Meget skruk på trods af PB lige er startet!

Maalene skriver:

Min datters far og jeg gik fra hinanden, da hun var 15 mdr, så jeg er lidt spændt på, hvor lang tid det kommer til at tage denne gang Men med min datter blev jeg gravid i 2. hug (endte så i en MA), og så blev jeg gravid igen 3 mdr efter - så det kan jeg jo bestemt ikke klage over

 

Det kan jo nemt være, at du har haft et befrugtet æg, men at det så ikke har sat sig fast - det kan forklare symptomerne  Synes også jeg havde flere symptomer, men tror nu mere det var psykisk 

 

Hvornår forventer du mens igen?

Det jeg ked af med MA, men dejligt du blev det så hurtigt igen  efter. Men det jo spændende når det er med en ny partner, hvor hurtigt det så går  

Ja det kunne faktisk godt tænkes at jeg har haft det. Jeg fik det sådan lige efter sidste ægløsning så er spændt på hvordan jeg får det denne gang. Jeg håber på graviditet efter måned men tror desværre først det bliver i 3. Cyklus, hvis det bliver noget, men man har da lov at håbe alligevel  jeg forventer først min mens du 25. Juni hvis det er præcis samme cyklus som sidste måned hva med dig? 

Tror også vi er meget mere opmærkomme på vores kroppe nu når vi så inderligt gerne vil være det, så ja man overtolker nok på hvert et lille signal kroppen giver 

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg vil bare gerne dele mine tanker omkring min skrukhed og utålmodighed på trods af at vi lige er startet på PB efter at have været sammen i næsten 3 år. Jeg håber der er andre der har det på samme måde, og måske nogle som kan give nogle råd til, hvordan man får tankerne over på noget andet.

Jeg har efterhånden været skruk i 5 måneder eller sådan, så det dejligt endelig at komme rigtigt i gang med PB med min drømmemand! Jeg stoppede på mine p-piller slut april og håbede jo så allerede jeg ville være gravid i første måned, men ak nej min mens. kom  Jeg var dybt ulykkelig og begyndte at tude over jeg ikke var gravid. Jeg ved godt vi lige er startet og det self. nok skal komme og jeg bare skal være tålmodig og glemme det lidt, men det altså meget nemmere sagt end gjort. Ud over det tager jeg mig selv i at kigge på babytøj- og udstyr hele tiden, har allerede nærmest planlagt hvordan børneværelset skal se ud og kan ikke lade være med at snakke om babyer, hvilket jo heller ikke er det mest hensigtsmæssige, da det jo ikke er meningen folk skal vide vi planlægger baby før jeg engang er 3 måneder henne og kender kønnet. Det gør det nok ikke nemmere at jeg er ledig og derfor har en del fritid, plus alle omkring mig self. får børn  Jeg har også altid været den der planlægger stort set alt ned til mindste detalje og var først meningen vi ville påbegynde PB når kæresten var færdiguddannet (er han til slut september) og jeg selv havde fået fast job. Jeg har dog været ledig ret længe nu, og nu besluttede vi altså at vi ikke ville vente længere, da man jo alligevel ikke kan vide, hvor længe der går før det reelt sker. Jeg synes det er sjovt som den skrukhed bare lige pludselig kommer ud af det blå, hvor jeg førhen tænkte "der er da længe til jeg skal ha børn"! Åhh jeg synes altså ventetiden er svær og hård, når jeg bare så inderligt ønsker at være gravid! Det også svært når man ikke rigtig føler man kan snakke med nogen om det udover kæresten self. Han vil ønsker self. også jeg bliver gravid, men han er jo ikke lige så skruk som mig og forstår nok ikke helt jeg ikke bare kan slippe tankerne og lade det ske når det sker.  Jeg håber det ikke kun er mig der har det sådan her. Hvordan holder i andre fokus i hverdagen, og ikke tænker på baby hele tiden?  

Kære du

Jeg havde også mange af de samme tanker og følelser som dig, da vi begyndte på PB. Især fordi mine forældre fik både mig selv og mine to søskende i første eller andet forsøg og jeg på det tidspunkt kun var 23 år gammel. Jeg gik også og planlagde børneværelse og overvejede, hvor lang min barsel skulle være etc. Mit bedste råd er at bilde sig selv ind, at der nok går mere end et år, før det sker - også hvis man har prøvet i længere tid, for så går man ikke og regner så meget med det. Jeg tror ikke på, at man mindsker chancerne for en graviditet, hvis man tænker for meget på det, som nogle er flittige til at sige. Men jeg tror, man kan blive meget deprimeret, hvis man tænker på det ofte og det så ikke sker.

Personligt har vi brugt 2 år på PB nu uden succes og jeg regner med, at det sagtens kan tage 2 år mere. Men jeg prøver at sige til mig selv, at det nok skal ske på et tidspunkt og at, når det sker, så er det en gave fra gud.

Jeg vil også fraråde at tænke for meget over eventuelle jag i underlivet eller kvalme, som måske kan være tegn på graviditet, for det kan også sagtens være tegn på andre ting og det kan også være en graviditet, som går til grunde, så man får sin mens nogenlunde til tiden, selvom man egentlig var blevet gravid (en såkaldt bio).

Vi holdt også PB hemmeligt til at starte med og tænkte, at vi først ville fortælle om en evt. graviditet efter 3 måneder. Senere har vi valgt at være åbne med det overfor venner og familie. Det synes jeg faktisk gør det meget nemmere. Det burde ikke være noget tys-tys. Det er jo en stor ting. Desuden fortalte vi også om min graviditet for et halvt år siden, da vi selv fandt ud af det, hvilket var rigtig godt, da vi endte med en MA efter 8 uger. Det gjorde det nemmere, at vores nærmeste forstod vores situation. En abort er en voldsom ting, så vil man virkelig have, at ens nærmeste ikke skal kende noget til det?

