Anonym skriver:
Men der er problemet, en psykolog? En jeg ikke kender? Jeg kan dårligt nok udtrykke alle mine følelser for familie, venner og kæreste. Og sp sku jeg gøre det hos en psykolog? Jeg kan slet ikke se hvordan det skulle gavne mig. Jeg har hørt mange der bare får stilt en masse diagnoser, uden at faktisk fejle noget, jeg kender en der har fået stilt 7 fejl diagnoser, bare fordi at lægen ikke lige gad at dybe sig lidt mere i hvad det egenligt var. Han fik medicin i 4 år, uden nogen grund. jeg har gået til psykolog da jeg var omkring 9-10 år, pga nogle traumer, men jeg blev kun vred på psykologen, fordi at hun troede at hun vidste alt.
Men jeg er selvfølgelig ældre nu, og har et andet syn på tingene, så det ville måske være en mulighed. Men det bare svært for mig.
Men tak for svar og for at læse mit indlæg, dejligt at nogle står til rådighed. 
Min erfaring er, at det er meget nemmere at tale med en, du ikke kender - og som du ikke behøver at se igen, når forløbet er ovre. Og så er det vigtigt at du har kemi med psykologen. Hvis du er sidder og er irriteret, får du intet ud af det.
Og så husk på at en psykolog ikke nødvendigvis stiller en diagnose, men er der for at hjælpe dig med at forstå, hvad der sker, og give dig nogle værktøjer til at håndtere de situationer, der kan være svære for dig - og de udskriver sjældent medicin. Jeg synes du skal give det en chance. Når det er så slemt, at du ikke kan holde ud at fungere i en normal hverdag som fx på et studie, så HAR du brug for hjælp af en eller anden art, og en psykolog er et oplagt sted at starte.
Tænk på det som hjælp til selvhjælp. I virkeligheden skal en psykolog "bare" hjælpe dig med at forstå hvad der sker i hovedet på dig i de situationer, hvor du ikke magter det, og give dig nogle værktøjer, du kan bruge til at lære at håndtere situationerne på en måde, der er mere hensigtsmæssig for dig.
