Hjælp. Uenig med mormor.

Hej

Jeg har simpelthen brug for at åbne lidt op.

Jeg har en dejlig, intelligent, kærlig, stædig og meget temperamentsfuld datter på 2 år og 4 mdr. Jeg er alenemor på fuld tid, og får derfor en masse hjælp fra min mor. Men vi har et problem - vi er møg uenige om hvordan min datters temperament skal håndteres. Mormor er meget blød og konfliktsky, og jeg er langt mere fast og kan ikke tolerere dårlig opførsel...men er jeg galt på den eller ej??

Her er et ud af mange eksempler: 

Vi står i køkkenet og laver mad, og pludselig vil min datter have at mormor skal lege med hende, selvom hun er midt i noget. Jeg siger helt roligt til hende "mormor kan ikke lege lige nu, vi kan lege efter maden". Hun bliver sur og råber højt "nej mor!". Hvor jeg efterfølgende forklarer hende at det er sådan det er. Et raserianfald af dimensioner udvikler sig, og hun smider sig i hysteri på gulvet, skriger, sparker og slår. Mormor smider alt og rækker ud efter hende. Jeg siger til mormor at hun skal lade være med et trøste hende, fordi så er jeg den dumme og så får hun trøst for dårlig opførsel. Mormor stormer ud, fordi hun ikke vil se hendes barnebarn ligge sådan på gulvet...jeg får selvfølgelig rigtig dårlig samvittighed og føler mig som en elendig mor. 

Fordi jeg er den hårde og mormor er så eftergivende, så er min datter begyndt at favorisere mormor. Det er stort set kun mormor der dur. Og det er næsten ikke til at holde ud at være der, når jeg konstant er dumme mor og bliver afvist. Når mormor ikke er der, så er hun næsten et helt andet barn - ja hun kan stadig blive meget hysterisk - men det er intet ift når mormor er tilstede. Hun kan pludselig lege selv, kysser mig, og er meget mere selvstændig når vi bare er os alene...og hun er også mere høflig, siger pænt tak mor osv. Men nu er problemet også blevet sådan, at når jeg så irettesætter min datter herhjemme, så kalder hun grædende på mormor. Det får virkelig en til at føle sig som den største l*** 

Suk...

Og nu pga. et nyere skænderi mellem min mor og jeg, som igen omhandlede min datter, så har vi nu ikke talt sammen i over en uge. Hun endte med at kalde mig for en dårlig mor. Tror aldrig jeg er blevet såret så dybt. Jeg elsker min mor ufattelig højt...men det her gør så ondt, at jeg endda har haft tanken om at hun kun må se sit barnebarn fast 1-2 dage max om måneden.

Er jeg for hård? Jeg sender min datter ind på værelset når hun skaber sig, og jeg tager fat i hendes arm når hun begynder at ødelægge og kaste med ting. Hvis hun laver noget hun ikke må, så er jeg begyndt at tælle højt til tre, og er hun ikke stoppet, så fjerner jeg hende fra det hun laver og går væk fra hende.

Undskyld det lange indlæg...

Jeg synes ikke, du er en dårlig mor! Det vil jeg lige slå fast :-) du lyder som en mor, der meget gerne vil sit barn!

jeg er dog enig med mormor. Ud fra mit faglige aspekt kan ikke sende et så lille barn væk. Og et så lille barn altid trøstes. De KAN ikke reflektere så meget. De kan ikke trøste sig selv. Og jeg mener jo ikke, at din datter ser trøst som ros for dårlig opførsel.

hvis du trøster din datter i en situation som den beskrevet, vil hun se, at mor afhjælper frustrationerne. For et barn under 4 år kan faktisk ikke selv komme ud af et hysterisk anfald. Det er deres hjerne slet ikke modne til. :-)

Din datter er møgfrustreret over, at du ikke kan se, at hun jo bare gerne vil lege med mormor. Hun kan slet ikke forstå at mormor har travlt. For det kræver indlevelse - en evne man først får langt senere når man begynder at kunne lege rigtig med andre og ikke kun lave parallelle lege, som det kaldes i den alder) Hun kender ikke til empati eller indlevelse. En på 2/3 år kan ikke refelktere sådan som du opdrager hende pt.

så ja, du er alt alt for hård i min optik. Men ikke en dårlig

mor! <3

læs evt et "kærlig nej" af Jesper Juul. (Tror jeg den hedder)

den handler om at sætte grænser på en respektfuld måde og forstå barnets kognitive og mentale evner og tilpasse sin strategier efter det :-)

Jeg synes ikke hun skal trøstes når jeg er midt i at fortælle hende hvorfor at hun ikke kan få sin vilje. Og når jeg siger at jeg går væk fra hende, så er det altid sådan at hun så raser ud, og derefter kommer ind når hun er klar, og så er alt godt igen. Dagplejen bruger samme metode, fordi hun bliver så hidsig at de mindste berøringer eller kontakt får hende til at flamme helt op. Så er det faktisk for alles skyld.

