Er kørt træt i bonusmor ordningen.....

Ja som overskriften siger er jeg kørt helt af sporet i forbindelse med det at være en bonusmor.

En titel jeg egentlig er ret stolt over at ha haft - har den endnu, men der er sket så meget de sidste 8 måneder - at jeg ikke har haft brug for den kasket.

Bor sammen med min kæreste i hans og hans børns hus, sammen med mine egne to børn. (7/7 ordning for alle børn) Vi har boet sammen i over to år, men her i efteråret valgte det ene bonus barn at hun ikke ville være hos os længere. Vi kunne ikke få en forklaring - hun sagde bare at hun savnede hendes mor. De sidste tre/fire måneder valgte så det andet bonusbarn at følge trop, og han kommer kun når der er udsigt til at vi skal lave noget sjovt.

Det ene barn har i sidste uge talt med en psykolog sammen med biomor - og her har hun fortalt at jeg og mine børn er grunden til at hun ikke længere vil være hos os.....

Fordi vi har taget hendes værelse, hun har fået mindre opmærksomhed mv.....

Da vi flyttede ind, delte hun værelse med hendes bror, fordi ingen af dem kunne lide at sove alene om natten..... Så vi har ikke taget noget fra hende - tværtimod har begge min kærestes børn, fået en del nye ting, som mine ikke fik!

Desværre har jeg reagerede ret voldsomt da jeg fik bekræftet mine anelser om, at JEG og mine børn var skylden - og har være ked og frustreret over den udmelding. Især da biomor og min kæreste drøfter mig igennem telefonen - hvilket er total upassende, når jeg ikke selv har mulighed for at beskytte mig eller mine børn. Min kæreste gør selvfølgelig - men jeg ved fra erfaring at biomor hader alt ved mig!

Skal lige siges, at jeg ikke er skyld i at de blev skilt - det skete mange år før jeg kom ind i billedet, og det var hendes eget valg. Hun er selv gift på ny og har fået to børn med hendes mand.

I  min verden er der kun en løsning - det er at vi flytter igen, så kan de få deres familie tilbage. Jeg føler mig i den grad trådt på, især når jeg ved hvor meget hensyn jeg har taget til dem, så de netop ikke følte at vi tog deres hus og far fra dem.

Jeg har længe sagt til min kæreste, at der var noget galt med de udmeldinger hans datter kom med omkring mine børn. At hun var vred over at de skulle køres i skole sammen med dem, hvorfor jeg ikke kunne køre dem selv. Og hun har altid været efter min mindste, med at hvis hun ikke fik sin vilje ville hun sladre til sin far, og så ville han komme og skælde ud og smide i seng. Ja hun har været en rigtig tarvelig pige over for mig og mine, men jeg har ladet det pacere, for netop at vi skulle få det godt alle sammen. Det er bare slet ikke sket.

Og nu får jeg så af vide, at vi er skylden..... Kæft det er hårdt. Jeg har tudet lige siden - og desværre kan min kæreste slet ikke sætte sig ind i, hvorfor jeg er så ked af det.

Jeg har for kort tid siden, fået konstateret en depression - også på grund af bonus børn, min kæreste og børnenes mor - og dette her gr det bare ikke spor bedre.

I går valgte bonussønnen så at komme hjem - min kæreste blev ringet op ved 20 tiden, at han gerne ville hentes - så af sted med ham. Og fordi vi aldrig ser ham, så er der fest og farver når han kommer på besøg. Så alle børn kom alt for sent i seng, og i morges fik han lov til at spille playstation - hvilket de aldrig får lov til heller ikke i weekenderne.

Det er så hårdt, at se den forskelsbehandling der bliver gjort - og jeg har ikke ret til at ytre mig, medmindre jeg er klar til at få hældt en spand lort i hovedet.... Ja sådan er det desværre....

Åh undskyld dette rodet indlæg - skulle bare ha luft - TAK.

