jeg sidder og er så....ked af det faktisk, men også irriteret og jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der har prøvet at sidde med de her følelser!
for nogle timer siden besluttede jeg mig for at sende en mail til mine to søstre, der kommer med rigtig mange kommentarer omkring at de gerne vil være mostre. jeg ved de mener det allerbedste når de siger det, og de siger også altid søde ting, MEN jeg bliver enormt stresset af det. min mor gør det samme "ja, jeg vil gerne være mormor igen, men jeg stresser ikke over det, så det skal DU heller ikke gøre"...æh, tak?!
det jeg prøvede at forklare dem var, at hver gang jeg tester negativt eller får min menstruation (og det er efterhånden sket nogle gange siden maj 2007!!), så bliver jeg ikke kun ked af det for mig og Søren, men jeg føler at jeg skuffer HELE familien, som jo gerne vil være mostre/onkler/mormødre. nogle gange når jeg derud hvor jeg tænker "jamen HALLO...er det for VORES eller for DERES skyld vi går igennem alt det her lort?"
jeg prøver at forklare det i min mail og jeg understreger flere gange, at det er ikke en skælde ud mail, men bare for at sige, at de blir nødt til at lade være med at sige de her ting OGSÅ selvom de kommer fra hjertet, for jeg kan ikke klare det pres de lægger på mig (de er jo het sikkert ikke klar over hvordan det virker på mig at de kommer med dere skommentarer, og det var netop derfor jeg skrev til dem).
det er sååå svært at forklare dem, fordi jeg jo blir møgked af det når jeg skriver om de her ting og de her følelser og så får jeg bare en rigtig sur mail tilbage fra min ene søster om, at det har hun aldrig gjort og hun er forresten også ligeglad når jeg ignorere hende og aldrig ringer tilbage.
jeg sidder bare sådan lidt...ahva sagde du?
jeg har været i behandling siden december 08, den første gang hun ringer og spørger hvordan en behandling egentlig foregår er i september 09. i mellemtiden har jeg dog skullet lægge øre til for og imod problemstillinger vedr. hendes kæreste, jeg har skullet hjælpe hende med at vælge studie (hun blev virkelig skuffet over jeg ikke havde læst om social og sundhedshjælper uddannelsen i juni da hun skulle sende papirerne ind - midt i at jeg sidder i mine universitetseksamener, som jeg KÆMPER mig igennem fordi jeg ikke har kunnet deltage i semestret overhovedet pga min zombietilstand efter vi mistede barnet) osv osv. nu orker jeg ikke at tage telefonen mere når hun ringer (dette er siden 1. september) fordi jeg er startet nyt studie, jeg er igang med bachelor opgave, jeg er i behandling, som jeg ikke har lyst til at indvie min familie i længere og jeg har simpelthen ikke kræfter eller tid til også at skulle hjælpe min mor, min bror og mine to søstre igennem livet også. underligt!
nåh...sorry....jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, jeg havde bare brug for at SKRIGE efter jeg læste hendes mail og så tænker jeg, at herinde må der være flere der har skullet lægge øre til andet manglende forståelse for den store følelsesmæssige rutsjetur det er, at være ufrivilligt barnløs....
jeg har besluttet ikke at indvie familie og venner i behandlingen længere, for det er den eneste måde jeg kan få fred - og jeg stresser mig selv nok som det er.
øv.
jeg er bare møg ked af det i virkeligheden
