Slet ikke klar til at blive far

Bebsen skriver:

Hvis du ikke vil sige det, så vil jeg da, hun har da totalt snydt ham, mon ikke ca alle kvinder herinde ved at man kan blive gravid bare ved at misse 1 p pille? P pille pause 

Sorry, ipanik, jeg forstår godt du har troet på hende, mine mandlige venner kunne man nok os godt bilde ind at p pillers effekt holder en måned mere, men var jeg ikke interesseret i at blive gravid spurgte jeg min læge, og det har hun da tydeligvis ikke gjort. 

Held og lykke, du har meget at tænke over. Håber ikke du vælger barnet fra, selvom det så heller ikke denne gang bliver kernefamilien. 

 

Men så er vi vel tilbage ved, at hun ikke har syntes, at det har været så forfærdeligt at blive gravid, siden hun ikke har beskyttet sig effektivt eller som du skriver forhørt sig ved lægen om sikre perioder og midlertidig prævention.

Og vi er tilbage ved, at han ikke skulle have stolet på hende, men valgt at bruge sin egen prævention (kondom) hele tiden no matter what.

Du er jo nødt til at tage ansvar i den situation der er nu. Hun ER gravid. Så enten vælger du at satse alt på at arbejde med de dæmoner du har så du er så godt rustet til det lille barn, eller også må du melde fra. Men vælger du kampen fra og melder fra, så skal du huske det er dit valg. Det er rigtig nemt at sige som kvinde at bliver man gravid får man abort. Problemet er bare det langtfra er nemt når man først står i det. Min mand og jeg havde besluttet vi ingen fælles børn skulle have. Jeg har en og han har hele 4. Men jeg blev gravid. Og det var svært, vi vendte og drejede det hele og egentlig var der også gjort klar til abort osv. Men alligevel besluttede vi at beholde det og hun kommer ud om lidt til os. Og ja her er der også dæmoner at kæmpe med osv, men vi har besluttet at det er sådan det er. Og vi har brugt graviditeten til at få styr på de ting man nu kan. 

iPanik skriver:

Din respons er helt forventelig så det er skam ok at du "taler" sådan til mig.

Og ja vi havde jo talt om det inden, tidligere i vores forhold, blandt andet da vi så en dokumentar om at fædre jo ingen indflydelse har på området for måneder tilbage.

Nej det er ikke kun kvindens ansvar - også mandens.
Og når kvinden fortæller manden at der ikke kan ske noget fordi at hun ikke har haft sin første menstruationen efter p-pille stop så ja, burde jeg stadig have fastholdt kondomet.

Men når jeg er uden den store lægelige baggrund og ikke havde tid til at fordybe mig i "Tidsskriftet om Kvinders frugtbarhed" fordi situationen lige lagde op til 3 minutters spontan lyst, så burde jeg selvfølgelig stadig have husket det.

Jeg er skam godt klar over disse ting og kan kun være enig.

Enten har hun snydt dig eller også ved hun ikke hvordan hendes krop fungerer. 

Ægløsning kommer FØR menstruationen, så derfor kan man kun blive gravid inden. Menstruationen er jo ægget, som ikke er blevet befrugtet og har sat sig fast, som kommer ud.

Så hvordan hun kan fortælle dig at der ikke kan ske noget før hun får mens, forstår jeg ikke.

Udover det - sikke en møgsituation du står i. Jeg kan slet ikke forstille mig hvor forfærdeligt det må være at man ikke selv kan få lov til at vælge et barn fra.

iPanik skriver:

Måske jeg skal uddybe min "ikke klar til at blive forælder"...

Barn 1 kom til verden da jeg var 22 og mente jeg kunne klare alt i verden. Det kunne jeg desværre ikke og jeg ser ikke knægten i dag.