Jeg har intet fornuftigt at byde ind med, men jeg kan fortælle at det kan være ganske befriende at gå ud i haven og råde "Røvbanan!" gentagne gange meget højt...

Jeg håber at I finder en løsning.

Et tillægsspørgsmål - hvor gamle er børnene, siden de selv får lov til at bestemme samvær?

Skouboe skriver:

Jeg har intet fornuftigt at byde ind med, men jeg kan fortælle at det kan være ganske befriende at gå ud i haven og råde "Røvbanan!" gentagne gange meget højt...

Jeg håber at I finder en løsning.

Et tillægsspørgsmål - hvor gamle er børnene, siden de selv får lov til at bestemme samvær?

Åh jeg har råbt mange gange for mig selv, gået mange lange ture, for at slippe tankerne fri...

Og børnene er 9 og 11 år - og i mon verden alt for små til selv at vælge - men jeg er jo ikke deres forældre, og har i den forbindelse intet at skulle ha sagt :-(

Du er nødt til at se det på i børnehøjde. Jeg ved ikke hvor gammel datteren er, men jeg går udfra at hun ikke er ældre end 12 år - der kommer helt nye mennesker ind, "indvaderer" (ikke ment på en ond måde) det man er vant til - lige pludselig har man ikke opmærksomhed fra far lige så meget man har været vant til, nu er der lige pludselig andre børn som ikke er ens søskende man skal dele værelse og far med - rutinerne er ikke de samme mere - det er de nok hvis man ser på det, men for et barn kan det godt virke meget overvældende og somom, at der bliver taget noget fra én. 

Hun er et barn. Det kan godt være, at hun udpeger dig som bussemanden, men du skal vide at hun altså ikke har set sig ond på dig eller det er dig og dine børn personligt, som hun har noget imod.  Det er situationen som har overvældet hende, måske har hun ikke været klar til den forandring det har været, lige pludselig ikke at have far eller værelse med egen bror for sig selv længere. Det skal nok komme og selvfølgelig skal hun lære at sådan er det og opmærksomheden ikke kun kan være møntet på hende, men det er naturligt at hun godt kan blive vred på situationen - et barn tænker ikke på samme måde - i hendes verden er det; nu er der kommet nogle nye ind og forandret det, jeg har været vant til. Det "nye" er jo jer. Derfor falder det hende bedst ind, at udpege dig og dine børn som syndere, fordi det føles sådan for hende - selvom det er situationen og ikke jer som mennesker - men det skal der en mere voksen tankegang til. 

Nu har hun nok tænkt at lidt af den tabte opmærksomhed kan vindes hos mor - nu ser hun mor som et trygheds moment, nu når tingene hos far ikke spiller. Det kan måske godt føles somom at hun vælger side, men jeg tror simpelthen at der er fordi at hun søger det, hun føler der er blevet "taget fra hende". Og med tidens løb skal hun nok vænne sig til det, men måske har situationen gået for stærkt eller så har far ikke snakket nok med hende om, hvad der skulle ske og hvordan hun har det med det. Nu ved jeg ikke hvordan i har grebet det an, men det kan godt være svært for børn at der er noget der sker "fra dag til dag" uden evaluering på det. Måske har hun aldrig fået snakket om den nye tilværelse der lige pludselig er kommet og hvorfor og hvordan.

Selvfølgelig når du har en depression, så gør det tingene lidt sværere og en lille ting kan få tingene til at ramle ned og virke meget uoverskueligt - udmeldingen med at det er dig og dine børn kan godt virke meget belastende på et deprimeret sind og det har jeg fuld forståelse for. Jeg håber bare, at når det bliver sat i et børne perspektiv for dig, så bliver det lidt lettere at forstå. 

