Føler jeg fejler ved at droppe ud...

Puha det simpelhen den sværeste beslutning ever. Men er så ulykkelig på mit studie. Er igang med sygeplejersken (modul 9), men har fuldstændig mistet modet og lysten.

Havde en grim oplevelse med en medstuderende, som gjorde jeg blev sygemeldt. Nu jeg så tilbage, på studiet og frygter mere end andet gruppearbejdet. 

Min frygt spænder ben for mig. Nu mine tanker så overskygger af en anden frygt... Hvad så nu ? Hvad skal jeg med mit liv udover at være mor ? 

Har altid troet sygeplejeske var min drøm, men nu er jeg på bar bund. 

Mine forældre er dybt imod jeg stopper, men min mand støtter mig heldigvis. Øv en følelse. 

Er der nogen her på baby der har prøvet noget lign ??? Hvad gjorde i og hvordan har i det idag ???

Tystys14 skriver:

Puha det simpelhen den sværeste beslutning ever. Men er så ulykkelig på mit studie. Er igang med sygeplejersken (modul 9), men har fuldstændig mistet modet og lysten.

Havde en grim oplevelse med en medstuderende, som gjorde jeg blev sygemeldt. Nu jeg så tilbage, på studiet og frygter mere end andet gruppearbejdet. 

Min frygt spænder ben for mig. Nu mine tanker så overskygger af en anden frygt... Hvad så nu ? Hvad skal jeg med mit liv udover at være mor ? 

Har altid troet sygeplejeske var min drøm, men nu er jeg på bar bund. 

Mine forældre er dybt imod jeg stopper, men min mand støtter mig heldigvis. Øv en følelse. 

Er der nogen her på baby der har prøvet noget lign ??? Hvad gjorde i og hvordan har i det idag ???

Sikke en svær situation du står i. 

Min første tanke er, om det måske er en mulighed at arbejde med din angst igennem terapi i stedet for at droppe ud? Som jeg hører det, så er du egenligt hooked på arbejdet som sygeplejerske, men det er studieformen og gruppearbejdet som er en udfordring? Fordi så vil jeg synes det er ærgerligt du dropper ud, hvis du brænder for faget  

Når det er sagt, så har jeg selv prøvet at droppe ud af en uddannelse efter 6 modul. Det var en hård beslutning, men klart den bedste og har kun mødt opbakning. Er nu i gang med ny uddannelse som jeg er enormt glad for. I mit tilfælde handlede det så om selve faget jeg sturderede og ikke studiet i sig selv. 

Hmm kan nikke genkendende til noget af det du skriver..... Jeg blev sygemeldt på studiet i februar( læser til socialrådgiver) det var dog ikke pga en medstuderende men pga stresset grundet voldsomme oplevelser....

nu skal jeg starte igen i morgen og er skræmt fra vid og sans...... Kan jeg nu klare det?? Hvad hvis jeg får angst på skolen???? (Har generaliseret angst og PTSD) jeg skal starte i en ny klasse og alt er bare så skræmmende :-( 

men jeg blir nødt til at hanke op i mig selv og sige at selvfølglig kan jeg klare det..... Det er sådan at hjernen husker tilbage på sidste oplevelse og automatisk prøver at "bilde" en ind at sådan blir det igen...... Men selvfølgelig gør det ikke det.... Og det er vigtigt at trodse angsten og gøre det du er angst for....

det jeg vil sige er at det lyder ikke som om det er studiet du ikke vil... Det er gruppe arbejdet og det du "tror" kommer ud af det... Skriver tror for du ved det jo reelt ikke vel? :-) 

Jeg tænker også som en anden at du måske har brug for at få bearbejdet den oplevelse og arbejde med den angst du har omkring de ting....... 

Ville være ærgeligt at droppe studiet hvis du egentlig godt man li faget :-) 

Tystys14 skriver:

Puha det simpelhen den sværeste beslutning ever. Men er så ulykkelig på mit studie. Er igang med sygeplejersken (modul 9), men har fuldstændig mistet modet og lysten.

Havde en grim oplevelse med en medstuderende, som gjorde jeg blev sygemeldt. Nu jeg så tilbage, på studiet og frygter mere end andet gruppearbejdet. 

