Er jeg urimelig?

Jeg har nogle problemer med min svigermor, men ved ikke helt om det er mig der er galt på den, eller om jeg har 'ret' til at føle mig lidt krænket.

Jeg har nogle personlige problematikker, som bl.a. gør at jeg ikke bryder mig om at folk rører ved mig og at jeg har svært ved at sige fra, selv når jeg ved at jeg burde. Og det er min svigermor godt klar over, for hun har selv lidt samme problematikker. Det skal lige siges, at min kæreste og jeg ikke har været sammen så frygteligt længe, og jeg mødte hans mor første gang for lige lidt under 1 år siden.

Først og fremmest spurgte hun pludselig en dag, til familietamtam, om hun ikke godt måtte komme med til fødslen, når nu min egen mor skal med (jeg skal føde vældigt snart). Jeg følte virkelig at jeg ikke kunne 'tillade' mig at sige nej, så forsøgte at tale lidt udenom (bl.a. at de anbefaler så få fødselshjælpere som muligt med min baggrund), men det endte selvfølgelig med at jeg bare sagde ja, fordi jeg følte at alle kiggede på mig  

Derudover har jeg frabedt mig, at folk skal røre ved min mave, især uden at spørge - bare at give kram til folk (som min svigerfamilie er utroligt glade for at udøve), er virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg krammer yderst sjældent mine egne forældre eller søskende, men krammer hans familie for at gøre alle glade. Min egen familie har fuldt ud respekt for at jeg ikke ønsker berøring af min mave, og gør det kun når jeg selv spørger om de har lyst. Jeg har forsøgt at tale med min svigermor om det, og følte egentligt at hun forstod det - men for ikke så frygteligt længe siden, sagde hun pludselig at der var noget hun bare skulle, også var hun egentligt ligeglad med hvad jeg syntes og følte, også begyndte hun at kramme min mave. Igen stod jeg i en situation, hvor jeg ikke havde mulighed for at sige fra  jeg ønsker på ingen måder at træde hans familie over tæerne, men følte mig bare så uendeligt krænket - og det kulminerede med at jeg har sagt til min kæreste, at jeg ikke ønsker hans mor til stede ved fødslen, fordi jeg ikke tror at hun vil kunne respektere eller forstå mine ønsker. Han forstår det 120% og støtter mig i det, og siger at den dag skal jeg heller ikke tænke på at gøre andre glade, men at jeg skal være tryg. Men derfor har jeg stadigvæk utrolig dårlig samvittighed, men føler virkelig at jeg bliver nødt til at stå fast ved min beslutning, for går totalt i panik, når jeg tænker at hun skal være i rummet 

Er jeg bare totalt sippet, eller har jeg 'ret' til at føle som jeg gør? 

Du er nok nødt til at skille tingene lidt ad...

For ja - for andre mennesker med et mere afslappet forhold til berøring, kan det da muligvis virke "sippet" at du ikke ønsker berøring. Men for dig er det jo sådan det er - og man har altid "ret" til sine følelser på sådanne områder - sippet eller ej. 

Jeg har ingen problemer med fysisk kontakt - men jeg brød mig sådan set heller ikke om at blive raget på maven. Jeg finder det faktisk ret uhøfligt, at man ikke spørger - og jeg bad pænt folk om at trække lapperne til sig, hvis de bare kastede sig over maven.

Og gudhjælpemig nej, om jeg skulle nyde noget af at have svigermor med til fødslen!! Ellers tusind tak - vi har et ganske dejligt og uproblematisk forhold - men jeg ønsker bestemt ikke andre med i den oplevelse end min mand.

Det er ganske afgørende at huske, at det er din fødsel, dine regler! Det er det helt forkerte sted i livet, at gå på kompromis. Og det er ganske naturligt, at din egen mor kan støtte dig bedre, i lige den situation, hvis det er sådan du har det. Det handler om dig og baby, ingen andre. Slut!

