Er kørt træt i bonusmor ordningen.....

For mig lyder det lidt som at de 2 bonus børn laver engang splitting og/ eller at deres mor enten griber den anledning til at gøre det til et problem eller at deres mor er årsag til at det er opstået.

Så bonus forældre er man nok altid taberen ... desværre. Især hvis far slet ikke vil se realistisk på tingene ... at hans poder og nok især deres mor kører et spil her.

Jeg føler med dig .... det er en ulykkelig situation 

Det lyder lidt som om der er byttet om på børns og voksnes roller hjemme hos jer. Det må i lave om på. At undslå sig en 7-7 ordning mellem forældre som strides, lyder som en sund og fornuftig beslutning for dine bonusbørn, jeg håber at deres far kan se ud over sin egen navle og støtte op om det.

Jeg kan kun bakke dig op i at flytte ud. Du og din mand har ikke fælles fodslag og så er kærlighed/passion bare ikke nok, når der er børn involveret. Dine børn behøver ro til at vokse op og blive sunde og trygge mennesker, lige nu lader du dem bo i en krigszone. Jeg ville vende blikket lidt væk fra mig selv og mine egne behov og istedet fokusere på, hvordan de to får det bedst muligt i den korte tid du har dem boende hjemme. Bagefter er der rigeligt tid til drama og passion Du bliver også nød til at få styr på din depression for dine børns skyld og så er det nok det bedste at få stoppet dramaet. Måske kan du og din mand være kærester på afstand og nyde hinanden når børnene ikke er hjemme, så kan i stille og roligt opbygge en relation hvor i lytter til hinanden og tager hånd om den anden. 

Søde du. 

Hold da op. Jeg vil ikke bede dig se det fra børnehøjde osv. Det har du helt sikkert gjort rigtig, rigtig mange gange. 

Vi voksne har også brug for, at nogen for en gangs skyld ser det fra vores side. Vi har også følelser. Vi har også et liv, et hjem, en tilværelse, som gerne skulle være præget af lykke og ro- for det meste. 

Det er benhårdt at være i en sammenbragt. Og ja- man skal se det fra børnehøjde, MEN det betyder ikke, at man ikke også må være ked af det som voksen. Sur og gal. Børn skal opføre sig pænt- UANSET skilsmisse eller ej. Hvis vi har ondt af dem, glatter ud osv bliver det ikke nogle rare børn. De skal ikke styre tilværelsen. Det gør de voksne. Basta. Det skaber ro og forudsigelighed for dem. Skilsmissebørn eller ej! 

Jeg føler så meget med dig- hold da op! Du har helt sikkert givet en frygtelig masse af dig selv og nu? Nu er du problemet. Jeg forstår godt at du har lyst til at smutte langt væk. Helt ærligt. Pas på dig selv og dine børn. Vi har kun det ene liv. Hvad skal det bruges på? Kram til dig 

Anonym skriver:

Ja som overskriften siger er jeg kørt helt af sporet i forbindelse med det at være en bonusmor.

En titel jeg egentlig er ret stolt over at ha haft - har den endnu, men der er sket så meget de sidste 8 måneder - at jeg ikke har haft brug for den kasket.

Bor sammen med min kæreste i hans og hans børns hus, sammen med mine egne to børn. (7/7 ordning for alle børn) Vi har boet sammen i over to år, men her i efteråret valgte det ene bonus barn at hun ikke ville være hos os længere. Vi kunne ikke få en forklaring - hun sagde bare at hun savnede hendes mor. De sidste tre/fire måneder valgte så det andet bonusbarn at følge trop, og han kommer kun når der er udsigt til at vi skal lave noget sjovt.

Det ene barn har i sidste uge talt med en psykolog sammen med biomor - og her har hun fortalt at jeg og mine børn er grunden til at hun ikke længere vil være hos os.....

Fordi vi har taget hendes værelse, hun har fået mindre opmærksomhed mv.....

Da vi flyttede ind, delte hun værelse med hendes bror, fordi ingen af dem kunne lide at sove alene om natten..... Så vi har ikke taget noget fra hende - tværtimod har begge min kærestes børn, fået en del nye ting, som mine ikke fik!

