Smutte eller bide i det sure æble..

Jeg er enig i at det gælder både far og mor, men jeg synes at sådan noget skulle man have talt om inden man fik det første barn - og det er så for sent, og så kan man snakke sammen, gå på kompromis eller acceptere at drømmen ikke er den samme. Men at gør sit barn til et skilsmissebarn - nej det synes jeg ikke man kan være bekendt. 

men hvad er dit alternativ. Skal far presses/tvinges til at gøre hende geavid for at hun ikke skal splitte familien? 

 

Det skal slet ikke stilles sådan op. 

Han skal tage snakken med hende, andet end bare nej! Også skal han have ret god tid til at tænke over tingene. Og det ikke bare 14 dage. 

Så må han sige hvad han ønsker af fremtid, og så må hun gøre op med sig selv hvad hun synes. 

Aldrig stil din parter ultimatum. Og slet ikke om børn. 

Trådstarter skal da ikke sidde om 25 år, og fortryde at hun ikke fik to børn, som måske er hendes største drøm. Du har kun et liv, og en chance 

Ras.mussen skriver:

Det skal slet ikke stilles sådan op. 

Han skal tage snakken med hende, andet end bare nej! Også skal han have ret god tid til at tænke over tingene. Og det ikke bare 14 dage. 

Så må han sige hvad han ønsker af fremtid, og så må hun gøre op med sig selv hvad hun synes. 

Aldrig stil din parter ultimatum. Og slet ikke om børn. 

Trådstarter skal da ikke sidde om 25 år, og fortryde at hun ikke fik to børn, som måske er hendes største drøm. Du har kun et liv, og en chance 

Ja selvfølgelig skal de snakke sammen - men derfor kan det jo være at resultatet trods snak og tid bliver den samme og her er min personlige mening stadigvæk, at det barn man allerede har, kommer i første række.

Jeg tror nu heller ikke jeg ville fortryde hvis det var mig, for jeg ville tænke at jeg har givet mit barn en dejlig tryg opvækst og det er mine drømme værd. 

Ras.mussen skriver:

Synes det er en utrolig umenneskelig måde at skrive på.

"Men hvis du ikke kan lade være, må du jo gøre det." Lyder som om at det er dit valg, og du føler dig truffet.

Hver sin mening, men der er sgu mange måder at skrive det på! 

Hun er jo ikke gået fra ham, og fordi man overvejer sin fremtid, er det jo ikke ens betydende med at det bliver resultatet! 

Kære trådstarter, 

som der er skrivet før, er livet for kort til ikke at gøre det man dømmer om. 

Giv dig selv en masse betænkningstid, og snak lidt dybere med din mand. Og sørg for at han også får tid til at betænke situtationen. Men for Gud skyld ikke pres ham! Det kommer der aldrig noget godt ud af. 

livet går ud på at gå på kompromi! 

 

Og den vigtigste ting!!! Der er mange lykkelig og glade skilsmissebørn!

-hvis du ikke kan leve uden flere børn, bliver dit forhold måske heller ikke 100 procent lykkeligt fra din side, og det vil din datter også kunne mærke. 

Der er mange ting du må opveje. 

Heller fortryde at du gjorde noget, end at fortryde du ikke gjorde noget.

Ej, man kan simpelthen ikke argumentere med, at der er mange og glade og lykkelige skilsmissebørn. 

Eftersom man ingen idé har om hvordan det vil gå, hverken i forhold til hvordan forældrenes samarbejde vil blive og hvordan det vil påvirke pigen, så kan et argument som der er mange glade skilsmissebørn ikke bruges til en dyt. 

Det er et vanvittigt hårdt arbejde at få sådan et samarbejde op at køre, på en måde så skilsmissebarnet er lykkelig. Og det er simpelthen ikke noget man gamble med ud fra et argument om at der findes mange glade skilsmissebørn. Ja glade, men de færreste er nok glade for at forældrene blev skilt,og så alene fordi mor ville have flere børn.