Anonym skriver:

Jeg har nogle problemer med min svigermor, men ved ikke helt om det er mig der er galt på den, eller om jeg har 'ret' til at føle mig lidt krænket.

Jeg har nogle personlige problematikker, som bl.a. gør at jeg ikke bryder mig om at folk rører ved mig og at jeg har svært ved at sige fra, selv når jeg ved at jeg burde. Og det er min svigermor godt klar over, for hun har selv lidt samme problematikker. Det skal lige siges, at min kæreste og jeg ikke har været sammen så frygteligt længe, og jeg mødte hans mor første gang for lige lidt under 1 år siden.

Først og fremmest spurgte hun pludselig en dag, til familietamtam, om hun ikke godt måtte komme med til fødslen, når nu min egen mor skal med (jeg skal føde vældigt snart). Jeg følte virkelig at jeg ikke kunne 'tillade' mig at sige nej, så forsøgte at tale lidt udenom (bl.a. at de anbefaler så få fødselshjælpere som muligt med min baggrund), men det endte selvfølgelig med at jeg bare sagde ja, fordi jeg følte at alle kiggede på mig  

Derudover har jeg frabedt mig, at folk skal røre ved min mave, især uden at spørge - bare at give kram til folk (som min svigerfamilie er utroligt glade for at udøve), er virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg krammer yderst sjældent mine egne forældre eller søskende, men krammer hans familie for at gøre alle glade. Min egen familie har fuldt ud respekt for at jeg ikke ønsker berøring af min mave, og gør det kun når jeg selv spørger om de har lyst. Jeg har forsøgt at tale med min svigermor om det, og følte egentligt at hun forstod det - men for ikke så frygteligt længe siden, sagde hun pludselig at der var noget hun bare skulle, også var hun egentligt ligeglad med hvad jeg syntes og følte, også begyndte hun at kramme min mave. Igen stod jeg i en situation, hvor jeg ikke havde mulighed for at sige fra  jeg ønsker på ingen måder at træde hans familie over tæerne, men følte mig bare så uendeligt krænket - og det kulminerede med at jeg har sagt til min kæreste, at jeg ikke ønsker hans mor til stede ved fødslen, fordi jeg ikke tror at hun vil kunne respektere eller forstå mine ønsker. Han forstår det 120% og støtter mig i det, og siger at den dag skal jeg heller ikke tænke på at gøre andre glade, men at jeg skal være tryg. Men derfor har jeg stadigvæk utrolig dårlig samvittighed, men føler virkelig at jeg bliver nødt til at stå fast ved min beslutning, for går totalt i panik, når jeg tænker at hun skal være i rummet 

Er jeg bare totalt sippet, eller har jeg 'ret' til at føle som jeg gør? 

Du skal da ikke have svigermor med til fødslen for at please hende! 

- Jeg stod i samme problematik da jeg var gravid. Jeg ville have min kæreste og min mor med. Og så synes svigermor at hun da også skulle med. Det krævede lidt snak frem og tilbage, men jeg fik til sidst gjort klart for hende at jeg altså ikke ville have hende inde på fødestuen. - Og at det handlede om mig, hvad jeg var tryg ved og hvad der skabte mindst stress for mig, ikke om at hun synes det kunne være dejligt. 
Hun måtte gerne komme og besøge os så snart vi kom ned på barselsgangen. Det accepterede hun, og det blev så til at svigerfamilien kom et par timer efter fødslen (fødte lidt 4 om morgenen), og det var helt perfekt for os alle sammen.

Du skal have sagt fra, og sige at du har brug for din mor og din kæreste som støtte, men du har det ikke godt med at have flere med.

Jeg har nogle problemer med min svigermor, men ved ikke helt om det er mig der er galt på den, eller om jeg har 'ret' til at føle mig lidt krænket.

Jeg har nogle personlige problematikker, som bl.a. gør at jeg ikke bryder mig om at folk rører ved mig og at jeg har svært ved at sige fra, selv når jeg ved at jeg burde. Og det er min svigermor godt klar over, for hun har selv lidt samme problematikker. Det skal lige siges, at min kæreste og jeg ikke har været sammen så frygteligt længe, og jeg mødte hans mor første gang for lige lidt under 1 år siden.