Desværre har jeg reagerede ret voldsomt da jeg fik bekræftet mine anelser om, at JEG og mine børn var skylden - og har være ked og frustreret over den udmelding. Især da biomor og min kæreste drøfter mig igennem telefonen - hvilket er total upassende, når jeg ikke selv har mulighed for at beskytte mig eller mine børn. Min kæreste gør selvfølgelig - men jeg ved fra erfaring at biomor hader alt ved mig!

Skal lige siges, at jeg ikke er skyld i at de blev skilt - det skete mange år før jeg kom ind i billedet, og det var hendes eget valg. Hun er selv gift på ny og har fået to børn med hendes mand.

I  min verden er der kun en løsning - det er at vi flytter igen, så kan de få deres familie tilbage. Jeg føler mig i den grad trådt på, især når jeg ved hvor meget hensyn jeg har taget til dem, så de netop ikke følte at vi tog deres hus og far fra dem.

Jeg har længe sagt til min kæreste, at der var noget galt med de udmeldinger hans datter kom med omkring mine børn. At hun var vred over at de skulle køres i skole sammen med dem, hvorfor jeg ikke kunne køre dem selv. Og hun har altid været efter min mindste, med at hvis hun ikke fik sin vilje ville hun sladre til sin far, og så ville han komme og skælde ud og smide i seng. Ja hun har været en rigtig tarvelig pige over for mig og mine, men jeg har ladet det pacere, for netop at vi skulle få det godt alle sammen. Det er bare slet ikke sket.

Og nu får jeg så af vide, at vi er skylden..... Kæft det er hårdt. Jeg har tudet lige siden - og desværre kan min kæreste slet ikke sætte sig ind i, hvorfor jeg er så ked af det.

Jeg har for kort tid siden, fået konstateret en depression - også på grund af bonus børn, min kæreste og børnenes mor - og dette her gr det bare ikke spor bedre.

I går valgte bonussønnen så at komme hjem - min kæreste blev ringet op ved 20 tiden, at han gerne ville hentes - så af sted med ham. Og fordi vi aldrig ser ham, så er der fest og farver når han kommer på besøg. Så alle børn kom alt for sent i seng, og i morges fik han lov til at spille playstation - hvilket de aldrig får lov til heller ikke i weekenderne.

Det er så hårdt, at se den forskelsbehandling der bliver gjort - og jeg har ikke ret til at ytre mig, medmindre jeg er klar til at få hældt en spand lort i hovedet.... Ja sådan er det desværre....

 

Åh undskyld dette rodet indlæg - skulle bare ha luft - TAK.

Hold da op jeg har ondt af dig og dine unger.. 

Som bonusmor igennem snart 5 år, gør at jeg virkelig tænker din kæreste tror han kan styre showet og ikke er god for dig.. Min mand og hele cirkus sammenbragt gav også mig en depression men tror ikke der er mange bonusmødre der kan gå igennem tilværelsen som bonusmor uden at få det på et tidspunkt i deres liv. Mener faktisk der er lavet en undersøgelse der underbygger dette i usa så det er ikke let at være bonusmor.. 

Men tænker din kæreste skulle virkelig have taget fat i hans unger og ikke have tilladt at de opførte sig sådan overfor dine unger. Du kan ikke få respekt fra hans børn hvis både bio og far ikke opfordre til at du skal have den. Især ikke hvis børnene i forvejen ikke er så glad for dig. 

Ved godt det er hårdt, men tænker virkelig du skal overveje hvorvidt du ønsker at byde dig selv og dine børn det forsat.. Enten skal han ændre sig eller også skal du gå. For han skal ikke lave så stor forskel på børnene, og han skal sætte grænser for sine egne på samme måde som han vel gør ved dine. Nogle mænd og kvinder tænker de kan styre ALT når de går ind i et nyt forhold og det er bare ikke i orden, og man får ikke en samlet familie som respektere hinanden.. 

