Ønsker barn som 20 årig og forvirret.

Hej alle jer skønne kvinder.

Nu skal i høre, jeg er lige fyldt 20år og har været sammen med min kæreste, som er 37år, i 2 år cirkus. Efter jeg mødte ham har jeg været helt skruk! Har aldrig tænkt på børn før, men nu, shit! Vi har det rigtig godt sammen, og aldersforskellen har aldrig været et problem.

Det seneste år har jeg desværre været gået ned med angst og depression, og det hele var ret så forfærdeligt. Nu er jeg heldigvis i bedring og er nu startet i praktik og det hele køre nogenlunde på skinner. 

Jeg havde lavet en aftale med mig selv, at jeg skulle være mindst 20. Nu er jeg 20, og nu kommer det hele meget tæt på. Og spørgsmålene kommer, er jeg klar? skal vi vente? min kæreste bliver også ældre? hvad med min angst? hvad siger min forældre? osv. I kender dem måske? hehe. Min søster og andre tætte har hele tiden sagt at de synes jeg virker klar og afklaret. 

Min kæreste har ingen børn og vi har egentlig heller ikke snakket om det, endnu. Så jeg skal jo også har snakket med ham først. Jeg er så evig bange for den samtale.

Håber i forstår min situation. Jeg tror bare jeg har brug for råd og erfaringer fra jer? Både med hensyn til, ung-mor-titlen, fortid med angst og den "alvorlige snak" med kæresten?

Knus fra mig 

Tænker om du måske ikke skulle lidt længere "væk" fra din dårlige periode, hvis du lige har haft det så skidt.

Det er jo en sindssyg hård omvæltning at blive forældre, så hvis man i forvejen er lidt ustabil (forstå mig ret)

Men ja din kæreste er jo selvfølgelig derop ad, så kan da egentlig også godt forstå du tænker der ikke skal gå mega mange år endnu..... 

Anonym skriver:

Hej alle jer skønne kvinder.

Nu skal i høre, jeg er lige fyldt 20år og har været sammen med min kæreste, som er 37år, i 2 år cirkus. Efter jeg mødte ham har jeg været helt skruk! Har aldrig tænkt på børn før, men nu, shit! Vi har det rigtig godt sammen, og aldersforskellen har aldrig været et problem.

Det seneste år har jeg desværre været gået ned med angst og depression, og det hele var ret så forfærdeligt. Nu er jeg heldigvis i bedring og er nu startet i praktik og det hele køre nogenlunde på skinner. 

Jeg havde lavet en aftale med mig selv, at jeg skulle være mindst 20. Nu er jeg 20, og nu kommer det hele meget tæt på. Og spørgsmålene kommer, er jeg klar? skal vi vente? min kæreste bliver også ældre? hvad med min angst? hvad siger min forældre? osv. I kender dem måske? hehe. Min søster og andre tætte har hele tiden sagt at de synes jeg virker klar og afklaret. 

Min kæreste har ingen børn og vi har egentlig heller ikke snakket om det, endnu. Så jeg skal jo også har snakket med ham først. Jeg er så evig bange for den samtale.

Håber i forstår min situation. Jeg tror bare jeg har brug for råd og erfaringer fra jer? Både med hensyn til, ung-mor-titlen, fortid med angst og den "alvorlige snak" med kæresten?

Knus fra mig 

 

 

 

Mit råd er vent. 

Du skal have været stabil i et langt stykke tid, så du er bedre rustet til forælder opgaven. Ellers tror jeg hurtigt korthuset kan falde sammen igen. Ville tænke på det lille menneske i gerne vil skabe sammen og sørger for inden at give det de bedste forudsætninger, og udfra det du skriver vil jeg tro det er rigtig godt at vente et par år i hvert tilfælde. 

Anonym skriver:

Hej alle jer skønne kvinder.

Nu skal i høre, jeg er lige fyldt 20år og har været sammen med min kæreste, som er 37år, i 2 år cirkus. Efter jeg mødte ham har jeg været helt skruk! Har aldrig tænkt på børn før, men nu, shit! Vi har det rigtig godt sammen, og aldersforskellen har aldrig været et problem.

