please læs med, og giv mig dine erfaringer..

Hej alle. ( Sorry, det blev lidt længere end forventet &nbsp

Jeg skal bruge noget hjælp. Jeg er 22 år, og har droppet ud af virkelig mange uddannelser, fordi jeg ikke har kunne tolerer så mange mennesker i et rum.

Jeg har gennem gået mange ting i min barndom, jeg har følt meget svigt og har ikke kunne stole på nogle. Jeg kan ikke tale, når der er for mange mennesker, det  er som om at jeg ikke kan få luft, jeg bliver rød i hovedet og jeg kan slet ikke sige et ord. Det er helt uforklarligt hvordan jeg føler, når nogle snakker til mig, når der er over 3 personer i rummet, og det er 20 gange værre, hvis jeg ikke kender personerne.

jeg har aldrig set det som en problem før nu, jeg har droppet ud af mange uddannelser, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg vil vildt gerne videre. Men det er også svært, når jeg er meget indelukket og ikke kan tale med folk om hvordan jeg føler, jeg viser næsten aldrig følelser, ikke andet end min "farcade" og jeg ved ikke hvorfor? 

Jeg har tit overhørt samtaler, da jeg var i teenage årene, at min mor burde burde få mig til at psykolog eller sådan. 

Men jeg føler ikke selv at jeg har en angst eller en depression. Eller er det bare mig der ikke vil inderømme, at jeg godt kan have en psykisk sygdom? Jeg tror selv at jeg bare er meget genert og indelukket. Men mange af dem der kender mig og selvfølgelig elsker mig, de tror noget andet.

Jeg er forresten gravid i uge 20, med min kæreste. Så vil virkelig gerne have nogle svar, fra folk der ikke kender mig, som måske ved mere om det? Det kunne være dejligt at blive hørt på en anderledes måde, hvis i forstår hvad jeg mener.

( tak for at læse med )

Ps.

Jeg vil ikke høre noget om min graviditet, med at det er uansvarligt, når jeg står uden uddannelse osv. Jeg ved udemærket godt selv at det er ikke klogt, og dårligt tidspunkt i livet. Men jeg vil gerne have lov til at sige at jeg var på P-piller. Jeg opdagede ikke min graviditet, jeg fandt ud af det for omkring 3 uger siden, da jeg havde en blærebetændelse. Men er selvfølgelig overdrevet lykkelig, men også bange for fremtiden

Anonym skriver:

Hej alle. ( Sorry, det blev lidt længere end forventet &nbsp

Jeg skal bruge noget hjælp. Jeg er 22 år, og har droppet ud af virkelig mange uddannelser, fordi jeg ikke har kunne tolerer så mange mennesker i et rum.

Jeg har gennem gået mange ting i min barndom, jeg har følt meget svigt og har ikke kunne stole på nogle. Jeg kan ikke tale, når der er for mange mennesker, det  er som om at jeg ikke kan få luft, jeg bliver rød i hovedet og jeg kan slet ikke sige et ord. Det er helt uforklarligt hvordan jeg føler, når nogle snakker til mig, når der er over 3 personer i rummet, og det er 20 gange værre, hvis jeg ikke kender personerne.

jeg har aldrig set det som en problem før nu, jeg har droppet ud af mange uddannelser, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg vil vildt gerne videre. Men det er også svært, når jeg er meget indelukket og ikke kan tale med folk om hvordan jeg føler, jeg viser næsten aldrig følelser, ikke andet end min "farcade" og jeg ved ikke hvorfor? 

Jeg har tit overhørt samtaler, da jeg var i teenage årene, at min mor burde burde få mig til at psykolog eller sådan. 

Men jeg føler ikke selv at jeg har en angst eller en depression. Eller er det bare mig der ikke vil inderømme, at jeg godt kan have en psykisk sygdom? Jeg tror selv at jeg bare er meget genert og indelukket. Men mange af dem der kender mig og selvfølgelig elsker mig, de tror noget andet.