Få sat dig ned med din mand og sæt nogle krav til ham og ellers en konsekvens.. Jeg ville aldrig tillade at min mand styrede alt, og slet ikke acceptere at jeg ikke måtte blande mig medmindre jeg var indforstået med at få smidt lort i hovedet  Det er bare ikke i orden.. Du bor der lige så vel som ham.. Og det er ikke bare hans og hans børns hjem.. Det er filme også dit og dine børns hjem.. Og det skal far fatte. 

Held og lykke med det hele 

Anonym skriver:

Ja som overskriften siger er jeg kørt helt af sporet i forbindelse med det at være en bonusmor.

En titel jeg egentlig er ret stolt over at ha haft - har den endnu, men der er sket så meget de sidste 8 måneder - at jeg ikke har haft brug for den kasket.

Bor sammen med min kæreste i hans og hans børns hus, sammen med mine egne to børn. (7/7 ordning for alle børn) Vi har boet sammen i over to år, men her i efteråret valgte det ene bonus barn at hun ikke ville være hos os længere. Vi kunne ikke få en forklaring - hun sagde bare at hun savnede hendes mor. De sidste tre/fire måneder valgte så det andet bonusbarn at følge trop, og han kommer kun når der er udsigt til at vi skal lave noget sjovt.

Det ene barn har i sidste uge talt med en psykolog sammen med biomor - og her har hun fortalt at jeg og mine børn er grunden til at hun ikke længere vil være hos os.....

Fordi vi har taget hendes værelse, hun har fået mindre opmærksomhed mv.....

Da vi flyttede ind, delte hun værelse med hendes bror, fordi ingen af dem kunne lide at sove alene om natten..... Så vi har ikke taget noget fra hende - tværtimod har begge min kærestes børn, fået en del nye ting, som mine ikke fik!

Desværre har jeg reagerede ret voldsomt da jeg fik bekræftet mine anelser om, at JEG og mine børn var skylden - og har være ked og frustreret over den udmelding. Især da biomor og min kæreste drøfter mig igennem telefonen - hvilket er total upassende, når jeg ikke selv har mulighed for at beskytte mig eller mine børn. Min kæreste gør selvfølgelig - men jeg ved fra erfaring at biomor hader alt ved mig!

Skal lige siges, at jeg ikke er skyld i at de blev skilt - det skete mange år før jeg kom ind i billedet, og det var hendes eget valg. Hun er selv gift på ny og har fået to børn med hendes mand.

I  min verden er der kun en løsning - det er at vi flytter igen, så kan de få deres familie tilbage. Jeg føler mig i den grad trådt på, især når jeg ved hvor meget hensyn jeg har taget til dem, så de netop ikke følte at vi tog deres hus og far fra dem.

Jeg har længe sagt til min kæreste, at der var noget galt med de udmeldinger hans datter kom med omkring mine børn. At hun var vred over at de skulle køres i skole sammen med dem, hvorfor jeg ikke kunne køre dem selv. Og hun har altid været efter min mindste, med at hvis hun ikke fik sin vilje ville hun sladre til sin far, og så ville han komme og skælde ud og smide i seng. Ja hun har været en rigtig tarvelig pige over for mig og mine, men jeg har ladet det pacere, for netop at vi skulle få det godt alle sammen. Det er bare slet ikke sket.

Og nu får jeg så af vide, at vi er skylden..... Kæft det er hårdt. Jeg har tudet lige siden - og desværre kan min kæreste slet ikke sætte sig ind i, hvorfor jeg er så ked af det.

Jeg har for kort tid siden, fået konstateret en depression - også på grund af bonus børn, min kæreste og børnenes mor - og dette her gr det bare ikke spor bedre.

I går valgte bonussønnen så at komme hjem - min kæreste blev ringet op ved 20 tiden, at han gerne ville hentes - så af sted med ham. Og fordi vi aldrig ser ham, så er der fest og farver når han kommer på besøg. Så alle børn kom alt for sent i seng, og i morges fik han lov til at spille playstation - hvilket de aldrig får lov til heller ikke i weekenderne.

Det er så hårdt, at se den forskelsbehandling der bliver gjort - og jeg har ikke ret til at ytre mig, medmindre jeg er klar til at få hældt en spand lort i hovedet.... Ja sådan er det desværre....