Det seneste år har jeg desværre været gået ned med angst og depression, og det hele var ret så forfærdeligt. Nu er jeg heldigvis i bedring og er nu startet i praktik og det hele køre nogenlunde på skinner. 

Jeg havde lavet en aftale med mig selv, at jeg skulle være mindst 20. Nu er jeg 20, og nu kommer det hele meget tæt på. Og spørgsmålene kommer, er jeg klar? skal vi vente? min kæreste bliver også ældre? hvad med min angst? hvad siger min forældre? osv. I kender dem måske? hehe. Min søster og andre tætte har hele tiden sagt at de synes jeg virker klar og afklaret. 

Min kæreste har ingen børn og vi har egentlig heller ikke snakket om det, endnu. Så jeg skal jo også har snakket med ham først. Jeg er så evig bange for den samtale.

Håber i forstår min situation. Jeg tror bare jeg har brug for råd og erfaringer fra jer? Både med hensyn til, ung-mor-titlen, fortid med angst og den "alvorlige snak" med kæresten?

Knus fra mig 

 

 

 

VENT!!!! Hvis du inden for de sidste to år har mødt manden i dit liv OG har været nede med angst og depression har det jo ikke være almindelig hverdag for jeres parforhold endnu. 

RO på! Der skal SÅ meget stabilitet til I dit liv/parforhold før det vil være ansvarligt at bringe et lille menneske ind i det.... Med det du fortæller, ville jeg være dybt bekymret, såfremt du blev gravid nu.

Vent. 

Jeg var selv kommet lige på den anden side af en dårlig periode, da jeg blev gravid med vores den første og var stadig på vej op da jeg var gravid. 

Jeg fik efter min datters fødsel en fødselsdepression, som måske kunne have været undgået, hvis jeg havde været stabil i en længere periode. Det er i hvert fald en tanke værd. 

Jeg er også på vent vognen

Jeg har lige netop nu en voldsom efterfødselsreaktion med massiv angst og indlæggelse efter mindatters fødsel i januar.

Jeg har tidligere kæmpet med angst, men det er flere år siden det har generet mig, så tænkte ikke det ville blive et problem. :/

Og tro mig, det er ikke sådan man ønsker atbruge sin "søde" barselstid på.

Mit råd er,vent et år eller to, få så meget terapi som du kan, og når i så går i gang, så spil med åbne kort over for sundsplejerske og jordemødre, så muligheden for at forebygge er størst mulig.

Kram <3 

Jeg vil hverken tale dig fra eller til valget, for det er helt op til dig, og jeg har før set og oplevet 20-årige håndtere deres børn på en moden, fornuftig og helt igennem fantastisk måde - så det kan sagtens lade sig gøre.

Når det så er sagt, så vil jeg gerne dele ud af min egen erfaring. Da jeg stod og var 20 år, præcis som dig, havde jeg været sammen med min kæreste i 2 år. Og jeg var overbevist om at han og jeg skulle have børn sammen, og så måtte det i øvrigt gerne være lige nu og her - for jeg var SÅ SKRUK!! Men vi var begge under uddannelse, og selvom jeg ikke så det som et problem på det tidspunkt, fordi min skrukhed overdøvede alt, så kan jeg jo nu se tilbage på at dét ville nok ikke have været så smart. Gyser ved tanken om at vi kunne have risikeret at sidde i en lillebitte lejlighed med et barn, uden nogen ordentlige økonomiske midler til at opfostre det. Og tænk at man samtidig skal kunne overkomme et studie, som kræver ti tons læsning, eksamener osv. I dag priser jeg mig lykkelig over at han talte mig ud af min skrukhed, for jeg står her 5 år senere, og har mødt en ny, fantastisk kæreste, jeg er færdiguddannet og har job som giver mig en god og stabil økonomi, bor et godt sted hvor der rent faktisk er plads til en lille en osv. Men mest af alt, så er jeg virkelig glad for at han talte mig ud af skrukheden fordi det endte med at vi gik fra hinanden et halvt år senere - jeg flyttede på kollegie, blev bartender ved siden af studiet og brugte så de næste 2-3 år på konstant at gå i byen med veninderne, drikke alt for meget alkohol og gøre åndssvage ting. Ting, som man i min optik bør få ud af systemet og have oplevet, så man kan lære af det og blive mere moden af det - og så man til sidst kan blive HELT klar til at give afkald på netop alle de ting - for så praktisk talt at give afkald på sig selv til fordel for det lille væsen.