Du skal ikke flytte - din bonusdatter skal lære, at sådan er det og man må deles om tilværelsen og opmærksomheden fra forældre. Måske skal det bare gribes an på en anderledes måde end hvad det er blevet - måske har i ikke vidst, at hun ikke har følt sig set eller hvad end det er der gør, at skoen trykker. Hun har måske brug for at få sat tingene på plads og genvinde den tryghed hun eventuelt savner hos far, ved at tilvænne sig situationen men også få snakket om hvad det er og hvad der eventuelt kunne lindre det - selvfølgelig uden at du flytter. 

Aristocats skriver:

Du er nødt til at se det på i børnehøjde. Jeg ved ikke hvor gammel datteren er, men jeg går udfra at hun ikke er ældre end 12 år - der kommer helt nye mennesker ind, "indvaderer" (ikke ment på en ond måde) det man er vant til - lige pludselig har man ikke opmærksomhed fra far lige så meget man har været vant til, nu er der lige pludselig andre børn som ikke er ens søskende man skal dele værelse og far med - rutinerne er ikke de samme mere - det er de nok hvis man ser på det, men for et barn kan det godt virke meget overvældende og somom, at der bliver taget noget fra én. 

Hun er et barn. Det kan godt være, at hun udpeger dig som bussemanden, men du skal vide at hun altså ikke har set sig ond på dig eller det er dig og dine børn personligt, som hun har noget imod.  Det er situationen som har overvældet hende, måske har hun ikke været klar til den forandring det har været, lige pludselig ikke at have far eller værelse med egen bror for sig selv længere. Det skal nok komme og selvfølgelig skal hun lære at sådan er det og opmærksomheden ikke kun kan være møntet på hende, men det er naturligt at hun godt kan blive vred på situationen - et barn tænker ikke på samme måde - i hendes verden er det; nu er der kommet nogle nye ind og forandret det, jeg har været vant til. Det "nye" er jo jer. Derfor falder det hende bedst ind, at udpege dig og dine børn som syndere, fordi det føles sådan for hende - selvom det er situationen og ikke jer som mennesker - men det skal der en mere voksen tankegang til. 

Nu har hun nok tænkt at lidt af den tabte opmærksomhed kan vindes hos mor - nu ser hun mor som et trygheds moment, nu når tingene hos far ikke spiller. Det kan måske godt føles somom at hun vælger side, men jeg tror simpelthen at der er fordi at hun søger det, hun føler der er blevet "taget fra hende". Og med tidens løb skal hun nok vænne sig til det, men måske har situationen gået for stærkt eller så har far ikke snakket nok med hende om, hvad der skulle ske og hvordan hun har det med det. Nu ved jeg ikke hvordan i har grebet det an, men det kan godt være svært for børn at der er noget der sker "fra dag til dag" uden evaluering på det. Måske har hun aldrig fået snakket om den nye tilværelse der lige pludselig er kommet og hvorfor og hvordan.

Selvfølgelig når du har en depression, så gør det tingene lidt sværere og en lille ting kan få tingene til at ramle ned og virke meget uoverskueligt - udmeldingen med at det er dig og dine børn kan godt virke meget belastende på et deprimeret sind og det har jeg fuld forståelse for. Jeg håber bare, at når det bliver sat i et børne perspektiv for dig, så bliver det lidt lettere at forstå. 

Du skal ikke flytte - din bonusdatter skal lære, at sådan er det og man må deles om tilværelsen og opmærksomheden fra forældre. Måske skal det bare gribes an på en anderledes måde end hvad det er blevet - måske har i ikke vidst, at hun ikke har følt sig set eller hvad end det er der gør, at skoen trykker. Hun har måske brug for at få sat tingene på plads og genvinde den tryghed hun eventuelt savner hos far, ved at tilvænne sig situationen men også få snakket om hvad det er og hvad der eventuelt kunne lindre det - selvfølgelig uden at du flytter. 

Det skal ik lyde som jeg skal forsvare mig selv, men jeg har set det fra børns perspektiv. Jeg har virkelig ondt af børnene - og jeg har sagt det mange gange ti min kæreste, at der var noget helt galt. Jeg har spurgt om det var en ide, at vi ik havde børnene på samme tidspunkt, men forskudt. At de selv lavede nogle ting sammen og vi gjorde det samme - men min kæreste har stået fast i, at vi var en familie nu, og sådan var det bare.

