Ønsker barn som 20 årig og forvirret.

1000 tak for alle svarende :-)

Selvom i ikke kender mig og kun har læst situation på skrift, synes jeg i er kommet med nogen gode svar.

Det skal lige siges at min kæreste har intet med min depression at gøre.. Jeg oplevede desværre et selvmord på hovedbanegården, inden depressionen og da jeg er hyper sensetiv, udviklede det sig desværre. Selvom det kan lyde helt åndsvagt at min kæreste er så meget ældre ind mig, så er det altså "rigtig" kærlighed og det kan alle i min omgangkreds se. Jeg er ikke bare "ungt kød" hehe. Derudover så har vi bolig og han har en sikker, god økonomi. 

Jeg har selvfølgelig ikke tænkte mig at få et barn her nu. Jeg skal være sikker på at jeg har det godt og kan kontrollere min angst. (Jeg er rimlig tæt på målet) Men hvis alt går som det skal, ser jeg da en gravidetet inden et års tid. Jeg ønsker at være ung mor og føler mig og vores forhold er klar til det. Jeg tror bare jeg brug for at høre erfaringer, så jeg se hvad jeg går en til. 

Min plan er nu at tage snakken med kæresten og høre hvad tænker omkring det :-)

Jeg har selv været ramt af depression i mine unge år, og begyndte så småt at få det bedre et halvt års tid efter jeg mødte min kæreste som 20-årig. Kort efter jeg mødte ham begyndte jeg også at blive skruk og pressede lidt på med, at jeg godt kunne se os få en baby indenfor de næste par år.

Min kæreste var ikke afvisende, men det var meget vigtigt for ham, at jeg skulle være fuldstændig ude af mit sygdomsforløb - aftalen blev, at vi kunne smide præventionen, når jeg havde været rask og medicinfri i et år. 

Jeg var 24 da jeg fødte min datter, så det tog alligevel et par år for mig, at komme helt ovenpå. I den tid blev jeg også mere afklaret med hvad jeg ville i forhold til uddannelse, hvilket indebar et skift fra én videregående uddannelse til anden, og blev i det hele taget mere moden og lærte rigtig meget om mig selv.

Efter fødslen havde jeg en hård periode, hvor jeg lige skulle omstille mig til forældrerollen (jeg er som du hypersensitiv, og kan være udfordret på visse punkter), men jeg undgik heldigvis fødselsdepression, som man ellers er i risikogruppen for, når man tidligere har lidt af depression.

Set i bakspejlet er jeg rigtig glad for at vi ventede de par år ekstra det tog for mig, at blive fuldstændig psykisk stabil. At få et barn er bare hårdere end man overhovedet kan forestille sig, og hvis man i forvejen har nogle udfordringer rammer det altså dobbelt hårdt.

Og lige en ekstra note i forhold til uddannelse, så ved jeg ikke hvor du står henne i forhold til det, men jeg vil virkelig anbefale, at man kommer godt i gang med det inden man får børn - især hvis man kan være lidt udfordret af manglende psykisk overskud. Jeg oplevede ihvertfald, at det var langt sværere at være "på" hele dagen i skolen, når jeg også skulle være det med barn derhjemme, og jeg var glad for, at jeg kun havde et halvt år tilbage af studiet efter barsel. Dette er baseret på mine egne erfaringer med, at det kan være en udfordring at gå i skole, når man er hypersensitiv - jeg trives langt bedre i mit nuværende job, hvor jeg kan sidde og fordybe mig i egne opgaver, end jeg nogensinde gjorde i skolen.

Hej, 

Jeg synes allerede du har fået gode svar! Jeg ville nu alligevel addressere aldersforskellen. Jeg er selv i et forhold med lignende aldersforskel. Vi fandt sammen da jeg var 18 og har nu været sammen i snart 10 år. Vi elsker hinanden, selvfølgelig, men der er også visse udfordringer ved forskellen, som man nødvendigvis ikke lige tænker over i starten. Der sker naturligt rigtig mange ændringer i ens liv i starten af tyverne, og han vil være mere 'sat'. Alene på grund af forskellen i alder ville jeg sige vent et par år! Jeg forstår godt du tænker over hans alder (det gør vi også herhjemme), men din stabilitet og ja, udvikling kommer altså først. Find ud af hvad du vil med dit liv i forhold til uddannelse eller arbejde. Det giver det bedste fundament for et ligeværdigt forhold på længere sigt.

Held og lykke!