Hvis alle var lidt mere åbne omkring PB, så ville der måske heller ikke være så meget tabu og tys-tys omkring det. Det er helt klart dette, der er det hårdeste ved at være ufrivillig barnløs (bortset fra frygten for at det aldrig kommer til at ske).

Jeg håber, I snart får jeres lille guldklump og held og lykke på rejsen

Anonym skriver:

Det jeg ked af med MA, men dejligt du blev det så hurtigt igen  efter. Men det jo spændende når det er med en ny partner, hvor hurtigt det så går  

Ja det kunne faktisk godt tænkes at jeg har haft det. Jeg fik det sådan lige efter sidste ægløsning så er spændt på hvordan jeg får det denne gang. Jeg håber på graviditet efter måned men tror desværre først det bliver i 3. Cyklus, hvis det bliver noget, men man har da lov at håbe alligevel  jeg forventer først min mens du 25. Juni hvis det er præcis samme cyklus som sidste måned hva med dig? 

Tror også vi er meget mere opmærkomme på vores kroppe nu når vi så inderligt gerne vil være det, så ja man overtolker nok på hvert et lille signal kroppen giver 

Jahh, havde sådan en forestilling om, at det enten ville lykkes i første hug, og hvis ikke ville det komme til at tage lang tid - så det håber jeg bestemt ikke er rigtigt 

Åhh ja - det er simpelthen så spændende, nervepirrende og stort at være igang med projekt baby - det er jo den største gave i verden

Jeg forventer (ikke) min menstruation den 1/7 - så der er desværre lige 3 lange uger endnu  

Tror desværre du har ret - ærgerligt man ikke kan sætte tankerne på stand-by, så man ikke får psyket sig selv helt ud af den 

FrederiksbergFruen skriver:

Kære du

Jeg havde også mange af de samme tanker og følelser som dig, da vi begyndte på PB. Især fordi mine forældre fik både mig selv og mine to søskende i første eller andet forsøg og jeg på det tidspunkt kun var 23 år gammel. Jeg gik også og planlagde børneværelse og overvejede, hvor lang min barsel skulle være etc. Mit bedste råd er at bilde sig selv ind, at der nok går mere end et år, før det sker - også hvis man har prøvet i længere tid, for så går man ikke og regner så meget med det. Jeg tror ikke på, at man mindsker chancerne for en graviditet, hvis man tænker for meget på det, som nogle er flittige til at sige. Men jeg tror, man kan blive meget deprimeret, hvis man tænker på det ofte og det så ikke sker.

Personligt har vi brugt 2 år på PB nu uden succes og jeg regner med, at det sagtens kan tage 2 år mere. Men jeg prøver at sige til mig selv, at det nok skal ske på et tidspunkt og at, når det sker, så er det en gave fra gud.

Jeg vil også fraråde at tænke for meget over eventuelle jag i underlivet eller kvalme, som måske kan være tegn på graviditet, for det kan også sagtens være tegn på andre ting og det kan også være en graviditet, som går til grunde, så man får sin mens nogenlunde til tiden, selvom man egentlig var blevet gravid (en såkaldt bio).

Vi holdt også PB hemmeligt til at starte med og tænkte, at vi først ville fortælle om en evt. graviditet efter 3 måneder. Senere har vi valgt at være åbne med det overfor venner og familie. Det synes jeg faktisk gør det meget nemmere. Det burde ikke være noget tys-tys. Det er jo en stor ting. Desuden fortalte vi også om min graviditet for et halvt år siden, da vi selv fandt ud af det, hvilket var rigtig godt, da vi endte med en MA efter 8 uger. Det gjorde det nemmere, at vores nærmeste forstod vores situation. En abort er en voldsom ting, så vil man virkelig have, at ens nærmeste ikke skal kende noget til det?

Hvis alle var lidt mere åbne omkring PB, så ville der måske heller ikke være så meget tabu og tys-tys omkring det. Det er helt klart dette, der er det hårdeste ved at være ufrivillig barnløs (bortset fra frygten for at det aldrig kommer til at ske).

Jeg håber, I snart får jeres lille guldklump og held og lykke på rejsen

Ihh hvor er jeg ked af det ik er lykkedes for jer efter så lang tidsom prøven. Kan slet ikke sætte mig ind i hvordan svært det må være jeg håber virkelig det snart lykkedes for jer!

 Jeg tror du har ret i, at man kan blive meget hvor deprimeret hvis man fokuserer for meget på det og det så ikke lykkedes. Så jeg må nok prøve at begrænse mine tanker lidt selvom det er utrolig svært  Jeg tror dog ikke jeg vil kunne bilde mig selv ind at det tager mere end 1 år for så bliver jeg da nærmest også depressiv og ville tænke om der så er noget galt.. Men ja det svært når alle andre får børn lige foran en. Jeg tror heller ikke på det der med chancerne mindskes. Det sker når det sker uanset hvor meget el lidt vi tænker over det 

Jeg har faktisk også valgt at dele et med min mor da jeg så i det mindste har hende jeg kan snakke med om det for det er svært at gå med alene. Tror ikke vi vil fortælle  andre det før efter de 3 måneder med mindre der så sker nogle  ikke forventede ting som spontan abort el vi har prøvet længe så vil jeg ha behov for at dele det for ja så kan de nok bedre sætte sig ind i ens situation og støtte en.  Grunden til det er nemlig at folk så siger tillykke osv. Og man bliver endnu mere glad og det gør det bare værre hvis man så ender i en SA er noget tidligt.. 

i må også ha held og lykke med babymaking projektet!  Jeg krydser alt hvad jeg kan for jer