Slet ikke klar til at blive far

iPanik skriver:

Måske jeg skal uddybe min "ikke klar til at blive forælder"...

Barn 1 kom til verden da jeg var 22 og mente jeg kunne klare alt i verden. Det kunne jeg desværre ikke og jeg ser ikke knægten i dag.

Barn 2 kom til verden i 2013 og HER var jeg klar - Men efter fødslen fik moderen en fødsels depression der gjorde at jeg det efterfølgende år måtte stå med alt og tage tidligt hjem fra arbejde i tide og utide fordi hun ringede og græd at hun ikke kune klare det.
Dybt sørgeligt og naturligvis ikke en ønskesituation for noget par og slet ikke for en nybagt mor der burde nyde det hele.
Min dag var typisk at stå op med barnet, gøre det klar, lave morgenmad, vække mor og sende hende i bad og spise med den lille imens. Herefter kunne hun "overtage" og jeg kunne gøre mig klar til job.
Så snart jeg kom indenfor døren i hjemmet, så blev den lille placeret i mine arme og var der til jeg skulle stå for putningen (og madlavningen hver anden dag). Herefter var der 2 timers voksentid og så gik mor i seng hvorefter jeg kunne gøre flasker klare så der var styr på alt til dagen efter - og så skulle natflasken også lige gives ved midnat ca.
Sådan stod det på i 1 års tid hvor jeg undervejs fik at vide jeg ikke kæmpede nok. Til sidst var der ikke mere luft i ballonen.

Et år efter igen valgte moderen at flytte til den anden ende af sjælland med sin nye kæreste og hvis jeg ville opretholde mit eksisterende samvær med den lille, så måtte jeg følge efter - hvilket jeg gjorde. (Vi har en 10-4 ordning)
Dette med det resultat at jeg i dag har 1½ time hver vej til og fra job i bil, mod 7 minutter på cykel før.

Min nuværende kæreste er på nuværende tidspunkt på vej ud af en arbejdsrelateret stress periode der har varet i 6 mdr. og jeg frygter oprigtigt at vi ender i en situation hvor det hele ramler for os.
Hvis hun vælger at få den lille, så er det ikke kun os det rammer, men derimod 3 personer.

Så det er med dén bagage at jeg siger jeg ikke er klar til at påtage mig rollen med en lille ny endnu.
Og derfor jeg helt fra start i forholdet sagde at der var nogle ting jeg gerne ville have på plads før vi tog det skridt.
(Ville blot uddybe hvad jeg baserer det på - men stadig ikke sikkert det giver mening i andres hoveder end mit )

Jeg forstår din frustration og panik, men sket er sket, og er hun ikke indstillet på abort, så ramler det under alle omstændigheder for jer alle tre, hvis du smutter nu. Hendes stressniveau bliver næppe mindre, hvis hun lader sig presse til en abort - det vil være en voldsom psykisk belastning. 

Jeg tager bestemt hatten af for, at du tænker tingene grundigt igennem og tager dét at få et barn meget alvorligt. På den anden side er det jo dine tidligere, negative erfaringer, du lader dig lede af - men det var dengang, og nu er nu. Hvis du forlader hende nu, så effektiviserer du jo selv worst case scenario - hvis du bliver, er der dog en god chance for, at det kommer til at gå, måske endda fantastisk. 

Jeg tænker lidt på, om du er så meget "brændt barn", at du slet ikke tør give dig selv lov til at håbe og tro, at det her kan blive godt? 

I mine øjne har I begge dummet jer, men det er inderligt ligegyldigt i den aktuelle situation, som nu engang er, som den er. Du kan løbe din vej i panik - så er det hele "smadret" fra begyndelsen - eller du kan vælge, at du i fællesskab med hende får skabt et godt fundament, fordi du/I VIL. 

Måske jeg skal uddybe min "ikke klar til at blive forælder"...

Barn 1 kom til verden da jeg var 22 og mente jeg kunne klare alt i verden. Det kunne jeg desværre ikke og jeg ser ikke knægten i dag.