Min frygt spænder ben for mig. Nu mine tanker så overskygger af en anden frygt... Hvad så nu ? Hvad skal jeg med mit liv udover at være mor ? 

Har altid troet sygeplejeske var min drøm, men nu er jeg på bar bund. 

Mine forældre er dybt imod jeg stopper, men min mand støtter mig heldigvis. Øv en følelse. 

Er der nogen her på baby der har prøvet noget lign ??? Hvad gjorde i og hvordan har i det idag ???

Jeg droppede ikke ud, men jeg vil lige give mit besyv med

Jeg går på et studie, hvor jeg overhovedet ikke passede ind... De medstuderende var stride... Og havde ingen forståelse for, at jeg mor ved siden af studie... Derfor krævede de tit, at jeg gik i skole til kl 23.. Herudover var/er der så meget rod på min uddannelse, da skolen åbenbart ikke har styr på det de skal have styr på...

Det endte faktisk med, at jeg blev så dårlig psykisk, og jeg havde svært ved at rejse mig op igen. Jeg havde hjertebanken hver evig eneste gang, jeg skulle i skole... (jeg lider af angst blandt andet)

Jeg brugte rigtig mange ressourcer på det her skoleting, og jeg følte det var på bekostning af min familie. MEN jeg vidste, at snart skulle jeg i praktik, og snart var jeg "fri" for alle de her ting, så jeg kæmpede mig igennem, selvom mange sagde, at nu var det nok. 

I dag er jeg i praktik, og jeg er stolt over, at jeg kæmpede mig igennem. Sådan virkelig stolt. 

For mig lyder det til, at det ikke er faget, men angsten for at det skal gå galt? For så ville jeg ikke droppe ud.

Jeg ville prøve arbejde med det... Arbejde med angsten, og den eneste måde man arbejder med angsten er, at man faktisk ser "frygten" i øjnene.. At man lærer at det ikke er farligt, og så vil angsten blive mindre og mindre... 

Det lyder så "nemt", men det er det bestemt ikke (jeg har arbejdet meget med angst, fordi jeg selv lider af det) 

Så gør op med dig selv - er det faget? eller er det angsten for der sker det samme?

Held og lykke med det hele, og du er altid velkommen til at skrive PB til mig, har selv været et "grimt" forløb igennem.

Bissen skriver:

Sikke en svær situation du står i. 

Min første tanke er, om det måske er en mulighed at arbejde med din angst igennem terapi i stedet for at droppe ud? Som jeg hører det, så er du egenligt hooked på arbejdet som sygeplejerske, men det er studieformen og gruppearbejdet som er en udfordring? Fordi så vil jeg synes det er ærgerligt du dropper ud, hvis du brænder for faget  

Når det er sagt, så har jeg selv prøvet at droppe ud af en uddannelse efter 6 modul. Det var en hård beslutning, men klart den bedste og har kun mødt opbakning. Er nu i gang med ny uddannelse som jeg er enormt glad for. I mit tilfælde handlede det så om selve faget jeg sturderede og ikke studiet i sig selv. 

Tusind tak for dit svar. Du har ret i at det er pga. gruppearbejdet jeg ikke kan mere. Er simpelthen så dårlig til at snakke med folk i klassen. 

Prøvede virkelig igår, men tror allerede de har stemplet en som underlig, når jeg hakker i sætninger og tøver inden jeg svare. 

Tror måske jeg bare skal ud og arbejde i stedet, selvom det totalt føles som en fiasko. 

Saphiira skriver:

Jeg droppede ikke ud, men jeg vil lige give mit besyv med

Jeg går på et studie, hvor jeg overhovedet ikke passede ind... De medstuderende var stride... Og havde ingen forståelse for, at jeg mor ved siden af studie... Derfor krævede de tit, at jeg gik i skole til kl 23.. Herudover var/er der så meget rod på min uddannelse, da skolen åbenbart ikke har styr på det de skal have styr på...