 

Jeg er forresten gravid i uge 20, med min kæreste. Så vil virkelig gerne have nogle svar, fra folk der ikke kender mig, som måske ved mere om det? Det kunne være dejligt at blive hørt på en anderledes måde, hvis i forstår hvad jeg mener.

( tak for at læse med )

Ps.

Jeg vil ikke høre noget om min graviditet, med at det er uansvarligt, når jeg står uden uddannelse osv. Jeg ved udemærket godt selv at det er ikke klogt, og dårligt tidspunkt i livet. Men jeg vil gerne have lov til at sige at jeg var på P-piller. Jeg opdagede ikke min graviditet, jeg fandt ud af det for omkring 3 uger siden, da jeg havde en blærebetændelse. Men er selvfølgelig overdrevet lykkelig, men også bange for fremtiden

 

Ved ikke hvad der sker oppe øverst i teksten, jeg har prøvet at rette det, men det vil den ikke

Jeg tror at du kunne have god gavn af at tale med en psykolog, uanset om du har en diagnose eller ej. Udover at du har brug for at finde ud af hvad du gerne vil, så lyder det også som om du trænger til at få nogle redskaber, der gør det nemmere at gebærde dig i verden.

Skouboe skriver:

Jeg tror at du kunne have god gavn af at tale med en psykolog, uanset om du har en diagnose eller ej. Udover at du har brug for at finde ud af hvad du gerne vil, så lyder det også som om du trænger til at få nogle redskaber, der gør det nemmere at gebærde dig i verden.

Men der er problemet, en psykolog? En jeg ikke kender? Jeg kan dårligt nok udtrykke alle mine følelser for familie, venner og kæreste. Og sp sku jeg gøre det hos en psykolog? Jeg kan slet ikke se hvordan det skulle gavne mig. Jeg har hørt mange der bare får stilt en masse diagnoser, uden at faktisk fejle noget, jeg kender en der har fået stilt 7 fejl diagnoser, bare fordi at lægen ikke lige gad at dybe sig lidt mere i hvad det egenligt var. Han fik medicin i 4 år, uden nogen grund. jeg har gået til psykolog da jeg var omkring 9-10 år, pga nogle traumer, men jeg blev kun vred på psykologen, fordi at hun troede at hun vidste alt.

Men jeg er selvfølgelig ældre nu, og har et andet syn på tingene, så det ville måske være en mulighed. Men det bare svært for mig.

Men tak for svar og for at læse mit indlæg, dejligt at nogle står til rådighed. 

Anonym skriver:

Men der er problemet, en psykolog? En jeg ikke kender? Jeg kan dårligt nok udtrykke alle mine følelser for familie, venner og kæreste. Og sp sku jeg gøre det hos en psykolog? Jeg kan slet ikke se hvordan det skulle gavne mig. Jeg har hørt mange der bare får stilt en masse diagnoser, uden at faktisk fejle noget, jeg kender en der har fået stilt 7 fejl diagnoser, bare fordi at lægen ikke lige gad at dybe sig lidt mere i hvad det egenligt var. Han fik medicin i 4 år, uden nogen grund. jeg har gået til psykolog da jeg var omkring 9-10 år, pga nogle traumer, men jeg blev kun vred på psykologen, fordi at hun troede at hun vidste alt.

Men jeg er selvfølgelig ældre nu, og har et andet syn på tingene, så det ville måske være en mulighed. Men det bare svært for mig.

 

Men tak for svar og for at læse mit indlæg, dejligt at nogle står til rådighed. 

Hej anonym, jeg vil allerede advare omkring den lange lange besked denne blev til. Jeg håber at du ser at den kun er ment med den bedste mening bag og håber at det kan hjælpe dig lidt på vej.