Barn 2 kom til verden i 2013 og HER var jeg klar - Men efter fødslen fik moderen en fødsels depression der gjorde at jeg det efterfølgende år måtte stå med alt og tage tidligt hjem fra arbejde i tide og utide fordi hun ringede og græd at hun ikke kune klare det.
Dybt sørgeligt og naturligvis ikke en ønskesituation for noget par og slet ikke for en nybagt mor der burde nyde det hele.
Min dag var typisk at stå op med barnet, gøre det klar, lave morgenmad, vække mor og sende hende i bad og spise med den lille imens. Herefter kunne hun "overtage" og jeg kunne gøre mig klar til job.
Så snart jeg kom indenfor døren i hjemmet, så blev den lille placeret i mine arme og var der til jeg skulle stå for putningen (og madlavningen hver anden dag). Herefter var der 2 timers voksentid og så gik mor i seng hvorefter jeg kunne gøre flasker klare så der var styr på alt til dagen efter - og så skulle natflasken også lige gives ved midnat ca.
Sådan stod det på i 1 års tid hvor jeg undervejs fik at vide jeg ikke kæmpede nok. Til sidst var der ikke mere luft i ballonen.

Et år efter igen valgte moderen at flytte til den anden ende af sjælland med sin nye kæreste og hvis jeg ville opretholde mit eksisterende samvær med den lille, så måtte jeg følge efter - hvilket jeg gjorde. (Vi har en 10-4 ordning)
Dette med det resultat at jeg i dag har 1½ time hver vej til og fra job i bil, mod 7 minutter på cykel før.

Min nuværende kæreste er på nuværende tidspunkt på vej ud af en arbejdsrelateret stress periode der har varet i 6 mdr. og jeg frygter oprigtigt at vi ender i en situation hvor det hele ramler for os.
Hvis hun vælger at få den lille, så er det ikke kun os det rammer, men derimod 3 personer.

Så det er med dén bagage at jeg siger jeg ikke er klar til at påtage mig rollen med en lille ny endnu.
Og derfor jeg helt fra start i forholdet sagde at der var nogle ting jeg gerne ville have på plads før vi tog det skridt.
(Ville blot uddybe hvad jeg baserer det på - men stadig ikke sikkert det giver mening i andres hoveder end mit )

Øv for en oplevelse. Nu forstår jeg bedre, hvorfor du ikke er klar til barn nummer 3.

Det er efter min mening ikke hensigtsmæssigt at sætte et barn i verdenen, hvis man lider af stress. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig på 9 måneder, men når I nu heller ikke har været sammen i så lang tid, forstår jeg godt din frygt for, at det hele kommer til at ramle.

Jeg håber, at I finder ud af det på den ene eller den anden måde.

lilledittemor skriver:

Det er også det jeg skriver: "eller også ved hun ikke hvordan hendes krop fungerer".

- jeg kunne forstå at det måske var tilfældet, hvis hun var 18 eller sådan noget, men manden er 36, så jeg tvivler stærkt på at hun er så ung. 

Desuden, hvis hun ikke ved det, så skal hun jo ikke fortælle manden at det er sådan det er .

Ja, det skrev du, og efterfølgende tilføjede du, at du ikke forstår, hvordan hun kan sige sådan. Og uvidenhed er altså ikke altid aldersrelateret. 

Jeg forstår ikke logikken til slut - hun har jo ikke vidst, at hun ikke vidste det. Hun troede, det forholdt sig sådan, som hun sagde. 

Jeg er lidt overrasket over, at folk skriver, at hun måske ikke ved, hvornår hun kan blive gravid. Bliver unge mennesker virkelig så lidt/dårligt oplyst om forplantningsmekanismer, cyklus og prævention nu om dage?

Hvorfor i alverden kan man klandre manden for at være uforsigtig under en såkaldt P-pille pause? Men kvinden er uvidende????

come on!!!!!!

til TS: du sidder i en rigtig møg situation... Jeg synes at du skal melde klart ud hvad dit synspunkt er, og at hvis hun vælger at gå igennem en graviditet, kan du ikke live at det bliver en lykkelig familie... Ikke at du siger til hende at du vil gå hvis hun får barnet... Men hun skal gøre sig klart at du ikke kan love at du kan rumme det.. Og at det kan betyde at hun står med hele babyhalløjet alene uden megen hjælp... Især fordi jeg ser det som en af konsekvenserne..

jeg er klar over at det kommer til at give et ramaskrig om, at du bare har at steppe op... Men du HAR advaret, og hun insisterer, så må hun være billig til at få det barn inkl dine præmisser... 