Barn 2 kom til verden i 2013 og HER var jeg klar - Men efter fødslen fik moderen en fødsels depression der gjorde at jeg det efterfølgende år måtte stå med alt og tage tidligt hjem fra arbejde i tide og utide fordi hun ringede og græd at hun ikke kune klare det.
Dybt sørgeligt og naturligvis ikke en ønskesituation for noget par og slet ikke for en nybagt mor der burde nyde det hele.
Min dag var typisk at stå op med barnet, gøre det klar, lave morgenmad, vække mor og sende hende i bad og spise med den lille imens. Herefter kunne hun "overtage" og jeg kunne gøre mig klar til job.
Så snart jeg kom indenfor døren i hjemmet, så blev den lille placeret i mine arme og var der til jeg skulle stå for putningen (og madlavningen hver anden dag). Herefter var der 2 timers voksentid og så gik mor i seng hvorefter jeg kunne gøre flasker klare så der var styr på alt til dagen efter - og så skulle natflasken også lige gives ved midnat ca.
Sådan stod det på i 1 års tid hvor jeg undervejs fik at vide jeg ikke kæmpede nok. Til sidst var der ikke mere luft i ballonen.

Et år efter igen valgte moderen at flytte til den anden ende af sjælland med sin nye kæreste og hvis jeg ville opretholde mit eksisterende samvær med den lille, så måtte jeg følge efter - hvilket jeg gjorde. (Vi har en 10-4 ordning)
Dette med det resultat at jeg i dag har 1½ time hver vej til og fra job i bil, mod 7 minutter på cykel før.

Min nuværende kæreste er på nuværende tidspunkt på vej ud af en arbejdsrelateret stress periode der har varet i 6 mdr. og jeg frygter oprigtigt at vi ender i en situation hvor det hele ramler for os.
Hvis hun vælger at få den lille, så er det ikke kun os det rammer, men derimod 3 personer.

Så det er med dén bagage at jeg siger jeg ikke er klar til at påtage mig rollen med en lille ny endnu.
Og derfor jeg helt fra start i forholdet sagde at der var nogle ting jeg gerne ville have på plads før vi tog det skridt.
(Ville blot uddybe hvad jeg baserer det på - men stadig ikke sikkert det giver mening i andres hoveder end mit )

Da jeg mødte min mand var han alligevel blevet enlig far men en lille dreng på 3 år. Det var gået fra en mor der stadig ammede til en mor der gik og ville realisere sig selv - hvis jeg overhovedet sagde barn så havde han panik i øjnene og så ud som han ville løbe sin vej. 

Jeg var kun 18 år og ville slet ikke selv have børn på det tidspunkt og vidste jo ikke dette var manden for livet. Da vi havde kendt hinanden i knapt 7 år kom snakken om børn op pga tanker om huskøb, bilkøb mm. Og jeg vidste der jeg ville børn i mit liv. Men som du havde min mand en bagage der gjorde han ikke jublede ved tanken. 

Jeg fortalte det var vigtigt for mig og er var bedst vi begge meldte klart ud og gav hinanden friheden om ikke vi havde samme drømme om fremtiden. Efter en betænkningstid kom han og fortalte jeg skulle love ham nogle ting; jeg skulle love han ikke blev enlig far, at hvis forholdet ikke holdt så var jeg på banen mindst lige så meget som ham, jeg skulle love ham jeg aldrig påstod han havde belemret mig med et barn og jeg skulle love ham vi altid kunne samarbejde om det at være forældre. Okay han skulle så også tro på det jeg lovede og jeg var heldig det gjorde han. Vi har nu kendt hinanden i 24 år, har 4 børn sammen. 

Jeg ved godt din kæreste ikke kan love dig at undgå fødselsdepression, men måske var der andre sikkerhedsnet I kunne sætte op sammen så du følte dig mere sikker, måske var der nogle aftaler I kunne lave på forhånd så du følte dig mere sikker. 

Forresten er vores 4. Barn ikke et såkaldt ønskebarn. Min mand ønskede absolut ikke flere børn, men den lille mand kom, så og sejrede sin fars hjerte.