Jeg kender dine problemer alt for godt, og har haft nogen af de samme følelser omkring mange mennesker. For mig var det største skridt at lære omkring mine følelser. Hvorfor har jeg det sådan her? Hvorfor jeg reagere som jeg nu gør i visse situationer, samt hvad er det der gør at jeg får det dårligt. Jeg begyndte at spørge mig selv omkring de ting jeg ikke vidste, og i stedet for at tænke "det ved jeg ikke" så søgte jeg dybere efter svaret. Jeg er ikke en pro indenfor området og siger kun mit "gæt" men det du beskriver kunne godt lyde som en slags social angst eller socialfobi. - igen, jeg er ikke en professionel, jeg har kun interesse inden for området.

En anden ting er at være i frygten. Måske kender du det der hedder Fight or Flight? Hvor vi enten kæmper eller flygter. Ved at være i et lokale med flere end to mennesker og komme ud på den anden side, og så indse at man godt kunne selv om både de fysiske følelser men måske også de psykiske ikke var så rare.. Det er en god følelse og en slags sejr og ekstra kamp gejst til næste gang der er flere end to i rummet.

Jeg vil sige det bedste du kan gøre for dig selv er at begynde at tale med dine nærmeste omkring hvordan du har det som en start. Du kan gå til lægen og bede om en henvisning til psykiatrien, der er det gratis og du betaler ikke for noget selv. Du er dog nød til at snakke med lægen omkring hvorfor du har brug for en henvisning. Hvis du bliver "godkendt" og får et tilbud af psykiatrien finder de ud af hvad de kan tilbyde dig og hvad de mener der kan være den bedste løsning i netop dit tilfælde.

Det med menneskerne er måske ikke nemt og det bliver måske ikke bedre lige nu og her, men hvis du vælger at arbejde med det og gøre det for dig selv er det den bedste motivation. Hvis det ikke er motivation nok, så er der dit kommende barn du kan bruge som motivation til at få det bedre.

Jeg er absolut ikke en "know it all" og det prøver jeg heller ikke at være, alt det jeg har skrevet passer måske slet ikke til dig inderst inde, specielt eftersom jeg ikke kender dig. Men jeg håber at du kunne bruge en eller to ting til noget positivt, om ikke andet så håber jeg at du ser du ikke er alene og at der altid vil være støtte på den ene eller anden måde. Det handler bare om at spørge om den af og til - også selvom det måske er det sværeste af og til. Men tror på du klaret dig fint, nu hvor du allerede er begyndt at søge hjælp på den ene eller anden måde.
Jeg ønsker dig alt held og fremtiden og et stort tillykke med dit kommende barn.

De bedste hilsner - en lille hjælpsom hånd (you can do it)

Anonym skriver:

Hej alle. ( Sorry, det blev lidt længere end forventet &nbsp

Jeg skal bruge noget hjælp. Jeg er 22 år, og har droppet ud af virkelig mange uddannelser, fordi jeg ikke har kunne tolerer så mange mennesker i et rum.

Jeg har gennem gået mange ting i min barndom, jeg har følt meget svigt og har ikke kunne stole på nogle. Jeg kan ikke tale, når der er for mange mennesker, det  er som om at jeg ikke kan få luft, jeg bliver rød i hovedet og jeg kan slet ikke sige et ord. Det er helt uforklarligt hvordan jeg føler, når nogle snakker til mig, når der er over 3 personer i rummet, og det er 20 gange værre, hvis jeg ikke kender personerne.

jeg har aldrig set det som en problem før nu, jeg har droppet ud af mange uddannelser, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg vil vildt gerne videre. Men det er også svært, når jeg er meget indelukket og ikke kan tale med folk om hvordan jeg føler, jeg viser næsten aldrig følelser, ikke andet end min "farcade" og jeg ved ikke hvorfor? 

Jeg har tit overhørt samtaler, da jeg var i teenage årene, at min mor burde burde få mig til at psykolog eller sådan. 