Og det bringer mig til tanken om hun ønsker barnet med DIG - eller om hun "bare" ønsker sig ET BARN...

hvilket bringer mig tilbage til P-pille pausen - load of crap... Man holder ikke pauser for at "rense ud i systemet" een glemt pille på det rigtige tidspunkt kan resultere i graviditet... Så nej... Den duer ikke... Og så snart man ikke tager pillen fast som man skal, styrer kroppen sin naturlige cyklus igen... Det der med at hormonerne stadig er i kroppen længe efter, er en sejlivet myte... 

Rosa-Sofia skriver:

Jeg er lidt overrasket over, at folk skriver, at hun måske ikke ved, hvornår hun kan blive gravid. Bliver unge mennesker virkelig så lidt/dårligt oplyst om forplantningsmekanismer, cyklus og prævention nu om dage?

Opdager lige, at jeg kaster med sten og bor i glashus. Jeg blev gravid, da jeg var 18 år. Jeg og min kæreste (der i øvrigt kun var 16 år) vidste faktisk ikke, at der fandtes anden prævention end p-piller (de virkede ikke til mig) og kondom (det virkede ikke for ham). Så vi var ikke selv vildt oplyste, til gengæld vidste vi, at kondom og ppiller skulle bruges hele tiden for at beskytte.

Så det har TS og hans kæreste nok også vidst inderst inde.

Mor og meget mere skriver:

Ja, det skrev du, og efterfølgende tilføjede du, at du ikke forstår, hvordan hun kan sige sådan. Og uvidenhed er altså ikke altid aldersrelateret. 

Jeg forstår ikke logikken til slut - hun har jo ikke vidst, at hun ikke vidste det. Hun troede, det forholdt sig sådan, som hun sagde. 

Jeg forstår bare ikke hvorfor en voksen kvinde ikke ved hvordan hendes krop fungerer. 

Rosa-Sofia skriver:

Opdager lige, at jeg kaster med sten og bor i glashus. Jeg blev gravid, da jeg var 18 år. Jeg og min kæreste (der i øvrigt kun var 16 år) vidste faktisk ikke, at der fandtes anden prævention end p-piller (de virkede ikke til mig) og kondom (det virkede ikke for ham). Så vi var ikke selv vildt oplyste, til gengæld vidste vi, at kondom og ppiller skulle bruges hele tiden for at beskytte.

Så det har TS og hans kæreste nok også vidst inderst inde.

Men der er jo også kæmpe forskel på at være teenager og så være voksen som TS og kæresten 

Men uanset hvad vi mener om ts's kæreste og hvorvidt vi tror hun bevidst er blevet gravid eller ej, så er situationen bare den at hun er gravid. Og det der skal tages stilling til er altså hvad ts gør nu. Uanset om hun har gjort det bevidst eller ej og man kan mene nok så meget, så er der et lille væsen i midten. Og hvad skal ts gøre i den situation? Hvad er det optimale - for det lille barn?

Dorthe1986 skriver:

Men uanset hvad vi mener om ts's kæreste og hvorvidt vi tror hun bevidst er blevet gravid eller ej, så er situationen bare den at hun er gravid. Og det der skal tages stilling til er altså hvad ts gør nu. Uanset om hun har gjort det bevidst eller ej og man kan mene nok så meget, så er der et lille væsen i midten. Og hvad skal ts gøre i den situation? Hvad er det optimale - for det lille barn?

Jeg ville synes at det var rimlig væsentligt hvis der var mulighed for at kæresten havde snydt mig. 

I min verden skal man være far 100%, ellers skal man slet ikke være far.

Jeg ville personligt få en abort hvis jeg vidste at faderen virkelig ikke ønskede det barn jeg havde i maven.