Jeg synes personligt ikke, at du er for hård i din opdragelse, men jeg synes til gengæld, at det kan være problematisk, at du dikterer, hvordan dit barns og din mors relation skal være. Jeg kan godt se, at det kan være svært, når I er så meget sammen i dit hjem, men I må lave nøgle helt klare regler for, hvornår det er dit ord, der gælder, og hvornår det er mormors. Fx synes jeg ikke, du kan bestemme, om mormor skal bære på barnet, men du kan godt bestemme, at barnet ikke må opføre sig på en vis måde (fx kaste med maden).

Du er ikke en dårlig mor. Men jeg tror du er lidt for hård hendes alder taget i betragtning. Vælg dine konflikter og kampe med omhu. Især i ulvetimerne om aftenen. Jeg er lidt på din mors side her

Det er alle tider på døgnet at det forekommer. Jeg kan have en dejlig mild pige, men så snart mormor træder ind af døren, så vender hun 180 grader.

Samtlige i familien og mine omgangskreds siger at mormor har en rigtig skidt indflydelse på hende, og de roser mig. De synes slet ikke det er rart at være sammen med os alle tre samtidig, fordi min datter er umulig i mormors nærvær.

Et så lille barn skal altid trøstes. De manipulerer ikke og kan bare ikke styre deres frustrationer. Hvis du lader hende sidde eller sender hende væk siger du til hende "jeg kan kun rumme dig når du er sød og leger pænt". Du får intet ud af at være streng. Det du lærer hende er mangel på empati - at kunne rumme andre selv når de er umulige. Et værelse er heller ikke et sted der skal straffes.. Men hygges.

Du virker som en god mor med mange gode hensigter og tanker .. Men du er i min optik alt alt for skrap og har en alt for høj forventning til hvor udviklet en 2 åriges hjerne er. De råber ikke for at generer men fordi der er følelser på spild de ikke kan styre. Jeg ville sætte mig ned på hug og hold om hende uden at tale indtil hun faldt ned. Evt. med faste tryk på kroppen- det afslapper. 

Når hun så er faldet ned kan I aftale at mormor leger med hende 5 min senere - evt. sæt et æggeur.

E2002 skriver:

Jeg synes ikke hun skal trøstes når jeg er midt i at fortælle hende hvorfor at hun ikke kan få sin vilje. Og når jeg siger at jeg går væk fra hende, så er det altid sådan at hun så raser ud, og derefter kommer ind når hun er klar, og så er alt godt igen. Dagplejen bruger samme metode, fordi hun bliver så hidsig at de mindste berøringer eller kontakt får hende til at flamme helt op. Så er det faktisk for alles skyld.

Ikke at trøste når du er ved at fortælle....

en hidsig 2 årig er kapret af følelser og hører ikke efter. Så et godt råd: trøst og hold munden lukket.

E2002 skriver:

Det er alle tider på døgnet at det forekommer. Jeg kan have en dejlig mild pige, men så snart mormor træder ind af døren, så vender hun 180 grader.

Samtlige i familien og mine omgangskreds siger at mormor har en rigtig skidt indflydelse på hende, og de roser mig. De synes slet ikke det er rart at være sammen med os alle tre samtidig, fordi min datter er umulig i mormors nærvær.

Skrev du ikke tidligere, at hun var et helt andet barn (på en positiv måde!) når mormor er der? I mine øjne, så lyder det som om, at din mor er en del blidere ved hende, og at du er bange for, at hun derved bliver forkælet og dermed uudholdelig, fordi hun ikke lærer grænserne at kende. Dog synes jeg, at de ting, du skriver om hendes opførsel når mormor er der (at hun er høflig, kan lege selv osv) indikerer, at hendes tilgang til din datter virker. Positive forstærkning i stedet for negativ forstærkning og alt det der

Jeg kan sagtens forstå, at det må være super hårdt, når din datter favoriserer din mor. Men jeg tror, at det bare er sådan alderen er - for   par, hvor forældrene er sammen, skifter det jo også lidt om det er mor eller far, der dur i de forskellige aldre

ErDetSnartNU skriver:

Skrev du ikke tidligere, at hun var et helt andet barn (på en positiv måde!) når mormor er der? I mine øjne, så lyder det som om, at din mor er en del blidere ved hende, og at du er bange for, at hun derved bliver forkælet og dermed uudholdelig, fordi hun ikke lærer grænserne at kende. Dog synes jeg, at de ting, du skriver om hendes opførsel når mormor er der (at hun er høflig, kan lege selv osv) indikerer, at hendes tilgang til din datter virker. Positive forstærkning i stedet for negativ forstærkning og alt det der

 

Jeg kan sagtens forstå, at det må være super hårdt, når din datter favoriserer din mor. Men jeg tror, at det bare er sådan alderen er - for   par, hvor forældrene er sammen, skifter det jo også lidt om det er mor eller far, der dur i de forskellige aldre

Det er lige omvendt.