Føler jeg fejler ved at droppe ud...

Selvfølgelig er der meget gruppearbejde på sygeplejestudiet,  det er nærmest blevet en sport.

Men, det er altså ikke pga børn der er så stor forskel. 

Jeg har tre børn og er på modul 13 nu, og nej, jeg klikker ikke ligefrem med hele klassen, fordi de fleste er noget yngre og vi er hvert vores sted. Men, sådan er livet altså hele vejen igennem.  Vi kan ikke løbe fra samarbejde for det er alle vegne,  og du vil altid kunne løbe ind i en kollega, en chef eller lignende som du ikke kan sammen med.

Vi har en klassen der havde problemer,  hun stolte sigop foran klassen og forklarede os hvordan hun havde det og det hjalp at klassen fik en ide om hvad der foregik i hendes hoved. For som med det meste psykiske sygdom, foregår det meste i hovedet og resten tillægges fordi der signaleres negativ energi.

Du skal kun arbejde lidt med dine grupper på 9+10 og derefter skal du jo stort set i praktik, ferie mm i et halvt år. Modul 13 er skriftlig opgave hos os i Viborg i hvert fald, og kan skrives alene hvis man ønsker det.

På modul 9 er du nået langt,  du kan mærke enden er nær for hver 10 uge.

Jeg tror ikke nødvendigvis du vil finde din redning ude i et job, og kan du lide ideen om at være sygeplejerske og hjælpe andre, så gå efter den drøm og lad tanken om hvad andre ikke elever tænker, stoppe dig. Som skrevet tidligere, du vil støde på dette hele livet, og kan ikke flygte hver gang. 

Vil da lige høre, hvordan din/ jeres dag i dag er gået? 

Mit råd, prøv at find enkelte fra klassen som du kan få en god relation til. Bacheloren skal også skrives i grupper. At være vellidt af alle er umuligt, vi er jo forskellige, så gruppearbejdet kan være med bump og man må sluge nogle kameler. 

Hilsen en model 13 studerende på sygeplejerske uddannelsen 

Viwisa skriver:

Selvfølgelig er der meget gruppearbejde på sygeplejestudiet,  det er nærmest blevet en sport.

Men, det er altså ikke pga børn der er så stor forskel. 

Jeg har tre børn og er på modul 13 nu, og nej, jeg klikker ikke ligefrem med hele klassen, fordi de fleste er noget yngre og vi er hvert vores sted. Men, sådan er livet altså hele vejen igennem.  Vi kan ikke løbe fra samarbejde for det er alle vegne,  og du vil altid kunne løbe ind i en kollega, en chef eller lignende som du ikke kan sammen med.

Vi har en klassen der havde problemer,  hun stolte sigop foran klassen og forklarede os hvordan hun havde det og det hjalp at klassen fik en ide om hvad der foregik i hendes hoved. For som med det meste psykiske sygdom, foregår det meste i hovedet og resten tillægges fordi der signaleres negativ energi.

Du skal kun arbejde lidt med dine grupper på 9+10 og derefter skal du jo stort set i praktik, ferie mm i et halvt år. Modul 13 er skriftlig opgave hos os i Viborg i hvert fald, og kan skrives alene hvis man ønsker det.

På modul 9 er du nået langt,  du kan mærke enden er nær for hver 10 uge.

Jeg tror ikke nødvendigvis du vil finde din redning ude i et job, og kan du lide ideen om at være sygeplejerske og hjælpe andre, så gå efter den drøm og lad tanken om hvad andre ikke elever tænker, stoppe dig. Som skrevet tidligere, du vil støde på dette hele livet, og kan ikke flygte hver gang. 

Enig - du har nu brugt så lang tid på dit studie, så hvis du ønsker den uddannelse, så strammer du balderne sammen og står det igennem! Livet byder på op og nedture og dem er vi nødt til at face. 

Jeg tror de fleste rammer muren på et tidspunkt i deres studie, men der må man hanke op i sig selv og huske hvorfor og hvad man kæmper for... 

Jeg synes simpelthen det ville være så ærgerligt, at du droppede ud af et studie du oven i købet er kommet langt i, pågrund af angsten for gruppe arbejde. Jeg tænker, om det ikke er muligt, at du så vidt muligt undgår den medstuderende i forhold til gruppe arbejde, hvis det kan lade sig gøre? Jeg kan dog sagtens forstå dine tanker og dine følelser og har selv været dér, hvor tanken om studie bare har været skide angstprovokerende og umådeligt trættende - det er ubehageligt og samtidig vil man jo gerne præstere og ikke skuffe sig selv. 

Men jeg synes det er vigtigt du prøver at komme over den her sten på vejen nu, før du tager den store beslutning det er, at droppe ud. Jeg vil stærkt opfordre dig til at forsøge at kæmpe videre og eventuelt få noget hjælp eller vejledning til hvordan du kan trives og føle dig bedre tilpas på studiet. 

