Halvsøskende? Hvornår er tidligt for tidligt?

Nu har jeg siddet og læst en del forskellige debatter om hvornår folk synes det er for tidligt og for sent at få barn nummer 2, hvis de lever i en "hel" familie (med det mener jeg uden bonus/papbørn). Mange lader til at læne sig op af idéen om at vente til barn nummer 1 er 3-4 år. Men hvordan synes I det forholder sig med bonusbørn?

Det er sådan, at min kæreste fra et tidligere forhold har en lille datter på 16 måneder, som kom som lidt af et chok for os alle (det er en længere historie). Men alting fungerer rigtig fint nu - vi har hende fast hver anden weekend, vi har det rigtig godt med hende, og hun har det så godt med os  Jeg kan også mærke at jeg har et helt særligt bånd til hende, fordi jeg har været så priviligeret at være med næsten helt fra starten. Selvom jeg så fik mine egne børn, ville jeg aldrig se hende som mindre. Men nu er jeg jo så begyndt at mærke denne her ulidelige skrukhed, hvor jeg KONSTANT tænker på, at jeg rigtig gerne snart vil have en på fuldtid - og ikke bare på deltid  Min skrukhed har især været slem de sidste måneder her, fordi alting har flasket sig virkelig godt for mig og min kæreste - vi er flyttet ind i en stor lejlighed i et virkelig rart og børnevenligt område, han har et godt, fast arbejde, og jeg afsluttede min uddannelse for et år siden og har også været i fast job siden. Pt dog kun på 30 timer, men det løber stadig rigtig fint rundt for os. Min kæreste siger dog at han ikke heeeelt føler sig 100% klar til nummer to endnu, mest fordi den første som sagt var lidt af et chok, og jeg tror han stadig bearbejder noget af det - derfor vil jeg heller ikke presse på. Men synes bare at jeg kan mærke at han på det seneste har rykket sig en del omkring det, hvis jeg f.eks. joker med at få en til, så afviser han det slet ikke, han joker bare med, og vi kan også sagtens snakke om alle de praktiske ting omkring det uden at han stejler eller "flygter" fra samtalen. Generelt gode tegn, tænker jeg  Desuden står min kobberspiral til at skulle ud her på tirsdag (åh gud, jeg er nervøs, men det er en anden snak), fordi den har nået sin udløbsdato, og jeg har sagt at jeg ikke gider betale 500 kr., ej at forglemme SMERTEN, hvis han så bliver klar til at få børn om et halvt år, så vi må leve med kondomer indtil da. Det lader han også til at have det helt okay og afslappet med - og han virker ikke engang særlig hysterisk omkring at "UHA, nu skal vi huske kondom, for ellers går det galt!".

Når alt det så er sagt, så er det jo at jeg har en fornemmelse af at der nok ikke går så længe før jeg får halet ham helt i land, og vi kan begynde PB  Men så er det jo så at mine bekymringer for vores deledatter begynder - for jeg vil heller ikke have at hun føler sig svigtet eller overset. Hvis vi antog at jeg blev gravid i næste cyklus, ville hun stå til at være 25 måneder når den næste kom, og det ved jeg ikke om er for tidligt? Hun ville jo nok ikke helt kunne forstå hvorfor der pludseligt dukkede en ny op, som hun skulle dele fars opmærksomhed med? Men måske er det et plus, når hun ikke er her på fuld tid, fordi når hun så er større nok ikke vil kunne huske andet end at der altid har været en lillebror/-søster her? Det skal siges at hendes mors kæreste har en søn på omkring 10 år på fuld tid, så hun er vant til at der er et ekstra barn i huset (selvom han selvfølgelig er noget mere selvhjulpen og selvstændig). Tænker at hun ved at have en lille størrelse her jo så nok (forhåbentligt) kunne have en hun fik rigtig meget glæde af når hun bliver større... Jeg har bare ikke lyst til at vente for længe med at få min den første, fordi min kæreste er en del ældre end mig, og jeg har lidt en principsag mod aaalt for gamle forældre 

Hvad tænker I? 

Anonym skriver:

Nu har jeg siddet og læst en del forskellige debatter om hvornår folk synes det er for tidligt og for sent at få barn nummer 2, hvis de lever i en "hel" familie (med det mener jeg uden bonus/papbørn). Mange lader til at læne sig op af idéen om at vente til barn nummer 1 er 3-4 år. Men hvordan synes I det forholder sig med bonusbørn?