Først og fremmest spurgte hun pludselig en dag, til familietamtam, om hun ikke godt måtte komme med til fødslen, når nu min egen mor skal med (jeg skal føde vældigt snart). Jeg følte virkelig at jeg ikke kunne 'tillade' mig at sige nej, så forsøgte at tale lidt udenom (bl.a. at de anbefaler så få fødselshjælpere som muligt med min baggrund), men det endte selvfølgelig med at jeg bare sagde ja, fordi jeg følte at alle kiggede på mig  

Derudover har jeg frabedt mig, at folk skal røre ved min mave, især uden at spørge - bare at give kram til folk (som min svigerfamilie er utroligt glade for at udøve), er virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg krammer yderst sjældent mine egne forældre eller søskende, men krammer hans familie for at gøre alle glade. Min egen familie har fuldt ud respekt for at jeg ikke ønsker berøring af min mave, og gør det kun når jeg selv spørger om de har lyst. Jeg har forsøgt at tale med min svigermor om det, og følte egentligt at hun forstod det - men for ikke så frygteligt længe siden, sagde hun pludselig at der var noget hun bare skulle, også var hun egentligt ligeglad med hvad jeg syntes og følte, også begyndte hun at kramme min mave. Igen stod jeg i en situation, hvor jeg ikke havde mulighed for at sige fra  jeg ønsker på ingen måder at træde hans familie over tæerne, men følte mig bare så uendeligt krænket - og det kulminerede med at jeg har sagt til min kæreste, at jeg ikke ønsker hans mor til stede ved fødslen, fordi jeg ikke tror at hun vil kunne respektere eller forstå mine ønsker. Han forstår det 120% og støtter mig i det, og siger at den dag skal jeg heller ikke tænke på at gøre andre glade, men at jeg skal være tryg. Men derfor har jeg stadigvæk utrolig dårlig samvittighed, men føler virkelig at jeg bliver nødt til at stå fast ved min beslutning, for går totalt i panik, når jeg tænker at hun skal være i rummet 

Er jeg bare totalt sippet, eller har jeg 'ret' til at føle som jeg gør? 

Følelser er nu engang noget vi ikke selv er herre over men som vi kan arbejde med. 

Du skal kun have dem med til fødslen som dig og din mand har lyst til at have med, og heldigvis lyder det til at du har en god støtte i ham!

Ift dine problemer med intimitet med andre skal du absolut ikke føle dig forkert! Men jeg vil nok anbefale dig at få arbejdet med dine følger omkring dette, hvorfor du har det sådan, kan det afhjælpes lidt så du ikke oplever det ubehageligt? Vi har alle forskellige grænser for hvor tæt andre skal komme på os. Men din grænse lyder i mine øre alarmerende. Dette fordi det har personlig bekostning for dig, problemer i hverdagssammehænge såsom de familiekomsammen du nævner samt at du skal til at være mor og lære dit barn et sundt forhold til intimitet, nærhed, kram og kys af både dig, din mand, bedsteforældre, dagpleje mm. 

Jeg har selv det ubehageligt med kram. Som barn havde jeg en papfar som jeg ikke brød mig om. Det vist sig senere at han var pædofil men han har aldrig gjort noget ved mig eller mine søskende. Dog var han ubehagelig og jeg var bange for ham pga hans temperament og ubehagelige væremåde. Min mor ville så gerne at vi børn skulle acceptere ham. Dette ved at tvinge mig til at give ham godnat kram og kindkys. Jeg gik ofte i seng uden at sige godnat for at undgå den scene. Jeg var 9-11 år gammel. Siden dengang har jeg haft meget svært ved at give kram til andre end mine søskende, min far og den side af familien samt kærester i årenes løb. Da jeg mødte min mand var det utrolig grænseoverskridende at give hans forældre og brødre kram. Og de er en meget krammede familie. Jeg gav dem altid farvelkram men kunne ikke mere end det uden at det blev ubehageligt for mig. Det accepterede de heldigvis og jeg fik en lang snak med min svigermor da jeg ventede mig første barn, om hvad jeg oplevede som barn. Hun var så forstående og sagde at hun tydeligt kunne mærke at jeg ikke havde det godt med intimitet i starten. Det er heldigvis blevet meget bedre fordi jeg er ærlig overfor folk omkring mig og mig selv. 