Men jeg føler ikke selv at jeg har en angst eller en depression. Eller er det bare mig der ikke vil inderømme, at jeg godt kan have en psykisk sygdom? Jeg tror selv at jeg bare er meget genert og indelukket. Men mange af dem der kender mig og selvfølgelig elsker mig, de tror noget andet.

 

Jeg er forresten gravid i uge 20, med min kæreste. Så vil virkelig gerne have nogle svar, fra folk der ikke kender mig, som måske ved mere om det? Det kunne være dejligt at blive hørt på en anderledes måde, hvis i forstår hvad jeg mener.

( tak for at læse med )

Ps.

Jeg vil ikke høre noget om min graviditet, med at det er uansvarligt, når jeg står uden uddannelse osv. Jeg ved udemærket godt selv at det er ikke klogt, og dårligt tidspunkt i livet. Men jeg vil gerne have lov til at sige at jeg var på P-piller. Jeg opdagede ikke min graviditet, jeg fandt ud af det for omkring 3 uger siden, da jeg havde en blærebetændelse. Men er selvfølgelig overdrevet lykkelig, men også bange for fremtiden

 

Hejsa.. 

jeg er en pige der salg har haft en ret svær barndom, lider af omsorgssvigt, måske noget ptsp (post traumatisk stress syndrom), deprationer og stress.. 

i min barndom har både været vold og sexovergreb.. 

da jeg blev gravid var jeg virkelig bange for at "overføre" mine ting til mit barn, h*n skulle ikke ende som mig.. 

jeg valgte at rådføre mig med en psykolog og det er simplthen det bedste jeg har gjordt, jeg har fået bearbejdet en masse ting og har givet mit barn den bedst mulige opvækst uden de samme svigt som jeg.. 

man bliver aldrig kureret men det at have en helt fremmede uden for hjemmet og hører deres tanker og erfaringer og sætte ord på er bare super vigtigt især hvis man er en der har svært ved at åbne sig og dele ud.. en psykolog tvinger dig ikke til noget du ikke vil men gør tingene på dine primisser.. jeg ville finde en psykolog og give det en chance.. 

Pointen med psykologer er at de ofte er bedre til at stille spørgsmål og man har ikke noget i klemme overfor dem.

Det  er for de fleste meget lettere at åbne sig der end overfor venner/ familie fordi der ikke er nogle forventninger eller følelser osv i klemme. Man behøver ikke virke stærk eller noget.

Søg på nettet efter en psykolog i nærheden af sig med speciale i angst. .. gerne med en med forstand på kognitiv terapi (hjælper folk med at skabe andre og mere pos. tanker i stedet for fx. angsttanker).

Jeg er selv psykolog og vil virkelig råde dig til at søge hjælp, da du ellers vil få svært med ikke at overføre noget af det til dit barn. Nogle mennesker med angst, kan også have svært ved at lade andre holde/ passe deres barn osv. Jeg tror det er godt at få "ryddet" lidt op inden baby.

Jeg vil også anbefale dig en psykolog, og det er vigtigt, at det er en, som du har kemi med..

jeg havde også selv den holdning, at hvorfor skulle jeg snakke med en psykolog, når jeg ikke engang kunne snakke med familie og venner om det.. 

det var også en rigtig lang proces at lære at snakke med en psykolog, men det har virkelig givet pote..

Jeg har som dig, er ikke god til mange mennesker, får angst osv... 

Jeg har også været på medicin, men der skete først fremskridt da jeg kom i gruppeterapi hvor vi sad alle med samme diagnose.. Vi lærte meget om sygdommen og lærte teknikker til at arbejde med den.. 

Jeg siger ikke, at du har en diagnose, det ved jeg ikke.. men det lyder til at du skal have arbejdet med dig selv. Desuden er der ingen skam i at have en diagnose  

Ønsker dig held og lykke 

Nu kender jeg ikke din baggrund. Men hvis du er fra en familie med alkohol eller stofmisbrug, så vil jeg anbefale tuba.