Jeg vil sætte mig ned og snakke med hende, om hvad du føler og hvad du har tænkt dig... Hun beholder nok barnet selvom det er svinsk når du nu har meldt ud at du altså ikke er klar. Også tænker jeg.. Enden så har hun snydt med pillerne eller også dur de ikke for hende. Man får ikke ægløsning tre til fire dage inden mens.. Jeg vil nok snakke med hende om hvordan det egentlig kan være hun er blevet gravid..

iPanik skriver:

Hej,

Som mit brugernavn antyder så er jeg i noget nær panik.

Helt uventet fandt vi ud af at min kæreste var blevet gravid under p-pille pause hvor der var sket en ups´er.
Og jeg er endnu ikke klar til at påtage mig den rolle der følger med.

Jeg er 36 år og har fra 2 tidligere forhold, 2 børn hvoraf jeg kun ser det ene af dem.
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 9 måneder og jeg havde fra start meldt ud af jeg ikke ønskede flere børn i mit liv. Men i takt med at jeg blev mere glad for hende og vi talte om fremtid, så kunne jeg bedre og bedre se os få et barn en dag ude i fremtiden.

Men samtidig gjorde jeg det klart at jeg ikke ønskede flere børn på "gule plader" og at der derfor skulle gå nogle år før at vi kom til det punkt. 
(Baseret på min de erfaringer jeg har med i rygsækken)
Nogle år hvor vi sammen fik bygget et godt fundament for en evt. fremtidig familie, nogle år hvor hun kunne få den uddannelse hun gerne vil og har søgt ind på, og nogle år der ville bringe os tættere på hinanden som mand og kone en dag.
Noget hun godt kunne forstå og hun havde selv en "grænse" der hed at hun gerne ville have barn indenfor de næste 5 år.

Men nu hvor hun har fundet ud af at hun er blevet gravid så vil hun umiddelbart beholde barnet.
Jeg forstår godt at det er en kæmpe ting for en kvinde at få en abort og at det vil være svært for hende at se mig og min datter sammen når hun er hos os hveranden uge, men samtidig ved jeg også hvad det er for et ansvar der følger med sådan en lille en og det er et ansvar/ en opgave som jeg VED at jeg endnu ikke er klar til at løfte.
Jeg slås med for mange dæmoner inden i pt og ting som har såret min kæreste i andre sammenhænge.
Der er sket et tillidsbrud fra min side som der skal genskabes/ arbejdes på og derfor mener jeg det er de helt forkerte forudsætninger for os at skabe en familie allerede.

Ikke fordi jeg ikke elsker hende - det gør jeg, men jeg tvivler meget på at vores kærlighed varer ved hvis vi kaster os ud i den opgave det er.

Og jeg synes et barn skal være en glædelig begivenhed for alle involverede parter.

Jeg er klar over at jeg får høvl for dette indlæg, men jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at jeg var klar til et 3. barn på nuværende tidspunkt - så det er ikke fordi jeg forsøger at løbe fra ansvaret når nu det bliver virkelighed.
Men når jeg skal have et 3. barn så vil jeg gerne at det barn kan modtage min fulde kærlighed - andet er ikke fair for det lille væsen. Eller for min kæreste.
Og det er jeg på nuværende tidspunkt ikke i stand til at give.

Andre der har været i samme "båd"?

Håber inderste inde at HUN " mander " sig op og får en abort at sige man ikke kan blive gravid fordi man ikke har fået sin første mens efter stop?! Du meldte ud du ikke er klar. Og færdig bum! Ja undskyld men hun lyder ikke til at være en kvinde med en tænk/selv hjerne..

Sedigfor skriver:

Håber inderste inde at HUN " mander " sig op og får en abort at sige man ikke kan blive gravid fordi man ikke har fået sin første mens efter stop?! Du meldte ud du ikke er klar. Og færdig bum! Ja undskyld men hun lyder ikke til at være en kvinde med en tænk/selv hjerne..