Jeg er blevet meget bedre til at lukke folk ind bag min barriere og det er uden tvivl fordi jeg har ønsket det, for mine børns skyld. Jeg er nødt til at være et godt forbillede for dem. Min mand har jeg absolut ikke nogen problemer med. Næsten tværtimod, så synes vores nærmeste at vi kysser og krammer for meget Hehe. 

God fødsel til dig!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Du er nok nødt til at skille tingene lidt ad...

For ja - for andre mennesker med et mere afslappet forhold til berøring, kan det da muligvis virke "sippet" at du ikke ønsker berøring. Men for dig er det jo sådan det er - og man har altid "ret" til sine følelser på sådanne områder - sippet eller ej. 

Jeg har ingen problemer med fysisk kontakt - men jeg brød mig sådan set heller ikke om at blive raget på maven. Jeg finder det faktisk ret uhøfligt, at man ikke spørger - og jeg bad pænt folk om at trække lapperne til sig, hvis de bare kastede sig over maven.

Og gudhjælpemig nej, om jeg skulle nyde noget af at have svigermor med til fødslen!! Ellers tusind tak - vi har et ganske dejligt og uproblematisk forhold - men jeg ønsker bestemt ikke andre med i den oplevelse end min mand.

Det er ganske afgørende at huske, at det er din fødsel, dine regler! Det er det helt forkerte sted i livet, at gå på kompromis. Og det er ganske naturligt, at din egen mor kan støtte dig bedre, i lige den situation, hvis det er sådan du har det. Det handler om dig og baby, ingen andre. Slut!

Vil nemlig absolut ikke træde hans familie over tæerne, for de er virkelig skønne og dejlige mennesker - det er bare lige på det punkt, hvor jeg føler mig lidt ilde til mode. Og kan sagtens forstå folk der gerne vil røre, for det er jo et lille skønt liv i maven der vokser  

Og kan også godt forstå at svigermor gerne vil med, men tror bare jeg ville lægge låg på mig selv og ikke føle mig 100% tryg eller at hun kommer til at se en side af mig, som jeg virkelig ikke ønsker at hun skal se  vil nemlig også gerne bevare det gode forhold vi har sammen i dag, og ikke sætte det over styr, fordi jeg ikke kunne finde ud af at sige fra. Men ja - jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg skal holde op med at gå på kompromis med ting, og skal lære at sige bedre fra. Hader bare at føle, at man jokker i spinaten overfor mennesker som man holder af 

MummiT skriver:

Du skal da ikke have svigermor med til fødslen for at please hende! 

- Jeg stod i samme problematik da jeg var gravid. Jeg ville have min kæreste og min mor med. Og så synes svigermor at hun da også skulle med. Det krævede lidt snak frem og tilbage, men jeg fik til sidst gjort klart for hende at jeg altså ikke ville have hende inde på fødestuen. - Og at det handlede om mig, hvad jeg var tryg ved og hvad der skabte mindst stress for mig, ikke om at hun synes det kunne være dejligt. 
Hun måtte gerne komme og besøge os så snart vi kom ned på barselsgangen. Det accepterede hun, og det blev så til at svigerfamilien kom et par timer efter fødslen (fødte lidt 4 om morgenen), og det var helt perfekt for os alle sammen.

Du skal have sagt fra, og sige at du har brug for din mor og din kæreste som støtte, men du har det ikke godt med at have flere med.