Som sagt var det ikke min hensigt at tale dig fra det, for måske er du allerede klar til at sige farvel til den form for frihed - måske har din kæreste en fantastisk økonomi som er god nok til at forsørge jer alle tre - måske bor i et sted der er helt optimalt for sådan en lille størrelse osv. I så fald vil jeg sige at jeg synes du skal gøre hvad du føler er rigtigt - bare du ikke fortryder når du så står med maven, for det er dæleme synd for barnet.

Mht din kærestes alder må han næsten allerede have gjort sig nogle tanker omkring børn. Jeg forstår godt du gerne vil presse på, for min kæreste er også 37, og jeg synes bestemt heller ikke han bliver yngre Men set på den anden side, så kan mænd jo i teorien producere børn hele deres liv, så på den måde haster det ikke mere end det jager.

Beklager den lange tekst, min pointe er egentlig bare: Jeg synes nok 20 er lidt for ungt - 24-25 år er bedre i min optik

Held og lykke uanset udfaldet 

Jeg føler så meget med dig!

det er ikke nemt at gå og være skruk, og have en krop der skriger efter at være gravid. Jeg var selv total klar som 17 årig allerede 

Min kære mand og jeg har dog hele tiden været fast besluttet for fast arbejde/uddannelse/fremtid, god bolig som et barn kan vokse op i, god og solid økonomi, og en fast base hos hinanden. 

Nu er vi endelig gravide som 21årige, og venter os en til januar 

mit råd er, snak med din mand, find ud af om han ønsker barn overhovedet. Det kan jo være han ikke er interesseret i det. Vær sikker på at DU har det godt, så du kan tage bedst vare på dit lille barn.

Anonym skriver:

Hej alle jer skønne kvinder.

Nu skal i høre, jeg er lige fyldt 20år og har været sammen med min kæreste, som er 37år, i 2 år cirkus. Efter jeg mødte ham har jeg været helt skruk! Har aldrig tænkt på børn før, men nu, shit! Vi har det rigtig godt sammen, og aldersforskellen har aldrig været et problem.

Det seneste år har jeg desværre været gået ned med angst og depression, og det hele var ret så forfærdeligt. Nu er jeg heldigvis i bedring og er nu startet i praktik og det hele køre nogenlunde på skinner. 

Jeg havde lavet en aftale med mig selv, at jeg skulle være mindst 20. Nu er jeg 20, og nu kommer det hele meget tæt på. Og spørgsmålene kommer, er jeg klar? skal vi vente? min kæreste bliver også ældre? hvad med min angst? hvad siger min forældre? osv. I kender dem måske? hehe. Min søster og andre tætte har hele tiden sagt at de synes jeg virker klar og afklaret. 

Min kæreste har ingen børn og vi har egentlig heller ikke snakket om det, endnu. Så jeg skal jo også har snakket med ham først. Jeg er så evig bange for den samtale.

Håber i forstår min situation. Jeg tror bare jeg har brug for råd og erfaringer fra jer? Både med hensyn til, ung-mor-titlen, fortid med angst og den "alvorlige snak" med kæresten?

Knus fra mig 

 

 

 

Jeg kender følelsen. Jeg blev også hamrende skruk da jeg var 20. Det slog mig virkelig som en hammer. Nu er jeg 24 år, gravid og er faktisk stadig i en situation, hvor jeg ville råde min kommende datter til at vente. Jeg har taget det risky valg, fordi jeg er så skruk, at jeg ikke kunne lade være. 