Jeg synes ærligt talt, du og andre skulle respektere TS' overbevisning om, at hun ikke har snydt ham. Jeg har læst de mest utrolige misforståelser fra kvinder herinde - nogle har ment, de havde graviditetssymptomer i uge 2, andre har været overraskede over, at det lod sig gøre at blive gravid i første cyklus, og atter andre har undret sig over, at de ikke (kvinderne) ejakulerede ved orgasme. Det er ikke alle kvinder, der ved alt om krop og forplantningsmekanismer - og hvordan hjælper det på nogen måde TS, at I nedgør hans gravide kæreste og dømmer hende som dum eller snyder? 

Jeg tvivler på, du ville skrive til en kvinde, som spurgte, om hun kunne blive gravid før første menstruation, at hun lød som om, hun ikke havde en "tænk/selv hjerne". 

lilledittemor skriver:

Enten har hun snydt dig eller også ved hun ikke hvordan hendes krop fungerer. 

Ægløsning kommer FØR menstruationen, så derfor kan man kun blive gravid inden. Menstruationen er jo ægget, som ikke er blevet befrugtet og har sat sig fast, som kommer ud.

Så hvordan hun kan fortælle dig at der ikke kan ske noget før hun får mens, forstår jeg ikke.

 

Udover det - sikke en møgsituation du står i. Jeg kan slet ikke forstille mig hvor forfærdeligt det må være at man ikke selv kan få lov til at vælge et barn fra.

Hun kan være uvidende - og vil ikke være den første kvinde i verden, ej heller i dette forum, der ikke ved, hvordan kroppen fungerer. 

iPanik skriver:

Rosa-Sofia: Præcis - vi har andre ting der skal på plads før at jeg tror vores forhold kan holde til at påtage os det ansvar der følger med, i fællesskab.

Og ja hun kender godt til det barn jeg ikke ser.

 

Abracadabra og  Annemette07: Selvom vi måtte begynde i parterapi, så er (lad os sige 7½ måned) det ikke lang tid til at få styr på de ting som jeg slås med og forlige sig med at skulle være far, især når det ikke er ønskværdigt endnu... Ønsket er jo at kunne være der 100%   - ikke bare når barnet er født, men også undervejs i graviditeten...være med og dele glæderne ved at finde navn, købe ind og alle de andre ting der følger med - Noget jeg ikke er rustet til endnu og som jeg ved fra tidligere, er vigtigt. 
Man bør, i min optik, ikke kaste sig hovedløst ud i projekt baby hvis der er risiko for at det så ikke holder - man er jo pludselig 3 der skal tages hensyn til og ikke bare 2.
Og det mener jeg ikke er fair over for nogen af os og ej heller for et barn.

Det er ikke økonomien jeg er bange for - tager man den faktor med i sine beregninger, så bør man jo aldrig få børn

Jeg synes bare man skylder et barn at give det de bedste muligheder og de opstår (igen i min optik) når man er enige om situationen.

Jeg tænker egentlig ikke parterapi, idet det "kun" er dig der har "behovet". Men tænker måske at psykologen kan give dig nogle redskaber så du bedre kan forberede dig på det kommende barn(hvis hun ikke vælger en abort)

Mor og meget mere skriver:

Hun kan være uvidende - og vil ikke være den første kvinde i verden, ej heller i dette forum, der ikke ved, hvordan kroppen fungerer. 

Det er også det jeg skriver: "eller også ved hun ikke hvordan hendes krop fungerer".

- jeg kunne forstå at det måske var tilfældet, hvis hun var 18 eller sådan noget, men manden er 36, så jeg tvivler stærkt på at hun er så ung. 

Desuden, hvis hun ikke ved det, så skal hun jo ikke fortælle manden at det er sådan det er .