Eksperthjælp: Vis hende at I står fast

Trine Andreasen

Vi har en datter på ca 2 1/2 og hun er lige nu meget trodsig. Alt hvad hvad vi siger og gør er ifølge hende forkert, og der er ikke en eneste dag, der ikke er kæmpe og lange skrig. Er det bare en periode ("trodsalderen") eller er der noget specielt vi kan gøre eller skal være obs på?

Trines svar

Kære forældre

Tak for jeres spørgsmål. Det er faktisk dejligt at I spørger for det er nemlig et af de spørgsmål jeg oftest bliver stillede når jeg hjælper forældre.

Fra børn bliver født og frem til de har dannet sin egen identitet i 18 års alderen bruger de meget tid og energi på at aflæse de nærmeste mennesker.

De mærker så at sige efter, hvor de er og hvem de er.

Når børn kommer i 2 års alderen, der kan være store forskelle på præcis hvornår, begynder de at sætte ekstra ind i forhold til at mærke.

Det gør de fordi det er her, hvor de mere bevidst begynder at opfatte andre mennesker som redskaber til at få opfyldt behov.

De begynder altså at vide at mor er den der kan give mad og at forstå at mor også kan sige nej. Før denne tid bliver mor ikke opfattet som en selvstændig enhed, men mere som en masse af mad, kærlighed, glæde og andet.

Når jeres barn oplever at I er mere end bare en masse oplever hun også at hun kan påvirke jer og ved at gøre på en bestemt måde får hun opfyldt sine behov.

Men det er ikke sund for dit barn at hun oplever at hun kan "rykke" ved jer.

Børn har nemlig brug for at mærke hvor I er og hvis I pludselig rykker jer når hun bliver sur mister hun den trygge støtte som I er.

Det bliver lidt kringlet så lad mig give et eksempel

Pia vil have en is. Mor siger nej. Pia mærker at mor er der ved sit nej. Men Pia VIL have en is så hun græder og skriger. Mor siger halvhjertet nej. Pia oplever at mor ikke er så fast mere. Det gør hende usikker på hvor mor så er. Pia skriger nu både fordi hun vil have en is men også fordi mor ikke støtter hende. Pia får en is. Pia holder op med at græde men har fået en oplevelse af at mor ikke er en støtte, hun kan skubbes og påvirkes.

Når jeres barn siger nej og bliver trodsig hvad gør I så?

Mit råd er at det er vigtigt at vise hende at I er de faste støtter som hun ikke kan rokke.

Det gør I ved følgende:

- Overvej inden I stille krav til hende om det er noget I mener og derfor vil stå fast på det. Det kan være et nej til en is eller det kan være at hun skal holde jer i hånden når I går på gaden.

- Når der er sagt nej eller stillet et krav så skal I stå ved det. I må ikke trække i land eller tøve. Stå ved jeres krav eller nej. I ved jo hvad der er bedst for jeres datter. Hun kan og skal ikke overskue hvad der er bedst for hende. Hvis I har overvejet jeres krav så er det for hendes bedste også selvom hum ikke selv kan se det nu.

- Være konsekvent. Sig nej en gang eller stil kravet en gang hvor I er sikre på at hun hører det.

Det gør I bedst ved at gå ned i øjenhøjde og sige det på en kærlig, personlig måde men også en bestemt måde. Sig for eksempel "Jeg vil have at du rydder op nu". Det kan virke meget kommanderende men det er for at vise hende at I mener hvad I siger. Husk ikke at stille det som et spørgsmål som for eksempel "Vil du være sød at rydde op nu?" Hvis I stiller et spørgsmål giver I hende en mulighed for at sige nej og I har jo fundet ud af at det er for hendes eget bedste at I stiller krav.

Hvis hun vælger ikke at hører efter går I hen til hende og hjælper hende på vej. Hvis hun ikke rydde op tager I hende i hånden og går rundt og samler tingene op. Hvis hun skriger eller græder hvis hun får et nej går I væk fra der hvor man kan få is, hvis det er is hun vil have.

Tag ansvar for at hun bliver holdt fast på jeres nej eller krav.

Hvis I gør det nu vil I opleve at hun kan mærke jer og hvor I er. Det giver hende tryghed og derfor behøver hun ikke at afprøve jer hele tiden.

