er svært at sidde stille osv. Men derfor synes jeg godt at man må stille krav til sine børn og hjælpe den med at forstå tingene, fx at behandle tingene pænt, sige tak for mad osv. Jeg er på ingen måde sukkerforskrækket og spiser slik næsten dagligt. Men jeg synes man som forældre har pligt til at give sine børn nogle gode vaner med på vejen og jeg synes det er OK at sige nej når de spørger. Og det har min kæreste meget meget svært ved. Der er dessert af en eller anden art efter alle måltider fx kage, slik, skumfiduser osv osv. Det synes jeg er for meget for sådan en lille krop. Og man kan tydeligt mærke, at hendes blodsukker stiger og falder med dertilhørende humørsvingninger. 

Jeg har ikke delt nogle af disse ting med min kæreste og jeg er også i tvivl om jeg skal gøre det. Og primært faktisk derfor jeg skriver herinde, fordi mit sammenligningsgrund lag er ikke eksisterende og jeg ikke kan finde ud af om det er mig der er for hård eller om der er noget om snakken på nogen af punkterne. 

Jeg tænker at i skal have en snak og nå frem til hvad i ønsker i fremtiden også mht opdragelse hvis i skal bo sammen...

Jeg ville under INGENomstændigheder kunne være i et forhold/hjem med den form for opdragelse... enebarn, skilsmisse barn eller what Ever...i lyder til at være en del fra hinanden opdragelse mæssigt samt mht opfattelse af div ting... det bliver IKKE bedre af at flytte sammen.... og slet ikke hvis barnet så føler du tager far fra hende eller far og datter ser sig som en bi ting i hjemmet 

Var mine egne børn sådan, ville jeg skisme føle at jeg havde fejlet mht hvem der var barn og hvem der var voksen, og hvem der bestemmer....