Det er sådan, at min kæreste fra et tidligere forhold har en lille datter på 16 måneder, som kom som lidt af et chok for os alle (det er en længere historie). Men alting fungerer rigtig fint nu - vi har hende fast hver anden weekend, vi har det rigtig godt med hende, og hun har det så godt med os  Jeg kan også mærke at jeg har et helt særligt bånd til hende, fordi jeg har været så priviligeret at være med næsten helt fra starten. Selvom jeg så fik mine egne børn, ville jeg aldrig se hende som mindre. Men nu er jeg jo så begyndt at mærke denne her ulidelige skrukhed, hvor jeg KONSTANT tænker på, at jeg rigtig gerne snart vil have en på fuldtid - og ikke bare på deltid  Min skrukhed har især været slem de sidste måneder her, fordi alting har flasket sig virkelig godt for mig og min kæreste - vi er flyttet ind i en stor lejlighed i et virkelig rart og børnevenligt område, han har et godt, fast arbejde, og jeg afsluttede min uddannelse for et år siden og har også været i fast job siden. Pt dog kun på 30 timer, men det løber stadig rigtig fint rundt for os. Min kæreste siger dog at han ikke heeeelt føler sig 100% klar til nummer to endnu, mest fordi den første som sagt var lidt af et chok, og jeg tror han stadig bearbejder noget af det - derfor vil jeg heller ikke presse på. Men synes bare at jeg kan mærke at han på det seneste har rykket sig en del omkring det, hvis jeg f.eks. joker med at få en til, så afviser han det slet ikke, han joker bare med, og vi kan også sagtens snakke om alle de praktiske ting omkring det uden at han stejler eller "flygter" fra samtalen. Generelt gode tegn, tænker jeg  Desuden står min kobberspiral til at skulle ud her på tirsdag (åh gud, jeg er nervøs, men det er en anden snak), fordi den har nået sin udløbsdato, og jeg har sagt at jeg ikke gider betale 500 kr., ej at forglemme SMERTEN, hvis han så bliver klar til at få børn om et halvt år, så vi må leve med kondomer indtil da. Det lader han også til at have det helt okay og afslappet med - og han virker ikke engang særlig hysterisk omkring at "UHA, nu skal vi huske kondom, for ellers går det galt!".

Når alt det så er sagt, så er det jo at jeg har en fornemmelse af at der nok ikke går så længe før jeg får halet ham helt i land, og vi kan begynde PB  Men så er det jo så at mine bekymringer for vores deledatter begynder - for jeg vil heller ikke have at hun føler sig svigtet eller overset. Hvis vi antog at jeg blev gravid i næste cyklus, ville hun stå til at være 25 måneder når den næste kom, og det ved jeg ikke om er for tidligt? Hun ville jo nok ikke helt kunne forstå hvorfor der pludseligt dukkede en ny op, som hun skulle dele fars opmærksomhed med? Men måske er det et plus, når hun ikke er her på fuld tid, fordi når hun så er større nok ikke vil kunne huske andet end at der altid har været en lillebror/-søster her? Det skal siges at hendes mors kæreste har en søn på omkring 10 år på fuld tid, så hun er vant til at der er et ekstra barn i huset (selvom han selvfølgelig er noget mere selvhjulpen og selvstændig). Tænker at hun ved at have en lille størrelse her jo så nok (forhåbentligt) kunne have en hun fik rigtig meget glæde af når hun bliver større... Jeg har bare ikke lyst til at vente for længe med at få min den første, fordi min kæreste er en del ældre end mig, og jeg har lidt en principsag mod aaalt for gamle forældre 

Hvad tænker I? 

Hvor længe har I været sammen? Jeg synes egentlig, at det vigtigste er, at I har et godt stabilt parforhold, kender hinanden godt og er kommet ud over den første nyforelskelse.

Jeg synes bonusbarns alder er mindre vigtigt, det er trods alt "kun" hveranden weekend, og kan i mine øjne ikke sammenlignes med at have en søskende fuld tid. Ment på den måde, at jeg tænker det er nemmere at prioritere overskud og opmærksomhed til den store, når det kun er hveranden weekend, end når man har to små børn hver eneste dag.

Heksemutter skriver:

Hvor længe har I været sammen? Jeg synes egentlig, at det vigtigste er, at I har et godt stabilt parforhold, kender hinanden godt og er kommet ud over den første nyforelskelse.

Jeg synes bonusbarns alder er mindre vigtigt, det er trods alt "kun" hveranden weekend, og kan i mine øjne ikke sammenlignes med at have en søskende fuld tid. Ment på den måde, at jeg tænker det er nemmere at prioritere overskud og opmærksomhed til den store, når det kun er hveranden weekend, end når man har to små børn hver eneste dag.