 

Åh undskyld dette rodet indlæg - skulle bare ha luft - TAK.

Her kommer så den lidt skrappere udgave fra bonusmoder med 16 års erfaring:

Kom ud af den *#+*%%^#**#* offerrolle, det gør ingen godt og slet ikke dig! Du har allerede solgt din sjæl, og nu skal du forlange den tilbage igen.

Du har haft et godt hjerte og gjort alt det, du følte var rigtigt, og det er trådt på og slæbt gennem rendestenen, og nu har du en ide om, at du skal lade manipulation og surhed ødelægge din nye familie? Ikke på vilkår!

Dine stedbørn skal føle ubetinget kærlighed, når I er sammen, de skal have en bestemt hånd (også fra din mand), og der er ingen forskel på, om man bor der en del af tiden eller hele tiden - og der er ingen ekstra goder, som man kan tilvælge uden at yde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at stedbørnene bruger fraværet som straf og manipulation, men de skal ikke have noget ud af det, intet andet end kærlighed, når det så går op for dem, at der ikke skabes drama omkring situationen, så lægger stormen sig til et tåleligt niveau.

Først og fremmest er du og din mand dog nødt til at finde fælles fodfæste, det er ikke din kamp, det er jeres problemstilling, som I skal være fælles om at løse, og I dikterer reglerne, ikke børnene!!

Bliv, hvor du er, tag kampen op, dine børn bliver også straffet, hvis du rykker dem videre (igen).

Op med hovedet, min ven.....

jeg ville foreslå at du sadler HELT om. 

Jeg bed især mærke i at du bor i din kærestes og hans børns hus. NEJ du bor i jeres fælles hjem nu. Du har jo gået på liste fødder med de børn og se hvor du er endt. De er jo blevet forkælet i denne situation fordi de altid har kunne tillade sig at give dig og dine børn skylden.

Jeg mener I ( dig og din kæreste) skal træde i karakter. Få en snak med børnene. Hør på deres klager men gør det også klart for dem at I nu er en familie og at det ændrer sig ikke selvom de skaber sig. Hvis de ikke vil være hos jer er det DEM der vælger det fra ikke jer. Gør det klart for dem at de altid er velkommen MEN at det skal foregå på en ordentlig måde med respekt for ALLE husets medlemmer. Dette skal self. siges på en måde der passer til deres alder. 

Men dig og din kæreste skal til at holde mere sammen. I skal være en familie og I skal i den grad til at behandle ALLE familiens børn ens. Jo mere forskel I gør på børnene jo mere fortæller I hans børn at dine børn netop ikke har samme status i familien som dem og derved giver I dem ubevidst lov til at behandle dine børn som mindre værd. 

Så du har gjort det i den bedste mening det med at tage evig hensyn men du har i virkeligheden bare vist dem at du og dine børn ikke er det samme værd som dem. JA de skal til at dele deres far. Det havde de også skulle hvis du og din kæreste havde fået et fælles barn. Sagt på den hårde måde så er det altså bare noget de må lærer at acceptere.

Nu har de meldt dette ud og igen får de en masse opmærksomhed på det. Og når så barnet ringer og vil hjem til jer så står huset på den anden ende for hans skyld. Jamen helt ærligt de børn styrer jer jo rundt som det passer dem.

Jeg syntes I skal lade børnene være hos deres mor ( når det nu er det de vil) og har de lyst til at være hos jer så må de finde sig i at I måske har planer de skal indgå i. eks. har I aftalt skovtur, så er det sgu det i gør den dag eller er det aften og og er der regler for hvad man må og ikke må skal skal det ikke laves om bare fordi børnene kommer hjem og dikterer det.

Hold fast, hold sammen og STOP med at hoppe og danske for de unger 

Hej Trådstarter

Hvad har du valgt - det kunne have været mig der havde skrevet opslaget - de samme tanker, de samme handlemønstre og psyken der udfordres.. Vi har boet sammen i 2½år og har et barn hver som aldersmæssigt kunne være søskende..

For mig føles det i periode at det er dem imod os og os imod dem - selvom det jo slet slet ikke skal være på den måde..

Tanker til dig..