Ts: du skal tænke på din datters tarv, længere er den ikke. Er det i hendes interesse at blive delebarn, fordi du ønsker flere børn? Hvad hvis du lader dig skille og barn nr 2 alligevel ikke bliver en realitet af en eller anden årsag? Det er godt nok meget at sætte på spil for en lille pige, fordi mor ønsker sig flere børn. 

Ej, man kan simpelthen ikke argumentere med, at der er mange og glade og lykkelige skilsmissebørn. 

Eftersom man ingen idé har om hvordan det vil gå, hverken i forhold til hvordan forældrenes samarbejde vil blive og hvordan det vil påvirke pigen, så kan et argument som der er mange glade skilsmissebørn ikke bruges til en dyt. 

Det er et vanvittigt hårdt arbejde at få sådan et samarbejde op at køre, på en måde så skilsmissebarnet er lykkelig. Og det er simpelthen ikke noget man gamble med ud fra et argument om at der findes mange glade skilsmissebørn. Ja glade, men de færreste er nok glade for at forældrene blev skilt,og så alene fordi mor ville have flere børn.

Ts: du skal tænke på din datters tarv, længere er den ikke. Er det i hendes interesse at blive delebarn, fordi du ønsker flere børn? Hvad hvis du lader dig skille og barn nr 2 alligevel ikke bliver en realitet af en eller anden årsag? Det er godt nok meget at sætte på spil for en lille pige, fordi mor ønsker sig flere børn. 

Hver sin mening 

Det er hvad man som forældre gør det til. Af de skilsmissebørn jeg kender, der er stort set dem alle blevet glade og trives. Selvf. er det aldrig sjovt i starten. 

Udover det har jeg aldrig opfordret TS til at gøre hendes datter til skilsmissebarn! Men at det kræver meget betænkningstid. 

Og JEG synes ikke man skal sidde tilbage på et tidspunkt og fortryde. 

Kan godt se det er skide hårdt og man skal hvis man kan få det man virkelig ønsker. Hvis din mand aldrig vil ha en nummer to og du ikk kan undvære det og du måske ved du vil blæme ham for du aldrig fik en nummer to og jeres forhold så ikk vil være det bedste så ville jeg smutte. Dina datter skal nok klare at være dele barn det er over 50% af alle danske børn. Og igen man skal ikk blive sammen bare fordi man har børn sammen og så ofre de næste 20 år af sit liv før de er flyttet hjemme fra. Hvis det er så stor en drøm så skal man også gøre noget ved det. Og ja måske finder du ikk en ny mand men der er sku noget der hedder en doner. Held og lykke med det hele 

Imaong skriver:

Kan godt se det er skide hårdt og man skal hvis man kan få det man virkelig ønsker. Hvis din mand aldrig vil ha en nummer to og du ikk kan undvære det og du måske ved du vil blæme ham for du aldrig fik en nummer to og jeres forhold så ikk vil være det bedste så ville jeg smutte. Dina datter skal nok klare at være dele barn det er over 50% af alle danske børn. Og igen man skal ikk blive sammen bare fordi man har børn sammen og så ofre de næste 20 år af sit liv før de er flyttet hjemme fra. Hvis det er så stor en drøm så skal man også gøre noget ved det. Og ja måske finder du ikk en ny mand men der er sku noget der hedder en doner. Held og lykke med det hele 

Altså nu er de jo ikke sammen blot fordi de har et barn sammen. TS skriver at hun elsker sin mand "over alt på jorden"!!!! Jeg synes godt nok det er skræmmende at du blot og opløse en familie med en du elsker så højt for at opfylde et 100% egoistisk behov! 