Uofficielt har vi været sammen i lidt over to år. Nu skal jeg ikke sige hvornår nyforelskelsen plejer at lægge sig, men vi er da nået dertil hvor vi er begyndt at snakke om hvad vi kan gøre for hinanden, for at holde vores forhold sundt og stabilt, da vi virkelig gerne vil hinanden. 

Ellers tænker jeg det samme som dig, det må være væsentligt nemmere at gå all in på opmærksomhed til den store når det kun gælder to dage ad gangen 

Min yngste bonus søn er fyldt 3 år for 3 uger siden. 

Vi har været kærester i halvandet år, og da vi havde været kærester i et begyndte vi projekt baby. 

Vi har hus, bil osv sammen, så for os er det naturligt at vi skal have baby sammen nu. Den bandit skal blot lige hænge ved. 

Jeg studser lidt ved det med at bruge kondom. Hvorfor skulle det være noget der fik ham til at tænke åh nej nu glemmer vi det osv. Altså normalt tænkende mennesker husker kondomet hvis de ik vil ha børn. Det er jo ik fordi man skal huske 16 lange koder imens man laver armbøjninger, bager boller og synger det var et yndigt land, det er trods alt bare lige en gummi dut der skal huskes. At han ikke panikker over det ville jeg ik ta som et tegn på at han er klar til at være far. Så har jeg ihvertfald haft "mange" kærester og bollevenner der var klar til at blive fædre, de gik nemlig ik i panik over kondomet 

Rauw skriver:

Jeg studser lidt ved det med at bruge kondom. Hvorfor skulle det være noget der fik ham til at tænke åh nej nu glemmer vi det osv. Altså normalt tænkende mennesker husker kondomet hvis de ik vil ha børn. Det er jo ik fordi man skal huske 16 lange koder imens man laver armbøjninger, bager boller og synger det var et yndigt land, det er trods alt bare lige en gummi dut der skal huskes. At han ikke panikker over det ville jeg ik ta som et tegn på at han er klar til at være far. Så har jeg ihvertfald haft "mange" kærester og bollevenner der var klar til at blive fædre, de gik nemlig ik i panik over kondomet 

Haha, kan godt følge dig, det var måske også forkert formuleret - i starten af vores forhold synes han bare det var så irriterende at bruge, og nu virker han mere som om at han er sådan "nå ja, nu må vi se..." 

Anonym skriver:

Nu har jeg siddet og læst en del forskellige debatter om hvornår folk synes det er for tidligt og for sent at få barn nummer 2, hvis de lever i en "hel" familie (med det mener jeg uden bonus/papbørn). Mange lader til at læne sig op af idéen om at vente til barn nummer 1 er 3-4 år. Men hvordan synes I det forholder sig med bonusbørn?

Det er sådan, at min kæreste fra et tidligere forhold har en lille datter på 16 måneder, som kom som lidt af et chok for os alle (det er en længere historie). Men alting fungerer rigtig fint nu - vi har hende fast hver anden weekend, vi har det rigtig godt med hende, og hun har det så godt med os  Jeg kan også mærke at jeg har et helt særligt bånd til hende, fordi jeg har været så priviligeret at være med næsten helt fra starten. Selvom jeg så fik mine egne børn, ville jeg aldrig se hende som mindre. Men nu er jeg jo så begyndt at mærke denne her ulidelige skrukhed, hvor jeg KONSTANT tænker på, at jeg rigtig gerne snart vil have en på fuldtid - og ikke bare på deltid  Min skrukhed har især været slem de sidste måneder her, fordi alting har flasket sig virkelig godt for mig og min kæreste - vi er flyttet ind i en stor lejlighed i et virkelig rart og børnevenligt område, han har et godt, fast arbejde, og jeg afsluttede min uddannelse for et år siden og har også været i fast job siden. Pt dog kun på 30 timer, men det løber stadig rigtig fint rundt for os. Min kæreste siger dog at han ikke heeeelt føler sig 100% klar til nummer to endnu, mest fordi den første som sagt var lidt af et chok, og jeg tror han stadig bearbejder noget af det - derfor vil jeg heller ikke presse på. Men synes bare at jeg kan mærke at han på det seneste har rykket sig en del omkring det, hvis jeg f.eks. joker med at få en til, så afviser han det slet ikke, han joker bare med, og vi kan også sagtens snakke om alle de praktiske ting omkring det uden at han stejler eller "flygter" fra samtalen. Generelt gode tegn, tænker jeg  Desuden står min kobberspiral til at skulle ud her på tirsdag (åh gud, jeg er nervøs, men det er en anden snak), fordi den har nået sin udløbsdato, og jeg har sagt at jeg ikke gider betale 500 kr., ej at forglemme SMERTEN, hvis han så bliver klar til at få børn om et halvt år, så vi må leve med kondomer indtil da. Det lader han også til at have det helt okay og afslappet med - og han virker ikke engang særlig hysterisk omkring at "UHA, nu skal vi huske kondom, for ellers går det galt!".