Jeg har selv været til psykolog og det hjalp mig slet ikke. 

Nu går jeg i gruppeterapi i Tuba og det hjælper mig. Det hjælper at andre åbner op, for så er det lidt nemmere selv at åbne op. Hvis jeg en dag skal i ene terapi igen, så vil jeg vælge psykoterapi og helst ved en der også arbejder ved Tuba, fordi det ved hvordan det er at arbejde med sådan nogen som mig. Og så ville jeg vælge en mand, fordi jeg har dårlig erfaring med kvinder. Selvom jeg jo logisk set godt ved at der også findes fantastiske kvindelige terapeuter.

Jeg håber du får hjælp. Jeg søgte hjælp i forbindelse med at jeg var gravid, da jeg var og stadig er bange for at min baggage gør livet svært for min dreng.

Hej alle. ( Sorry, det blev lidt længere end forventet &nbsp

Jeg skal bruge noget hjælp. Jeg er 22 år, og har droppet ud af virkelig mange uddannelser, fordi jeg ikke har kunne tolerer så mange mennesker i et rum.

Jeg har gennem gået mange ting i min barndom, jeg har følt meget svigt og har ikke kunne stole på nogle. Jeg kan ikke tale, når der er for mange mennesker, det  er som om at jeg ikke kan få luft, jeg bliver rød i hovedet og jeg kan slet ikke sige et ord. Det er helt uforklarligt hvordan jeg føler, når nogle snakker til mig, når der er over 3 personer i rummet, og det er 20 gange værre, hvis jeg ikke kender personerne.

jeg har aldrig set det som en problem før nu, jeg har droppet ud af mange uddannelser, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg vil vildt gerne videre. Men det er også svært, når jeg er meget indelukket og ikke kan tale med folk om hvordan jeg føler, jeg viser næsten aldrig følelser, ikke andet end min "farcade" og jeg ved ikke hvorfor? 

Jeg har tit overhørt samtaler, da jeg var i teenage årene, at min mor burde burde få mig til at psykolog eller sådan. 

Men jeg føler ikke selv at jeg har en angst eller en depression. Eller er det bare mig der ikke vil inderømme, at jeg godt kan have en psykisk sygdom? Jeg tror selv at jeg bare er meget genert og indelukket. Men mange af dem der kender mig og selvfølgelig elsker mig, de tror noget andet.

 

Jeg er forresten gravid i uge 20, med min kæreste. Så vil virkelig gerne have nogle svar, fra folk der ikke kender mig, som måske ved mere om det? Det kunne være dejligt at blive hørt på en anderledes måde, hvis i forstår hvad jeg mener.

( tak for at læse med )

Ps.

Jeg vil ikke høre noget om min graviditet, med at det er uansvarligt, når jeg står uden uddannelse osv. Jeg ved udemærket godt selv at det er ikke klogt, og dårligt tidspunkt i livet. Men jeg vil gerne have lov til at sige at jeg var på P-piller. Jeg opdagede ikke min graviditet, jeg fandt ud af det for omkring 3 uger siden, da jeg havde en blærebetændelse. Men er selvfølgelig overdrevet lykkelig, men også bange for fremtiden

 

Da jeg gik i folkeskolen blev jeg også sendt til psykolog og hadede det, men efter at jeg havde fået mit første barn faldt forholdet til min kæreste fra hinanden, og efter bruddet kom jeg - meget modvilligt - til psykolog. Det var en hel anden oplevelse, og hun endte med at finde ud af at jeg højst sandsynligt var endt ud i en fødselsdepression fordi jeg havde så meget ubearbejdet fra fortiden liggende.

Min venindes lillebror lider af selective mutism, det er en psykisk lidelse hvor han sagtens kan tale, men i nogle situationer (f.eks. i skolen) så kan han slet ikke tale.