Jeg havde nemlig også tænkt på at sige til hende, at hun rigtigt gerne må komme som den første på barselsgangen, også for at give hende et 'kødben' hvis du forstår? Det er bare lige inde på fødestuen, at jeg helst kun vil have min kæreste og min mor derinde...

Anonym skriver:

Følelser er nu engang noget vi ikke selv er herre over men som vi kan arbejde med. 

Du skal kun have dem med til fødslen som dig og din mand har lyst til at have med, og heldigvis lyder det til at du har en god støtte i ham!

Ift dine problemer med intimitet med andre skal du absolut ikke føle dig forkert! Men jeg vil nok anbefale dig at få arbejdet med dine følger omkring dette, hvorfor du har det sådan, kan det afhjælpes lidt så du ikke oplever det ubehageligt? Vi har alle forskellige grænser for hvor tæt andre skal komme på os. Men din grænse lyder i mine øre alarmerende. Dette fordi det har personlig bekostning for dig, problemer i hverdagssammehænge såsom de familiekomsammen du nævner samt at du skal til at være mor og lære dit barn et sundt forhold til intimitet, nærhed, kram og kys af både dig, din mand, bedsteforældre, dagpleje mm. 

Jeg har selv det ubehageligt med kram. Som barn havde jeg en papfar som jeg ikke brød mig om. Det vist sig senere at han var pædofil men han har aldrig gjort noget ved mig eller mine søskende. Dog var han ubehagelig og jeg var bange for ham pga hans temperament og ubehagelige væremåde. Min mor ville så gerne at vi børn skulle acceptere ham. Dette ved at tvinge mig til at give ham godnat kram og kindkys. Jeg gik ofte i seng uden at sige godnat for at undgå den scene. Jeg var 9-11 år gammel. Siden dengang har jeg haft meget svært ved at give kram til andre end mine søskende, min far og den side af familien samt kærester i årenes løb. Da jeg mødte min mand var det utrolig grænseoverskridende at give hans forældre og brødre kram. Og de er en meget krammede familie. Jeg gav dem altid farvelkram men kunne ikke mere end det uden at det blev ubehageligt for mig. Det accepterede de heldigvis og jeg fik en lang snak med min svigermor da jeg ventede mig første barn, om hvad jeg oplevede som barn. Hun var så forstående og sagde at hun tydeligt kunne mærke at jeg ikke havde det godt med intimitet i starten. Det er heldigvis blevet meget bedre fordi jeg er ærlig overfor folk omkring mig og mig selv. 

Jeg er blevet meget bedre til at lukke folk ind bag min barriere og det er uden tvivl fordi jeg har ønsket det, for mine børns skyld. Jeg er nødt til at være et godt forbillede for dem. Min mand har jeg absolut ikke nogen problemer med. Næsten tværtimod, så synes vores nærmeste at vi kysser og krammer for meget Hehe. 

God fødsel til dig!

Jeg har været i behandling for det, da jeg boede på Sjælland - men efter min graviditet er det blusset op igen. Jeg ved ikke om det er hormonerne eller om jeg bare har fået en kortslutning i mit hoved  det er også fra tidligere forhold at jeg har fået min berøringsangst, men de ting fra fortiden har jeg fået bearbejdet. Jeg håber det går over igen når jeg er færdig med at være gravid engang til december 

Men er ked af at høre din oplevelse jeg kan godt forstå at det har været hårdt for dig  Men det er dejlig at du har en forstående svigermor 

Som de andre har skrevet, skal svigermor ikke med til fødslen. Det er dig det skal handle om der  Få din mand til at hjælpe dig med at sige fra. 

Jeg havde min svigermor med til fødsel nr 2 - eller rettere hun kom midt i det hele. Og det var rart, da min mand ikke nåede det. Men jeg har også en fantastisk svigermor, og det var helt naturligt hun var der 

1977 skriver:

Som de andre har skrevet, skal svigermor ikke med til fødslen. Det er dig det skal handle om der  Få din mand til at hjælpe dig med at sige fra. 