Når alt det så er sagt, så er det jo at jeg har en fornemmelse af at der nok ikke går så længe før jeg får halet ham helt i land, og vi kan begynde PB  Men så er det jo så at mine bekymringer for vores deledatter begynder - for jeg vil heller ikke have at hun føler sig svigtet eller overset. Hvis vi antog at jeg blev gravid i næste cyklus, ville hun stå til at være 25 måneder når den næste kom, og det ved jeg ikke om er for tidligt? Hun ville jo nok ikke helt kunne forstå hvorfor der pludseligt dukkede en ny op, som hun skulle dele fars opmærksomhed med? Men måske er det et plus, når hun ikke er her på fuld tid, fordi når hun så er større nok ikke vil kunne huske andet end at der altid har været en lillebror/-søster her? Det skal siges at hendes mors kæreste har en søn på omkring 10 år på fuld tid, så hun er vant til at der er et ekstra barn i huset (selvom han selvfølgelig er noget mere selvhjulpen og selvstændig). Tænker at hun ved at have en lille størrelse her jo så nok (forhåbentligt) kunne have en hun fik rigtig meget glæde af når hun bliver større... Jeg har bare ikke lyst til at vente for længe med at få min den første, fordi min kæreste er en del ældre end mig, og jeg har lidt en principsag mod aaalt for gamle forældre 

Hvad tænker I? 

Jeg har en datter der blev 3 år for 2 uger siden, min kæreste og jeg mødte hinanden da min datter var 10 mdr. Vi gik igang med projekt fælles baby da min pige var 16 mdr. Men vi vidste også at det ikke blev nemt at blive gravid fordi det havde taget mange år for mig at blive gravid med min datter og vi er begge to oppe i alderen, efter at have forsøgt i 12 mdr, kom vi i fertilitetsbehandling og jeg blev kort efter gravid, lillebror har forventet ankomst om en måned, så min datter vil være godt 3 år når han bliver født....

Anonym skriver:

Jeg har en datter der blev 3 år for 2 uger siden, min kæreste og jeg mødte hinanden da min datter var 10 mdr. Vi gik igang med projekt fælles baby da min pige var 16 mdr. Men vi vidste også at det ikke blev nemt at blive gravid fordi det havde taget mange år for mig at blive gravid med min datter og vi er begge to oppe i alderen, efter at have forsøgt i 12 mdr, kom vi i fertilitetsbehandling og jeg blev kort efter gravid, lillebror har forventet ankomst om en måned, så min datter vil være godt 3 år når han bliver født....

Ja, man kan jo aldrig vide om det lykkedes i første forsøg - i princippet kunne jeg jo også sagtens være en af dem som har svært ved at blive gravid, uden at vide det..  Men rart at høre om at andre godt tør kaste sig ud i det, trods den "lille" alder 

Anonym skriver:

Ja, man kan jo aldrig vide om det lykkedes i første forsøg - i princippet kunne jeg jo også sagtens være en af dem som har svært ved at blive gravid, uden at vide det..  Men rart at høre om at andre godt tør kaste sig ud i det, trods den "lille" alder 

Ja vi vidste jo på forhånd at det ikke blev nemt, og på grund af vores alder ( jeg er 33 og kæresten 41)  turde vi ikke vente.....Men nej man kan aldrig vide om det lykkedes hurtigt, da jeg først startede på at ville have børn var jeg 18 jeg nåede at blive 30 inden jeg blev mor første gang, så der gik 12 år fra jeg stoppede med prævention til jeg fik en positiv test.....

Jeg har en bonussøn på 2,5 år. (Og 5,7,10) Han elsker sin nye lillesøster på 6 mdr. Ligefra start har hun fået enormt mange kys og kram og han kommer altid med en sut hvis hun græder. Han og hende "leger" på gulvet med biler og dyr. De sidder på hver deres trip trap stol, spiser og pludrer (han er sent udviklet mht sprog) De har enormt meget gavn af hinanden og jeg kan ikke finde noget negativt ved aldersforholdet