Da vi flyttede ind, gjorde vi meget ud af, ikke at flytte rundt på deres ting, møbler, billeder mv. Det står som det altid har gjort.

Der er så ikke rigtig kommet ret meget af vores ind i huset....

Jeg har også to børn, som ofte har fået af vide at det er deres skyld, at det er som det er. Det har heller ikke være nemt for dem at flytte ind i deres hjem - de har bare ikke haft et behov for at udtrykke det som hun har.

Vi har været meget igennem, og lige nu er jeg ved at stå af - for det er så hårdt. Det gør ondt at jeg ikke kan eller må gøre noget, men bare skal se til. Viden om at deres mor og min kæreste kan frit tale om os - at vi bliver "behandlet" hos en psykolog, uden at ha ret til at forsvare sig, eller i hvert fald komme med vores synspunkt. Lige nu er vi bare skraldespanden hvor alt lort kommer ned.

Øv for en situation, du har brug for en masse kram og måske også en at tale med, en hvor du kan vende tingene, vende dem på hovedet og se det hele i et andet lys, en der kan råde dig til de små ting - her i kommunen er der en åben anonym rådgivning i familieafsnittet som er guld værd fordi man netop bare kan komme til de åbne tider og det hele er fuldstændig anonymt, dvs. Der tages ikke notater mm. Fra mødet. Og de kan lytte og komme med små råd. 

Det ville være mit eneste og mest afgørende råd, for jeg kunne sikkert skrive stolpe optog stolpe ned om hun er bare et barn, lige så stille vil psykologen tage fat i forældrerollen hos mor og far osv. Men hvad skal du bruge det til, lige nu har du brug for at få vendt alle dine tanker og især få vendt dem væk fra sig selv, væk fra bio mor, væk fra være trådt på osv. 

lineog4 skriver:

Øv for en situation, du har brug for en masse kram og måske også en at tale med, en hvor du kan vende tingene, vende dem på hovedet og se det hele i et andet lys, en der kan råde dig til de små ting - her i kommunen er der en åben anonym rådgivning i familieafsnittet som er guld værd fordi man netop bare kan komme til de åbne tider og det hele er fuldstændig anonymt, dvs. Der tages ikke notater mm. Fra mødet. Og de kan lytte og komme med små råd. 

Det ville være mit eneste og mest afgørende råd, for jeg kunne sikkert skrive stolpe optog stolpe ned om hun er bare et barn, lige så stille vil psykologen tage fat i forældrerollen hos mor og far osv. Men hvad skal du bruge det til, lige nu har du brug for at få vendt alle dine tanker og især få vendt dem væk fra sig selv, væk fra bio mor, væk fra være trådt på osv. 

Har fået via lægen en henvisning til psykolog - og det er guld værd. Ellers mister jeg mig selv endnu mere.

Jeg er inderst inde bange for at løbet er kørt. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt bare åbne armene igen for de to børn, efter hvad de har udsat mine børn og jeg selv for. Jeg ville ønske jeg kunne, men ik lige nu. Jeg skal først selv ha hjælp, så jeg kan blive et "fornuftigt" menneske igen.

Det er ik sådan at jeg ikke holde af dem, for det gør jeg. Men de har virkelig gjort et stort nummer ud af at få mine børn til at føle sig uvelkomne, og mindre værd. De har moppet og bagtalt, og givet dem skylden for alt mellem himmel og jord.

Jeg er rigtig bange for, mine børns reaktion, hvis de høre hvad der er blevet sagt om mig og dem... De er jo også bare børn, og loyale især overfor mig, så hvordan skulle de kunne tilgive?

Jeg har så mange tanker, og spørgsmål jeg ikke kan få svar på - glæder mig til næste psykologtime.

