Hjælp. Uenig med mormor.

Jeg synes ikke hun skal trøstes når jeg er midt i at fortælle hende hvorfor at hun ikke kan få sin vilje. Og når jeg siger at jeg går væk fra hende, så er det altid sådan at hun så raser ud, og derefter kommer ind når hun er klar, og så er alt godt igen. Dagplejen bruger samme metode, fordi hun bliver så hidsig at de mindste berøringer eller kontakt får hende til at flamme helt op. Så er det faktisk for alles skyld.

Jeg er bare uenig :-)

jeg mener, at man med den metode, og især med sådan er lille barn, lærer dem ikke at rumme andre og sig selv, når de svære følelser kommer Og at svære følelser er noget man skal skamme sig over. Når man taler om opbygning af selvværd hos små børn, er det netop at de lærer at rumme og blive empatiske. Den strenge og noget (i mine øjne) gammeldags metode at opdrage på, giver børn, der på sigt kun forstå sanktioner og straf - og derfor ikke kan rumme andre end sig selv.

Men du er velkommen til at være uenig. Jeg har bare gennem mit erhverv mødt børn af denne metode. Og jeg ønsker ikke dette for mit barn. Men derfor kan du jo godt mene, at dit barn har bedre af denne hårde tilgang. Omend det er alt alt for tidligt at straffe - de siger selv eksperter og tilhængere af denne metode. De anbefaler 4+ :-)

synes det er malplaceret at tale om en høflig 2-årig. Det lyder som en afrettet 2-årig, som gør ting for at gøre

mor glad. 

men igen - du bad om ærligt svar. JA, du er meget, meget hård. Og hvis du ikke ønsker at reflektere over mine svar og kun få oppakning til din overbevisning - så får du ikke af mig :-) 

men dårlig mor - det er du ikke <3 

E2002 skriver:

Det er lige omvendt.

Argh, sorry! Havde overset et "ikke". Jamen, hvis det er sådan det forholder sig, så synes jeg, at det er fair at begrænse mormor-tiden lidt, indtil din mor enten accepterer din måde at opdrage på, eller til din datter er så fast i sin opførsel og de rammer, der er sat for hendes opdragelse, at hun kan "håndtere" lidt slinger i valsen når mormor er der

Jeg synes ligesom flere andre ikke at du er en dårlig mor.

Jeg tror du har helt ret i at der skal være faste rammer osv, men er enig i at hendes følelser også må blive rummet. Hun er for lille til at forstå hvad der foregår, og skal stadig lære at behovsudsætte.

Jeg ville nok, i en situation som den med lege mens I laver mad, gøre det at jeg holder om hende mens hun er hysterisk, og siger til hende at du forstår det godt, men nu laver vi mad. Hun må lege bagefter. Kærligt, men bestemt.

Og så skal du have snakket med din mor om det der med hvordan det skifter med hysteriet når hun kommer. I er nødt til at have fælles fodslag når hun kommer så meget.

Der er flere måder at opdrage på og man får forskellige slags mennesker ud af det ene og det andet. Det er helt ok at et barn på 2 starter ud med at lære at man nogengange må vente på at den voksne er færdig med sine gøremål. Det er sundt at lære at holde sine behov tilbage. Men man kan altid trøste ved at sige, jeg kan godt se at du blev ked af det, men mormor kan lege når vi har spist aftensmad. Din datter er dit barn og derfor bliver det for mig at se problematisk at din mor på en måde bliver en med-forældre, særligt når i ser så forskelligt på opdragelse og det har et resultat hvor din mor overtrumfer dig i forhold til din datter. Hvis din mor er til at tale med må I i fællesskab finde nogle spilleregler, du må forklare din mor hvad du oplever og spørge hende om råd til hvordan I i fællesskab vender skuden. I kunne aftale at der er legetid og opdragelses/læringstid og så stille en meget stram struktur op når det kommer til opdragelse. Hvordan håndterer i måltid, køkkentid, tandbørstning etc. Hvor imod fri leg er noget andet. 

E2002 skriver:

Hej

Jeg har simpelthen brug for at åbne lidt op.

 

Jeg har en dejlig, intelligent, kærlig, stædig og meget temperamentsfuld datter på 2 år og 4 mdr. Jeg er alenemor på fuld tid, og får derfor en masse hjælp fra min mor. Men vi har et problem - vi er møg uenige om hvordan min datters temperament skal håndteres. Mormor er meget blød og konfliktsky, og jeg er langt mere fast og kan ikke tolerere dårlig opførsel...men er jeg galt på den eller ej??