Anonym skriver:

 

 

Hvorfor skal du altid svarer så nedladende og Negativt! Du er overhovet ikke spor sød og kærlig i dine svar, du er hakkene. Du har ret i det er synd at gøre et barn til skilsmissebarn når hun nu elsker sin mand, og familien fungere. Men livet er sgu også for kort til ikke at opfylde sine ønsker og behov!!! Og elsket og værdsat skal barnet sgu nok stadig blive 

Ny bliver jeg formodentlig upopulær, men er en del af det at vokse optog blive voksen ikke netop, at man forstår at ikke alle ens ønsker og behovs kan opfyldes? 

Nogle ønsker kan man mere aktivt vælge at forsøge at realisere fx det st få et barn, men i en situation som ts's er det vel ikke for neget forlangt, at der vurderes: for hvems skyld er det? Hvad er ulemperne for mig selv og dem jeg elsker hvis jeg aktivt vælger at jeg vil følge min drøm? 

Jeg drømmer for eksempel om at hive teltpælene op og måske undervise 3 år i Grønland - dejlig drøm men ikke realiserbar for jeg har en mand og 3 børn og en mor. Mine børns skolegang og børne/ungdoms liv betyder mere end at realisere mine drømme. Jeg valgte at blive mor og dermed at et andet levendes væsens behov kom før mine, og det betyder nogle drømme ikke kan realiseres, nogle drømme er dejlige at drømme og sådan er det.

Jeg tænker det er meget vigtigt at finde ud af hvorfor han ikke vil nr 2. Synes han fx ikke økonomien er til det? Fik han for lidt søvn ved nr 1? Delte i opgaverne mht barnet 50/50 osv.. Måske var der noget ved nr et han bare ik orker igen. Måske savnede han dig.. 

Min mand er noget ældre end jeg. Har børn i forvejen og været det hele igennem 4 gange før. Han havde ikke behov for flere børn. 

Han gik med til at få et fællesbarn mod at jeg tog hele læsset indtil barnet er ovre ble alderen. Dvs. Ingen nattevagter, ingen bleskift, ingen lægebesøg, ingen madning. Kort sagt alt det hårde arbejde har jeg. Altså kun mht barnet;-) jeg har glædeligt påtaget mig den opgave. Jeg er mht det praktiske alenemor. Selvfølgelig griner, leger og putter han med den lille, men alt andet er 100% mit arbejde. Jeg er virkelig lykkelig fordi mit højeste ønske var det her barn nr. 2 og jeg er lykkelig over at have fået det. Jeg er ikke det mindste bitter eller sur over at stå for alt det hårde. Det var dét der skulle til hos os.. 

Anonym skriver:

 

 

Helt sikkert. Men nu er det jo ikke en jordomrejse hun vil uden sin datter, men bare flere børn. 

Bare og bare - det involverer jo egentlig at gøre sit barn til skilsmissebarn og kun se mor eller far fx 7/7 - jeg ved ikke en jordomrejse med sin familie og rive et år ud af kalenderen synes mere attraktivt set med et barns øjne

lineog4 skriver:

Ny bliver jeg formodentlig upopulær, men er en del af det at vokse optog blive voksen ikke netop, at man forstår at ikke alle ens ønsker og behovs kan opfyldes? 

Nogle ønsker kan man mere aktivt vælge at forsøge at realisere fx det st få et barn, men i en situation som ts's er det vel ikke for neget forlangt, at der vurderes: for hvems skyld er det? Hvad er ulemperne for mig selv og dem jeg elsker hvis jeg aktivt vælger at jeg vil følge min drøm? 

Jeg drømmer for eksempel om at hive teltpælene op og måske undervise 3 år i Grønland - dejlig drøm men ikke realiserbar for jeg har en mand og 3 børn og en mor. Mine børns skolegang og børne/ungdoms liv betyder mere end at realisere mine drømme. Jeg valgte at blive mor og dermed at et andet levendes væsens behov kom før mine, og det betyder nogle drømme ikke kan realiseres, nogle drømme er dejlige at drømme og sådan er det.

Lige præcis!!!!