Det skal ik lyde som jeg skal forsvare mig selv, men jeg har set det fra børns perspektiv. Jeg har virkelig ondt af børnene - og jeg har sagt det mange gange ti min kæreste, at der var noget helt galt. Jeg har spurgt om det var en ide, at vi ik havde børnene på samme tidspunkt, men forskudt. At de selv lavede nogle ting sammen og vi gjorde det samme - men min kæreste har stået fast i, at vi var en familie nu, og sådan var det bare.

Da vi flyttede ind, gjorde vi meget ud af, ikke at flytte rundt på deres ting, møbler, billeder mv. Det står som det altid har gjort.

Der er så ikke rigtig kommet ret meget af vores ind i huset....

Jeg har også to børn, som ofte har fået af vide at det er deres skyld, at det er som det er. Det har heller ikke være nemt for dem at flytte ind i deres hjem - de har bare ikke haft et behov for at udtrykke det som hun har.

Vi har været meget igennem, og lige nu er jeg ved at stå af - for det er så hårdt. Det gør ondt at jeg ikke kan eller må gøre noget, men bare skal se til. Viden om at deres mor og min kæreste kan frit tale om os - at vi bliver "behandlet" hos en psykolog, uden at ha ret til at forsvare sig, eller i hvert fald komme med vores synspunkt. Lige nu er vi bare skraldespanden hvor alt lort kommer ned.

 

Det lyder somom, at du har tænkt tingene igennem og virkelig prøve at forbedre det. For det er bare ikke sjovt at stå i en situation, hvor man bliver udpeget som syndebuk - især når man har det skidt i forvejen. Jeg synes, at det var en rigtig god idé, at din kæreste lavede noget med hans datter alene - det kunne helt klart godt tænkes, at det er noget af det, hun ville have gavn af - måske ville det være en del nemmere for hende at "rumme" delingen af opmærksomheden, hvis hun har noget alene og kvalitetstid med far. Dog skal i selvfølgelig ikke have børnene hver for sig - det er ikke dig og dine børn der skal indrette sig her - det er bonusdatter. Og hun skal lære at acceptere og dele tilværelsen med dig og dine børn. Det lyder bare til, at i er "kommet skidt ind på hinanden", hvilket ikke er din skyld, men simpelthen bare noget der kan ske, hvis hun har følt sig overvældet. Det kan dog sagtens ændres hvis hun får vendt situationen og forstår tingene bedre. Som sagt, det skal nok komme også i takt med at hun bliver ældre. Men ja, kan godt se at det er rigtigt øv for dine børn og især dig lige nu. 

Jeg kan godt forstå, at du ikke har overskud til bare at se tiden an - det synes jeg heller ikke du skal! Jeg tænker, at du må snakke med din mand om hvordan man kan lindre situation for din bonusdatter. Og så må din mand tage en snak med hende og høre, hvordan hun egentligt har det. 

Derudover kan jeg godt se følelsen af at være et samtale emne hos en psykolog ikke er rar. Måske kan din mand indgå i de psykolog timer eller dig (hvis du selvfølgelig har overskuddet til det), så jeres side af sagen også kan komme frem. Tænker at det egentligt også kunne være en god vej imod at finde en løsning for bonusdatter, at far (som egentligt er et vigtigt element) også er der. Det er aldrig sjovt at blive sat på spidsen så at sige uden muligheden om at forsvare sig. 

Du skal bare vide, at det ikke er din skyld, ej heller dine børns. Din bonusdatter reagerer på en måde der er typisk for et barn, men derfor er det jo stadig ubehageligt at stå med - men du skal ikke hoppe og springe alt hvad du kan for at forbedre situationen i forhold til at flytte osv. selvom det godt kan virke fristende, bare for at slippe ud af det. Din bonusdatter skal lære at acceptere at tingene er som de er og i er kommet for at blive, men måske skal der bare en anderledes metode til, end hvad der er blevet gjort indtil videre. Måske har det taget hårdere på hende end i havde troet eller forventet og det skal selvfølgelig bearbejdes. Men samtidig er det også vigtigt at finde balancen, så du ikke føler dig som konstant skydeskive. 