Hun er også en lille pige som ikke skal stå med det ansvar, det er at kunne bestemme over familien.

Hun vil falde mere til ro og I vil hurtigt komme ud over denne fase.

Jeg håber det giver mening. Eller er I meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Trine 

http://naturligopdragelse.dk/

Vi takker mange gange for svar . Vi har efterhånden hørt og læst mange forskellige svar og råd, primært at vi skal "nusse og pusse", give hende råderum og være tålmodige! Grunden til mit spørgsmål var måske mere at få en accept af det, som vi gør, er ok, og dit svar minder meget om vores gøren; selv om hun har skreget i nogen gange op til et kvarter (lyder ikke af meget, men det er det!) holder vi ved i vores beslutning (der er selvfølgelig nogle svipsere indimellem, fx hvis vi er "ude"). Vi går fra stedet, hvor problemet er opstået (her har vi fået flere svar, at det er det samme som at ignorere hende, og det må vi bestemt ikke!) Når hun mange stille og roligt kommer tilbage, er vi åbne og viser omsorg, og hun "gør hvad der blev sagt". Vi ved også godt at tålmodighed er et vigtigt redskab eller "en kunnen", som vi skal have. 

Ift afledning; er det en god ting? eller vil hun bare glemme situationen, og skrige igen hvis samme opstår?

Mvh jannie Nielsen

Hej Jannie

Tak for din feedback. Det var dejligt at høre at I tænker det samme.

Kan godt forstå hvis du og andre forældre nogle gange tager sig til hoved. Vi og mange andre "eksperter" kommer ofte med meget forskellige svar og det kan gøre det endnu mere forvirrende.

Det er altid vigtigt at mærke efter om "rådet" virker for sin egen familie eller om det er helt hen i vejret.

Vi er jo forskellige mennesker med forskellige værdier. Og det er også det der afspejler sig i vores tilgang til børneopdragelse.

Det glæder mig når du skriver hvordan I håndtere jeres datter og nej det er ikke det samme som at ignorer hende.

Det I gør er jo netop at vise hende at den adfærd ud udviser ikke er i orden. Men lige så snart den stopper er I der for hende.

Og svipser sker. Det kan ikke undgås.

Men et godt råd er at mærke efter inden det sker. Ofte ved vi jo godt når vores børn er trætte og der er pres på(særlig når vi er ude). Derfor er det en god ide at sige "Ja" med det samme i stedet for at sige nej for så derefter at sige ja. Ved at sige Ja også selvom det normalt ikke er noget hun må, tager I ansvaret og kommer til at fremstå mere autentiske og autoritative.

I forhold til afledning kan det en gang i mellem være en fordel at "bryde" eller "knække" en dårlig relation eller situation. Det kan være hvis der er gået hårdknude i den. Jeg bruger afledning når barnet er meget træt eller ikke kan stoppe med at græde. Så skifter jeg emne eller laver noget sjovt. Men lige så snart der er kontakt igen genoptager jeg snakken. Som for eksempel ved at sige; "Det er godt at se dig grine, men det er vigtigt at du ikke bliver så sur når jeg siger at du skal gå i seng". Jeg vil gerne have at du øver dig på ikke at bliver sur når jeg siger at der er ting du skal gøre".

Ellers mener jeg at det er vigtigt ikke at aflede. Når du afleder eller for eksempel laver det til en konkurrence(hvem bliver først færdig) eller leg. Mister du din autoritet. Dit barn lære at hun ikke behøves at hører efter fordi hvis hun ikke gør så laver du sjov. Og det er på den måde endnu mere skadeligt for både dig og din datter.

Det er vigtigt at børn lære at høre efter 1. gang. Og har tillidt til dig som mor. Blind tillid. Når de bliver ældre er det godt med en mere nuanceret tillid men som lille skal den være blind. Mor gør altid det bedste.

Særlig når vi kommer ud for alvorlige situationer.

Tænk bare på hvad der ville ske hvis din datter ikke høre efter en dag hvor der sker en ulykke. Du falder i badet og kan ikke rejse dig. Du beder din datter om at hente din mobil. Hun vil ikke fordi det skal være en konkurrence.

Mange Hilsner

Trine

http://naturligopdragelse.dk/