Det endte faktisk med, at jeg blev så dårlig psykisk, og jeg havde svært ved at rejse mig op igen. Jeg havde hjertebanken hver evig eneste gang, jeg skulle i skole... (jeg lider af angst blandt andet)

Jeg brugte rigtig mange ressourcer på det her skoleting, og jeg følte det var på bekostning af min familie. MEN jeg vidste, at snart skulle jeg i praktik, og snart var jeg "fri" for alle de her ting, så jeg kæmpede mig igennem, selvom mange sagde, at nu var det nok. 

I dag er jeg i praktik, og jeg er stolt over, at jeg kæmpede mig igennem. Sådan virkelig stolt. 

For mig lyder det til, at det ikke er faget, men angsten for at det skal gå galt? For så ville jeg ikke droppe ud.

Jeg ville prøve arbejde med det... Arbejde med angsten, og den eneste måde man arbejder med angsten er, at man faktisk ser "frygten" i øjnene.. At man lærer at det ikke er farligt, og så vil angsten blive mindre og mindre... 

Det lyder så "nemt", men det er det bestemt ikke (jeg har arbejdet meget med angst, fordi jeg selv lider af det) 

 

Så gør op med dig selv - er det faget? eller er det angsten for der sker det samme?

Held og lykke med det hele, og du er altid velkommen til at skrive PB til mig, har selv været et "grimt" forløb igennem.

Det lyder som om du har det på samme måde som mig. Føler mig bare som en kæmpe fiasko. 

Vi lige mødt ind, og alle i klassen satte sig alle andre steder end ved mig, på trods af de ikke kender mig endnu.  Prøver at smile og virke imødekommende, men de må jo kunne fornemme min modvilje trods det.

Suk, har bare lyst til at pakke mine ting og smutte fra det hele. 

Tror det på tide at få en tid til egen læge og blive henvist til psykolog. 

Tystys14 skriver:

Det lyder som om du har det på samme måde som mig. Føler mig bare som en kæmpe fiasko. 

Vi lige mødt ind, og alle i klassen satte sig alle andre steder end ved mig, på trods af de ikke kender mig endnu.  Prøver at smile og virke imødekommende, men de må jo kunne fornemme min modvilje trods det.

Suk, har bare lyst til at pakke mine ting og smutte fra det hele. 

Tror det på tide at få en tid til egen læge og blive henvist til psykolog. 

Kender følelsen. Jeg følte også, at alle undgik mig. Især når vi skulle have gruppearbejde (og det har vi nærmest kun haft)...Det var enormt svært at finde nogle, som gad at være sammen med mig....

Fordi jeg har et barn...

Se tiden an, selvom det er svært 

Nu kender jeg ikke uddannelsen, som sådan men hvor langt tid har du tilbage?

Saphiira skriver:

Kender følelsen. Jeg følte også, at alle undgik mig. Især når vi skulle have gruppearbejde (og det har vi nærmest kun haft)...Det var enormt svært at finde nogle, som gad at være sammen med mig....

Fordi jeg har et barn...

 

Se tiden an, selvom det er svært 

Nu kender jeg ikke uddannelsen, som sådan men hvor langt tid har du tilbage?

Har halvandet år tilbage, og det også stort set kun gruppearbejde det hele. 

Puha. Ved slet ikke hvad ben jeg skal stå på nu. 

Tystys14 skriver:

Har halvandet år tilbage, og det også stort set kun gruppearbejde det hele. 

Puha. Ved slet ikke hvad ben jeg skal stå på nu. 

Halvandet år er også et godt stykke tid..Det er også det jeg havde tilbage, og det er snart overstået.

Du må mærke efter, men vil anbefale dig at give det en chance, især hvis du elsker faget... 

Selvom det er så svært 

Tror du skal tænke sådan, at dem du er på hold med, er ikke folk, som du skal være venner med...Det er "kun" holdkammerater. Du er ikke kommet for at få venner. Det sagde min psykolog altid til mig, når jeg gik i baglås og sagde ingen kunne lide mig. Nogle gange hjalp det at tænke sådan, andre gange ikke...

Har du prøvet at snakke med en studievejleder måske der kan findes en løsning hvor du kan undgå noget gruppearbejde. Har du prøvet at være ærlig over for klassen at du synes det er svært? Så kan det være der er nogle der hjælper. 

Jeg synes ikke du skal droppe ud du skal have en uddannelse og der er gruppe arbejde i langt de fleste studier.