Men når det så er sagt, så mener jeg absolut heller ikke, at man skal gennemføre for enhver pris! Hvis man konstant nærmest lider på et studie og det nedtrykker én dagligt over en længere periode, så kan jeg sagtens se argumenter for hvorfor man mest af alt har lyst til at droppe ud.

Men jeg synes det er virkeligt uhensigtsmæssigt, at én person skal ødelægge hele din uddannelse for dig - jeg synes ikke, at den medstuderende skal have lov til at være grunden til, at du simpelthen dropper ud på din endda forholdsvis snart færdiggjorte uddannelse! Det kan godt være at det føltes rarest og mest nemt at droppe ud nu og slippe for alle bekymringerne, men hvad ville egentligt være rarest for dig i sidste ende? At du færdiggøre din uddannelse og får dit drømmejob, eller at du har et ufaglært job du kan nøjes med, fordi du lod en medstuderende og frygt for gruppe arbejde  ødelægge hele moletjavsen for dig? 

Man skal absolut ikke byde sig selv alt og det vil jeg bestemt også pointere, men nogle gange skal man ikke lave en overspringshandling baseret på hvad der er nemmest og mest behageligt  nu - for chancen for, at det bare er nemt lige i et split sekund når du endelig slipper for det, men så bliver du bare træt af at du ikke gennemførte og du nu må nøjes med noget du ikke drømte om, er stor. 

Tystys14 skriver:

Puha det simpelhen den sværeste beslutning ever. Men er så ulykkelig på mit studie. Er igang med sygeplejersken (modul 9), men har fuldstændig mistet modet og lysten.

Havde en grim oplevelse med en medstuderende, som gjorde jeg blev sygemeldt. Nu jeg så tilbage, på studiet og frygter mere end andet gruppearbejdet. 

Min frygt spænder ben for mig. Nu mine tanker så overskygger af en anden frygt... Hvad så nu ? Hvad skal jeg med mit liv udover at være mor ? 

Har altid troet sygeplejeske var min drøm, men nu er jeg på bar bund. 

Mine forældre er dybt imod jeg stopper, men min mand støtter mig heldigvis. Øv en følelse. 

Er der nogen her på baby der har prøvet noget lign ??? Hvad gjorde i og hvordan har i det idag ???

Hvis det er pga gruppearbejde du stopper synes jeg også du skal prøve at give det en chance og se om du kan få nye gode oplevelser med gruppearbejdet. 

Tusind tak for alle jeres svar. Så der var nogle der bad om opdatering.

Den første dag gik bedre end forventer, faktisk nåede jeg næsten at overbevise mig selv om at det nok skulle gå fint resten af modulet. Bl.a. ved at støtte mig til nogle af de svar jeg fik fra jer her på baby.  

Dagen igår bød på både op og ned ture. Da vores underviser lagde ud med at nu skulle grupperne laves og være dannede inden kl 10, fik jeg det så psykisk dårligt, at jeg faktisk besluttede at helt give op. (Pakkede diskret mine ting sammen imens hun snakkede, og forlod lokalet så stille det nu er muligt). 

Det var næsten en hel befrielse at komme ud og tænke "aldrig mere", men en (utroligt sød) medstuderende, må havde set jeg gik, og kom ud til mig, for at hører hvorfor jeg forlod klassen,  (Det skal siges at på det her tidspunkt rystede mine hænder så meget at jeg næsten ikke engang kunne holde min egen taske på plads, hvilket var virkelig irreterende når man godt vil virke fattet i sit svar til hende). 

Jeg kan ikke huske så meget om hvad jeg sagde til hende eller hun sagde til mig, men i hvert fald tog hun min taske med tilbage til klasselokalet og sagde jeg skulle gå en tur og komme tilbage når jeg havde det bedre. (Jeg har aldrig været så taknemlig, som lige der). Havde det ikke været for hende var jeg kørt og stoppet på uddannelsen. 

Efter at havde sundet mig lidt og kommet "oven på" igen efter min totale nedsmeltning, fik jeg hanket op i mig selv, og gik tilbage til klassen. (Følte jeg skyldte dem lidt en forklaring, men det havde min lærer og hende der kom ud til mig, sørget for) utroligt overvældende at de var så betænksomme, de havde kort fortabt at jeg var gået ud pga. Et angstanfald, og hvad der lå bag. 

Jeg er nu kommet i en gruppe, men er stadigvæk utroligt bange for at blive forrådt, selvom de virker søde nok. Tager en dag af gangen og lige nu vil jeg satse på jeg fortsætter. 

Vil gøre hvad jeg kan for at nå mit mål. 

Tystys14 skriver:

Tusind tak for alle jeres svar. Så der var nogle der bad om opdatering.

Den første dag gik bedre end forventer, faktisk nåede jeg næsten at overbevise mig selv om at det nok skulle gå fint resten af modulet. Bl.a. ved at støtte mig til nogle af de svar jeg fik fra jer her på baby.  