Jeg vil dog alligevel sige vent. For der er alligevel nogle ting i din situation, som er en del anderledes end min egen (som jeg som nævnt i forvejen synes er risikabel) og hvor mine alarmklokker ringer. 

Jeg er alligevel 4 år ældre end dig - og hold op hvor er der sket meget udvikling på de 4 år (og der sker helt sikkert også en masse på de 4 næste år). 

Da jeg blev gravid havde jeg 2 færdiggjorte bacheloruddannelser og et optagelsesbrev til min kandidat, som jeg når at færdiggøre et semester af inden barsel. Du er i praktik, hvilket lyder lidt "shaky" mht fremtidsplaner/tjek på hvad du vil med livet ud over at være mor. 

Vi har fælles en stor opsparing (pga lejlighedssalg), som kan fungere som økonomisk buffer og en kæreste som stort set er færdiguddannet på sin kandidat med studiejob, som betaler det samme som et almindeligt fuldtidsjob. Ved self ikke om I har styr på det - men igen lyder praktik ikke som et specielt godt økonomisk fundament. 

Jeg har en kæreste, som er 30 år og som er mega klar på at være 50-50 omkring barn og husholdning og som i øvrigt er fuldstændigt indstillet på at acceptere de potentielle nedture i parforhold osv, som et barn giver. Vi har snakket og forventningsafstemt i LANG tid inden beslutningen blev taget. 

Ovenstående er jo ikke forudsætninger for at give et barn tryghed og kærlighed eller en god opvækst. Men jeg er overbevist om, at det vil øge chancen for, at baby-eventyret bliver en nogenlunde succes. Derudover synes jeg at 20 og 37 lyder ret vildt. 17 år i sig selv er jo ikke voldsomt, men du har næsten lige været et barn og han har været voksen i evigheder? Ved godt at dette er subjektivt. Men jeg har dårlige erfaringer både fra mig selv og veninder med den slags forhold, hvor gran voksne mænd gider meget unge piger (du var 18, da i startede og nede i et sort hul - her ringer mine alarmklokker også). 

Anonym skriver:

Hej alle jer skønne kvinder.

Nu skal i høre, jeg er lige fyldt 20år og har været sammen med min kæreste, som er 37år, i 2 år cirkus. Efter jeg mødte ham har jeg været helt skruk! Har aldrig tænkt på børn før, men nu, shit! Vi har det rigtig godt sammen, og aldersforskellen har aldrig været et problem.

Det seneste år har jeg desværre været gået ned med angst og depression, og det hele var ret så forfærdeligt. Nu er jeg heldigvis i bedring og er nu startet i praktik og det hele køre nogenlunde på skinner. 

Jeg havde lavet en aftale med mig selv, at jeg skulle være mindst 20. Nu er jeg 20, og nu kommer det hele meget tæt på. Og spørgsmålene kommer, er jeg klar? skal vi vente? min kæreste bliver også ældre? hvad med min angst? hvad siger min forældre? osv. I kender dem måske? hehe. Min søster og andre tætte har hele tiden sagt at de synes jeg virker klar og afklaret. 

Min kæreste har ingen børn og vi har egentlig heller ikke snakket om det, endnu. Så jeg skal jo også har snakket med ham først. Jeg er så evig bange for den samtale.

Håber i forstår min situation. Jeg tror bare jeg har brug for råd og erfaringer fra jer? Både med hensyn til, ung-mor-titlen, fortid med angst og den "alvorlige snak" med kæresten?

Knus fra mig 

 

 

 

Jeg vil også sige vent. 

For det første er det ekstremt hårdt at få børn, jeg synes det var hårdt at være ung mor - er det jo egentligt stadig - var 16 da jeg fik den første.

Jeg fik en depression sidste år, da den mindste (har 2 børn) var omkring 2 år, jeg kæmper stadig med det og synes godt nok det kan være hårdt at være mor, hvis ikke jeg havde min familie og svigerfamilie til hjælp, så tror jeg godt nok det havde været værre.