Jeg havde min svigermor med til fødsel nr 2 - eller rettere hun kom midt i det hele. Og det var rart, da min mand ikke nåede det. Men jeg har også en fantastisk svigermor, og det var helt naturligt hun var der 

Han støtter mig heldigvis i det så skal bare have fundet ud af en måde at sige det på..  jeg vil også gerne at den oplevelse skal være god og tryg for mig, især hvis vi skal have flere hvilket vi helt sikkert skal, da vi kun er i starten af tyverne 

det var da også dejlig at hun kom og hjalp dig, når din mand var forhindret  

Anonym skriver:

Jeg har nogle problemer med min svigermor, men ved ikke helt om det er mig der er galt på den, eller om jeg har 'ret' til at føle mig lidt krænket.

Jeg har nogle personlige problematikker, som bl.a. gør at jeg ikke bryder mig om at folk rører ved mig og at jeg har svært ved at sige fra, selv når jeg ved at jeg burde. Og det er min svigermor godt klar over, for hun har selv lidt samme problematikker. Det skal lige siges, at min kæreste og jeg ikke har været sammen så frygteligt længe, og jeg mødte hans mor første gang for lige lidt under 1 år siden.

Først og fremmest spurgte hun pludselig en dag, til familietamtam, om hun ikke godt måtte komme med til fødslen, når nu min egen mor skal med (jeg skal føde vældigt snart). Jeg følte virkelig at jeg ikke kunne 'tillade' mig at sige nej, så forsøgte at tale lidt udenom (bl.a. at de anbefaler så få fødselshjælpere som muligt med min baggrund), men det endte selvfølgelig med at jeg bare sagde ja, fordi jeg følte at alle kiggede på mig  

Derudover har jeg frabedt mig, at folk skal røre ved min mave, især uden at spørge - bare at give kram til folk (som min svigerfamilie er utroligt glade for at udøve), er virkelig grænseoverskridende for mig. Jeg krammer yderst sjældent mine egne forældre eller søskende, men krammer hans familie for at gøre alle glade. Min egen familie har fuldt ud respekt for at jeg ikke ønsker berøring af min mave, og gør det kun når jeg selv spørger om de har lyst. Jeg har forsøgt at tale med min svigermor om det, og følte egentligt at hun forstod det - men for ikke så frygteligt længe siden, sagde hun pludselig at der var noget hun bare skulle, også var hun egentligt ligeglad med hvad jeg syntes og følte, også begyndte hun at kramme min mave. Igen stod jeg i en situation, hvor jeg ikke havde mulighed for at sige fra  jeg ønsker på ingen måder at træde hans familie over tæerne, men følte mig bare så uendeligt krænket - og det kulminerede med at jeg har sagt til min kæreste, at jeg ikke ønsker hans mor til stede ved fødslen, fordi jeg ikke tror at hun vil kunne respektere eller forstå mine ønsker. Han forstår det 120% og støtter mig i det, og siger at den dag skal jeg heller ikke tænke på at gøre andre glade, men at jeg skal være tryg. Men derfor har jeg stadigvæk utrolig dårlig samvittighed, men føler virkelig at jeg bliver nødt til at stå fast ved min beslutning, for går totalt i panik, når jeg tænker at hun skal være i rummet 

Er jeg bare totalt sippet, eller har jeg 'ret' til at føle som jeg gør? 

Du har ret til at føle som du gør. Jeg kan personligt godt lide fysisk kontakt, men da jeg var gravid kunne jeg blive rigtig gal på min svigermor fordi hun altid skulle pille på maven - også i min anden graviditet hvor det ikke engang var hendes barnebarn. 

Jeg vil give din kæreste ret; når du skal føde, så skal dine ønsker og behov komme foran alle andre. Jeg

 ved ikke hvordan det er der hvor du skal føde, men der hvor jeg fødte fik jeg at vide at de ville være OBS på at de eneste der fik lov ttil at komme ind på fødestuen var dem vi havde sagt god for på forhånd.