Dagen igår bød på både op og ned ture. Da vores underviser lagde ud med at nu skulle grupperne laves og være dannede inden kl 10, fik jeg det så psykisk dårligt, at jeg faktisk besluttede at helt give op. (Pakkede diskret mine ting sammen imens hun snakkede, og forlod lokalet så stille det nu er muligt). 

Det var næsten en hel befrielse at komme ud og tænke "aldrig mere", men en (utroligt sød) medstuderende, må havde set jeg gik, og kom ud til mig, for at hører hvorfor jeg forlod klassen,  (Det skal siges at på det her tidspunkt rystede mine hænder så meget at jeg næsten ikke engang kunne holde min egen taske på plads, hvilket var virkelig irreterende når man godt vil virke fattet i sit svar til hende). 

Jeg kan ikke huske så meget om hvad jeg sagde til hende eller hun sagde til mig, men i hvert fald tog hun min taske med tilbage til klasselokalet og sagde jeg skulle gå en tur og komme tilbage når jeg havde det bedre. (Jeg har aldrig været så taknemlig, som lige der). Havde det ikke været for hende var jeg kørt og stoppet på uddannelsen. 

Efter at havde sundet mig lidt og kommet "oven på" igen efter min totale nedsmeltning, fik jeg hanket op i mig selv, og gik tilbage til klassen. (Følte jeg skyldte dem lidt en forklaring, men det havde min lærer og hende der kom ud til mig, sørget for) utroligt overvældende at de var så betænksomme, de havde kort fortabt at jeg var gået ud pga. Et angstanfald, og hvad der lå bag. 

Jeg er nu kommet i en gruppe, men er stadigvæk utroligt bange for at blive forrådt, selvom de virker søde nok. Tager en dag af gangen og lige nu vil jeg satse på jeg fortsætter. 

Vil gøre hvad jeg kan for at nå mit mål. 

Med det du skriver der, synes jeg helt sikkert, at du skal fortsætte. Den angst for at blive forrådt/gruppearbejde kan du ligeså godt bearbejde der som et andet sted. Og så får du en uddannelse ud af det, hvis du holder fast. 

Hvor er det bare flot, at du tog af sted og kom tilbage til klasse, da det blev svært.  Din klasse lyder sød og omsorgsfuld. Er sikker på, at de vil hjælpe dig, hvis de bliver opmærksom på, at du har det svært. Der findes masser af gode mennesker i verden. Nogle gange lægger man bare mest mærke til de dårlige. Ønsker dig al held og lykke. 

Tystys14 skriver:

Tusind tak for alle jeres svar. Så der var nogle der bad om opdatering.

Den første dag gik bedre end forventer, faktisk nåede jeg næsten at overbevise mig selv om at det nok skulle gå fint resten af modulet. Bl.a. ved at støtte mig til nogle af de svar jeg fik fra jer her på baby.  

Dagen igår bød på både op og ned ture. Da vores underviser lagde ud med at nu skulle grupperne laves og være dannede inden kl 10, fik jeg det så psykisk dårligt, at jeg faktisk besluttede at helt give op. (Pakkede diskret mine ting sammen imens hun snakkede, og forlod lokalet så stille det nu er muligt). 

Det var næsten en hel befrielse at komme ud og tænke "aldrig mere", men en (utroligt sød) medstuderende, må havde set jeg gik, og kom ud til mig, for at hører hvorfor jeg forlod klassen,  (Det skal siges at på det her tidspunkt rystede mine hænder så meget at jeg næsten ikke engang kunne holde min egen taske på plads, hvilket var virkelig irreterende når man godt vil virke fattet i sit svar til hende). 

Jeg kan ikke huske så meget om hvad jeg sagde til hende eller hun sagde til mig, men i hvert fald tog hun min taske med tilbage til klasselokalet og sagde jeg skulle gå en tur og komme tilbage når jeg havde det bedre. (Jeg har aldrig været så taknemlig, som lige der). Havde det ikke været for hende var jeg kørt og stoppet på uddannelsen. 

Efter at havde sundet mig lidt og kommet "oven på" igen efter min totale nedsmeltning, fik jeg hanket op i mig selv, og gik tilbage til klassen. (Følte jeg skyldte dem lidt en forklaring, men det havde min lærer og hende der kom ud til mig, sørget for) utroligt overvældende at de var så betænksomme, de havde kort fortabt at jeg var gået ud pga. Et angstanfald, og hvad der lå bag. 

Jeg er nu kommet i en gruppe, men er stadigvæk utroligt bange for at blive forrådt, selvom de virker søde nok. Tager en dag af gangen og lige nu vil jeg satse på jeg fortsætter. 

Vil gøre hvad jeg kan for at nå mit mål. 

Jeg synes det er rigtigt godt, og jeg synes du skal holde fast. Lad os antage at du droppede ud, hvad så? Tror du at det vil være anderledes på et andet studie, eller senere på arbejdsmarkedet?

Den eneste forskel er, at du så vil komme med endnu et nederlag i bagagen, istedet for stoltheden over at have gennemført, selvom det var svært.