Det skal ik lyde som jeg skal forsvare mig selv, men jeg har set det fra børns perspektiv. Jeg har virkelig ondt af børnene - og jeg har sagt det mange gange ti min kæreste, at der var noget helt galt. Jeg har spurgt om det var en ide, at vi ik havde børnene på samme tidspunkt, men forskudt. At de selv lavede nogle ting sammen og vi gjorde det samme - men min kæreste har stået fast i, at vi var en familie nu, og sådan var det bare.

Da vi flyttede ind, gjorde vi meget ud af, ikke at flytte rundt på deres ting, møbler, billeder mv. Det står som det altid har gjort.

Der er så ikke rigtig kommet ret meget af vores ind i huset....

Jeg har også to børn, som ofte har fået af vide at det er deres skyld, at det er som det er. Det har heller ikke være nemt for dem at flytte ind i deres hjem - de har bare ikke haft et behov for at udtrykke det som hun har.

Vi har været meget igennem, og lige nu er jeg ved at stå af - for det er så hårdt. Det gør ondt at jeg ikke kan eller må gøre noget, men bare skal se til. Viden om at deres mor og min kæreste kan frit tale om os - at vi bliver "behandlet" hos en psykolog, uden at ha ret til at forsvare sig, eller i hvert fald komme med vores synspunkt. Lige nu er vi bare skraldespanden hvor alt lort kommer ned.

 

Jeg synes personligt, at det lyder som en rigtig god ide, at I ikke har børnene boende på samme tid, da de derved ikke vil føle, at de skal deles om deres far med dine børn. Det er da forsøget værd? 

Åh nej jeg har bare så ondt af dig. Det er en rigtig svær situation.. Jeg ved heller ikke rigtig hvad du skal gøre ved det. Føler med dig, det gør helt ondt at læse dit indlæg her.

Jeg har selv 4 bonusbørn og et eget- nu også et fælles- men vi flyttede sammen i en ny lejlighed. På neutral grund. Vi har begge bidraget ligemeget til møbleringen af det nye hjem og ALT legetøj - udover bamser- bliver delt mellem alle børn. Dvs min søn havde nintendo ipad og wii.. Det er nu 100% fællesting som de skal enes om. Her bliver ikke gjort forskel.. Bonus såvel som egne får tøj og sko osv på samme tid så selvom jeg har tendens til at elske at købe tøj, så sørger jeg bare for lige at bestille tre sommerkjoler med til mine bonusdøtre. Så er alle glade. 

Jeg tror det har hjulpet vores meget at det var en nyt fælles projekt med hjemmet- og at alle skulle dele på ny her. De har hver især en skuffe med "hemmelige ting" jeg ved der er mønter, slik og fine sten i. Det er deres eget- resten deler de fint. Min søn og bonusdatter har endda fælles "hemmelige skuffe"..

Min mand har også fra dag ét gjort meget ud af at jeg bestemmer på ligefod med ham, det ved børnene. De skal respektere mig og behandle mig pænt- selvfølgelig skal jeg også det 

Dét at det fungerer så godt hos os, tror jeg virkelig har at gøre med at faren fra starten har sørget for at jeg fik en god og respektfuld start med børnene. De har ikke fået særbehandling. Jeg synes det er helt forkert hvis børn på den måde for lov at styre hvem der skal bo hvor og hvordan. Det er bare slet ik børnenes ansvar at styre. Det kan ikke være acceptabelt at i er nød til at bo alene, fordi børnene ikke kan indordne sig. Jeg går udfra du er helt almindelig sød og rar. Hos os deler de værelse, og hos deres mor har de egbe værelser hver især. 

Jeg håber virkelig i finder en løsning for det lyder godt nok hårdt