Her er et ud af mange eksempler: 

Vi står i køkkenet og laver mad, og pludselig vil min datter have at mormor skal lege med hende, selvom hun er midt i noget. Jeg siger helt roligt til hende "mormor kan ikke lege lige nu, vi kan lege efter maden". Hun bliver sur og råber højt "nej mor!". Hvor jeg efterfølgende forklarer hende at det er sådan det er. Et raserianfald af dimensioner udvikler sig, og hun smider sig i hysteri på gulvet, skriger, sparker og slår. Mormor smider alt og rækker ud efter hende. Jeg siger til mormor at hun skal lade være med et trøste hende, fordi så er jeg den dumme og så får hun trøst for dårlig opførsel. Mormor stormer ud, fordi hun ikke vil se hendes barnebarn ligge sådan på gulvet...jeg får selvfølgelig rigtig dårlig samvittighed og føler mig som en elendig mor. 

Fordi jeg er den hårde og mormor er så eftergivende, så er min datter begyndt at favorisere mormor. Det er stort set kun mormor der dur. Og det er næsten ikke til at holde ud at være der, når jeg konstant er dumme mor og bliver afvist. Når mormor ikke er der, så er hun næsten et helt andet barn - ja hun kan stadig blive meget hysterisk - men det er intet ift når mormor er tilstede. Hun kan pludselig lege selv, kysser mig, og er meget mere selvstændig når vi bare er os alene...og hun er også mere høflig, siger pænt tak mor osv. Men nu er problemet også blevet sådan, at når jeg så irettesætter min datter herhjemme, så kalder hun grædende på mormor. Det får virkelig en til at føle sig som den største l*** 

Suk...

Og nu pga. et nyere skænderi mellem min mor og jeg, som igen omhandlede min datter, så har vi nu ikke talt sammen i over en uge. Hun endte med at kalde mig for en dårlig mor. Tror aldrig jeg er blevet såret så dybt. Jeg elsker min mor ufattelig højt...men det her gør så ondt, at jeg endda har haft tanken om at hun kun må se sit barnebarn fast 1-2 dage max om måneden.

Er jeg for hård? Jeg sender min datter ind på værelset når hun skaber sig, og jeg tager fat i hendes arm når hun begynder at ødelægge og kaste med ting. Hvis hun laver noget hun ikke må, så er jeg begyndt at tælle højt til tre, og er hun ikke stoppet, så fjerner jeg hende fra det hun laver og går væk fra hende.

 

Undskyld det lange indlæg...

nu har jeg desværre ikke en "mirakelmetode" til at håndtere hysteriske børn, men jeg vil bare sige du ikke lyder til at være en dårlig mor...

Et råd til situationen med leg under madlavningen; hvis hun kommer og gerne vil lege mens I laver mad, så kan du sige at du/I har ikke lige har tid til at lege, men hun kunne hjælpe med maden... min datter er 26 mdr. og hun har altid været med i køkkenet... nogle gange sidder hun på køkkenbordet og ser på og andre gange hjælper hun til - f.eks. måler vi af, og så får hun lov til at hjælpe med at hælde det i, eller røre rundt...

Du er bestemt ikke en dårlig mor! 

Her har vi også en overgang brugt den med at sende på værelset når han var helt umulig - så sad han i 1 minut hvorefter vi snakkede om hvorfor han skulle sidde der. 

Jeg forstår godt din frustration over at det kun er mormor der dur. Vi havde en lang periode hvor det kun var farfar. Da det blev rigtig slemt begrænsede vi også tiden med farfar, så vi kun så ham ca en gang om ugen. 

Jeg synes dog det er forkert ikke at trøste sit barn (nu ved jeg ikke om du gør det når hun er faldet lidt ned) men jeg plejer at gå helt ned i hans højde og forklare hvorfor vi ikke kan lege lige nu. Hvis det fx er pga madlavning bliver han tilbudt at være med, ellers kan han hente lidt legetøj og så lege i køkkenet

Hold om din datter når hun bliver sur, har selv en datter på 13 mdr, hun er bestemt og ved hvad hun vil og kan hun ikke det, bliver hun vold sur og smider sig på gulvet og videre sig. Jeg holder om hende og snakker stille og roligt til hende, tit så vil hun bare ned igen, også kommer hun det nogle gange da jeg også er enlig mor er tiden der bare ikke til at holde hende hele tiden, men når det er værst så gør jeg. På den måde får hun din opmærksomhed og hun får en følelse af du gider hende. 

Men en dårlig mor er du ikke!